Oplysende festival

Lou Reed-droner, en gynækologstol, 3D-hologrammer, antropocæn filosofi, et flouriserende træ, et nedlagt skibsværft, virtual reality-installationer, stilskabende lydpionerer, alderende musiklegender, paneldebatter, kropsvæsker, ristede græshopper og blændende noisemusik.

Spektaklerne var mange, da den syvende udgave af den progressive Click Festival fandt sted i denne weekend i de gamle værftshaller i Helsingør. Efter en fortløbende eksperimenteren med såvel formen som rammerne, så ramte den tværæstetiske og kollaborative festival i år sit formentligt mest succesfulde format. I en tid hvor musik + vidensfestivaler er mere populære end nogensinde, så lyser Click Festival op med et benhårdt internationalt ambitionsniveau på programsiden, men om det udmøntede sig i formfuldendte koncertoplevelser i klassisk forstand, det kan jeg være mere i tvivl om.

Under temaet ‘Quirky Ecologies’ præsenterede en større kuratorgruppe fra bl.a. Mayhem-scenens forgreninger en blanding af koncerter, talks, installationskunst og performances (+ en række bagvedliggende brugerinvolverende aktiviteter). Den logiske konsekvens af det kuraterede program og den billige entrébillet gav en del større publikum på tværs af kunstarterne.

Hvordan kan man revolutionere internettet, hvis mediets økologi og infrastrukturen (Google) er lig med det, man gerne vil revolutionere imod?

Snak og jordens undergang
Fra nordindgangen til værftshallerne ud mod Kronborg viklede vejen gennem Clicks festivalområde sig fra forplejningszonen, forbi installationskunst og tomme scener til de bevarede halvåbne rum og kroge af bygningerne, der hver især gemte på sin specifikke aktivitet. Længst mod syd i det fjerneste hjørne dannede hal 18 ramme om talk-programmet, der allerede fra lørdag middag var scene for to paneldebatter og en key note med den kendte britiske filosof Timothy Morton, hvis bøger og essays om begrebet ‘Dark Ecology’ indirekte var ophavet til det overordnede festivaltema ‘Querky Ecologies’.

Åbningsdebatten var en decideret mediesystem-kritik, eller rettere; et forsøg på at kortlægge internettets hegemoni og dets infrastruktur som en centralisering af opmærksomhed, og samtidig finde konstruktive måder at mangfoldiggøre mediesystemet på inden for emnet ‘Queering Media Ecologies’.

Den finske medieforsker Susanna Paasonens kritiske perspektiv udspringer af tidligere internet news groups, linksites samt nogle af verdens største pornosites, dvs. sider fra før/udenfor Google, Facebook, Spotify og Amazons kommercielle effektivisering af algoritmerne, der centraliserer indholdet efter mainstream-produkter og betalt trafik. Hvordan kan man revolutionere internettet, hvis mediets økologi og infrastrukturen (Google) er lig med det, man gerne vil revolutionere imod? Spørger hun.

Musiker og koreograf Colin Self koncentrerede sig om digital aktivisme og omsorg som en måde at omfavne marginaliserede udsagn og identiteter, så man brugte de sociale mediers egen fremmedgørende netværk som argument for en nødvendighed og forstærkning af gensidig forståelse. Samtidig mente canadiske Patricia Reed, medforfatter på det xenofeminiske manifest mm., at den digitale kultur skaber en indbygget ‘participatory resitance’, et begreb som dækker over, at en stor del af brugerne føler en afstand til mediesystemet, og derfor vil være positivt indstillet over for alternativer og åbne platforme.

Når denne type paneldebatter er interessant for Click Festival, så skyldes det selvfølgelig, at teknologien ikke bare betyder noget for søgemaskiner og identiteter derude bag skærmene, men fordi det også organiserer vores kunst og musikopfattelse, når teknologien medierer og ensretter vores måde at bruge musik på og samtidig strukturerer grundpillerne i vores samfund uden kritisk stillingtagen.

Timothy Mortons keynote senere på eftermiddag cementerede hans store popularitet, idet mange af de fremmødte publikummer ikke kunne få plads og måtte gå forgæves til hans oplæg om Dark Ecology. Vi fik 40 minutters ‘power’-gennemgang af hovedpunkterne i hans egen teori, som jeg ikke vil bruge meget plads på at opsummere her, men hvis centrale pointe handler om, at vores blik på naturen bør inkludere alt det, som er menneskeskabt; at vi befinder os i den antropocæne epoke. Det har den konsekvens, hævder Morton, at mennesket er i et konstant posttraumatisk stress, fordi vi på samme tid er skyldige i global opvarmning, politiske kriser etc., men samtidig ikke kan gøre noget ved det. At vi hele tiden er bange for apokalypsen, men aldrig kommer derhen. Og at netop den tankegang, at naturen er noget andet end mennesket, er med til at opretholde den økologi og de klimaproblemer, vi står i.

Timothy Morton holdt keynote lørdag eftermiddag for en propfyldt sal. Fofo: Mathias Vejerslev

Med sit dybdegående talk-program ønskede CLICK Festival at »udnytte festival-formatet som en platform for videndeling« og »sætte fokus på den hybriditet, som er gennemgående for festivalens program. CLICK Festival er ikke blot udgjort af adskilte dele af et program, men af en mængde personer med tværdisciplinære praksisser, som går i dialog med hinanden og udgør et særdeles udvidet videnfelt.« Og det må man sige festivalen lykkedes helt vildt godt med, nærmest i en sådan grad at jeg tør konstatere, at alle gik fra hal 18 med en klar enighed om at styrke forskellighed – og stof til eftertanke.

Paneldebatterne lørdag ‘Queering Media Ecologies’ og ‘Taking Back Agency’ var modereret og kurateret af Mikkel Rørbo (Soundings), og talk-programmet blev afsluttet søndag eftermiddag med et længere seminar med deltagelse af bl.a. Timothy Morton og forskeren Jens Hauser (Københavns Universitet).

Den tankegang, at naturen er noget andet end mennesket, er med til at opretholde den økologi og de klimaproblemer, vi står i

Lyd og performance
Hvis du er typen, der undrer dig over de grundlæggende mønstre, som lyd og lys udfolder sig i, og hvis du kan lægge forventninger til genrer og fremstillingsformer lidt til side, så er musikprogrammet på Click Festival et herligt sted at gå på opdagelse. Programlægningen var (igen) uhyre specialiseret og indeholdt også en lang række førstegangsopsætninger på dansk jord, men selvom koncerterne hver for sig egentligt alle havde yderst interessante elementer, så var jeg på intet tidspunkt sådan for alvor hensat til en decideret musikalsk åbenbaring – måske før til allersidst.

Der var koncerter, som havde mere eller mindre håndspillet musik og mere eller mindre performance. Og der var performances, der var mere eller mindre psykedeliske og mere eller mindre eksplicitte.

De engelske pionerer af abstrakt rock og postpunk, This Heat, blev gendannet sidste år i London under navnet This Is Not This Heat med Charles Bullen og Charles Hayward som de to eneste tilbageværende medlemmer. Deres to plader This Heat (1979) og Deceit (1981) plus deres liveplade Peel Sessions står som et billede på et opgør med klassiske sangstrukturer og samtidens lydidealer, og deres produktioner med båndmanipulationer osv. har tjent som inspirationskilde for alternative rockorkestre frem til i dag.

Til Click Festival kunne man høre den nye syv-mands inkarnation af orkesteret This Is Not This Heat for første gang i Danmark. De var første navn sen eftermiddag på den store scene i bunden af værftet, som med en ‘greatest’ sætliste med Some Kind of Water, Sleep, Paper Hats, Not Waving og SPQR blev både de gamle og nye fans tilfredsstillet med en blanding af ceremonielle korstykker, symfoniske folkloristiske kompositioner og skæv dansabel postpunk (i mangel på bedre betegnelse). Charles Haywards trommer var mic’et meget højt op, så både hans spil og vokal var i centrum, mens en bred instrumentering fra guitar (Charles Bullen), klarinet, violin, synthesizer og endda en backing trommeslager skulle forsøge at genfortolke den banebrydende produktion fra bandets kreative storhedstid. Nu hverken kunne eller burde This Heats musik betegnes som skønsang, og selvom der undervejs i sættet blev løsnet op for vildskaben, så føltes det oftest som en genopførsel af noget, der engang var.

Festivalens mange tværmedielle og brugerinddragende aktiviteter fylder samlet set flere dage, men i realiteten er musikprogrammet et højtintenst 8 timers peak med den ene mustsee-artist efter den anden uden nævneværdig pause. Den franske elektroakustiker Manon Anne Gillis åbnede den lille scene med Psaoarhtelle, en performance med paraplyer, mikrofoner hængende ned fra loftet og lyskilder, som på en eller anden måde var forbundet til korte forhåndsindspillede samples i form af en slags romantisk konkretmusik.

Polske Anna Zaradny viste først videoværket Octopus (https://www.youtube.com/watch?v=5Rjft4q9bLY) og spillede derefter et accelererende solosæt på diverse maskiner, som dels havde base i industrialmusik og dels en hård europæiske støjtradition med masser af a- og mikrotonalitet. Det var alt andet end kedeligt, men placeret på stolerækker i en kultursal var det hård kost for et publikum, der blev eksponeret for buldrende droner, uvante tonale forskydninger og hviskende klangflader, den ene ekstrem efter den anden.

Efter 20 minutter vandrede Martin Rev ind på scenen og overtog underholdningen med et abrupt skifte til diverse elektro- og discobeats med en slatten vokalpræstation og lidt anonymt keyboardspil med stor attitude

De marokkansk-fødte brødrepar Etanes Donnes holder fortsat ved konceptet, som de kørte for 30 år siden. Noise/power electronics på backtrack, fuld smadder på bagbelysningen og godt skruet op for volumen. Deres performance bestod af en aggressiv pastoral messen med masser af ekko på mikrofonen, store armbevægelser og en korporlig broderlig slåskamp (https://www.youtube.com/watch?v=oj4gzPwXRv8), hvilket på sin vis også var smukt, men musikalsk set ikke synderligt fremsynet.

Den til stadighed mest komiske kobling på festivalen var producerlegenden Craig Leons ‘duo’ med Martin Rev fra Suicide, hvis første plade Suicide Craig Leon har produceret, og hvis kommende soloplade Demolition 9 Craig Leon udgiver på sit genoplivede pladeselskab Atlas Réalisations. Craig Leon startede alene på scenen med at spille musik fra sine ikoniske soloudgivelser Nommos (1981) og Visiting (1982) med kosmiske åbenbaringer og en slumrende vibe af Brian Enos ‘fourth world’-musik, og efter 20 minutter vandrede Martin Rev ind på scenen og overtog underholdningen med et abrupt skifte til diverse elektro- og discobeats med en slatten vokalpræstation og lidt anonymt keyboardspil med stor attitude. Underholdningsværdien fejlede bestemt ikke noget, heller ikke da det umage par til sidst spillede et par numre sammen. Craig Leon arbejder i øjeblikket på en fortsættelse til Anthology of Interplanetary Folk Music-serien, og man kunne så stille sig spørgsmålet, om Martin Revs musik ikke kunne medregnes her. Hvis man følger Timothy Mortons begreber, så bør Martin Rev-koncerten netop være en del af menneskets egen natur, uanset hvor mørk eller katastrofal, den så er.

Koncerterne med de anmelderroste musikfuturister hhv. Holly Herndon og Aïsha Devi, der hver især havde gæster med på den store scene, så ud til at levere et markant digitalt lyd- og lysunivers, men derimellem fangede jeg halvdelen af en premiere på det nye samarbejde mellem Puce Mary (Frederikke Hoffmeier) og Drew McDowall (Coil, Psychic TV mm.), som viste sig langt mere klangligt veludviklet, vedholdende og tålmodigt i mødet mellem to generationers industrial-musikere, end man umiddelbart skulle have troet. Droner, trommemaskiner, modular-synthesizere og vokal i en flot liveproduktion.

Silicium og blændende noiserap
Igennem de seneste tre år har Carl Emil Carlsen (visuals) og Bjørn Svin (musik) præsenteret ny musik i en form for 3D-univers under Click Festival. I år kulminerede deres projekt hidtil med uropførslen af Silicium III, som kørte to gange for udsolgte huse i Kulturværftets egen koncertsal i løbet af lørdag aften (dog var antallet af gæster begrænset af antallet af 3D-briller). Det bestod af en form for blanding mellem et ambient lydværk med enkelte dejlige stints tilbage til Bjørn Svins 90’er-periode og en drømmende syntetisk rumlig frisættende billedside, hvor Bjørn Christiansens legeme (vel) var livemappet og flød rundt i et hologram på scenen – samtidig med at man kunne ane ham i dansende figur fremføre musikken på scenen. En flot urpremiere og spændende setup, selvom man skal æde flere lag af fremmedgørelse: Ikke bare i 3D-briller, hologrammets troværdighed og værkets placeringen i en kommunal kulturhøjborg under en revolutionært tænkende festival, men også i værkets totale og erklærede hengivelse til det syntetisk frembragte. Det er mig stadig lidt uklart, hvad vi skulle føle musikalsk, og lige nøjagtig den abstraktion passer mig helt fint. I øvrigt er Silicium endnu ikke udkommet på plade, men det er noget, der overvejes.

It's Probably You by Silicium (Excerpt 1) from Carl Emil Carlsen on Vimeo.

Inden queerrapper Mykki Blanco gik på scenen med en god forsinkelse sent ud på Helsingør-natten, indtog hans protege og samarbejdspartnere fra C-ORE-kollektivet Yves Tumor, alias Sean Bowie, den store scene på Click Festival med et blændende og øredøvende koncert, der ligger et stykke fra hans indspillede materiale fra debut-LP’en Serpent Music på pladeselskabet PAN. Den hemmelighedsfulde persona Yves Tumor, der i sine forrygende aggressive livesæt henter inspiration fra såvel eksperimenterende hiphop og noisemusikken, tordnede rundt på scenen og ned mellem publikum iklædt en hvid heldragt og med en mikrofon med massivt ekko og distortion, mens det meste af musikken blev afviklet fra en lille pult fra den gigantiske scene. Nu fangede jeg ikke ordlyden, men budskabet stod rimeligt klart på skærmen bag scenen: »there is no authority but yourself«, og da han i løbet af koncerten også brugte lejligheden til at fortælle publikum, at festivalens produktionsfolk havde cuttet hans sæt – hvilket formentligt bare var en slags indlejret spil – så vækkede det minder fra en Dean Blunt-koncert på samme festival for et par år siden. (https://www.youtube.com/watch?v=txd5GIh7th8)

På otte timer programmerer Click Festival mere øjenåbnende musik end de fleste andre progressive festivaler og spillesteder i Skandinavien er måneder om

Så med et på mange måder helt vildt overbevisende Yver Tumor-show, trak jeg og flere andre stikket for at nå toget hjem inden solopgang. På otte timer programmerer Click Festival mere øjenåbnende musik end de fleste andre progressive festivaler og spillesteder i Skandinavien er måneder om. Man ved aldrig helt, hvad man får, og at der undertiden lægges meget stor vægt på det interessante fra fortiden, det uprøvede og det performative, det må så være en del af gamet. Det eneste Click egentligt mangler af en festival på sit nuværende stadie, det er måske at træde lidt ud af de institutionelle rammer og forfølge sine egne tanker om nye festivaløkologier.