Bister bastardgryde

Af alle de instrumenter, som Jørgen Teller spiller på, er “Le Bastard” nok det mest navnkundige. Her er tale om et mix mellem en guitar og en basguitar, der er specielt designet til Jørgen Tellers stil og æstetik. En æstetik, som i sig selv er lidt af en bastard, hvorfor navnet på instrumentet er aldeles passende. Teller bliver gerne – og i mangel af bedre – rubriceret som “støjkunstner”, og hans musik har da også næsten altid et mellemværende med støjens kradsende og kløende tilstedeværelse. Men derudover synes der ingen genrebegrænsninger at være, og Teller har uden vaklen bevæget sig gennem genrer som støjrock, syrerock, freejazz og regulær avantgarde og elektronisk lydkunst. Herhjemme er måske det nærmeste, man kommer en musiker, der dyrker den åbne æstetik fra New Yorks såkaldte No Wave-bevægelse, der igen var med til at bane vejen for nogle af 80’ernes mest epokegørende støj- og guitarudforskere som Glenn Branca og Sonic Youth. 

Høje forventninger
Tellers arbejde peger i mange retninger og har til tider været lidt svingende. Noget af det mest konsistente har han lavet er med trioen Jørgen Teller & The Empty Stairs, der i nu over 10 år har spillet en lang række koncerter og udgivet flere kritikerroste plader. Med bassist Søren Gorm og trommeslager Tobias R. Kirstein (der selv er anerkendt lydkunstner) har han fundet et modspil, der synes at få det bedste frem i ham. Kedeligere bliver det bestemt ikke, når trioen får besøg af den cubansk/belgiske musiker Lazara Rosell Albear, som netop medvirker på trioens nyeste album - Unattended Cooking.

Det samarbejde kan man have høje forventninger til. Det havde jeg i hvert fald, for i starten af 2012 overværede jeg netop denne konstellation give koncert på Mayhem i København, og det er nok den bedste koncert med Jørgen Teller & The Empty Stairs, jeg har hørt til dato. Især gav det dobbelte trommearbejde mellem Albear og Kirstein virkelig formidabel power til gruppen.

Imponerende lydmonstrum, men manglende intensitet
Unattended Cooking er optaget i 2012 og består af to lange numre. Åbningsnummeret Ohne Topflappen er næsten en time langt og med sit nærmest konstante soniske angreb noget af en udfordring at komme igennem. Andet nummer - Slime Dei Vas - er noget kortere, men immervæk over 17 minutter. Man kan altså ikke sige, at musikerne fatter sig i korthed, men spørgsmålet er, om de også kan holde koncentrationen fanget? Den intensitet, som blev opnået fx til koncerten på Mayhem, kan være svær at indfange på plade, og dette er til dels tilfældet her, hvor Ohne Topflappen ikke helt har nok at byde på til at retfærdiggøre en spillelængde på næsten en time. Musikken udvikler sig ikke nok til, at man bliver ved med at hænge på, og den er omvendt for rastløs til at opnå den meditative effekt, som støjmusik ellers kan have.

Det er dog stadig et imponerende monstrum af lyd, som de fire musikere får skabt. Startende med nogle abrupte elektroniske klange og susende støjlyde folder Ohne Topflappen sig langsomt, men sikkert, ud med lettere uhyggelige stemmeimprovisationer og siden med de tunge arsenaler af skiftevis tung, grumset og flænsende støj. 

Arven fra Miles Davis
I noterne til pladen kan man læse, at musikken er en hyldest til Miles Davis’ septet fra 1973-1975. I denne periode udforskede og indspillede Davis krydsninger mellem jazz, fusion og elektrisk rock på bl.a. to imponerende live-albums Agharta og Pangaea. Og skønt man ikke umiddelbart kan sige, at musikken på Unattended Cooking lyder som Davis’ musik på disse plader, kan man bestemt godt se forbindelsen og inspirationen: Dels i krydsningerne mellem freeform jazz og kradsbørstigt forstærkede guitarer, dels i arbejdet med meget lange forløb, der interesserer sig for soniske teksturer og rytmisk ekstase fremfor melodi og tema. Davis var inspireret af bl.a. Jimi Hendrix’ tilgang til den elektriske guitar, og man kan sige, at Teller og hans hold tager inspirationen fra Davis og giver den tilbage til den støjende og psykedeliske rock.

Som Davis og hans septet, arbejder gruppen her også med flere lag af slagtøj, da trioen som nævnt er udvidet med Lazara Rosell Albears glimrende spil. Trommerne er dog mærkeligt slørede på udgivelsen, hvorfor den rå power, som virkelig kom igennem til koncerten på Mayhem, ikke rigtigt fæstner sig her. Netop kombinationen af to så spændende trommeslagere er ellers en af konstellationens stærkeste kort, men den kommer ikke helt til sin ret på denne indspilning.

Fingeret lydprøve
Den afsluttende Slime Dei Vas kalder gruppen selv for en “fingeret lydprøve”. Hermed er allerede antydet et mere søgende lydbillede, der generelt også fremstår mere luftigt end det massive hovednummer. Musikken har en jam-lignende karakter, hvor musikerne langsomt finder hinanden. Lazara tilføjer nogle spændende trompetlyde, mens guitararbejdet fra Teller til gengæld langt hen ad vejen forekommer mærkeligt uinspireret i forhold til, hvad man med rette kan forvente af ham. Vi skal over 10 minutter hen, før det begynder at blive rigtig interessant, og så forløses det alligevel aldrig helt.

Kærkommen dokumentation
Man står altså tilbage med ét nummer, som rummer mange spændende lag, men som ikke formår at berettige den ekstremt lange spilletid. Derudover et kortere jam-nummer, der kommer til at virke som et lidt uforløst appendix. Der er afgjort noget at hente på Unattended Cooking, og pladen er en kærkommen dokumentation af samarbejdet med Lazara Rosell Albear. I forhold til de forventninger, som gruppens koncerter har bygget op, er pladen lidt af en skuffelse, der kun lader det store potentiale ane.