Veteraner, levende legender og tabte højdepunkter fra årets korteste festival

”Does anyone know what this is?”, spørger en mand med gråt grydehår og halstørklæde fra scenen i den store, kolde betonhal. Folk tøver lidt, fordi det svar, der ligger på alles læber, virker lidt for åbenlyst. Ingen svarer. Men det er bare en trompet. ”It’s the instrument that Dizzy Gillespie played”, bekræfter manden på scenen. ”Does anyone know what this is?”. Der tøves igen, men denne gang vover én blandt publikum at komme med et kvalificeret bud. ”Yes, it’s a flute, but not just any flute. It’s a bass flute”. Og dernæst viser manden stolt flere medbragte instrumenter frem i hvad der bliver en regulær lille musikpædagogisk lektion. Udover trompeten og basfløjten vil han spille på en almindelig tværfløjte, der er stemt i C oktaven over basfløjten og en altfløjte stemt i G, en kvint over basfløjten. Derudover har han medbragt sin elektriske guitar – en Fender Telecaster. Den er i ren stemning. Så er musiktimen også slut, det tekniske er på plads, og humøret er højt.

Så er musiktimen også slut, det tekniske er på plads, og humøret er højt

Nu skal resten af musikerne præsenteres. ”What’s your name?”, spørger han trommeslageren, som svarer ”Rune Kielsgaard”. ”And what’s your name?”, spørger han bassisten, som svarer ”Jeppe Skovbakke”. Begge er de medlemmer af den dansk-amerikanske improvisationstrio Homies. Og manden med humøret, alle instrumenterne og alle spørgsmålene er den 62-årige New York-komponist Rhys Chatham, som de har fået æren af at spille sammen med i dag. Jeg siger æren, fordi Chatham er en gammel helt og lidt af en levende legende for mig. I 1970’ernes New York var han en central skikkelse og spillede sammen med bl.a. La Monte Young og Tony Conrad, alt i mens han var musikansvarlig på det definerende performancested The Kitchen i downtown Manhattan, som blev et af omdrejningspunkterne for byens pulserende kunst- og musikscene. Det var her Steve Reich første gang opførte sit hovedværk Music for 18 Musicians, ligesom at prominente navne som Laurie Anderson, Philip Glass, Arthur Russell og Meredith Monk var på plakaten. Senere blev Chatham involveret i den såkaldte No Wave-scene og begyndte at komponere musik, der kombinerede den minimalistiske tilgang med punkrockens råstyrke i lange værker for elektrisk guitar – i begyndelsen i det små som med Guitar Trio (1977), men senere for flere hundrede guitarer ad gangen i massive, mættede kompositioner som f.eks. A Crimson Grail (2009), der er skrevet til Sacré Coeur-kirken i Paris og dens naturlige 15 sekunders rumklang.

Rhys Chatham foran lysshowet med sin fløjte. Foto: Daniel Nilsen

Minimalismens diskrete charme
Alt dette farer gennem hovedet på mig og udgør de tårnhøje forventninger, jeg har til netop denne mand i netop dette rum netop nu. Ovenpå dem hviler en anden forventning om, at jeg helt sikkert vil blive skuffet, fordi mine helte sjældent lever op til myterne i mit hoved. Men så begynder showet, og jeg har helt glemt at kalkulere med X-faktoren, som er de to danske musikere på scenen. Det er som om der bare bliver tændt for et jam, der allerede har været i gang længe og derfor groover derudad, og det i en tilpas løs struktur, der giver Chatham plads til at gøre næsten hvad som helst.

Han lægger ud med nogle korte, frenetiske, bop-agtige udbrud på trompeten, som gentages vha. loop- og delay-pedaler. Han lægger dem ovenpå hinanden i skiftevis venstre og højre højttaler, og til sidst vokser de sammen til en tekstur i stereo frem for de enkeltstående musikalske fraser, de begyndte som. Det lyder mest af alt som en travl bikube akkompagneret af freejazz-trommer og -bas. Det bliver ved i ca. 20 minutter, mens bikube-laget får en overbygning af mere langstrakte trompettoner og små melodistykker, så retningen hele tiden bevæger sig mellem det udbrudsagtige og det langstrakte – de to udtryk er konstant til stede parallelt i musikken.

Det er som om der bare bliver tændt for et jam, der allerede har været i gang længe og derfor groover derudad

Ca. 25 minutter står dette lydbillede i alt, før Chatham samler guitaren op og slår nogle simple akkorder an. De får lov at ringe ud, alt imens den aldrig stagnerende danske rytmesektion flyder derudad. Telecasterens lyd er spids, og hver tone i akkorden skærer gennem lydbilledet og bliver stående. Men et kvarter senere har også denne gentagede, abrupte bevægelse lullet sig ind i mig (og jeg i den), og jeg oplever nu musikken mere som ekspanderende i rum end i tid. Ind kommer tværfløjterne – først bas, så alt, og til sidst den lyse C-fløjte, der harmonisk lægger det lyseste og letteste lag øverst på stakken, der nærmest føles lettere, jo større den vokser sig.

Det er helt, helt simple kompositoriske greb, der bliver brugt her. Men opskriften er indbydende og effektiv og skaber med lethed et enormt tætpakket og komplekst lydbillede baseret på klangen af de enkelte instrumenter. De komplimenterer hinanden, og musikken vokser sig lynhurtigt større end de enkelte bestanddele, når disse lægger sig ovenpå både sig selv og hinanden i lag på lag på lag. Det lyder overjordisk godt i den store betonhal, der forstærker hele overtonespektret og bliver en medspiller hen imod det klimaks, jeg hele tiden fornemmer lige om hjørnet, men som gruppen nærmer sig med en utrolig tålmodighed og kontrol. Der går muligvis virkelig lang tid. Pludselig skriger Chatham ud over scenen: ”1, 2, 3, 4!”, og de tre musikere stopper på nøjagtigt samme slag, så ekkoet fra den massive lydmur får lov at vandre gennem hele hallen. En time er gået, uden jeg har skænket tid en tanke, siden Chatham lagde guitaren fra sig. Men det er ovre, klokken er 15, og jeg har fået dagens første korporlige sus.

Verdens største instrument
Nogle timer senere befinder jeg mig igen i et tætpakket lydbillede, der langsomt udvikler sig og gør mig rolig og urolig på samme tid. Jeg har allerede den helt rigtige følelse i kroppen efter Chatham-koncerten. Min puls, mit blodomløb, hastigheden på mine tanke- og nervebaner, alt er smurt og klargjort til endnu en dronende, svævende, vuggende koncert. Jeg sidder på forreste række og tænker: ”Det bliver godt det her”. Foran mig befinder amerikanerne Ellen Fullman og Theresa Wong sig. Wong er cellist og spiller på cello. Fullman er uddannet skulptør og spiller på et over tre meter bredt og 30 meter langt strenginstrument kaldet The Long String Instrument, som hun har udviklet på siden begyndelsen af 1980’erne. Frem for at stryge strengene på tværs med en bue eller ved at plukke dem, vandrer Fullman frem og tilbage inde mellem strengene og sætter dem i svingninger ved at gnide dem på langs. Hun bevæger sig rundt inde i instrumentet – som en klokker i et urværk. De mange strenge er spændt ud mellem en aflang, hul kasse for den ene ende og en trækonstruktion, der er boltet til gulvet i den anden. Der er stykker af, hvad der ligner et partitur tapet til gulvet ned langs siderne, og for cirka hver anden meter er et tal. Forskellige steder hænger noget der ligner tøjklemmer ned fra strengene og fungerer vel som en slags capo. Jeg tænker det må være verdens største instrument, og jeg ærgrer mig over, at jeg ikke går til flere koncerter med instrumenter af den kaliber. ”Det bliver godt det her”, tænker jeg igen.

Ellen Fullman i færd med sit instrument. Foto: Kjeldo

Kort inde i koncerten melder en følelse af undervældelse sig. Lydniveauet er for det første ubegribelig lavt. Jeg oplever kontrol og mådehold fra musikerne, men mangler en retning eller spænding i musikken. Der sker bare ufatteligt lidt, og jeg værner mig med det tålmod, jeg har rigeligt af. Men tiden går. Jeg bliver decideret i tvivl om, hvilke af de to musikere, der spiller hvad. Alt lyder af strenge, og intet lyder af særlig meget. Bedst som jeg tror, jeg har regnet den ud, rører den ene musiker ved en streng, der rører noget i musikken og ser ud til at modbevise min antagelse. Især Wongs bidrag bliver sløret af, at hun øjensynligt benytter software til at loope forskellige dele af sit cello-spil. Men hvilke dele, der høres real time, og hvilke dele hendes medbragte laptop gentager for mig, står uklart. Det irriterer mig, og det irriterer mig, at det irriterer mig, så jeg lukker øjnene. Jeg er trods alt primært kommet for at høre musikken. Men musikken bliver ikke højere, og lydbilledet flytter sig ikke rigtigt. Det er meget stillestående, og det føles ikke rigtigt. Det flyder ikke, som dronemusik helst skal i mine ører, og som Chathams koncert f.eks. gjorde.

Musikalsk transparens
Selvom Chatham kun præsenterede sine hovedinstrumenter og ikke de effektpedaler, han behandlede dem med, var jeg på intet tidspunkt i tvivl om, hvad der foregik, og hvilke gestikker, der repræsenterede hvad i lydbilledet. Og hvor Chathams komposition var simpel, men transparent og spiselig, virker Fullmans avanceret og uigennemskuelig. Det er der i og for sig ikke spor i vejen med, men da det virker som om, musikken i kraft af det meget skulpturelle instrument også hviler på et stærkt konceptuelt ben, føler jeg mig en smule uindviet. Og det faktum at Fullman har valgt at spille duet med lige netop en cellist gør det ikke lettere at studere og blive klog på dette for mig komplet ukendte instruments klanglige univers. Jeg savner noget klarhed og en afsender, der virkelig tør udsætte mig for noget, og som kan løfte oplevelsen op over min betagethed over det enorme instruments fysiske beskaffenhed. Jeg sidder inde med for mange spørgsmål. Hvad foregår der? Hvorfor er jeg ikke blevet begravet i lyd? Hvorfor skal jeg sidde og strække hals for at få ørenlyd? Hvorfor inviterer Fullman mig så at sige ikke med ind i instrumentet? (Det er tydeligvis stort nok til os begge.)

Det er et vanvittigt potentiale i dette Long String Instrument, som jeg ved er blevet udnyttet langt bedre ved andre lejligheder

Publikum er placeret både langs de lange strenge og for enden af instrumentet. Celloen og de lange strenges klangkasse er udstyret med mikrofoner, der forstærkes gennem højttalere, som er placeret bag publikum. Det meste af lyden kommer således bagfra – fra modsat retning af, hvor lydkilderne befinder sig. Det bidrager til forvirringen og virker unaturligt og kontraintuitivt. Da Wong på et tidspunkt begynder at slå med sin bue på celloens strenge, genererer det en støjlyd, som får mig til at vende hovedet bagud mod den ene højttaler. Jeg tror ganske enkelt, der foregår noget helt andet bag mig, der ikke har med musikken at gøre. Situationen markerer dog samtidig den overgang i musikken, jeg har ventet på. Wong begynder at spille perkussivt, og de lyde, hun genererer, adskiller sig dermed i høj grad fra Fullmans, der fortsat er langstrakte og klinger i retning af en indisk tanpura. De to instrumenter spiller for første gang sammen, idet de spiller op mod hinanden frem for med hinanden. Men der er gået 40 minutter. Wong lægger nu sin cello og rejser sig op for også at spille på instrumentet med de lange strenge. De to kvinder bevæger sig langsomt mod hinanden mens de gnider hver deres håndfuld strenge. Da de passerer hinanden, ender koncerten. Der er gået ca. 45 minutter, hvor jeg egentlig kun føler, at jeg virkelig har fået noget ud af de sidste fem. Jeg skyder ikke hele skylden på Fullman og Wong. Jeg skyder også skylden på mig selv, der tænker for meget og lader alle mulige eksterne omstændigheder komme i vejen. Men jeg undrer mig til stadighed over, hvorfor de har valgt netop disse to instrumenter til at komplimentere hinanden, og hvorfor koncerten ikke har fokuseret mere på deres klanglige forskelle end på lighederne. Det er et vanvittigt potentiale i dette Long String Instrument, som jeg ved er blevet udnyttet langt bedre ved andre lejligheder.

Mætningspunktet, Japan
Hele dagen har jeg gået og glimtvis spottet en lille mand i sort tøj, der går med stok, har langt gråt hår og solbriller på. Han ser ikke ud af meget, men han ser meget overbevisende ud. Jeg genkender ham som den japanske guitar(anti)helt Keiji Haino, som jeg har set meget frem til endelig at skulle opleve live. Jeg har brug for at få ham legemliggjort, da han nærmest er en mytisk person for mig. Han ryger ikke, han drikker ikke, og han tager ikke stoffer. Men måske netop derfor er han indbegrebet af rock’n’roll og grænseoverskridende musik. Siden 1970’erne har han spillet i alle mulige konstellationer, der spænder fra dronemusik over diverse rockudtryk til rendyrket støj. Hans output er mest centreret omkring hans elektriske guitar, som han går meget utraditionelt til. Han har samarbejdet med uendeligt mange centrale skikkelser inden for eksperimenterende, støjende og/eller improviseret musik: Derek Bailey, Peter Brötzmann, Faust, Merzbow, Yamantaka Eye, John Duncan, John Zorn, Stephen O'Malley, Oren Ambarchi, Jim O'Rourke osv. Han er fuldstændig kompromisløs i alt, hvad han foretager sig, og måske derfor har han været forbudt på japansk tv i de over 40 år, han har været aktiv i musik.

Forestil dig, at Jimi Hendrix og John Coltrane efter deres død forenes i én og samme person, der fortsætter deres respektive soniske eksperimenter yderligere 40 år. Forestil dig, at denne person har fået hele den angelsaksiske rock- og jazztradition filtreret og forstærket gennem efterkrigstidens Japan og besidder et udenforstående og unikt had/kærlighedsforhold til konventionerne. Han er en slags verdensmester i både lyd og mislyd – han transcenderer ligesom den dikotomi. Han rummer summen af så mange musikalske udtryk, samtidig med at han drives af den urkraft, der forudsætter dem. Ved 20-tiden cementeres legemliggørelsen sig så. Haino indfinder han sig noget forsinket på Kulturværftets store indendørs scene. Vi er ude af betonhallens kulde og inde i varmen i et rigtigt koncertrum. Men selvom jeg ved, hvad jeg går ind til, ved jeg overhovedet ikke, hvad jeg skal forvente. Og da Haino begynder at spille, rammer det mig, hvor svær hans musik er at indkapsle. Den er så mange ting på én gang, samtidig med at den er blottet for så meget.

Fra scenen hører jeg den frieste musik en mand, en guitar og en mikrofon kan præstere. Han spiller på sin guitar, men han spiller slet ikke guitar. Forstærkerne er skruet helt op, og kombineret med hans effektpedaler, som hovedsageligt tjener forvrængning af guitarlyden, skaber de en massiv mur af støj. Men det er ikke en enerverende støj; det er en enormt indbydende strøm af frekvenser, der konstant farves i forskellige retninger, når han bevæger sine fingre rundt på gribebrættet. Alt flyder organisk. Til trods for udstyrsparken, gemmer han sig ikke bag lyden af maskiner, der arbejder for ham. Man kan tydeligt fornemme konturerne af et menneske i lydmuren. Pludselig er der også sang, tilsyneladende ordløs. Hans stemme er endnu et instrument, endnu et medium til at udtrykke sig igennem. Og herefter stiller han guitaren fra sig og bevæger sig hen til et bord, hvor han spiller på nogle air synths – infrarøde synthesizere, der styres via hændernes bevægelser over dem – som moderne thereminer.

Keiji Haino på scenen. Foto: Kjeldo

Haino ligner en troldmand i færd med at indrette verden på ny gennem sin magi. Jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt tænker. Det er ikke hans bevidsthed, der skaber musikken. Det er lyden af ren og skær menneskelig intuition og musikalsk væren, der rammer mig. Det understreges, da han på et tidspunkt falder på knæ med mikrofonen i hænderne og alene med sin krop, gennem sin mund, frembringer det dybeste og mest primale skrig, jeg har hørt fra et menneske. Det er det reneste udtryk, jeg kan forestille mig – en mand, der blot har i sinde at påvirke mig mest muligt gennem lyden af sig selv. Det lykkes. Der er ikke så meget andet at sige.

Noget at gå hjem på
Selvom det er svært at toppe ovenstående, har jeg det utrolig godt i selskab med Guds Söner (eller The Sons of God) lidt senere på natten. Denne kunstnerduo bestående af de to svenske veteraner Leif Elggren og Kent Tankred leverer en minimalistisk og dybt absurd performance, der har de to herrer i jakkesæt, et bord, nogle stole og et aggressivt lydspor som sine rekvisitter. I godt og vel en halv time udspiller en scene sig, hvor de to kroppe vrider og snor sig i en udefinerbar kamp mod tilsyneladende større kræfter i et rum kun defineret af den malstrøm af lyd, der bruser ind over dem. Er det lyden af dommedag? Er det skærsilden? Er lyden i virkeligheden inde i deres hoveder?

Er det lyden af dommedag? Er det skærsilden? Er lyden i virkeligheden inde i deres hoveder?

Måske er de på vej gennem tunnelen til efterlivet. Måske er de ved at blive født. Måske er de ved at stige til et andet bevidsthedsniveau. De befinder sig øjensynligt i et meget fysisk og kropsligt, eksistentielt limbo. Og historien fortælles udelukkende gennem deres kropssprog og gestikuleren. Til gengæld er det et kropssprog, der råber i desperation. Mens Tankred klynger sig fast til bordet for ikke at blæse væk, ligner Elggren én, hvis DNA er ved at reprogrammere sig selv inden i ham. Hver en fiber i hans krop er i uro, og han gnider sin isse, mens det hvide vender sig ud af hans øjne. De klamrer sig til hinanden og forsøger at finde fodfæste, men på intet tidspunkt opnår de den kontrol, der kunne bringe ro til situationen. Til sidst kan de ikke stå imod længere og presses ud af den cirkel, som publikum har dannet omkring dem. De skal videre. Deres evige pinsel fortsætter andetsteds.

For gammel eller for meget?
Det slår mig, at jeg på dette festivaldøgn kun virkelig er blevet rørt af mennesker, som alle er vel over de 60 år. Er det mig, der har en forkærlighed for avantgardens grå guld? Eller er det fordi denne festival efterhånden har som sit varemærke, at den netop booker disse veteraner og levende legender? Jeg får i hvert fald tre-fire oplevelser på et niveau, jeg sjældent ellers opnår på så kort tid. Og der er egentlig rigeligt andet at tage fat i også. Jeg kunne fortælle om et solidt techno-sæt fra britiske Object eller relational postpop fra danske Synd & Skam eller fire unge kvinder i stryger-slagtøj-sang-kollektivet We Like We – for ikke at tale om de ting, jeg slet ikke når.

Jeg kunne tage en lur til elektronisk sovekoncert med konservatoriestuderende fra DIEM, så jeg er frisk til at blive vækket af Snöleoparden og Henning Frimann kl. 9. Jeg kunne blive alle 24 timer og se endnu flere legender i form af dub-pionererne Mad Professor og Lee ”Scratch” Perry, som lukker og slukker festivalen. Men denne søndag morgen er jeg fuldkommen overstimuleret og kan ikke rumme mere. Jeg funderer over, om det mon overhovedet er meningen, at nogen skal overvære hele dette mastodontiske koncertprogram og tænker, at der er musik nok til mindst to-tre dage. Inden jeg falder i søvn på min vinduesplads i toget hjem, prøver jeg at komme med en dom over festivalen og dens 24-timers format. Jeg finder det vovet, en anelse dumdristig men samtidig ganske overlegent at vælge at lægge programmet således. For selvom jeg jo kun har nuppet en lille bid, er jeg blevet stopmæt.