Det stringente i det udflippede

En spiral rundt om fluxus-komponist Henning Christiansens arkiv
22.-23. juni 2013 blev fluxus-kunstner og –komponist Henning Christiansens arkiv åbnet for besøgende. Arkivet holder til i sin egen bygning, som er en del af Kunsthal 44 Møen. Arkivet blev indviet med en mini-festival - The Hammer Without a Master – og med til lejligheden komponeret musik blandt andet af Johannes Lund med kunstnernavnet Johns Lunds. Ifølge ham selv havde han fået lov til at kigge i Henning Christiansens arkiv, og heraf plukket en række toner fra opus 3, 7b og 53. Særligt interessant var en tegning af en spiral – som så endte med at lægge navn til hans værk.

Men inspirationen skal ifølge ham selv, mere forstås som et åndeligt slægtskab med enkelte toner og grafiske udtryk, end det er deciderede motiver eller fraser taget ud af deres oprindelige Henning Christiansen’ke sammenhæng. En slags ’indånding’ af hele stemningen i Henning Christiansens arkiverede produktion, som Johns Lunds herefter har ’åndet ud’ i form af sin egen komposition – Spiral.

”Spiral” for kvintet - udvidelse
Kort tid efter indspiller Johns Lunds ”Spiral”, nu som kvintet med Asger Hartvig på tenor saxofon, ham selv på baryton saxofon, Maria Bertel på trombone, Andreas Führer på orgel og trommesæt og TR Kirstein på percussion. Det foregår på Mayhem, et spillested i Københavns nordvestkvarter, drevet af koncertforeningen KNTN, Egetværelse og kunstnerkollektivet yoyooyoy, som Johns Lunds selv er en del af. Udgivelsen får titlen ”j. lund, a. hartvig, m. bertel, a. führer & tr Kirstein plays spiral & metatron’s cube”.

Med kvintetudgivelsen følger et partitur til ”Spiral”, som er udformet som en slags stiliseret sneglehus-spiral, hvor de fem stemmer snor sig samtidig rundt om midten. Stemmerne følger de samme taktstreger, men antallet af toner og tonehøjder varierer ganske lidt. Den nederste linje, orgelstemmen, ligger med skiftende akkorder eller nærmere tonebundter i bunden af hver takt. Ovenpå ligger så percussion og blæseinstrumenterne med 3-6 toner, for det meste taget fra orgelgrundakkorderne. Toner som danner grundlag for blæseinstrumenternes improvisation.

Orgelstemmen i ”Spiral”-kvintetudgaven synes at være det styrende element i værket. Tonebundterne i orglet står og vipper mellem akkorder og tone-clusters, og driver ganske langsomt klangfarveskiftene fremad i takt med, at enkelte toner skiftes ud og nye fortegn introduceres. Sammen med trommesættet og percussioninstrumenterne, bliver messingblæserne - tenorsaxofon, baritonsaxofon, trombone – så dem, der får lov til at gennemprikke de flydende klangflader med hæsblæsende John Lunds’sk tonerækkespil op og ned, som funklende stjerner på en pastelfarvet stjernehimmel.

”Metatron’s Cube” – revisited
I samme recording-session, kvintetudgivelsen, indspiller ensemblet også en af Johns Lunds andre kompositioner, ”Metatrons Cube” fra 2012.

Metatrons kube er en struktur, som har rødder i den okkulte geometri, lidt ligesom pentagrammet. ’Metatron’ er den jødiske udgave af ærkeenglen Gabriel, men hvor ærkeenglen i kristendommen er splittet i to - Guds tronengel Gabriel og den faldne engel Satan - har Metatron-englen i Talmud beholdt dobbelthed i sig selv - som både visdommens operatør og som slangen i paradis: Han frister med viden og selverkendelse, men bringer samtidig dødelighed og bortvisning fra Paradis med sig. Al viden kommer med en pris.

Sammen med spilleinstruksens henvisning til ’Den Femte Dimension’ - en okkult vision om menneskets snarlige mentale opstigen til et større bevidsthedsniveau – har ”Metatron’s Cube” stærke okkulte undertoner, som manifesterer sig som spirituelle overtoner i Johns Lunds ofte trance-lignende saxofon-spil op og ned af tonerækker.

I kvintetudgaven af ”Metatron’s Cube” improviserer alle fem instrumenter over metatron-figurens 6 nodecirkler. Første nodecirkel består af Metatron-englens interval, en tritonus, og sidste cirkel består af planeternes grundtoner fra Solen til Pluto, undtaget Jorden og Neptun.  Kvintetudgaven er dejligt tro mod solo-saxofon-udgaven fra 2012, men forstørrer værket med - om end ikke fem - så en ekstra dimension gennem udvidelsen af antal instrumenter, og dermed klangfarve- og tonekompleksitet.

”Spiral” som soloudgivelse - koncentrat
Efter kvintetoptagelsen af ”Spiral” og ”Metatron’s Cube”, gør Johns Lunds noget interessant: han koger kvintetudgaven af ”Spiral” ind til en bouillon, som bliver til soloudgivelsen ”johns lunds plays spiral”. Johns Lunds’ værker er altså elastiske udtryk, der kan udvides og indsnævres i det uendelige.

Den ene side af ”johns lunds plays spiral” er rå saxofon solo med Johns Lunds velkendte jazz-fraserede akkordbrydninger op og ned gennem tonematerialet i hæsblæsende fart. Ingen vejrtrækning, ingen pauser, kun uendelige kæder, der snor sig improvisatorisk gennem et udvalg af Henning Christiansens toner fra arkivet og en tegning af en spiral. Her er intet medfølgende partitur, men har man lyttet til kvintetudgivelsen af ”Spiral”, genkender man let tonematerialet. Det er råt og det funkler.

På den anden side af ”johns lunds plays spiral” lægges der ud med orgel. Flydeakkorder hvis frekvenser slår mod hinanden danner fine interferens-beats i forskellig hastighed. Langsomt, hurtigt, i takt med, at tonerne i akkord-bundterne ændres én ad gangen. Her forandres klang, farve, interferens-beats, harmonier og alt muligt lækkert for den tålmodige, der har tid til at synke ned i en meditativ nul-tid.

Oveni orglet synger Johns Lunds, eller måske chant’er han nærmere. Harmonisk minder det en del om hare krishna-chant over pentatonskalaer, hvilket giver det en hel klart spirituel stemning. Nogle gange grimt og usikkert. Andre gange smukt og transcenderende. Afsøgning, erkendelse og fornyelse kommer som sagt ikke altid i sine skønneste former, men blotlægger til gengæld et kunstnerisk mod til at blotte sig og lægge det råt frem.

Sidst på pladen introduceres saxofonen, som hvæser og knirker sig gennem musikken som en rebelsk og fandenivoldsk stemme. Kunsten vil videre, den vil mere. Ud og blande sig spirituelt og politisk. Måske netop heri finder Johns Lunds og Henning Christiansen hinanden.

Work-in-progress og kontrolleret tilfældighed
Sammenhængen mellem værkerne  ”Spiral” og Metatron’s Cube” er interessant fordi, den siger noget om hvordan Johns Lunds arbejder med sine solokompositioner. Begge værker, ”Spiral” og ”Metatron’s Cube” er work-in-progress-værker, der starter som solo saxofon-fortolkninger af et grafisk forlæg – Henning Christiansens spiral og Metatron’s Cube-struktur – og efterfølgende undersøges og udbygges gennem omarrangering med flere instrumenter. Sidste skud på stammen er kvintet - og kommer der en stor-orkester-version vil jeg glæde mig til den.

Grundlæggende er det interessant, hvordan man folder en tanke ud. Hvordan fanger man en idé i en grafisk form – f.eks. Metatron’s Cube eller en grafisk spiralform - , lader den resonere med noget indeni sig selv som komponist, for så at give det et musikalsk udtryk? For Johns Lunds synes processen at gå gennem improvisation. Først improvisation over en idé eller tanke med grafisk forlæg. Herefter en slags krystallisering i form af et partitur med en antal tonerækker eller tonebundter, som musikerne så kan improvisere frit over; med og uden taktstreger og tidsramme.

Kompositionsstilen minder om den polske komponist Lutoslawskis kontrollerede tilfældighed, hvor celler med faste tonerækker udgør et harmonisk grundlag, som orkestermusikerne så spiller over i semi-frit tempo, kun dikteret af dirigentens skift fra et celle-afsnit til et andet. Modsat Lutoslawski, arbejder Johns Lunds dog også med improvisation over tonerækkerne, fri tempo-betegnelse og mere eller mindre frit instrumentvalg, hvilket peger i retning af John Cages tilfældighedsmusik, grafiske notation og brug af åben form.

Spiralen som form
Spiralen som form er interessant, fordi den peger ud mod uendeligheden, men indenfor en ordnet form. At Johns Lunds blandt andet falder over netop spiralen som form og inspirationskilde til sit værk, er ikke overraskende. Johns Lunds ”Spiral” har som struktur meget tilfælles med ”Metatrons Cube”, idet begge kompositioner følger en struktur, som er givet, men samtidig peger ud over sin egen stringens, og ud i verden. Enten ud mod det spirituelle og okkulte i form af ærkeenglen/slangen i paradis, Metatron, kombineret med Den Femte Dimensions oplyste dommedagsprofeti (læs mere her). Eller ud mod fluxus-komponist og -kunstner Henning Christiansens udvalgte toner og spiraltegning.

Ligesom Henning Christiansen gjorde det, arbejder Johns Lunds ud fra en streng form, der så kan improviseres over. En stringent tanke, der underkastes en kunstnerisk undersøgelse eller test på en fri og udflippet måde. Det ’udflippede’ skal her forstås med den allerstørste respekt, som en måde der er så oprigtig, at den næsten kommer til at virke barnligt naiv, undersøgende og legende. Der skal en masse mod til at følge sin mavefornemmelse og blotte sig som kunstner, og det gør altid stort indtryk, når det sker. Og det sker her.