Klangrum

”Voices, noises and choices” var mottoet for dette års nu veloverståede Wundergrund-festival, og det var der da sandt nok også rigeligt af. Men hvad der nok så meget kendetegnede festivalen var musikkens gåen i clinch med såvel visuelle medier som det omgivende rum. Måske mest bemærkelsesværdigt i Simon Steen-Andersens tidligere omtalte koncert, hvor både det stedspecifikke og filmmediet var en fuldt integreret del af værket. Men i det hele taget tilbød Wundergrund en spændende måde at udforske forskellige locations i byen og samtidig en måde at få udvidet klangrum med visuelle rum.

Arkitekturens og traditionens ekkorum
Ikke, at der nødvendigvis er noget nyt i at trække på den visuelle side. Inden for især den elektroniske musik er brugen af visuals nærmest en gammel traver. Og hvor kedsommeligt det kan være, får vi desværre også demonstreret på Wundergrund. Justin Albrechtsens videoside til Hannah Schneider & Henrik Marstals Mahler Momentum, der blev opført fredag aften på Dansk Arkitektur Center var en sjasket sovs af kitschede billeder og underlige forstørrelser af de to musikalske aktører hældt ind over en koncert, der i forvejen kogte suppe på klicheen: ”klassisk musik møder det moderne i form af elektronisk musik”. Eller som det hedder i programmet: ”Denne aften sættes Mahler i dialog med det 21. århundrede”. Men gjorde han så det? Det ironiske ved den slags seancer er, at det ”gamle” ofte ender med at fremstå mere moderne end det ”nye”. Mahlers musik fremstod mere på højde med det 21. århundrede end Schneider og Marstals musik, der snarere føles som outdatede levn fra den ambiente indietronica-skuffe. Behageligt at lytte til, bevares, men også en underligt søvndyssende suppe. 

Så formår lydkunstner Mikkel Meyer i samarbejde med Obscura på helt anderledes vellykket vis at skabe en fusion af visuals og musik, der samtidig går fornemt i dialog med både hinanden og det omgivende rum på Dansk Arkitektur Center. Her er både lyd- og billedside anderledes abstrakt og flimrende, men samtidig meget fysisk og fyldt med vibrerende liv og leg med det smukke og skyggefulde rum. Her kan man træde ind og være en del af det audiovisuelle rum frem for at blive udsat for et spektakulært, men også sært distancerende teater som hos Schneider og Marstal.

Det viser sig, at det mest besnærende musikalske indslag på Dansk Arkitektur Center også er det mest visuelt nedtonede. Hassan Khan fra Kairo har ganske vist medbragt sin egen discokugle, men ellers er her ingen smarte visuals. Men for pokker, hvor er det godt! Discokuglen er næsten en provokation i forhold til det omgivende rum med malerisk udsigt til Operaen, bløde puder til at slænge sig i og sirlige stolerække til det finkulturelle publikum. Kuglen signalerer, at vi skal danse, at vi egentlig burde sparke de magelige puder ad pommern til. Musikken fortæller os det samme, men folk nøjes dog med at vugge lidt i stolene, når det går vildt til. En skam, for Khans musik kunne virkelig give pote i et andet rum, hvor man kunne give sig mere fysisk hen til den. Her kommer den mere til at fremstå som en udfordring til de lidt statiske rammer. Det er sikkert også sundt. I hvert fald overrumpler Khan tydeligvis mange med sin på mange måder uforudsigelig og spændstige hybrid af folkemusikalske toner, ekstatisk technopuls og støjcollager.

Ekstreme legender
Et par dage forinden befinder vi os i helt andre og mere rå rammer på spillestedet Mayhem, hvor vi mødes af en lydinstallation skabt af en af stedets primus motorer, TR Kirstein. Mayhem er vært for en aften med tre kunstnere, der på hver deres måde har dyrket musikalske ekstremer. Men også her viser billedsiden sig at spille en væsentlig rolle. 

Koncerten med legenden Phill Niblock er således snarere en filmforevisning, hvor billederne (fortrinsvis  film af fiskere, der udfører deres arbejde med en næsten tranceskabende gentagelse) ledsages af Niblocks langstrakte og meget fysiske droner, der rumler gennem rummet på Mayhem. Niblock selv trisser lidt rundt og efter ”showet” træder han kort frem og bukker ydmygt. I hvert fald bryder det med konventionen for en koncert, og man kan vel spørge sig selv, om det er strengt nødvendigt for afviklingen, at den i dag næsten 80-årige amerikaner virkelig skal tage helt til Danmark for at tænde for musikken og filmen. Men i Niblocks univers er det de små forskydninger, der folder den tilsyneladende monotone musik ud i en uhørt rigdom, og selvfølgelig betyder det noget, at Niblock selv er til stede for at få lyden ud på den helt rigtige måde. Og det betyder noget, at han er der til at dele dette med én. På samme måde er det en ganske anden oplevelse at høre denne musik i præcis dette rum og i præcis disse højtalere. Det åbner op for andre lag, end hvad man kan få derhjemme, og Niblock selv går tydeligvis også ganske koncentreret op i seancen. Går selv rundt i rummet og lytter og taler gerne med publikum efterfølgende om, hvordan det fungerede. 

William Bennett gør også brug af en billedside, men bevæger sig dog i et langt mere gængs koncertformat. Når man – som Bennett har gjort med gruppen Whitehouse – for længst har udforsket den mest ekstreme harsh noise, melder spørgsmålet sig måske, hvor man så kan bevæge sig hen. Med sit projekt Cut Hands har Bennett valgt at arbejde med en hybrid af noise, elektronisk musik og afrikansk musik. En slags world noise, måske? Filmene på baglærredet viser også for det meste dystre billeder af Afrika, og projektnavnet henviser sandsynligvis til Fristaten Congo og de belgiske kolonialisters makabre skik med at straffe befolkningen ved at hugge deres hænder af. Altså et musikalsk billede af det Heart of Darkness, som forfatteren Joseph Conrad har skildret. Men blev det så for alvor vedkommende? Ja og nej. I sekvenser var det godt, men levede vel ikke helt op til Bennetts legendestatus. De rytmiske elementer var sine steder ret velgørende, andre steder lød de mere af noget lidt bagstræberisk industrial. At projektorerne heller ikke fungerede optimalt, gjorde så heller ikke udtrykket stærkere.

Var man kommet for ond noise, fik man det dog til overflod i sidste del af norske Lasse Marhaugs  sæt. Her var ikke noget pjank med visuals, men bare lyd, der fik rummet, kødet og knoglerne til at spjætte. Sammenlignet med de to andre på programmet må Marhaug siges at være en ren opkomling. Til gengæld er han så uhørt produktiv, at han trods sin relativt unge alder for længst har placeret sig i støjmusikkens superliga. Man kan sige, at det han leverede denne aften, ikke i radikal forstand adskilte sig fra så meget andet, man kan høre rundt omkring i støjmiljøet. Men i den forstand er noise ikke så forskellig fra f.eks. rock. Det kan være svært at sige, hvorfor et band fanger en særlig energi, mens et andet fremstår dovent. Og Marhaug er ikke doven. Selv nyder jeg de vilde udladninger i fulde drag, og mine ører straffes dagen efter. Man lades ikke upåvirket, men man overhældes omvendt heller ikke med symbolsk betydning, som det i lidt for høj grad er tilfældet hos Bennett.

Hinsides kitsch og kunst
At det visuelle spiller en stor rolle på Wundergrund understreges til afslutningsaftenen, hvor festivalen flyder sammen med filmfestivalen CPH:DOX på Cinemateket. En aften, der naturligvis får titlen WUNDER:DOX. 

Programmet, der står i Islands tegn, byder bl.a. på en ur-premiere (eller måske snarere forpremiere, for de tre unge instruktører fortæller efterfølgende, at filmen vitterlig først er blevet færdig få dage før, og måske faktisk ikke er helt færdig!) på filmen Grandma Lo-Fi. En sand åbenbaring af et filmportræt, der skildrer den mildest talt særegne islandske komponist Sigrídur Níelsdóttir. Født og opvokset i Danmark af danske og tyske forældre havner hun efter 2. Verdenskrig på grund af en ulykkelig kærlighedshistorie på Island, hvor hun lever et relativt ubemærket liv. Som 70-årig begynder hun at spille sange på et keyboard i sit køkken og indspille dem på særdeles primitiv vis på båndoptager. I løbet af syv år indspiller hun 59 cd'er (!), som hun på ægte DIY-vis selv designer og trykker covers til for så at gå hen i Reykjaviks sagnomspundne 12 Tónar-pladeforretning for at sælge dem.

Alt dette gøres dog uden nogen form for DIY-ideologi eller lo-fi coolness. Det er som en musik, der befinder sig i sin hel egen lomme, hinsides kitsch, indie og avantgarde. Og som så alligevel har bemærkelsesværdigt meget til fælles med netop lo-fi æstetikken og avantgardens brug af montage og reallyde. Hun har endda indspillet et helt album med vrøvlevers, der næsten slægter dadaismen på! Samtidig er Níelsdóttir en dybt kristen kvinde, der søger Gud gennem sangenes ofte salmeagtige skønhed. 

Filmens store scoop er, at den frem for at fortælle en traditionel biografisk historie (skønt denne efter alt at dømme også ville være ganske interessant) skaber et poetisk portræt, der virkelig fører én ind i Níelsdóttirs univers. Et univers, der virker så forunderligt, fordi hun på mange måder lever op til det typiske billede af en farmor, der sidder fredeligt i køkkenet og sysler. Men frem for at strikke sokker til barnebarnet, strikker hun altså en i grunden ganske radikal musik i et hæsblæsende tempo. Eller rettere, det gjorde hun, for en lille vemodig detalje er, at hun døde i år, altså inden filmen nåede at blive helt færdig. Men hun har med denne film fået et meget smukt minde.

For et dansk publikum er det selvfølgelig også interessant at se, at der højt mod nord findes en danskfødt kunstner, der har skabt så enestående musik helt ubemærket af hendes fødeland. Det kan filmen forhåbentlig ændre på. De seneste år har der været en regulær kult omkring Else Marie Pade, men jeg ser ingen grund til, at der ikke skulle komme lige så megen kult omkring Grandma Lo-Fi. Det har der så også været i Island i mange år. I filmen optræder flere prominente islandske kunstnere, der på poetisk vis kommenterer på kvindens liv. Og denne aften på WUNDER:DOX spiller de tre instruktører Kristín Björk Kristjánsdóttir, Orri Jónsson & Ingibjörg Birgisdóttir da også til publikums begejstring et DJ-sæt bestående af mange af de originale lo-fi bånd. Níelsdóttirs betydning for islandsk musik understreges også af tributeorkestret The Sigrídur Níelsdóttir Experience, der består af flere prominente islandske musikere, som fortolker hendes sange i legende versioner. Det er tydeligt at musikerne virkelig morer sig. Lige så tydeligt er det dog, at selvom de forsøger at ramme den legende ånd i hendes tilgang, så sker det gennem et anderledes intellektuelt filter, som det tydeligvis er svært at fralægge sig. Forsøget på at genskabe Níelsdóttirs radikale umiddelbarhed får unægtelig noget gemacht over sig. Men varmen og kærligheden i hyldesten virker dog absolut ægte, og som sådan et fint indslag.

Grandma Lo-Fi kan også opleves på CPH:DOX i dag samt 13/11. Fik man den ikke med på Wundergrund, kan det klart anbefales, at man tjekker denne helt unikke filmoplevelse ud. Læs mere her.

Så jo, Wundergrund viste sig i år som en berigende rejse gennem mange forskellige klangrum. Nogle var hårrejsende og støjende, andre legende og sprælske. Med få undtagelser var niveauet højt, og festivalen formåede at vise, hvor stor bredden er i det, man med et lidt vagt begreb kan kalde ”eksperimenterende musik og lydkunst”. En positiv gevinst er det så, at festivalen gav anledning til også at rejse igennem mange forskellige byrum i København og opleve dem på andre måder. Det bliver forhåbentlig også tilfældet, når Wundergrund i november og december drager på tour i regionen.