Kouhei Matsunaga alias NHK’Koyxeи optrådte med den tidligere Jungle Brothers-rapper Sensational, Foto: Martin Fält/GonzalesPhot

De nye mediers musik

15.-17. maj lagde Kulturværftet i Helsingør for fjerde gang hus til Click festival, der under paraplyen new media & contemporary culture præsenterede udstillinger, performances, workshops, talks og koncerter. Den ambitiøse festival bød på både ukritisk teknologifetichisme og overvældende koncertoplevelser.
Af
26. Maj 2014
Reportage og indtryk fra Click festival 2014
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Hvert forår valfarter en hel masse københavnere til Helsingør, hvor de sammen med nogle få lokale indtager området omkring de omdannede skibsværfthaller, som udgør byens største kulturhus kaldet Kulturværftet. Her afholdes nemlig Click festival, et rendezvous mellem ny mediekunst og anden samtidskultur. Dette års tema var DIWO (Do It With Others), en tidstypisk strategi som her bl.a. manifesterede sig i seminarer om open source-teknologi og internetaktivisme samt eksempler på kollektiv samtidskunst. Derudover var der festivalens hovedattraktion: et subkurateret koncertprogram, men mere om det senere.

En tam åbningsaften
De fleste af festivalens aktiviteter foregik rundtomkring på det ombyggede værft og i de tilstødende, mere rå fabrikshaller, mens koncertprogrammet fredag og lørdag foregik på indendørs, permanente scener. Disse koncerter forudsatte betaling af entré, men som en fin gestus blev festivalens program skudt i gang torsdag aften med gratis musik i den største af de rå fabrikshaller. Her bød programmet på en række audio/visuelle koncerter under overskriften KUBE samt det danske gabber-techno-makkerpar Albertslund Terror Korps.

 De projicerede visuals befandt sig på denne måde foran de optrædende og smeltede mere eller mindre sammen med silhuetterne af mand og maskine.

Førstnævnte var et koncertkoncept, der forsøgte at løse den klassiske problematik omkring laptopmusikeres sceneshow, som ofte byder på meget få visuelle fikspunkter. Det gjorde man ved at indlemme de optrædende i en kube bestående af tre halvtransparente vægge og et loft, der fungerede som et tredimensionelt lærred for projektioner af visuals designet til netop denne form. De projicerede visuals befandt sig på denne måde foran de optrædende og smeltede mere eller mindre sammen med silhuetterne af mand og maskine. Uheldigvis konkurrerede den visuelle del samtidig også med musikken om at være mest ensformig – ikke mindst fordi man havde valgt fire genremæssigt ret identiske electronica-navne (blandt dem Mikkel Meyer og Rumpistol); flere af hvilke ikke formåede at spille sammen med den store betonhal, der fik de mange digitale rumklangsflader til at mudre fuldstændig sammen i den utaknemmelige akustik.

Den rå akustik klædte lidt mere det næste indslag, Albertslund Terror Korps, hvis særegne blanding af samples, hardstyle/gabber-techno og vga-glitchede visuals, der kredser om grønne aliens, Mickey Mouse med turban og svastikaer, i forvejen afskriver alt, der lyder poleret og afbalanceret. Duoens musikalske primus motor, DJ Hvad/Kid Kishore, virkede dog ikke særlig oplagt denne torsdag og fik aldrig rigtigt skubbet til taget – måske fordi der var ret så højt derop, og fremmødet mildest talt var sparsomt. Det var ikke den fest Albertslund Terror Korps ellers er garant for.

Både udstillingsprogrammet og andre aktiviteter fandt sted i værftets gamle hal, Foto: Martin Fält/GonzalesPhotos.

Strøtankekunst og europalleæstetik
Udenom koncerterne var det meste af hallernes interiør bygget op af europaller, hvilket gav festivalens DIWO-tema følgeskab af et vist DIY-feel (Do It Yourself, gør-det-selv). Blandt disse mange palleformationer fandt man så festivalens udstillingsprogram, som desværre bestod af alt for meget lidt for letkøbt og banal konceptkunst. Det skrantede ganske enkelt på idérigdom, og grænsen mellem, hvad der var hjemmebygget interiør, og hvad der var samtidskunst hentet hjem fra udlandet, var absurd nok ret flydende. Det kunstneriske ambitionsniveau eksemplificeredes måske bedst ved Tobias Leingrubers grøntmalede tastatur monteret på et sæt skateboardhjul bærende titlen Skatekeyboard. Det skarpeste jeg overværede på festivalens udstilling i år var en visning af en piratkopi affilmet til premieren på TPB AFK – dokumentarfilmen om The Pirate Bay fra sidste år.

Ét lyspunkt blandt den (undskyld udtrykket) slående amatørisme var kunstnergruppen Graense-loes’ performance Girl Power, som nok var bygget op om nogle ret svage sange, men som havde en imponerende scenografi og bl.a. brugte ti unge piger iført hjemmegjorte barokkjoler af papir som bærere af et mobilt multikanals højttalersystem og senere som omvandrende lærreder for en række videoprojektioner.

Flere prominente skikkelser delte ud af deres viden om internetaktivisme, hacking, vidensdeling, digitale fællesskaber, internetøkonomi, DIY-teknologi, intellektuel ejendomsret osv.

Den tunge ende
Det var tydeligt, at langt den meste energi var lagt i weekendprogrammet og den del af festivalen, der havde med koncerter, workshops og talks at gøre. Især de sidste to dele havde en stærk rød tråd til festivalens overordnede rammer og tema. Flere prominente skikkelser delte ud af deres viden om internetaktivisme, hacking, vidensdeling, digitale fællesskaber, internetøkonomi, DIY-teknologi, intellektuel ejendomsret osv. Selvom udgangspunktet var en pædagogisk, teknologiformidlende vision, var man ikke bleg for eksempelvis at byde på workshops, som rent faktisk forudsatte både viden og kunnen hos deltagerne. Det fungerede som den helt rigtige overbygning på den lidt naive og inviterende prøv-en-segway-eller-en-drone-stemning, der også havde hjemme på festivalen.

Men weekenden bød altså også på koncerter, der – nogle mere end andre – præsenterede punktnedslag i den musikkultur, der spejler det 21. århundredes digitale medielandskab og ovenstående tendenser og strategier. Det kunne nemt være blevet ved en masse laptopkoncerter, men det var imidlertid et langt mere nuanceret, tilbageskuende og reflekterende koncertprogram, der blev præsenteret.

Et tysk oscillationstrip
Ét af de første højdepunkter var tyske Rashad Becker, der bl.a. er kendt som lidt af en ekspert i vinylmasterering hos firmaet Dubplates & Mastering i Berlin. Hans koncert på Click festival var, ligesom hans album fra sidste år Traditional Music of Notional Species Vol. I, en slags opdateret udgave af den tidlige Varése/Stockhausen-opskrift på elektronisk musik: en masse abstrakte oscillationer, der afløser hinanden og momentvis manifesterer sig tæt på velkendte lyde. Dette umiddelbart kaos, der måske/måske ikke var ordnet efter et serielt system, fremstod som ét langt syntetisk, auditivt trip; en non-metrisk musikalsk hypnose; et lyddigt. Beckers udelukkende syntetiske lydunivers fremstod alt andet end klinisk, men var tværtimod et flydende, organisk og drømmende lydlandskab, der samtidig fik en hårdtslående fysisk dimension på festivalens subwoofer-tunge anlæg.

Ryoji Ikeda fremførte sit album Supercodex på festivalens store scene, Foto: Martin Fält/GonzalesPhotos.

Den synæstetiske kluboplevelse
De bevidsthedsudvidende oplevelser fortsatte. Et af de største scoops på festivalen for mit vedkommende var japanske Ryoji Ikeda, der fremførte sit album Supercodex fra sidste år. Til dagligt huserer Ikeda i Paris og tilhører en skole af kunstnere, der arbejder med glitchede lydkollager bestående af såkaldte microsounds – ultrakorte lydglimt der spænder et meget begrænset frekvensspektrum, og derved adskiller sig fra stort set alle naturligt forekommende lyde i kraft af deres varighed og fraværet af afrundende overtoner til at give fylde og klang. Tæt beslægtet med ham er tyske Robert Henke, der også gæstede Click festival i år. Fælles for de to er, at de i koncertsammenhæng begge benytter sig af en stærkt gennemarbejdet billedside eller lysprojektion, der giver deres optrædener karakter af en slags live-installationer.

Opskriften er i virkeligheden næsten alt for simpel: en synkroniseret lyd- og billedside, der understøtter og medierer hinanden, afspilles på et kæmpe lydanlæg og en ultrahøjt opløst skærm eller projektion – high fidelity og high definition i symbiose. Sådan foregik det i både Ikedas og Henkes tilfælde også på Click.

Bevidst om faren for at blive blot et fikst multimedieshow (som det eksempelvis var tilfældet med torsdagens KUBE-koncept) var der tydeligt lagt et minutiøst arbejde i at lyd- og billedside skulle gå op i en højere enhed og blive til mere end summen af de to sanseindtryk. Resultatet var en suggestiv og synæstetisk kluboplevelse, hvor forskellige former og afbildninger konstant forekom fuldstændig sammensmeltet med de lyde, der simultant strømmede ud af højttalerne.

Opskriften er i virkeligheden næsten alt for simpel: en synkroniseret lyd- og billedside, der understøtter og medierer hinanden, afspilles på et kæmpe lydanlæg og en ultrahøjt opløst skærm eller projektion – high fidelity og high definition i symbiose.

 I Ikedas tilfælde var lydsiden en massiv strøm af disse glitchede microlyde fra især den øvre og den allerlaveste del af det hørbare område – som lyden af et japansk hurtigtog, der fræser af sted med et jack-stik hængende ned på skinnerne tilsluttet et tårn af forstærkere. Billedsiden var holdt i sort/hvid og bestod i skiftende mønstre af skakternskarakter opløst og afløst af frenetiske talrækker, der fræsede over bagvæggen i et hæsblæsende tempo for at blive til skaktern nok en gang. Midt i al virvaret stod Ikeda og lignende en underlig mand fra fremtiden i sort tøj, solbriller og turban og med fuld kontrol over laptop og mixer..

Robert Henkes setup fulgte samme opskrift som Ikedas. Men hvor forholdet mellem lyd og billede hos Ikeda var ligefremt, simpelt og binært, var Henkes mere tænkt, mere komplekst, mere matematisk. Lydsiden var rytmisk, holdt i et minimalt techno-formsprog, imens billedsiden baserede sig på linjer og bøjelige strukturer i konstant bevægelse, hvilket var med til at fremhæve organiske elementer i den ellers maskinelle musik. Hvor Ikedas lyd og billede optrådte i et skarpt 1:1-forhold, var Henkes en tolkning; en mere æstetisk tilgang over for Ikedas ikke-musiske, konceptuelle tilgang.

I begge tilfælde blev man dog høj af det. Man overvældedes af spørgsmål, der poppede op fra et sted i underbevidstheden: Er den her lyd rund? Er den firkantet? Er den spids? Hører jeg lyden af formen eller ser jeg formen på lyden? Er lyd og lys egentlig det samme? Osv. Trippet fortsatte.

Tyske Robert Henkes komplekse visuals, Foto: Martin Fält/GonzalesPhotos.

Ups’n’downs
Udover at få mine nethinder og hjernebark simultanristet havde jeg også set frem til koncerterne med amerikanske Dopplereffekt og Laurel Halo samt et helt nyt bekendtskab, en meget umage hiphop-duo bestående af den Berlin-baserede japaner Kouhei Matsunaga alias NHK’Koyxeи og den tidligere Jungle Brothers-rapper Sensational. Sidstnævnte gruppe var for mig den største overraskelse på festivalen overhovedet, og de beats, der kom ud af Matsunagas slidte pc, var af en helt anden verden. Koncerten mindede mest af alt om to musiketnologer fra en fjern galakse, der efter endt feltarbejde på Jorden nu demonstrerede for indbyggerne på deres hjemplanet, hvordan jordhiphop lyder. Den soul-fulde grundfølelse var byttet ud med noget skævt, robotagtigt svingende. Jeg var målløs og blev ovenud lykkelig, da jeg fandt ud af, at Matsunaga udgiver ca. en håndfuld albums om året.

Laurel Halo formåede ikke at få mig ud på helt samme rejse, men brooklyn-hipsteren leverede nu engang en ret overbevisende og original blanding af skæv techno med nostalgiske vink til genrens Detroit-rødder og synkoperede rytmeeksperimenter a la britisk 90’er-IDM (Intelligent Dance Music) i ét langt kalejdoskopisk sæt uden mange gentagne temaer.

Dopplereffekt, derimod, skuffede. De formåede ikke at bruge nostalgikortet med samme mådehold som eksempelvis Halo, og deres tilgang forekom ganske enkelt for tilbageskuende og refererende. Det forblev en éndimensionel dyrkelse af en sound, et dyrt indkøbt udstyrsstykke, der var en blanding af lige dele Kraftwerk, tidlig Detroit-electro a la Cybotron og den britiske techno-duo Orbital – uden i øvrigt at tilføre nogen af delene nyt liv. Dopplereffekt repræsenterede, sammen med Ikeda, Henke og andre, veteranerne i den elektroniske del af Clicks koncertbookninger. Og det er vigtigt med den historiske bevidsthed i hele dette tech-cirkus. Men Dopplereffekt undveg veteranens vished og pondus og forblev en anakronisme.

Dopplereffekt, derimod, skuffede. De formåede ikke at bruge nostalgikortet med samme mådehold som eksempelvis Halo, og deres tilgang forekom ganske enkelt for tilbageskuende og refererende.

Dramatisk (anti)klimaks
Clicks sidste ordinære koncert blev leveret af australske Ben Frost, der de senere år har markeret sig med en række uafhængige udgivelser bl.a. på det islandske pladeselskab Bedroom Community, som han selv har været med til at stifte, efter at have slået sig ned i det lille ørige i nord. Det er da også et bemærkelsesværdigt koldt og fremmedgørende lydunivers, som Frost bevæger sig i. De knitrende, højstemte støjflader og mekaniske trommer fra eksempelvis 2007’s Theory of Machines kan godt lede tankerne hen på Trent Reznor og det mindre rockede af Nine Inch Nails’ bagkatalog. Men Frost undslipper industrial-genrens trivialiteter, når han eksempelvis også er afsender af soundtracks til spillefilm eller eksperimenterende musikteater på Royal Opera House i London.

På Clicks store scene lørdag nat skulle Frost imidlertid fremføre sit nyeste album Aurora, der udkommer i næste uge. Det skete med to trommeslagere på scenen og Frost selv bag en elektronikpult, hvorfra han kunne styre slagets gang, og betjene såvel guitar som laptop. Hvor festivalens øvrige optrædener på samme scene hovedsageligt havde været domineret af introverte, elektroniske musikere, fremstod Frosts koncert som et show umiskendeligt iscenesat af en komponist. Hele bandets tilstedeværelse på scenen virkede uhyre orkestreret, og Frost selv overgav tydeligt alle sine kræfter til at fremføre en meget fysisk og live-orienteret udgave af albumforlægget komplet med symfonisk opbygning, dynamik og sans for drama. Dog havde opskriften for Aurora svært ved at holde distancen. Den bestod mest af ekstremt aggressive, digitale støjflader og pulserende trommer kombineret med underligt trance-agtige synthesizer-arpeggioer. Halvvejs gennem koncerten gennemskuede man skabelonen og ventede forgæves på en udvikling. I stedet fik man efter hvert nummers klimaks et stille, melodisk intermezzo, før det gik løs med trommerne og de kitschede arpeggioer igen. Som performer var Frost yderst overbevisende, men måske kommer hans iboende drama og sans for detalje alligevel bedst til sin ret som lydside til psykologiske thrillers og moderne operaer.

Ben Frost, Foto: Martin Fält/GonzalesPhotos.

Afdansningsbal på speed
Britiske Luke McMillan alias The DJ Producer fik med et kompromisløst hardstyle-dj-sæt lov at lukke festivalen endeligt. Mange var taget hjem, men de få tilbageværende gjorde dog op for det tomme dansegulv med deres entusiasme. Taknemmelig og med et helt bonkers energiniveau (og en god portion cockney-engelsk) satte McMillan punktummet for et koncertprogram, hvis røde tråd i det store og hele havde været lidt svær at få øje på. For mellem ovenstående højdepunkter lagde Click festival også scene til så forskellige udtryk som freejazzet larmerock fra Selvhenter, dødsmetaldebutanterne i Reverie, Dror Feiler’s Noise Orchestra og eks-Throbbing Gristle-medlemmerne Chris Carter og Cosey Fanni Tutti i poppet duokonstellation. Det var lidt svært at gennemskue, hvorfor alt det skulle passes ind under festivalens paraply.

Taknemmelig og med et helt bonkers energiniveau (og en god portion cockney-engelsk) satte McMillan punktummet for et koncertprogram, hvis røde tråd i det store og hele havde været lidt svær at få øje på.

New media & contemporary culture
New Media art kan (ikke mindst ifølge Click festivals eget magasin) ses som kunst, der opererer efter nye mediers logik og virkelighed – og her tænkes der hovedsageligt på den digitale sfære af teknologi, ressourcer og fællesskaber, der kendetegner det 21. århundrede: internettet, mobilteknologier osv. Det er derfor man møder eksempelvis software-baseret kunst og workshops i bl.a. robotbygning på Click festival. Men den musik, der præsenteres side om side med, spænder imidlertid over en meget længere tidshorisont og en langt bredere vifte af teknologier. Det må være her festivalens andet ben (”contemporary culture”) kommer ind – som et modstykke til al den digitale overflade.

Men der er noget ved Clicks koncertprogram, der stikker i en helt anden retning end den øvrige festivals aktiviteter. Det kan f.eks. diskuteres, hvorvidt en saxofon eller sågar en guitar hører hjemme på en festival for ny mediekunst. ”Ny” behøver selvfølgelig ikke nødvendigvis betyde nyopfunden; det kan også bare være nyanvendt. Og ”samtiden” er selvfølgelig også et vidt begreb. Men det virker som om, at de fire københavnske musikinitiativer Mayhem, Escho, Yoyooyoy og Posh Isolation, der har udvalgt størstedelen af musikken på Click, har booket mere ud fra personlig smag end ud fra festivalens overordnede ramme. Her viser DIWO-strategien måske sin bagside, når fokus for kurateringen bliver forskubbet en armslængde i udliciteringen til subkuratorerne.

Kunne man ikke forestille sig, at man i højere grad bookede musiknavne, som bevægede sig inden for de samme vilkår som den øvrige kunst på festivalen? Eller ville nogle få talks af nogle af de optrædende musikere i virkeligheden kunne skabe den nødvendige synergi og bygge bro mellem koncertprogrammet og den øvrige festival? Publikum virkede i hvert fald mere end interesserede i at tale med fx Robert Henke efter hans optræden. Med så prominente udenlandske navne på plakaten virker det næsten dumt ikke at udnytte deres tilstedeværelse på festivalen i endnu højere grad.

Click er og bliver en unik nichefestival, der udmærker sig ved at kombinere mange forskellige udtryksformer med refleksion, læring og ikke mindst bookningen af vitale, internationale musiknavne, der ikke kan matches af nogen københavnsk festival i samme genre.

Omtalt i artiklen