Miniawy og HVAD på Click Festival. © Mette Genet (redigeret)
interview

Det er maskinens ånd, der taler

Hvor mange lag af betydning kan der gemme sig i støjens rungende frekvenser? En koncert og samtale med den elektroniske musiker HVAD skabte forbindelser mellem pladeknitren, Helsingør og en irakisk diktator.
Af
30. september 2020
  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Gennem hundrede år var Helsingør Skibsværft helt centralt for skibsbyggeriet i Danmark. Her har tung industri beskæftiget tusindvis af mennesker i arbejdet med produktionen af skibe. Siden grundlæggelsen af det moderne skibsværft i 1882, og længe før det, har trafikken ind og ud af havnen i Helsingør været afgørende for at skabe velstand i hele landet. Enorme skibe er sejlet færdigbyggede ud af havnen til kunder som Forsvaret, De danske Statsbaner, DFDS og Østasiatisk Kompagni. Og også til Saddam Hussein. I 1983 gik værftet konkurs kort efter at have leveret flere skibe til den irakiske diktator, herunder to private luksusyachter.

Går man forbi havnen i dag, er lyden af skibsproduktion afløst af stilhed, og værftet er omdannet til kulturcenter. På mange måder er det alligevel som at møde fortiden, når man træder indenfor i den gamle værftshal, der står efterladt som den dag, værftet lukkede. Man fornemmer stadig, hvordan arbejderne lagde deres værktøj fra sig og gik hjem fra værftet for sidste gang. Der er hverken sat gips eller branddøre op, ej heller installeret lyddæmpende plader. Gammelt metalstøv ligger stadig om boltene, der holder hallens indvendige stålkonstruktioner fast til gulvet.

Det er her, jeg er taget op i slutningen af august for at se en koncert på Click Festival med den elektroniske musiker HVAD og den egyptiske sanger og digter Abdullah Miniawy.

Værftet vakt til live

Der går en slags lydkunst i gang, allerede når man træder ind gennem porten fra havnen. Selvom der er stille i hallen, giver hvert skridt over betongulvet et væld af genlyde i det store rum. En metallisk, kold genklang, som først svulmer i volumen og derefter langsomt klinger af. Hvisken fra de få andre koncertgæster, som eftertænksomt går rundt og ser på installationsværker inden koncerten, breder sig som diskanter i hele rummet.

Midt i hallen er et stort, rektangulært bassin med vand anlagt som en del af udstillingsrummet »Et stille sted«. Vandet spejler de få lyskilder og konturer, man kan ane i den ellers mørke hal. HVAD, som også hedder Hari Shankar Kishore, sidder i lotusstilling for enden af bassinet foran pladespillere, mixer og maskiner på gulvet i niveau med vandspejlet, og Miniawy står ved siden af. Publikum sidder på stole langs bassinets kant og ser på deres aflange genspejling.

Kishore forklarer, at det at bruge værftshallen som instrument »også er noget med at give sig hen til det forfald, der er foregået der«

Kishore bruger blandt andet pladespillere som instrument, hvilket han har gjort, siden han startede med at spille mashup-DJ-sæt som Kid Kishore. Han kombinerer ofte dyster elektronisk musik med inspiration og instrumenter fra klassisk indisk musik og bevæger sig frit mellem musik, lydkunst og performance. Han har tidligere spillet som en del af duoen Albertslund Terrorkorps, optrådt under navnet Trentemøller (ej – eller netop – at forveksle med Anders Trentemøller, red.) og samarbejdet med blandt andre Goodiepal om at bortføre verdens dyreste lydeffektcomputer fra Det Jyske Musikkonservatorium. Han har også grundlagt Syg Nok Records og driver desuden pladestudiet Kommunal Dubplate Service på Nørrebro i København.

Kishore bryder stilheden, der har lagt sig over publikum, ved at sætte en nål i en plade. Rummet bliver fyldt af knitren, som hurtigt ledsages af dybe, buldrende lyde af tungt stål. Dybe slag og rumlen lyder som shippingcontainere eller bovporte, der bliver flyttet rundt langt væk i hallen. Optagede basfrekvenser skurrer dystert mod akustiske basfrekvenser fra hallen selv og udgør en dissonans af fluktuerende rumklange. Gentagende rytmiske mønstre af henholdsvis slæbende skrab og pludselige slag skaber komplekse beats. Publikum nikker forskudt med til musikken i forskelligt oplevede pulsfornemmelser.

Sociale lag i lyden

Efter koncerten taler jeg kort med Kishore om, hvad det var, der foregik. »Det er et rum med en del historie,« forklarer han mig med et alvorligt blik. »Jeg har forholdt mig til rummets lyd, men også til det, det har været brugt til. Så koncerten er ikke ment som bare underholdning.« Click Festival havde netop opfordret kunstnerne til at forholde sig til tidens omvæltninger og begreber som forfald, hauntologi og fortabte fremtider. Nogle dage senere mødes vi i pladestudiet på Nørrebro for at tale videre om koncerten og det rum, den foregik i.

»Jeg prøvede at bruge rummet som instrument,« fortæller han. »Jeg var derude i fire dage og optage. Både rumakustikken og de store stålkonstruktioner, når man slår på dem. Også dyrene omkring rummet og havnen, mågerne. Jeg havde også nogle instrumenter med og optog deres resonans fra forskellige steder i rummet.« Han forklarer, at han undersøgte rummets lyde, dets materiale, men at han også følte, at det var nødvendigt at sætte sig ind i historien om skibsværftet for at kunne bruge rummet i musikken.

»Der ligger også en masse sorg i produktionen af skibe,« siger Kishore, mens han kigger rundt i studiet. »Der er en masse mennesker, der har haft et fuldtidsarbejde og en kæmpe stolthed og identitet i at være værftsarbejder, som de har mistet. Og samtidig er skibe også blevet brugt til at fragte en masse ting ind og ud af landet. De har flyttet en hel masse kapital rundt. Altså store summer. Vi har Kronborg lige ved siden af, som i sig selv er en kæmpe magtudøvelse med en fæstning rundtom for at beskytte den værdi, der lå derinde. Havnen og værfterne er et sted, der har muliggjort handel med materialer og menneskekraft. Og jo også kolonisering af områder og slavegørelse af mennesker. Det var nogle af de ting, jeg også gik og tænkte over, mens jeg indspillede lydene derude.«

Saddam og støjen

Samtalen fortsætter, og Kishore fortæller videre om et af de sidste kapitler i Helsingør Skibsværfts historie: hvordan Saddam Hussein – kort efter han officielt kom til magten i Irak i 1979 – bestilte flere skibe i Helsingør, herunder to private luksusyachter.

»Det er sådan, at Danmark i starten af firserne lavede en aftale med Saddam Hussein om at bygge to store skibe. Det var, nogle måneder efter han var kommet til magten i Irak. Han lå i krig med Iran, og da skrev Danmark under på en ret hemmelig aftale om, at det ville være OK at bygge, hvad der muligvis var krigsskibe, i Helsingør,« siger Kishore. »De to skibe kom til Irak, men der blev, så vidt jeg ved, aldrig betalt for dem, og det spillede en stor rolle for, at skibsværftet gik konkurs.«

Den ene yacht, Qadisiyah Saddam, som senere er omdøbt til Ocean Breeze, sejlede færdigbygget – og udstyret med armarturer i guld, swimmingpools og maskinkanoner – ud af Helsingør havn i 1981. Året efter steg værftets underskud eksplosivt efter et tab, der på selskabets generalforsamling blev beskrevet som »uden sidestykke i dansk værftshistorie«. Og så var det slut med at bygge store skibe i Helsingør. Kishore forklarer, at det at bruge værftshallen som instrument »også er noget med at give sig hen til det forfald, der er foregået der. Hallens ret nådesløse metal, når man banker på det – og de ting, det også resonerer af«.

Saddam Husseins anden Helsingør-producerede yacht, Basrah Breeze, er i dag omdannet til hotel. © TRT World

De optagelser, som Kishore i fire dage havde lavet i værftshallen, tog han med tilbage til studiet, hvor han trykte dem på en række værktøjsplader med repeterende cirkler, der kunne bruges til koncerten. »Et loop på en plade,« forklarer han i studiet, »varer 1,8 sekunder og møder sig selv, når det har roteret en omgang«, og Kishore beskriver videre i detaljer, hvordan han laver pladerne.

»Nogle loop præparerer jeg mere end andre, nogle er også fuldstændig frie. Når jeg beslutter mig for, hvornår pladeskærerens nål skal dyppes og løftes, skal jeg ikke tænke på tempo på anden måde end at ramme det tempo, jeg er i mentalt, og så indfange pladeskærerens rytme. Nogle gange er der et lille overlap ved enden af en cirkel, hvor lyden kører hen over sig selv og giver en støj – som et groft rrritsch eller et støjklap. Det kan være svært at styre og slippe med nålen lige i det rigtige øjeblik, fordi det er manuelt. Og det synes jeg er fedt at bruge i musikken også. Man kan sammenligne det lidt med digitale glitch og den slags. Det er dens, mediets, maskinens ånd, der snakker. Det er en besjæling på en eller anden måde.«

Den arabiske forbindelse

Koncerten består, ud over de komplekse rytmiske figurer fra Kishores analoge pladeloop, også for en stor del af Abdullah Miniawys sang. En kraftfuld stemme, der synger på arabisk i et klangregister af både hæse, nasale og næsten råbende toner, hvor stemmen knækker og vækker associationer til sufismens rituelle sangstil. Ved siden af sangen lægger citarlydende toner sig, som skaber en statisk fornemmelse over de dybe toner af hallens rumklang.

Undervejs i koncerten træder Miniawy tilbage fra mikrofonen, og der bliver afspillet en dansk oversættelse af et af hans digte, »Gerningen at falde fra ottende sal«. Kishore forklarer mig senere, at digtet og sangene både indeholder oplevelser fra Miniawys liv i Cairo – blandt andet som ung under Det Arabiske Forår – og også oplevelser, som de begge kan relatere til ved at være vokset op i boligblokke. Som for eksempel fantasien om at falde fra ottende sal.

»Man kan sammenligne det lidt med digitale glitch og den slags. Det er dens, mediets, maskinens ånd, der snakker«

»Vi oversatte digtet for at give et indblik i noget af den virkelighed, der kommer til udtryk i hans sang,« forklarer Kishore. »Det er også en realisme, der er i det.« Mod hallens hårde klangflader og dystre lyde opstår en dramatisk dialog med det kropslige udtryk i Miniawys sang. Menneskelig skrøbelighed mod metalliske klange og maskinelle funktioner.

Selvforstærkende forfald

Men det er ikke kun kropsligheden i Miniawys sang, der fremstår menneskelig. De komplekse loop fra pladerne synes også på en måde at have deres eget liv. Måske ligger forklaringen både i tilblivelsen og afspilningen:

»På en lakplade sker der noget med et loop, som ikke sker på for eksempel en computer. For hver afspilning degenererer lyden. Nåletrykket, nåletypen, luftfugtigheden og al mulig påvirkning fra omgivelserne og akustikken fra rummet i det øjeblik, man afspiller loopet, har noget at sige for, hvordan det lyder, næste gang pladen roterer. Det er et forfald, som sker, hvor lyden gradvis bliver mere og mere knast, for hver gang man afspiller den. For hver gang du oplever den.«

Lydene, som Kishore havde optaget i de gamle værftshaller, blev under koncerten afspillet tilbage mod hallen og derefter opfanget i pickupperne på pladespillerne på gulvet – hvilket så igen forplantede sig i pladernes materiale og lod processen gentage sig. En slags gensidigt accelererende degeneration.

Rummets materiale, dets proportioner og rumklange blandede sig med Miniawys sang, som også resonerede tilbage og forplantede sig i pladerne – hvor det igen blev opfanget og loopet tilbage i hallens resonansrum som en del af en større funktion. En slags maskine, der snakkede med sig selv. Om hvad? Måske om forfaldet som en aktiv tilstand. Om maskinhallens egen historie, om skibsproduktionen på godt og ondt. Og om alle de lyde, der fik fortid og nutid til at smelte sammen i pladernes hjemsøgte cirkler.