Om porcelæn, templer og nysgerrighed

16 porcelænssøjler står på gulvet i Den Frie Udstillingsbygnings underetage. De er hvide og svagt blå. Ved første øjekast hersker der en streng æstetik i det hvide rum, søjlerne er udformet i fire forskellige former, som går igen, men kigger du nærmere efter, har hver søjle sit eget særpræg, én svajer en anelse, en anden bøjer en lille smule osv. Søjlerne viser Ursula Nistrups kamp med og mod materialet og hendes nysgerrighed for at udfordre det.

Der er en næsten andægtig stemning i rummet. Nogle gange er der helt stille, men stilheden afbrydes af enkelte bølgende toner, der langsomt vokser i styrke og falder igen. Andre gange er lyden meget kraftig, og som Nistrup selv formulerer det, føles det som »en enhed, der enten hviler eller råber.« Porcelænssøjlernes forskellige form og porøsitet gør, at de opfanger og resonerer lydene omkring sig på forskellig vis. Indeni hver søjle hænger en følsom mikrofon, der sender lyden ud i rummet igen gennem højtalere, som er monteret på væggene rundt om.

Et tempel af lyd
Vi går ind mellem søjlerne, og Nistrup fortæller om, hvordan hun blev inspireret til værket ved at besøge Vittala, et gammelt hindutempel i Sydindien. Vittala-templet består af 56 massive granitsøjler, og hver søjle kan generere op til 16 forskellige toner, hvis man slår dem an med hænderne. Templet har været brugt i hinduritualer som et slags stort, arkitektonisk musikinstrument.

Forsøget på at skabe nogle lignende søjler, bragte Nistrup til porcelænsfabrikken Royal Copenhagens værksteder, hvor hun i et år eksperimenterede med form, brændingsteknikker og lyd:

»Templet i Indien er afsættet for værket, men det har afrevet sig meget derfra. Vi prøvede at presse porcelænet mest muligt, vi undersøgte dets begrænsninger og muligheder. Hvor tynde kan søjlerne blive, før de styrter sammen? Hvor tykke kan de blive og stadig holde formen? Jeg skulle lære materialet at kende, og jeg var kun på Royal Copenhagen i et år. Ham, jeg arbejdede mest sammen med, har været der i 40 år, og han siger, at han først lige er startet.

Skitse af Ursula Nistrup

Men hvorfor netop porcelæn?

»Det var ret intuitivt. Jeg var interesseret i formen på søjlerne i Indien – deres form i sammenhæng med lyd. Mine søjler er lavet som et rum af luft, der mimer søjlerne i Inden, og porcelænet er membranen udenom. Porcelæn er jo en flydende masse, og på den måde kunne jeg komme tættest muligt på at skabe det samme rum.«

Arbejdet med lyd er centralt i Nistrups kunstneriske praksis. Hun kalder sin metode ’akustisk udforskning’, og med det mener hun, at hun bruger lyden som redskab til at undersøge og eksperimentere med forskellige materialer.

»Kornene i porcelænet er lidt løse her«, Nistrup peger på en af søjlerne, »fordi den ikke er brændt så hårdt, derfor kan der transporteres mere igennem. Og det er interessant i forhold til lyd. Porcelæn har så meget lydlighed i sig selv, og det undersøgte vi ved at eksperimentere med forskellig konstruktion, glasering, brændingstemperatur og bearbejdning. Jeg fandt også ud af, at de allerede bruger lyd på Royal Copenhagen. De slår for eksempel på tallerkenerne for at høre efter luftbobler.«

It’s alive!
Nistrup fortæller, at man ikke kan regne ud, hvilke lyde der bliver opfanget af søjlerne.

»Lyden er afhængig af vibrationer fra os, det store rum og så videre, og så lytter søjlerne til hinanden. Der er én, der starter, man ved ikke hvilken, og den påvirker de andre. Alle søjlerne har en lydlig personlighed. Nogle picker mere op end andre. Den her ovre for eksempel«, Nistrup udpeger en af søjlerne, »plejer at være meget følsom, og den her,« vi går hen til en af de andre søjler, der er begyndt at brumme, »har måske hørt lydene fra trafikken udenfor eller opvaskemaskinen ovenpå.«

Nistrup forklarer, at hun ser sit værk som ’performativt’. I den performative kunstopfattelse er fokus ikke på det afgrænsede kunstværk i sig selv, men på den situation eller begivenhed der udspiller sig i værket. Nistrup uddyber:

»Jeg er interesseret i, at en skulptur er levende. At man kan levendegøre noget, som ellers ser statisk ud. Værket her reagerer, det er ikke statisk.«

Øret skærpes, mens vi går rundt mellem søjlerne. Jeg bliver bevidst om de lyde, jeg selv laver, mine skosåler mod gulvet, min vejrtrækning, alt sammen bliver en del af det samme meditative soundscape omkring os.

En akvarel af Ursula Nistrup, der repræsenterer er en måde at forestille sig lydenes bevægelse igennem porcelænsmaterialet.

Alt flyder
Ursula Nistrups værker centrerer sig som sagt ofte om det auditive. I sin publikation Eavesdropping fra 2014 skabte Nistrup papirer, der afgiver bestemte toner, når man ryster dem. Værket Patterns of Dissonance ligeledes fra 2014 er seks tryk med afbildninger af tritonusintervallet eller ’djævlenes interval’, skabt via en tonegenerator, hvis frekvenser har formet mønstre i sand. Men hvorfor denne interesse for lyd?

»Lyd er en indikator på, at noget bevæger sig. At der er liv i det. Jeg vil ikke acceptere, at noget er statisk! Men hvad betyder det egentlig, at ting flyder? Det er svært at forstå, hvis man kigger på et objekt, en stol for eksempel. Det er lettere at forstå, når man beskæftiger sig med lyd. Lyden bevæger sig hele tiden. Samtidig skaber lyd rum og forbinder os til situationer, vi måske ikke kan se, det synes jeg, er spændende.«

Vil du selv betegne dig som lydkunstner?

»Nej, ikke rigtig, jeg kalder mig selv kunstner. Jeg er ikke kun interesseret i lyd – eller porcelæn, papir, lys, træ og andre materialer, som jeg har arbejdet med for den sags skyld. Hver for sig er de ikke så spændende, men når de rækker ind over hinanden, bliver det vildt fascinerende! Lyd er der jo aldrig i sig selv, og jeg har også lavet værker, som er helt uden lyd.«

Foto: Lior Zilberstein

Rum i rum i rum
Nogle af Nistrups værker, der er helt uden lyd (og referencer til lyd), er blandt hendes tidligste. Handheld in Situations fra 1998 er en serie af sort/hvide fotografier lavet uden brug af kamera, mens Nistrup studerede Fine Art Photography ved Glasgow School of Art. De blev skabt ved, at hun bevægede sig undersøgende rundt i forskellige akitektoniske rum; passager, vindeltrapper, afkroge af bygninger, varme loftsrum og fugtige gyder med et stykke lysfølsomt film i hånden.

»De billeder blev jo selvfølgelige helt abstrakte, overbelyste, ridsede og efter min mening meget smukke. Men efterfølgende var det er svær kamp for mig selv at forstå, hvad det var, jeg var i færd med, og at finde et sprog for det.«

Nistrup ønskede med sine håndholdte fotografier at finde en måde at begribe rum på, at indkapsle steder og situationer. Samme intense søgen fornemmes tydeligt i Klangsøjler, hvor lyden bliver brugt til at undersøge rumligheden i porcelænssøjlerne, i det store udstillingsrum og hele situationen, som vi befinder os i.

Handheld exposed negative 1998, af Ursula Nistrup

Handheld exposed negative 1998 CPH , af Ursula Nistrup

Det er en kompromisløs nysgerrighed, der kendetegner Nistrups praksis, og det skinner igennem, når hun svarer på, hvad hun bedst selv kan lide ved Klangsøjler.

»At jeg ikke helt forstår det. At det ikke har en forudsigelighed, det udvikler sig og står aldrig stille. Det er det samme med lyden, det er en pulserende lyd, der kommer i bølger, og jeg kan blive ved med at opdage det.«

Denne gang er det porcelæn, du har kastet dig over og har lært om helt fra bunden. Det er noget, der går igen i din kunstneriske praksis. Du gjorde eksempelvis det samme med papir, da du lavede Eavesdropping-publikationen og var i lære på Silkeborg Papirmuseum. Er det ikke også et kontroltab gang på gang at begive dig ud i noget komplet nyt?:

»Ved du hvad, der er så meget jeg gerne vil vide! Og jeg tænker, at hvis det går galt, må jeg prøve noget andet. Sådan var det også på Royal Copenhagen, for eksempel når man åbner dørene ind til den her ovn, og så er det måske kun én ud af ti søjler, der står tilbage, resten er styrtet sammen, og man er helt grædefærdig! Inde på værkstedet siger de bare: ’Vi prøver igen på mandag’. Og det gør man så. Igen og igen. Det handler om at øve sig i ikke at være bange.«

Hvad kaster du dig over næste gang?

»Jeg tror, jeg skal se en hval. Det skylder man sig selv. At se noget, der er så meget større. Jeg forstår ikke, de bevæger sig rundt i samme verden som os! Og det er ikke bare den fysiske størrelse af hvalen, men det at jeg ikke kan begribe den. Som hvis man skal begynde at forstå, at verdensrummet ikke har en afslutning... Hvalen er på en måde en form for drøm. Det er på den måde, den er større, som den måde drømme er større end os. Ved du hvad, kan du ikke finde et billede af en hval og bruge i din artikel? Det er vigtigt!«