Minimalistisk delirium

Om det nu var et sammentræf eller ej: Bedst som mange havde travlt med at ønske det amerikanske rockikon Lou Reed tillykke med hans 70 års fødselsdag den 2. marts, kom to langt mindre kendte, men ikke mindre væsentlige amerikanske musikere, forbi det lille københavnske spillested Mayhem. Ja, skal man være lidt kontrafaktisk, kan man vel stille spørgsmålstegn ved, om Lou Reed ville være den legende, han er i dag, havde det ikke været for det minimalistiske delirium, som de herrer Tony Conrad og Rhys Chatham repræsenterer.

Især den nu 72-årige Conrads navn er folk givetvis stødt på, når de har læst de mange retrospektive artikler om Lou Reed og Velvet Underground. En næsten mytisk skikkelse fra New Yorks 60'er-avantgarde, der fik stor indflydelse på netop Velvet Underground. Han spillede sammen med John Cale i La Monte Youngs Theater of Eternal Music, der udforskede droner og ekstremt lange tidsforløb. Cale, der selv havde en klassisk baggrund, blev interesseret i at bringe inspirationen fra La Monte Young og arbejdet i Theater of Eternal Music ind i en rock 'n' roll-sammenhæng, og det var med til at skabe Velvet Undergrounds banebrydende lyd. Ikke, at de var det første rockband til at bringe inspiration fra klassisk avantgarde ind i lydbilledet, men få havde før dem gjort det på en så rå og direkte måde. Var Cale (der i øvrigt også lige er fyldt 70) manden, der førte arbejdet med La Monte Young og Tony Conrad ind i Velvet Underground, så satte den sig tydeligvis også varige spor hos Lou Reed, som trak heftigt på den i sit omdiskuterede værk Metal Machine Music (1975). En plade, der af mange fortsat opfattes som en joke og en fuck-finger til Reeds daværende pladeselskab. Reed har altid selv været noget ambivalent i sine udmeldinger, men han er gentagne gange vendt tilbage til dette monumentale støjværk, der næppe ville blive betragtet som en joke, hvis folk orkede at fordybe sig lidt i nogle af de traditioner, som har rundet Reed.

Et i sandhed imponerende arrangement med to navne, der ikke blot har haft afgørende indflydelse på Velvet Undergrounds lyd, men på en lang række senere navne. Og to navne, som altså ikke blot er mytiske spøgelser i musikhistorien, men som fortsat holder fanen højt, mens mange af de rockmusikere, som de har haft indflydelse på, er falmede. 

Mytiske pionerer
Det var det, man fik mulighed for over to aftener på Mayhem. Både Conrad og Chatham var inviteret til, hvad der af arrangørerne havde fået titlen 2 days of minimalism delirium. Et i sandhed imponerende arrangement med to navne, der ikke blot har haft afgørende indflydelse på Velvet Undergrounds lyd, men på en lang række senere navne. Og to navne, som altså ikke blot er mytiske spøgelser i musikhistorien, men som fortsat holder fanen højt, mens mange af de rockmusikere, som de har haft indflydelse på, er falmede. Conrad har bl.a. spillet med krautrocklegenderne Faust, mens den lidt yngre Chatham (der var med i en senere inkarnation af La Monte Youngs gruppe) har haft stor indflydelse på støjrockere som Sonic Youth, Band of Susans og i nyere tid har arbejdet med folk fra bl.a. Tortoise og Godspeed You! Black Emperor.

Heldigvis var fremmødet også pænt begge aftener, men der var også tale om et program, der ud over de nævnte herre, bød på en del andre deliriske input, hvoraf ikke alle var lige minimalistiske, med mindre man strækker den definition meget. Det gjorde ikke så meget, for det var fedt!

Virtuos leg med jazzen, men for lidt på spil
F.eks. var det ikke en udpræget minimalistisk tilgang, gruppen Swedish Azz lagde for dagen med deres eksperimenterende jazz møder turntables. Orkestret bestod bl.a. af Mats Gustafsson, som efterhånden er blevet en god ven af Mayhem. Her gav han en forrygende solo-koncert i sommer under Copenhagen Jazzfestival. En koncert, der udmærkede sig ved et vældigt fysisk lydtryk. Denne kropsligt insisterende power jazz udeblev hos Swedish Azz, der som navnet antyder, havde en mere ironisk og legende distance til jazzens udtryk. Ofte med talte kommentarer mixet ind i lydbilledet fra turntable-spilleren dieb13. Det var på mange måder virtuost udført, og når de fem mænd bare gav sig hen til spilleglæden, var det sine steder decideret fremragende. For gode musikere var de bestemt, ligesom mixet af elektronik, turntables og fri jazz også fungerede fint. Men delirisk blev det netop ikke, fordi musikerne også havde lidt for travlt med at vise ironisk vrængende ”azz” frem for bare at spille deres musik. Men OK, det var også en hård opgave, musikerne havde fået. Jorden skulle gødes for legenden Tony Conrad, der optrådte sidst på aftenen, og som tilmed holdt foredrag på Hovedbiblioteket lige inden koncerten med Swedish Azz. Sidstenævnte arrangement gav tilmed det lidt uheldige resultat, at en stor del af publikum først kom halsende ind undervejs, hvilket alt i alt heller ikke bidrog til en koncentreret stemning. Koncerten skal dog alligevel fremhæves for vibrafonisten Jason Adasiewicz's fremragende præstation. Chicago-musikeren var hevet ind som gæstemusiker i Swedish Azz og gav en brilliant demonstration af, hvor mangfoldigt og vitalt et instrument en vibrafon kan være. Og det var alt i alt med til at løfte koncerten op i et højere luftlag, skønt potentialet måske ikke helt blev indfriet.

Rytmisk potent lydmur
Det gjorde det så til gengæld, da en af de store veteraner i dansk avantgarde-rock, Jørgen Teller, gik på scenen med sit orkester – Jørgen Teller & The Empty Stairs. Teller har igennem mange år været ikke blot en særdeles aktiv og potent musiker, men også en glubende sulten aktivist, der har været med til at hive mange forskellige folk til landet. Det var ligeledes Teller, der var primus motor bag dette to-dages arrangement, som angiveligt har været en personlig drøm gennem mange år. For at realisere det, havde han formået at samle arrangører fra koncertforeningerne KNTN og Skræp (som han selv er aktiv i) samt Københavns Hovedbibliotek. Trommeslager i The Empty Stairs, Tobias Kirstein, er i øvrigt selv en af de kunstneriske drivkræfter på Mayhem. Så man tør sige, at Jørgen Teller & The Empty Stairs ikke blot var på hjemmebane, men også i særdeles godt selskab, og måske er det en af grundene til, at de fremstod usædvanligt stærke disse dage. Man mærkede, at arrangementet var hjerteblod for musikerne, der gav den alt, hvad de kunne.

Samtidig var Albear virkelig et fund, og hendes kraftfulde trommespil og sporadiske trompet gjorde underværker for de tre herres eksplosive free form støjrock. Det var kompromisløs avantgarde, men det svingede sgu også.

Tellers koncerter kan ofte svinge meget i både karakter og kvalitet, men denne aften brændte han og bandet virkelig igennem, hvor de, ligesom Swedish Azz,også havde fornemt selskab, nemlig af den cubanske trommeslager og trompetist Lazara Rosell Albear. Med hele to fremragende trommeslagere i bandet, var der selvsagt lagt op til en massiv og rytmisk potent lydmur. Kirstein og Albear sad da også begge centralt placeret på scenen med front mod hinanden og lagde den næsten rituelle puls for Tellers fræsende guitarspil og Søren Gorms tunge, men samtidig elastisk jazzede bas. Teller er barn af den åbne no wave-form og de messende og transcendentale støjflader, som Conrad og Chatham har været eksponenter for. I den sammenhæng gav det absolut mening, at netop han og The Empty Stairs skulle få disse folk til landet – og gå i dialog med deres musik.

Ligesom Chatham og Conrad, er Teller en musiker, hvis kvaliteter ofte løfter sig i samarbejdet med andre, og i The Empty Stairs har han et fremragende band, der giver ham det nødvendige modspil. Samtidig var Albear virkelig et fund, og hendes kraftfulde trommespil og sporadiske trompet gjorde underværker for de tre herres eksplosive free form støjrock. Det var kompromisløs avantgarde, men det svingede sgu også. Det rensede ørerne og sindet, inden hvad man nok kunne tillade sig at kalde arrangementets hovednavn gik på scenen.

Ydmyg legende
Tony Conrad var dog på ingen måde en mand, der gjorde et stort væsen af sig. En lyslevende legende, men også en lille mand, der gemte sig ydmygt væk i et hjørne med sin violin, mens Kirstein lagde en trommerytme under de langstrakte droner, som Conrad fremmanede. Kirstein lagde her en langt mere underspillet stil for dagen, hvilket da også passede til det langt mere meditative toneleje i Conrads musik. Man følte måske nok, at der her var mindre egentlig musikalsk kommunikation til stede, end i det forrygende sammenspil mellem Kirstein og Albear. Og måske lidt ærefrygt fra Kirsteins side (forståeligt nok!).

Hovedpersonen var altså helt klart Conrad, og man kunne heller ikke lade være med at lade sig imponere over bare det at være i selskab med ham. Der er altid noget bevægende over folk, der i så sen en alder fortsat kæmper en indædt kamp med det musikalske materiale frem for at trække sig tilbage til pensionisttilværelsen. Dermed heller ikke sagt, at det var en overrumplende koncert. For i vid udstrækning fik man det, man kunne have forventet. Droneorienterede og elektrisk forstærkede violinfigurer, der blev sendt ud rummet i mantralignende sløjfer, mens Kirstein altså lagde en langsomt dunkende bund. Undervejs gik Kirstein også helt væk fra trommesættet, så violintonerne fik lov at klinge alene. Conrad selv betjente sig med god effekt af en brummende basstreng, der var spændt vandret ud foran ham, og som han enten slog an med fingrene eller strøg med buen. Dermed kunne han næsten agere en alternativ strygersektion, og de dybe toner gjorde sig godt i helheden, ligesom det gav en vis afveksling i den ellers repetitive musik. Undervejs sprang en streng, som Conrad så bare gav sig til at file videre på – ganske uforstyrret. Koncerten tog sig ud som en løbende udforskning af lyd, eller netop en meditation. Det handler om at glide med, også når forstyrrelser dukker op. Det helt fortættede nærvær indfandt sig ikke, men mindre kunne gøre det. Når alt kommer til alt, kan man ikke forlange af en person af Conrads kaliber, at han ligefrem skal genopfinde sig selv. At han fortsat tager ud til denne form for arrangementer og tydeligvis fortsat forholder sig åben og nysgerrig, er i sig selv imponerende.

En mur at spille op imod
Alligevel måtte man aftenen efter konstatere, at Rhys Chatham på en helt anderledes vital måde gik i clinch med de yngre, danske musikere. Igen var det Jørgen Teller & The Empty Stairs, der var kaldt ind i selskab med Lazara Rosell Albear for at give den hele armen i selskab med Chatham til en eksplosiv afslutning på to dages eksperimenterende musikmekka. Og havde Kirstein udvist en vis tilbageholdenhed i selskab med Conrad, så var der ingen tilbageholdenhed hos nogen af musikerne her. Heldigvis. For Chatham havde ikke brug for musikere til at file i baggrunden, men derimod en mur af støj at spille sig op imod. Det var tydeligt, at han havde det godt i selskab med The Empty Stairs' fræsende lydtryk, og han har da også om nogen dyrket netop den massive lydmur med guitaren som overvejende udgangspunkt.

Igen lagde trommer og bas en stærk puls, som der nu var hele to markante guitarister til at ride hen over. Og det må siges, at Teller og Chatham som guitarister er væsensforskellige, skønt de nok er brødre i ånden. Men det var i grunden blot et plus, for selv i støjens øje kunne man således finde en flerstemmighed og kompleksitet, der holdt musikken åben. Fra Tellers mere freejazzede og kraut-influerede spil til Chathams mere minimalistisk orienterede lyd, hvor guitaren får lov at bruse frem i store bølgebevægelser forstærket af et stort arsenal af effekter.

Man mærkede, at arrangementet var hjerteblod for musikerne, der gav den alt, hvad de kunne.

Efter en glimrende afslutningskoncert forlod Kirstein da også sin plads bag trommerne for at kaste sig på knæ og kysse Chathams fødder. Derefter gjorde han det samme på alle de øvrige musikere. Chatham var måske nok guruen, men den musikalske katedral, havde de skabt i fællesskab, og når først musikken spillede var der ikke noget udtalt hierarki. Det understregede Kirsteins gestus til sidst på fin vis. Og den understregede vel først og fremmest en spontan begejstring, som i sidste ende er langt vigtigere end den næsegrus beundring for legenderne som legender. Det bliver først rigtig interessant, når legenderne og den yngre generation finder sammen i en fælles energi, i et her og nu, og det gjorde de så absolut til denne afslutning, hvor alt klappede.

Mødet med kunstneriske legender kan ofte være skuffende. Af samme grund har jeg aldrig forstået hysteriet omkring genforeningskoncerter og lignende nostalgibegivenheder. Men når der opstår en samklang af erfaring, inspiration og nye veje, så sker der noget. Og det gjorde der på Mayhem, der i det hele taget efterhånden har markeret sig som et af de vigtigste spillesteder i København.