Jana Winderen: »At lytte med muslinger«. © Mikkel Kaldal

Muslingers lækre støj i Struer

Tredje udgave af den internationale biennale Struer Tracks går væk fra byen og helt til vandkanten. Ørerne bliver ikke flået, men med Brandon LaBelle som hovednavn er lydfestivalen etableret. Flere kanter og flere soundbokse på strøget må være næste skridt.
Af
30. august 2021
  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

De to højttalere, som er spændt fast på den gule cykels styr, skratter. En GPS på bagagebæreren tracker cyklens rute, så lydsporet hele tiden ændres. Den engelske kunstner Kaffe Matthews har på forhånd optaget lyde i Struer, som afspilles, når man cykler. Man vælger selv sin cykel med navn på, fx »Pierre«, og man vælger også sin egen rute og dermed soundtrack og kan fx køre i ring, når man har fundet et godt beat. På en p-plads høres lyden af bølger ovenpå et fresh beat. På stien ved Skydebanen er det mere ambient. Inde i byen er der ikke lyd, opdager man. Man holder sig til havnen; det er der, det sjove er.

Matthews’ værk hedder Vejret er præsent, og jeg er så glad for min soniske cykel, som kører mig ud til siloer, pakhuse, øde pladser, restauranter, autocampere, yachts og den populære kabelbane, som støjer sprødt.

Muslinger har også personlighed. De kribler og krabler i højttalerne i det lille træhus langt ude på molen på lystbådehavnen

Det er ikke så meget det at cykle, som oplevelsen ved at køre på forskellige belægninger: Når cyklen forlader asfalten og rammer grus, bådbroer af træ og bumber over kantsten og lyder som et omrejsende – og meget skramlet og salsa-jazzet – tivoli. Det er det mest synlige værk på årets lydbiennale i Struer (alle kigger på én, som dengang man gik med ghettoblastere), det mest umiddelbare værk, en invitation til den svære og givende kunst at lytte præsent, til nuets lyd – i konstant bevægelse. I gæstebogen skriver en cyklist: »Det var som at cykle med hovedet under vand eller i en andens tanker.« Stort nik fra min cykelhjelm.

Soundbokse og dyb lytning med muslinger  

Mens biennalen i 2019 foregik både i byrummet og på havnen, har årets kurator Charlotte Bagger Brandt valgt at fokusere på havneområde ud fra en overordnet ide om »Lydens landskaber«. I programmet skriver hun om psyko-geografi som et tematisk afsæt – altså lydens evne til at indramme og forstærke nye måder at erfare verden på. 

Kaffe Matthews: »Vejret er præsent«. © Mikkel Kaldal
Kaffe Matthews' værk »Vejret er præsent« opleves ved, at man låner én af de seks cykler og kører rundt på Struer Havn. © Mikkel Kaldal

Det kan man tygge på inde i et rødt pakhus på havnen, hvor Vinyl, -terror & -horror udstiller installationen Broken Telephone, der består af en række lydmaskiner, som lyden vandrer igennem. Lyden begynder på en pladespiller, en harmonika tager over og så et kor, der synger forvrænget – ohøj, vi er i sømændenes og Bang & Olufsens stad. Firmaets udviklingsafdeling har været sparringspartner på de to kunstneres arbejde med at skabe en serie – skramlede og meget lidt B&O-agtige – højttalere, der både kan optage og afspille (én kan snurre rundt om sig selv, en anden højttaler kan bukke og neje). Som i de velkendte hviskelege ændres lyden på sin rejse, bl.a. via et rør fra B&O-hovedkontorets ventilationsanlæg samt et andet rør, som ville få Fru Møghe fra Matador til at klappe højt. Mens højttalere normalt ikke skal agere instrument, de skal ikke tilføre noget, tager de her scenen som et finurligt sømandskor. Mekanisk ja, men hver lydmaskine har sin egen personality.

Muslinger har også personlighed. De kribler og krabler i højttalerne i det lille træhus langt ude på molen på lystbådehavnen. Men det er ikke creepy, selvom den norske lydkunstner Jana Winderens field recordings til værket At lytte med muslinger er foretaget dybt i havet. I molehuset, hvor man er omringet af hav, kan tilfældige bådejere og biennalister dyrke deep listening. En total aha-oplevelse. De berømte Limfjordsmuslinger kommer til deres ret: som fantastiske sangere, optaget netop som de vågner efter vinterens dvale og begynder at indånde vand i søgen efter fødepartikler. Eminent.

Befriende at høre positive vibes fra de udskældte bokse, midt på torvet, i lækker kvadrofonisk lyd. Befriende med en mavepuster af kloge lydord


I løbet af biennalen laver komponisten Anders Lauge Meldgaard performances med et mobilt højttalerorkester: Fire personer med soundbokse spændt fast på ryggen går rundt i byen, mens Struer-koret Klangs indspilning af en tekst af forfatteren Amalie Smith strømmer ud af højttalerne.
 

Anders Lauge Meldgaards performance »Rejse som lys der bliver ved« med tekst af forfatteren Amalie Smith. © Mikkel Kaldal
Anders Lauge Meldgaards performance »Rejse som lys der bliver ved« med tekst af forfatteren Amalie Smith. © Mikkel Kaldal

Rejse som lys der bliver ved tematiserer forbundethed; vores lunger interagerer, vi indånder samme luft. Befriende at høre positive vibes fra de udskældte bokse, midt på torvet, i lækker kvadrofonisk lyd. Befriende med en mavepuster af kloge lydord og varme synthesizere, mens man er på vej i Superbrugsen. Pandemien har vendt alting og os på hovedet, så hvorfor ikke komme på ret køl igen med ørerne først? 

Vertikal dans og vindharper 
Soundbokse og bimlende cykler, ja. Men lydbyen Struer er – stadig – en meget stille by. Kunstnertrioen Se byen vertikalt indrammer stilheden under en lydvandring på den yderste del af havnen. Iført sorte regnfrakker og høretelefoner vandrer vi, mens en stemme coacher os: ned i gear, mærk åndedrættet og havnens arkitektur, kig ud på havet. Se Struer og slap helt af!

Vi ligger på græsset, og to performere i rustrødt løst tøj klatrer ned fra toppen af en silo, de hænger i snore, og vi ser dem danse vertikalt på siloen, som fra vores liggende positur fungerer som et lærred til open air cinema. Når høretelefonerne til sidst tages af, sanser vi, hvad stemmen hele tiden har talt om, roen, men nu ikke indrammet, filtreret, kurateret: Vi er der selv, 1:1 med den bare natur og lytter selv uden coaching. Oddens åndedrag hedder den fine performance, men det er mit åndedrag og mig, der performer. Bortset fra de dansere, som virkelig kan deres kram på den silo.

»Lytter du til byens tarme og til dine? Lytter du til forbindelserne mellem dig og byens kollektive helbred?«


På Vrald Odde står Ragnhild Mays Aeolian Pavillon, en sortmalet installation, som ligner en minimodel af et Ingvar Cronhammar-værk, eller bare noget fra det ydre rum. Inde i hver af de fire vindfang er strenge, som aktiveres af vinden og afgiver sarte lyde. Helt modsat Cronhammar er det ikke det bastante og overdimensionerede, men noget fragilt, som rammer spidsen af øret, når vi står inde i pavillonen. Mays inspiration kommer fra oldtidens aeolusharpe (vindharpe), og havde pavillonen været mobil og kunne dreje rundt, havde effekten nok været større. Står man inde i harpen på en vindstille dag (blæsten er ikke altid pelikanstærk i Struer), er (over)tonerne minimale.

Kloakkunst og LaBelles club 
Lydoptagelser fra tarme og kloakker rumsterer i billedkunstneren Arendse Krabbes værk Indre lydlandskaber. Helt konkret strømmer lyden fra fem kloakdæksler. En tekst på et dæksel siger: »Lytter du til byens tarme og til dine? Lytter du til forbindelserne mellem dig og byens kollektive helbred?« – og kendte man ikke til lydenes oprindelse, kunne man forledes til at tro, at gruppen af foroverbøjede mennesker over dæksler lytter til en mejetærsker eller en anden landbrugsmaskine. Ihvertfald stærkt rytmiske udladninger. Alt er natur. Og manipulationer og medieringer. Det indre og det ydre, same same. I Matthew Herberts One Pig lyder grisene ikke grisset, men lounge-lækkert. Det samme i Krabbes sanitetsværk, som giver adgang til lidt hemmelige transmissioner via de hemmelige systemer af beton under ens fødder. Akustikken er vildt god i en kloak, lidt som at stå udenfor en club og mærke rytmernes dunken på afstand.

Forfatteren og musikteoretikeren Brandon LaBelle i sin installation »The Freedom Room«, skabt til Struers unge. © Mikkel Kaldal

Den amerikanske billedkunstner, forfatter og teoretiker Brandon LaBelle har forvandlet en enorm hal på havnen til The Freedom Room, et såkaldt »club-agtigt arbejdsrum« for unge fra Struers såkaldte OFF TRACK-miljø. Lyskæder og kunst på væggene er lidt som Northside Festival. Dagen efter åbningen, med få timers varsel, inviterer LaBelle på Facebook til en event. Han læser sine egne digte, Jana Winderen fortæller om sit arbejde med at optage hvallyde, og et purungt band optræder med 80’er-følsom musik. Frihedsrummet er for byens unge, og om det vil lykkes at »kultivere en anarkistisk energi« under biennalen, ved kun lydguderne. Men de unge kan bryste sig af, at LaBelle har dekoreret rummet (råt) til ære for dem. Gjort udkant lidt cool. Og sikkert også åbnet et ungt kreativt øre eller tre.

Kanter og konventioner
Det er tredje gang, at Struer Tracks præsenterer international lydkunst. Nu har festivalen bevist sin bæredygtighed. Den kan leve op til sine internationale ambitioner. Vildt godt, niveauet har været højt alle år, og Brandon LaBelle som gæst i byen er et scoop. Men årets udgave kører alligevel på det sikre. Oldschool tænkte man, da programmet blev offentliggjort med navne, som er kendte fra andre lydkunstfestivaler (Matthews, Winderen og LaBelle er lydkunst-classics-kavalkade).  

Ørerne bliver ikke flået i år. Som i 2019, hvor marokkanske Younes Baba-Alis bilhorn i Horn Orchestra båttede tranceagtigt i et lagerrum på havnen. Den havn, som ikke selv støjer længere. Det er derfor, Struer er blevet en stille, postindustriel by (og helt klassisk vender sig mod kunst og kultur). Den forandring er også, hvad årets biennale indrammer. Det opdager vi, når vi tager høretelefonerne af, stiger af den soniske cykel, når soundboksene hører op, og når lyden fra kloakdækslerne stopper kl. 18 (kunne det ikke være sjovt, hvis man i åbningsweekenden kunne opleve værkerne om natten?). Værkerne lærer os at være hyper opmærksomme og vurdere, hvor vi selv kunne have lyst til at stille en mikrofon op, hvilke vægge i mit eget hood, øret bør lægges på. 

Min lære fra Struer er: Jeg er begejstret muslingeven in spe. Og det er vildt, hvor meget kabelbanen på havnen har printet sig ind i ørerne som Lyden af Struer anno 2021. Den har snurret i baggrunden af alle værker på årets festival, sådan føles det. 

Næsten alle lydværker foregår ved vandkanten. Det lokale, ikke globale, udforskes her. Det er ok; som en detektiv sporer man forskellen mellem rå havn og den mere mondæne del med halvpebret mikrobryg og moule frites. Struer har en lang historie med lyd og pebrede musikanlæg, og det forpligter. Struer Tracks må gerne køre helt ud over alle kanter og konventioner, vælte os af cyklen, rive tæppet væk under badeskoene (for det kan lyd som intet andet), når byen nu brander sig som Lydens by.