Et abstrakt kanvas af droner

First Edition – med den mundrette undertitel Festival for improvised and other music – er kurateret af John Chantler, der tidligere har ageret kunstnerisk ansvarlig ved en af Londons mest anerkendte scener for eksperimenterende musik, Cafe Oto. Festivalen består af otte koncerter, en workshop for børn (et koncept adopteret fra Cafe Oto) og en artist talk med den tyske pianist Alexander von Schlippenbach, der er på festivalen for at optræde med sit efterhånden modne ensemble, Globe Unity Orchestra, som også gæstede Jazzhouse i København i slutningen af februar.

First Edition byder på en blanding af jazzorienterede koncerter, mere ambiente indslag og en del som befinder sig i et krydsfelt derimellem. Programmet er domineret af britiske musikere og virker i høj grad til at være et produkt af Chantlers personlige netværk. Man fornemmer da også tydeligt, at der er stor respekt omkring tovholderens person, både blandt musikere og publikum.

Der er virkelig tale om et epicenter for svensk eksperimentel musik

Festivalens koncerter er fordelt på tre forskellige venues: Kronobageriet, Rönnells Antikvariat og ikke mindst Fylkingen, der er en institution på den Stockholmske musikscene. Fylkingen har eksisteret som forening siden 1933 og har siden da været central for den alternative musikscene i Sverige. Således kunne de i 1952 præsentere de første elektroakustiske koncerter på svensk jord og har endvidere afholdt koncerter med blandt andre John Cage, Stockhausen og La Monte Young. I 1971 fik Fylkingen deres første fysiske rammer og rykkede i 1987 til de nuværende lokaler i Münchenbryggeriet. I de tilstødende lokaler ligger i øvrigt EMS (Elektronmusikstudion) med hvem Fylkingen har et tæt samarbejde; så der er virkelig tale om et epicenter for svensk eksperimentel musik.

En symfoni af overtoner
Da jeg ankommer til Kronobageriet har jeg en smule svært at finde en indgang i bygningen, der fra gaden i Stockholms smukke Östermalm kvarter ligner en vinduesløs fæstning. Efter lidt tids søgen befinder jeg mig dog i en baggård og bliver af en smilende person dirigeret op ad en trappe til de lokaler, hvor den amerikanske komponist og instrumentbygger Ellen Fullman vil spille en koncert på sit efterhånden legendariske Long String Instrument

I foyeren til Kronbageriets smukke lokaler bliver jakker hængt på bøjler og den foregående aftens koncerter på festivalen diskuteret. Det er tydeligt, at publikum består af en kerne af musikinteresserede og folk hilser venskabeligt på hverandre. Vi siver langsomt ind i det højloftede lokale, som skal danne ramme om koncerten, og tager plads på gulvet eller på en af de få stole, der står langs væggene. Rummet er aflangt, nærmest katedralagtigt og på langs er Fullmans Long String Instrument udspændt, som et hegn, der deler publikum i to.

Fullman er primært kendt for sit særlige instrument, som hun begyndte at udvikle i 1981 med inspiration fra blandt andre den amerikanske komponist Alvin Lucier, der arbejdede med et strengeinstrument af lignende proportioner. Fullmans konstruktion består af to sæt strenge af mange meters længde, der i hver ende er tilsluttet en resonanskasse. Mellem disse yderpoler bevæger Fullman sig frem og tilbage, og ved at stryge dem med sine harpiksdækkede fingre, sætter hun strengene i svingninger. Denne eftermiddag optræder hun sammen med cellisten Okkyung Lee, der senere den aften også skal optræde med den tyske lydkunstner Rashad Becker.

Det er som om både lyd og billede er i slowmotion, mens Fullmans metalliske droner blander sig med cellotoners dybe varme

Fullman indtager sin plads i instrumentet og lyset slukkes, så det nu kun er de svævende strenges lange korridor samt en lille lysning, hvor Lee indfinder sig, der er oplyst – koncerten begynder.

Fullmans bevægelser er monotone og minimale, mens hun går langsomt frem og tilbage i instrumentet. Alligevel er det en stor og rig lyd der rammer mine ører. Det er som om både lyd og billede er i slowmotion, mens Fullmans metalliske droner blander sig med cellotoners dybe varme. En symfoni af overtoner hvis harmonier synes omskiftelige, tilfældige, og det forekommer mig, at det monstrøse instrument har mere magt over Fullman, end hun har over det.

Lee virker i lokalets dunkelhed som en løsrevet satellit, der svæver i en sonisk uendelighed. De transmitterer til hinanden, hende og Fullman. Celloen knirker, små klagende skrig, der giver liv og form til dronerne. Det er som om den skiftevis bliver fanget i dronerne, kvalt af dem, og får dem til at svæve som et strygerensemble ude af fokus. Nu bliver celloen desperat! Den vil bryde løs. Der er en anstrengt korporlighed i de fragmenterede bevægelser. Melodibidder kæmper sig frem i celloens dissonanser, men fortager sig som figurative fatamorganaer mod Fullmans abstrakte kanvas af droner.

Værket som installation og performance
Denne David vs. Goliat kamp udspiller sig i den kontrast, der opstår, ved at stille et så traditionsrigt instrument som celloen ved siden af Long String Instrument. Det får Fullmans strenge til at tage sig surrealistisk overdimensionerede ud. Der er noget meningsløst i at producere et så stort instrument i en tidsalder, hvor alt synes at kunne simuleres digitalt – men det er netop det, der gør oplevelsen så kraftfuld. Man bliver så utroligt bevidst om, at man er til stede med musikken nu og her, når man lytter til Fullmans strenge.

Denne oplevelse understøttes i øvrigt af det gennemgående lave lydniveau, der gør publikum opmærksomme på performancens skrøbelighed. Enhver bevægelse, ethvert åndedrag risikerer at forstyrre den. Derved får lyden en performativ komponent, som holder publikum i et jerngreb gennem hele koncerten.

Fullman fortæller om sin arkitektoniske tilgang til lyd. Klippet er fra en anden sammenhæng end First Edition Festival.

Den spatiale orientering er central i oplevelsen af Fullmans koncerter. At hun har studeret skulptur ved Kansas City Art Institute lader sig ikke fornægte i Long String Instruments dimensioner; de rumlige og visuelle aspekter er en lige så vigtig en del af oplevelsen som de musikalske. Og som Fullman vandrer der, frem og tilbage, frem og tilbage, er det svært ikke at bemærke de religiøse paralleller. Musikerens konstante og fokuserede pacen, bringer mindelser om kristendommens processioner. Men Fullman er fanget i musikken, der ingen begyndelse og ingen ende har, og der er ingen guddommelighed til stede. Det er ren sanselighed – en motorisk uendelighed tømt for metafysisk potentiale.

Man bliver så utroligt bevidst om, at man er til stede med musikken nu og her, når man lytter til Fullmans strenge

Denne parallel får også publikum til at antage en ny position. Vi er ikke længere publikummer ved en alternativ musikevent, men participanter i et gudsløst sakramente. Vores opmærksomme attituder ikke blot musikalsk interesse, men religiøs ærbødighed for ritualet: Fullman, der vandrer hvileløst og krumrygget op og ned gennem hovedskibet.

Langsomt brydes monotonien og Fullman knæler mellem strengene. Hun hiver i dem; aggressivt og konfrontatorisk. Lee følger trop og celloens klang bliver grovere og mere pågående end den har været gennem hele koncerten. Nu er lyden gået i stykker og splintret i øregangen. Processionen er disintegreret, koncerten er ovre.