Virkelighedens lyde i kunstens sfære
Annonce
Det var på mange måder et passende forvarsel, da det fremmødte publikum i Cinematekets Asta-sal i weekenden den 15.-16. december på nærmest symbolsk vis blev mødt af et stort, tomt filmlærred. Filmmediet og synssansen var nemlig bevidst valgt fra til fordel for høresansen. Der var indbudt til øjenlukning og øreåbning under overskriften Recordings.
Som kunstnerisk praksis handler field recording – det at optage i felten modsat studiet – primært om at præsentere folk for optagelser af lyde eller lydmiljøer, de ikke selv har adgang til eller ganske enkelt overhører, og som derfor i optaget form kan fremstå ganske åbenbarende for den, der lytter.
Den knitrende reje
Lørdagens første performance, UltraSignal, af norske Jana Winderen præsenterede i den grad ganske overhørte lyde. Værket, som hun fremførte på laptop og mixer gennem festivalens otte-kanals højttalersystem, var en kollage primært bestående af lyde optaget i have og floder ved hjælp af hydrofoner – mikrofoner specifikt udviklet til at opfange lyd i væske. Man blev fra start mødt af en sær knitren, som angiveligt kom fra rejer samt en enerverende, glitchet skratten, som efter sigende blev frembragt af delfiner. Værket undersøgte videre undervandslyde af ukendt ophav og kom mod slutningen op til overfladen, da disse fik selskab af lavfrekvente droner, som man senere lærte var filtreringer af optagelser fra New Yorks gader. Det var som om Winderen med foreningen af disse to lyduniverser sammenlignede storbyens lavfrekvente puls med den buldren, hendes mikrofoner i begyndelsen havde opfanget fra havets dybder; en udforskning af livet på begge sider af vandoverfladen.
En verdensomlytning under havet
En lignende tematik og et ligeledes hydrofonisk lydunivers fyldte lørdagens anden performance af den britiske optageveteran Chris Watson, der er fascineret af lydene i verdens mere afsides områder, og som i mange år har leveret lydoptagelser til BBC’s stort anlagte naturprogrammer. Han er således blandt verdens mest prominente field recordere.
Med aftenens værk, 80 Degrees South, inviterede Watson på en lydlig rejse sydpå fra den 55. nordlige breddegrad, som løber gennem både hans egen hjemstavn såvel som Danmark, til den 80. sydlige breddegrad, der løber tværs over Antarktis. Altså mere end 15.000 km på bare 40 minutter; langt de fleste af dem under vand. Som Watson understregede i sin præsentation, er størstedelen af vores planets overflade dækket af vand. Lyd bevæger sig fem gange hurtigere under vand end gennem luft, og verdenshavene er på den måde et langt rigere lydmiljø end det, mennesket i sit jordbundne liv har mulighed for at lytte til.
Værket, der bestod af en række enkeltstående optagelser, som afløste hinanden i noget, der kom til at minde om et narrativt forløb, indledtes med lyden af klukkende vand og fugleliv. Men snart dykkede mikrofonerne ned under havets overflade, og det var nu op til lytteren at afgøre, hvilke havdyr og dermed hvilke breddegrader, man lyttede til. Oplevelsen fik hermed en ekstra sanselig dimension, idet den også var en rejse gennem skiftende klimazoner. Var det lyden af varmt eller koldt vand? Havde rejsen passeret ækvator? At trykke sig ned i det bløde biografsæde føltes pludselig mere som at blive sænket ned i et iskoldt arktisk hav. Men uhyggen blev atter afløst af den på én gang undersøiske og overjordiske lyd af spækhuggersang ud for Antarktis’ kyst. Disse krystalklare optagelser fik lov at afslutte rejsen, og festivalen nåede her et håndværksmæssigt højdepunkt.
Dirty recordings
Anderledes lo-fi var svenske Carl Michael von Hausswolffs pastiche over den auditive spøgelsesjagt kendt som electronic voice phenomena (EVP). Gennem en kitschet og bevidst/ubevidst utjekket audiovisuel præsentation af ”dirty recordings” fra hjemsøgte huse, østeuropæiske slotte og colombianske guldminer, prøvede von Hausswolff at overbevise publikum om ægtheden af de utydelige stemmer fra det hinsides, han mente gemte sig i de skrattende optagelsers grynede grundstøj. Denne spirituelle og sært opløftende seance fik lov at runde lørdagens program af, inden der fra arrangørernes side blev budt på gratis øl fra Ørbæk og vendt vinylplader bag baren.
Konkretmusik anno 2012
Den sympatiske og muntre von Hausswolff genåbnede festivalens program søndag eftermiddag, da han agerede ordstyrer ved søndagens artist talk, hvor de fem deltagende kunstnere fik mulighed for at sætte ord på deres arbejde samt besvare spørgsmål fra salen. Det blev en grundig snak, der desværre aldrig helt kom videre fra at kredse om de fem kunstneres barndomsminder og motivation for at optage lyd. Efterfølgende nåede turen til Eric la Casa. Franskmanden havde haft svært ved at forklare sig under den engelsksprogede talk, men leverede med sin performance en stilbevidst og meget hårdtslående omgang konkretmusik komplet med musikalsk klipning og en forkærlighed for betonagtige rumklange. Der blev gjort flittigt brug af hele frekvensområdet, og lyden blev kastet rundt i de otte kanalers surroundsound. Det hele fremstod dog meget komponeret og syntes at fjerne sig lidt fra festivalens fokus på optagede lyde.
Tysk laptopkunst
Det samme gjorde sig gældende i forbindelse med tyske Thomas Köners efterfølgende performance. Værket var en drømmeagtig sammensmeltning af lyde fra bugserende tog, der skiftevis afløste og afløstes af en mere omsluttende lydhorisont, der indeholdt mange toner og computergenererede, uendelige klangflader.
Søndagens program stod således i relativt skarp kontrast til lørdagens, der var kendetegnet ved en stærkere insisteren på den mere umiddelbare lydoptagelse. Det har sandsynligvis været et bevidst valg fra arrangørernes side, idet la Casas og Köners tilgange bygger ovenpå og udforsker de kunstneriske muligheder ved optaget lyd.
Kunst eller håndværk?
Som Watson forklarede i søndagens artist talk, har han været forbi manipulationen af optagede lyde i sine yngre dage (bl.a. i industrial-gruppen Cabaret Voltaire) og nævner også konkretmusikkens fader Pierre Schaeffer som en inspirationskilde. Men Watson erkendte tidligt, at naturens lyde for ham var både rigere, underligere og langt mere interessante, end dem han kunne få frem gennem arbejdet med lyd i studiet. Projektet hos Watson i dag – som hos så mange andre field recordere fra Francisco López til Toshiya Tsunoda – lader således også til at være en stræben efter en 1:1-tilgang, hvor lydoptagelsen er en form i sig selv, der kan stå alene, mens den hos andre er et værktøj og en forudsætning for videre kunstnerisk bearbejdning. Det kan i den sammenhæng virke paradoksalt netop at bruge termen field recordings om lyde, som i den grad har været en tur forbi studiet i form af softwaren på den moderne lydkunstners laptop. Er disciplinen field recordings styrke ikke netop at kunne præsentere umanipuleret, optaget lyd, der er så øreåbnende interessant og lytværdig, at blot afspilningen af den kan være nok i sig selv? Eller er den kreative omgang med lyden et middel til en erfaring af omverdenen, der skubber optagelsen udover sin mimetiske og dokumentariske karakter? Spørgsmålet er, om en sådan behandling overhovedet er nødvendig. Optageteknologi i dag overgår jo på mange måder allerede den menneskelige hørelse, og den mimetiske karakter trækker efter min mening ikke fra i vurderingen af, hvorvidt den umanipulerede lydoptagelse kan betragtes som kunst eller ej. Spørgsmålet er også, om der ikke allerede i mediet – mikrofonen, optageren, afspilleren – ligger en iboende manipulation af lyden og dermed et arbejde, som kan anskues som et håndværk såvel som en kunstnerisk praksis.
Festivalformatet
Recordings-festivalens mangfoldige liveprogram præsenterede ikke desto mindre på spændende vis forskellige tilgange til en praksis, der ellers får al for lidt opmærksomhed herhjemme. Måske man næste gang(!) kan udnytte tiden mellem de forskellige performances til at spille nogle af de uendelige mængder af field recording-udgivelser, der findes derude, frem for den free jazz og de Velvet Underground-evergreens, der dominerede festivalens bar lørdag aften.
RECORDINGS - Kunsten at optage lyd, Cinemateket 15.-16. december 2012.