Hvad kan stenen fortælle?

På Fotografisk Center udstiller Tobias R. Kirstein, Miriam Nielsen og Ursula Nistrup en totalinstallation under titlen Tulpa – en fiktiv topografi fra d. 4. juni til d. 28. august. ›Tulpa‹ kommer fra tibetansk, og kan oversættes til at ›konstruere‹ eller ›bygge.‹ Ordet har også rod i buddhistisk mysticisme, der beskriver tulpa som en virkeliggørelse af et objekt gennem ren spirituel eller mental disciplin – et slags fantom skabt gennem koncentration og visualiseringsteknikker. Denne mystiske konstruktion er netop, hvad der sker i mødet mellem de tre kunstnere, der kombinerer fotografi, lyd, collage, metalmobile og logbog. Udstillingen drager inspiration fra kunstnernes fælles tur til Hampi i Indien, hvor der er en naturlig fremkomst af porfyrholdige sten, hvilket vil sige, at stenene er dannet af magma, og har større korn af synlige mineraler i den ellers finkornede grundmasse. Kunstnerne fik chancen for at indsamle og spille på disse sten og klipper, der afgiver en helt speciel klang, når de slås an

Spinkle metalkonstruktioner
Fire højtalere placeret i galleriets hjørner lægger et tæppe af lyd over hele udstillingen. Når man træder ind i lokalet, træder man også ind i et unikt lydligt landskab, der subtilt ændrer karakter efter hvor man befinder sig i forhold til de tre højtaleres stående sinustoner. Det er ikke kompositionen som sådan, der ændrer sig. Det er i stedet publikums kropslige bevægelser rundt i rummet, der ændrer lydens karakter. Ikke nok med at det skaber et unikt lydligt rum, så hjælper det også til forståelsen af udstillingen af de tre kunstneres værker som én sammenhængende installation.

Foto: Installation view, Fotografisk Center

På højre og venstre side af rummet hænger fotografier og kollager af Miriam Nielsen, der afbilleder close-ups af sten og klipper, og man får fornemmelsen af at medieringen – helt ned til papirvalget – er en essentiel del af værket. Det første der fanger ens opmærksomhed, er dog den enorme 5x4m mobile, som hænger ned fra loftet. Den metalliske konstruktion er bastant, men virker på samme tid let og spinkel i kraft af sin nøje balancerede vægtfordeling. Overlagt eller ej, ledes tankerne straks hen på skulptøren Alexander Calders brug af mobiler i 1930’erne, som senere inspirerede komponister som Morton Feldman og Earle Brown i deres eksperimenter med kompositioner baseret på indetermination og tilfældighed.

Man får lyst til at gå ind i mobilen og omringe sig selv i den langsomt vuggende skulptur

For enden af hver arm hænger en højtalerenhed. Hver af de seks højtalere afspiller en tilfældig sten-lyd nu og da, men ikke ofte eller regulært nok til at skabe en rytme. Det ligger ligefor at sammenfatte den poetiske forbindelse mellem uro og lyd (eller støj), men her er mobilen ikke en uro – som stenen, er både lydene og konstruktionen urokkelig. Ligesom rummets stadige baggrundstoner kan disse lyde sagtens overhøres og falde lige udenfor det umiddelbart sanselige. Man får lyst til at gå ind i mobilen og omringe sig selv i den langsomt vuggende skulptur. De besøgende kan gå ind i den klanglige klippesten og opleve lyden som var de selv en del af stenen. Sten og menneske bytter plads, eller får i hvert fald en fornyet forståelse for hinanden.

Hvad er en sten?
En vigtig nøgle for at forstå tankerne bag Tulpa ligger i udgivelsen, der akkompagnerer udstillingen. Logbogen starter med et citat af forfatteren Jeff VanderMeer, der af The New Yorker er blevet hyldet som »the king of Weird Fiction.« For at citere citatet er linien »I was no longer a biologist but somehow the crest of a wave« central for at forstå det større projekt bag Tulpa. Udstillingen er ikke en videnskabelig undersøgelse af sten, men en større undersøgelse af hvad det er at være en sten, og ikke mindst hvad sten er for forskellige kulturer, hverv og individer. De tre kunstnere indsamlede sten, som de gav videre til akustikere, geologer, antropologer, mystikere og arkæologer, der igen tog dem med sig videre rundt i hele verden. For hver person der modtog, studerede, undersøgte og rejste med disse sten, skabtes der en ny forestilling om stenens natur – en ny ›tulpa.‹ Hovedpersonen i VanderMeers Annihilation siger til slut i citatet; »My sole gift or talent […] was that places could impress themselves upon me, and I could become a part of them with ease.« Stenene og menneskene skifter plads.

»I was no longer a biologist but somehow the crest of a wave«

Hvem er en sten?
I kraft af at forskellige mennesker konstruerer forskellige fortællinger om stenene, bliver menneskene også en del af stenenes historie. Hvilken historie stenene ville kunne fortælle undersøges nærmere i brevet BANA af Deepa Bhasthi, som igen findes i publikationen Tulpa; »After a long long time when the rock had listened to thousands of stories, it began to resonate and pulsate[…]«

Akustikeren undersøger stenenes lydlige aspekter, mystikeren optages af stenenes okkulte egenskaber og geologen forsøger at forstå stenens sammensætning og relation til resten af jorden. Ligesom disse, fremstiller kunstnerne bag Tulpa stenene som kreative og kunstneriske objekter – oplevet gennem kameralinser, tekst og mikrofoner. Hvorvidt stenene eller kunstnerne er i fokus, er svært at sige. Den eneste adgang til stenene er gennem kunstnernes øre og øjne, da ikke en eneste sten rent faktisk er til stede i udstillingen.

Foto: Installation view, Fotografisk Center

Mennesket er en geologisk kraft
Filtringen af geologisk tid og menneskets historie nævnes næsten dagligt i de seneste år som den antropocæne epoke. Denne geologiske periode starter eftersigende i slutningen af det 18. århundrede hvor – efter opfindelsen af dampmaskinen – menneskets indvirkning på jorden begyndte at kunne måles i kulstofindholdet i jordens overflade. Som et resultat af accelereret kapitalisme og energiforbrug, er mennesket blevet en geologisk kraft på linie med meteornedslag og vulkanudbrud. Menneske og sten går i et. Men vi kan ikke bebrejde sten for klimaforandringerne og den foreliggende sjette masseudslettelse. Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan vi relaterer os selv til de massive forandringer vi står overfor. Hvordan forstår vi sten og klimaforandringer – ting der er så massivt fordelt i tid og rum, at vi ikke længere fatter sammenhængende mellem årsag og virkning? Tulpa tilbyder os en forståelse af det ikke-menneskelige, og spørger, hvad vi kan lære af stenene, som allerede har oplevet fem af jordens masseudslettelser?

Som et resultat af accelereret kapitalisme og energiforbrug, er mennesket blevet en geologisk kraft på linie med meteornedslag og vulkanudbrud

Poetisk og spekulativ
Udstillingens konceptuelle og teoretiske fernis er bevidst mystisk i sit puslespil af tilbageholdt information. Relationen mellem de melodiske sten i Hampi og de udstillede objekter er ikke tydelig, og det er først gennem nærlæsningen af den ledsagende logbog, at Tulpa egentlig åbnes op, og bliver interessant udover sig selv. Fotografier af sten er trods alt kun fotografier af sten, indtil andet er bevist. Men er logbogen en tilfredsstillende indføring i det komplekse materiale? Ville det ikke være bedre, hvis fotografierne og lydene i sig selv kunne kommunikere disse idéer? Det er måske et lidt reaktionært spørgsmål om lag og kompleksitet. Publikationen fungerer godt som nøgle eller ekstramateriale for resten af udstillingen. Det forholder sig bare sådan, at dette ekstramateriale provokerer de stærkeste idéer. Der er noget på spil dér.

Og hvis der er noget på spil i logbogen – som jo er en del af udstillingen – så er det vel egentlig bare en del af det samme fernis. Tulpa inddrager netop ikke kun det audiovisuelle, men også narrativet, det poetiske og spekulative – det ›totale‹ i totalinstallationen. Det handler ikke om at levere et færdigt produkt, men blot et nedslag i en vedvarende og facetteret undersøgelse af sten, konstruerede forestillinger og gisninger om menneskets position i en allerede filtret verden af ting.