Den dag lydkunsten kom til Struer

Ambitionen for Struer Tracks er at skabe en tilbagevendende festival i et internationalt format men i en solid lokal forankring. Det er altså både en invitation for lydinteresserede til at komme langvejsfra for at opleve de nyeste bud på denne fremspirende udtryksform, og samtidig også en håndsrækning til folk, der måske aldrig har hørt om lydkunst før. På den måde bliver festivalen – på linje med det århusbaserede projekt The overHEARD – en formidling af lydkunst som noget, der ikke kun er for kultureliten i København, men som noget, alle kan få et eller andet ud af. Den dobbelthed findes hele vejen igennem projektet.

Et af de inkluderende initiativer, som fungerede allerbedst, var begivenheden Braget i Struer, som skulle skyde festivalens udstillingsdel i det offentlige rum i gang. Byens borgere var inviteret til at møde op på Rådhuspladsen klokken 12 med deres mest larmende ejendele for at bidrage til en 3 minutters støjanarkistisk happening. Der var folk med tågehorn, fløjter, en lilletromme, en saxofon, bækkener, og borgmesteren var mødt op i sin kæmpestore traktor. Selv råbte jeg af mine lungers fulde kraft for at bidrage til lydmassen. Det var nogle ret herlige 3 minutter, og tilsyneladende synes Struerborgerne, at det var både sjovt og forfriskende at lave lidt rav i gaden. For mig var Braget i Struer et 3-minutters fluxus-værk, som i sin udadvendte enkelthed og totale inklusion af publikum skabte et ret underfundigt og nuanceret forløb.  

Vind og vand
Dagen inden åbningen af udstillingen og Braget i Struer var jeg til velkomstceremonien på Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter, som i høj grad centrerede sig om lydkunstneren Frode Gundorf Nielsen og afsløringen af hans lydskulptur Vind og Vand, der skal stå permanent i den smukke have. Det første, der slog mig, da jeg ankom, var alderskvotienten på det publikum, der var mødt talstærkt op. Langt størstedelen af publikum havde rundet pensionsalderen, og det var for mig en meget uvant situation i lydkunstsammenhænge. Stemningen var god, solen skinnede, og der var pølser på grillen og fadølsanlæg og efter to introducerende taler af henholdsvis borgmesteren og festivalleder Jacob Kreutzfeldt, blev sløret løftet for den nye lydskulptur.

Vind og Vand er på samme tid en besøgerinddragende lydskulptur, en komposition/kompositionelt redskab og et instrument. Den består af tre søjler, der, placeret i en trekantsformation, hver især har påmonteret 4 resonansrør. Fra bunden af resonansrørene er ført en vandslange, og lyden produceres ved – i forskellige lufttryk – at skyde vand op i rørene. Alt afhængigt af luftrykkets styrke kan det lyde som korte anslag, men også som en længere skvulpende tonemasse, som et resultat af vandet, der blæses op og falder ned i rørene. Orgelets lydgivende formation er altså samarbejdet mellem vind, vand og tyngdekraft.

Vandorgelet kan programmeres således, at det kan afspille forudindtastede kompositioner, og sådan en fik vi et bud på til receptionen, hvor vandorgelet i dagens anledning var mic’et op så alle kunne høre med. Musikken var en sammenstykning af mindre forskellige rytmiske fragmenter med korte stød nogle gange adskilt af, hvad man måske kunne kalde fermater med længere luftudladninger. Kompositionen mindede om noget, som Steve Reich måske kunne have skrevet, og lyden af orgelet fik mig til at tænke på de to små fieldrecording-stykker ‘Inside Of A Pipe At The Seashore 1 +2’ fra japanske Toshiya Tsunodas ikoniske udgivelse Pieces of Air.

Kunstneren Frode Gundorf Nielsens permanente lydskulptur Vind og Vand.

Et multifunktionelt vandorgel
Men Vind og Vand er sin egen sære opfindelse. Til dagligt står den i haven og bliver aktiveret, når sensorer opfanger besøgendes nærvær, og på bestemte tidspunkter hvor faste kompositioner afspilles. Herudover fungerer orglet også som instrument, hvilket vi fik en smagsprøve på, da Marybell Catastrophe – bestående Morten Riis og Marie Højlund – gav en minikoncert, hvor de havde allieret sig med det lokale ældrekor Good Vibrations. Vandorgelet, der blev blevet spillet af Morten Riis vha. af et MIDI-keyboard, fungerede her som et gurglende orgelpunkt under forskellige loopsekvenser bestående af harmonized vokal, gulvtam, shaker og andet, der blev iværksat af Marie Højlund. De aldrende, porøst smukke stemmer satte ind midtvejs, og der opstod henimod slutningen nogle fine sekvenser, hvor de tre elementer(vandorgel, loop-show og kor) fungerede rigtig godt sammen.

Vandorglet er en smule indskrænket eller snævert i sit klanlige univers, og fascinationen stoppede derfor ret hurtigt for mig på den front. Men der er nogle spændende formmæssige pointer at hente i dets multifunktionalitet, og derudover synes jeg, at Vind og Vand rummer en multisensorisk spændstighed, hvor vandet på samme tid manifesterer sig et som auditiv og visuelt udtryk.

Åbningsreceptionen viste, at det solide PR-arbejde forud for festivalen og samarbejdet med de lokale havde båret frugt. I hvert fald var et, hvad jeg fordomsfuldt vil kalde “utraditionelt” lydkunstpublikum mødt op for at høre, hvad deres by mon skulle udsættes for de næste to uger.

Lydmærker
Dagen efter åbningsreceptionen blev der sat gang i de lydværker, som var installeret forskellige steder i Struers byrum. Udstillingen – der er kurateret af komponist og ph.d. Rune Søchting – har fået navnet Lydmærker. Begrebet “lydmærke” er hentet fra den canadiske lydteoretiker og komponist R. Murray Schafers berømte og berygtede bog The Soundscape: The Tuning of the World  fra 1977, og refererer til lyde, der har en særlig tilknytning til et bestemt sted. I den akademiske verden er der delte meninger om, hvorvidt Schafers begreber er mere til skade end gavn. En del af Schafer-kritikken handler om nogle helt grundlæggende filosofiske problemer i at mejsle lyd og sted sammen på den måde, som begrebet gør.

Lyden af en kirkeklokke markerer, at der er en kirke et bestemt sted. Men hvis jeg nu hører lyden fra min lejlighed, vil man så ikke kunne sige om lyden, at den også er der? Lyde overskrider i så høj grad deres egen materialitet og stedsspecifikke rumlighed, at sådan noget som et lydmærke i sidste ende bliver en reduktion af noget, som er langt mere komplekst. Hvis vi skal tale om lyd, må vi bestræbe os på at bruge nogle ord, der ikke implicerer, at lydende på forhånd har låste betydninger og i stedet fokusere på en italesættelse, der understreger det efemære flux mellem os, lyden og vores omgivelser. Omvendt kan man også hævde, at selv Schafers begreber er ’filosofisk udfordret’, har de haft en politisk slagkraft. Når alt kommer til alt handler det om, at vi alle sammen skal blive bedre til at reflektere over vores lydlige omgivelser, hvis vi som samfund skal bevæge os i en positiv retning.

Det er med andre ord et stort emne, som udstillingen tager op, og som kunstnerne har grebet an på meget forskellige måder. Der er gjort en dyd ud af bruge Struer som platform til at udstille værker af kunstnere med vidt forskellige tilgange til udtryksformen lydkunst, hvilket jeg synes er udstillingens store styrke.

Et af de værker, der meget åbenlyst inviterer til refleksion over hverdagens lydlige rytme, er With a Passerby af slovenske Tao V. Sambolec. Værket består af to små højtalere, der normalt bruges ved fodgængeroverfelter, og som producerer den klikkende lyd, som blinde navigerer efter, når de skal over vejen. Med jævne mellemrum afspiller de to højtalere samtidigt hver sin uregelmæssige rytme. Værket er efter sigende blevet til ud fra fragmenter af en gåtur, hvor Sambolec har optaget sin egen gangrytme samtidig med, at han har banket forbipasserendes skridt ind på en optager. Disse usammenhængende gangartsudsnit er således blevet oversat til de små højtalere, som er placeret højt oppe på nogle søjler tæt på indgangen til den lokale Kvickly. Værket opererer altså med flere lag af dobbeltheder. Lydens signalfunktion er skrællet af ved at sætte den i spil i helt andre omgivelser, men høres alligevel i en hverdagsagtig situation på vej i Kvickly for at købe ind. Samtidig portrætteres en rytme, der er solidt funderet i hverdagen, men som for de fleste forbliver ubemærket. With a Passerby  er et værk, der med et simpelt greb stiller nogle ret fundamentale spørgsmål til de lyde og rytmer vi tillægger betydning, og dem vi knapt nok bemærker.

Jens Settergrens værk Soft Interferences.

Tyssende sten, Peter og Ulven og aluminiumsparaboler
Bevæger man sig lidt ud af byen og ind Struers parkanlæg, kan man støde ind i Jens Settergrens værk Soft Interferences, der i mindre grad tematiserer hverdagslivet, men snarere kommenterer på forholdet mellem menneske og natur. 8 højtalere forklædt som sten er installeret i et lille skovområde i parken og afspiller forskellige optagelser af en menneskelig stemme. Man kan således bevæge sig rundt i området og høre sten, der trækker vejret, rømmer sig eller tysser –  »shhhh«. Værket er mixet til det specifikke område, således at stemmelydende nogle gange går i ét med områdets lydlige miljø – f.eks. et åndedræt, der smelter sammen med vinden i træerne – og andre gange stikker markant ud; heraf navnet Soft Interferences. Værket er et åbent værk, der skifter i takt med vejrets omskiftelighed, fuglenes kvidren osv. På den måde sætter værket sig også på tværs som lydmærke, idet det næppe kan reduceres til én enkelt ting, men nødvendigvis må begribes som det føromtalte flux mellem menneske og natur.

Et andet værk, der også bruger stemmen men i en langt mere konfrontatorisk karakter, er Kristoffer Akselbos Shout Wolf, som er et performativt værk, der består af et dagligt kald forskellige steder i Struer midtby. En performer i en gul refleksvest bevæger sig rundt i byen og fortæller igennem en megafon den velkendte historie om Peter og ulven. I modsætning til de nogle af udstillingens andre værker, som man lige skulle lede lidt efter, er dette værk næsten ikke til at undgå. Der var i det hele taget en veludført vekselvirkning mellem værker, der mere subtilt er sat i spil med byens lydmiljø og værker, der mere dominerende intervenerede med Lydens By. Udover Shout Wolf skal også nævnes 1000 Fugle, som er en stor trækonstruktion placeret lige over for rådhuset, hvorpå der er monteret et system af vandslanger og fløjter, som folk kan blæse i. Værket er endnu et eksempel på Struer Tracks’ ambition om at engagere lokalbefolkningen i lydkunst, idet værket er blevet til i et samarbejde mellem de tre kunstnere Nikolaj Nielsen Phillipsen, Troels Nøhr Holmstrøm og Michael ’Stoffer’ Christensen og frivillige workshopdeltager fra Struer.

Ursula Nistrup har med værket Sound Site (prototype) grebet det stedsspecifikke tema lidt anderledes an end de øvrige kunstnere. Værket har nemlig udgangspunkt i et samarbejde med Struers stolthed B&O, som, hvis de selv skal sige det, er verdens bedste til at arbejde i aluminium! Sound Site (prototype) arbejder med aluminiummets lydreflekterende kvaliteter, og værket minder på mange måder om hendes værk Klangsøjler på Den Frie Udstillingsbygning, dels fordi det centrerer sig om specifikke materialers klanglige signifikans og dels i sit samarbejdet med andre faggrupper.

Ursula Nistrupx værk Sound Site (prototype) udviklet i samarbejde med B&O.

Værket består af to parabollignende skærme i aluminium, som hver især har været udsat for forskellige krystalliseringsprocesser. Den ene har en helt blank overflade, imens man på den anden tydeligt kan se krystallerne. Hvis man kan finde det rigtige brændpunkt foran skærmene, skulle de reflektere de lydlige omgivelser på en helt speciel måde, men jeg må blankt erkende, at det ikke lykkedes for mig, og jeg derfor ikke rigtig kunne høre forskellene. Men Nistrup understreger i værkets titel, at der stadigvæk er tale om en undersøgelse eller en prototype, så pointerne skal måske i højere grad hentes i den kreative proces. For Nistrup handler det i første omgang om at lægge kunstneregoet på hylden i samarbejdet med folk med andre faglige kompetencer og i stedet indgå i en ressourceorienteret  korrespondance. Når Nistrup arbejder med keramikere i Royal Copenhagen eller med akustikere og ingeniører i B&O, er der altså ikke tale om et bestillingsarbejde men et samarbejde, der varetager en fælles nysgerrighed. Alt det målrettede i processen er pillet ud, og i stedet for at stræbe efter skabelsen af et værk, der er den perfekte udgave af sig selv, centrerer processen sig i langt højere grad om det givende i fejlen – hvad sker der eksempelvis med aluminiums lydlige kvaliteter, når det udsættes for en helt ’forkert’ krystallisering?

En tilbagevendende lydkunstbiennale
Jeg synes, at Struer Tracks på mange måder er godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017. Festivalen er i den grad lykkedes med at præsentere nogle dybe og måske for nogle utilgængelige værker på en utroligt inkluderende måde. De mange samarbejder med lokale, workshops og omvisninger er i min optik et udtryk for en positiv tendens til at føre lydkunsten fra de indelukkede kredse og ud til den brede befolkning.

Der var ikke nogen af værkerne, der for alvor sparkede benene væk under mig, men jeg synes, at der var nogle rigtig gode værker i mellem, som gav stof til eftertanke – her vil jeg navnlig fremhæve Sambolec og Settergrens værker.

Men Struer Tracks er mere end en åbningsreception og en udstilling. Jeg nåede lige at fange en hæsblæsende og edderspændt koncert med Jakob Bro og Mike Sheridan, inden jeg tog toget hjem til København, og der har også været en lang række andre arrangementer, som har givet liv til Lydens By. Jeg håber, Struer tracks vender tilbage om 2 år, jeg kommer i hvert fald!