To dage under Oslos stjernehimmel

»Musik er i konstant dialog med fortid, nutid og fremtid. At lytte er at forbinde fortiden med fremtiden på et øjeblik. At lytte er at åbne sig selv for, at udsætte sig selv for nye indtryk, indsigter og viden.«

Således skriver Lars Petter Hagen, den kunstneriske leder for Ultima Festival – Oslos store festival for den samtidige kunstmusik – i  en form for forord til årets programhæfte. Nogle almene formuleringer om musikken og kunstens potentiale, som kunne dække over, at programmet ikke helt havde samme sammenhængskraft som eksempelvis sidste år, hvor festivalen fejrede sit 25 års jubilæum med et ambitiøst, dyrt og grundigt kurateret program. Det samlende tema var dengang »naturen«, i år var der ikke noget egentligt tema.

Musik er i konstant dialog med fortid, nutid og fremtid. At lytte er at forbinde fortiden med fremtiden på et øjeblik

Men alligevel får jeg lyst til at tage disse formuleringer som en opfordring til at tænke med musikken og dennes historiske kontekst i stedet for kun at anmelde den. Det er faktisk en kærkommen lejlighed, da det kan være svært med en egentlig anmeldelse eller reportage fra en festival, hvor man i et intenst forløb oplever fire måske fem koncerter om dagen. De noter man får med sig hjem udgør senere kun små detaljer, og den egentlige oplevelse har i de flestes tilfælde fortonet sig. Undtagelsen som bekræfter reglen er dog et af Stockhausens hovedværker, Sternklang, der blev opført under åben himmel i Oslo, og som stadig står lysende klart for mig. Det vender jeg tilbage til.

Over de to fortættede dage jeg deltog i Ultima hen mod slutningen af festivalen, fik jeg en masse inspiration og viden med hjem, samt en række tanker om hvordan det norske ny musik- og lydkunstmiljø er svært interesseret i arven fra det 20. århundredes amerikanske kunstmusik. Eller rettere – arven fra de gyldne generationer omkring 1960/70'erne. Det er unægtelig en tendens, der er til at tage og føle på, når Ultima i år har La Monte Young, Morton Feldman, Steve Reich, Terry Riley og Tony Conrad på programmet. Den amerikanske minimalismes invadering af Norge; et forsøg på at skabe nye forbindelser til fortiden, nye forsøg på at hente viden i de kunstneriske erfaringer, som de amerikanske komponister gjorde sig. Anmeldelsen her vil fokusere på denne del af kurateringen af årets festival.

Terry Riley bag klaveret på Rockefeller Music Hall.

Minimalismens fædre
De amerikanske komponister var som sagt stærkt repræsenteret på Ultima i år. Sidste år var det stort opsatte værker af Robert Ashley og Harry Partch, der vejede tungt på plakaten. Og jeg kan huske, at igennem de sidste par år, har i hvert fald Alvin Lucier og Pauline Oliveros har været på besøg i Oslo på initiativ af Ny Musikk Norge. Muligvis flere.

Da jeg selv hungrer efter at se opførelser af en række af disse komponisters værker i Danmark, så er jeg særligt opmærksom på, at det netop sker i Norge. I Danmark virker det til, at de amerikanske komponister (med undtagelse af Cage) har været miskrediteret i kunstmusikmiljøet, måske på grund af den brede anerkendelse de opnåede i løbet af 1970'erne, eller måske fordi de bevægede sig ind og ud af de musikalske genrer med inspiration fra både populærmusikken, jazzen, afrikansk og asiatisk traditionel musik. Det kan have syntes underlødigt og sjusket sammenlignet med den kontinentale tradition. Naturligvis er der undtagelser, så forenklet sagt – klassisk europæisk dannethed vs. amerikansk upåagtet pionerånd.

Naturligvis er der undtagelser, så forenklet sagt – klassisk europæisk dannethed vs. amerikansk upåagtet pionerånd

I år på Ultima overværede jeg Steve Reichs grammyvindende strygekvartet Different Trains (1988) opført af Oslo Camerata. Et værk som inkorporerer båndoptagelser af vidneudsagn fra jøder, som under anden verdenskrig blev fragtet med tog til udryddelseslejrene. Faktisk anvendes vidneudsagnene som materiale til opbyggelse af melodier, der vandrer over til strygerne og gentages. Repetition og høj konstant puls er her kodeord. Det er et medrivende værk, men samtidig også ret patetisk. Musikken støtter op om udsagnet i et 1:1 forhold, og jeg kommer til at tænke på Cages diktum om, at han gerne vil bevæges, men ikke skubbes til. Her bliver man fortalt, hvad musikken gerne vil opnå hos publikum.

Steve Reich Different Trains (1 movement, America-Before the War)

Reich har lavet mange stærke værker, og jeg beundrer hans tidlige eksperimenter med båndloops, og hans repetitive, processuelle værker, særligt Phase Patterns og Four Organs, der alene i 2016 blev genudgivet på vinyl hele to gange. Reichs musik sælger stadig – komponisten er stadig en stjerne. Med det grammy-vindende værk Different Trains var det dog den bløde mainstream Reich vi blev præsenteret for. 

Terry Riley, en anden af de amerikanske stjerner, var til stedet i egen person for at opføre sit legendariske værk In C. Først skulle vi dog opleve ham optræde i en duo med sin søn Gyan Riley. Dette format varede cirka en lille time, og er ved gud ikke værd at bruge reel energi på. En herlig omgang uinteressant far og søn, som jazzer den med lidt raga, lidt impro, lidt standards. Kunstnerisk uinteressant, selvom de sendte noget sympatisk familieenergi ud i rummet.

Aftenen og faktisk hele festivalen afsluttedes herefter med hovedværket In C (1964), der ikke blot regnes for at være Rileys hovedværk, men for at være et af den amerikanske minimalismes hovedværker. Denne aften blev det opført med Riley selv på klaveret i selskab med det Kringkastingsorkestret (Norges Radios Symfoniorkester).

Terry Riley var en skuffelse og værkets kraft udeblev

Værket er i sig selv relativt simpelt. Partituret består af 53 nummererede  musikalske fraser, som hver kan gentages et ikke angivet antal gange. Hver musiker har således kontrol over, hvornår og hvilken frase de vil spille. Selvom de melodiske strukturer er forudbestemte, er der alligevel en høj grad af tilfældighed i værket.

Disse simple greb overlader derfor meget af den kunstneriske energi til fremførelsen. Forstår eller interesserer musikerne sig for værket? Kan de danne sig et overblik undervejs? Klinger instrumenterne godt i koncertsalen?

Svaret denne aften var nej. Musikerne virkede uengagerede. Publikum kunne ikke få overblik, da værkets faste referencepunkt, c'et som den konstante ottendedelsnode, der fungerer som metronomen og som motor i de melodiske transformationer, ikke kunne høres. Derudover klang instrumenterne ikke rigtigt i det lidt bemærkelsesværdige valg af koncertsal, Rockefeller Music Hall. Terry Riley var en skuffelse og værkets kraft udeblev.

Den anden minimalisme
I et andet hjørne af Ultima festivalen gemte sig endnu en amerikaner med forbindelser til den minimalistiske musik. Måske faktisk rettere til den gren som kaldes dronemusikken. En udstilling med videoværker og dokumentarfilm på det lille galleri Atelier Nord ANX omhandlende den nyligt afdøde amerikanske kunstner, filmmager, violinist og komponist Tony Conrad (1940-2016). ”The great lost minimalist”, som jeg har set ham omtalt flere steder, – selvom han de seneste år har fået en del anerkendelse i takt med, at hans plade(r) er blevet genudgivet, og at han har turneret verden med sin violin.

Filmene giver indblik i et ekstraordinært menneske med en stor, rig verden af idéer, som vi kan suge på

Hans musik kan man nu igen stifte bekendtskab med, idet det suveræne Oakland label Superior Viaduct har genudgivet den legendariske droneplade Outside the Dream Syndicate, som Conrad indspillede sammen med den tyske gruppe Faust i 1973. Det med at være "outside the dream syndicate" refererer til, at Conrad dengang havde forladt La Monte Youngs gruppe Theater of Eternal Music, som han i en årrække havde spillet med (hvor bl.a. også Terry Riley var tilknyttet). Conrads historie er lang og broget og mindre konsistent end mange af hans samtidige komponisters. Efter udgivelsen med Faust i 1972 skulle der går 23 år, før han igen i 1995 udgav et album, nemlig Slapping Pythagoras og så Four Violins i 1996 (med værker fra 1964).

Udstillingen på ANX var et tagselvbord af små film (enten projiceret eller vist på skærme), bestående af arkivmateriale som instruktøren Tyler Hubby har samlet over de 22 år han fulgte Conrad. Samlet gav dokumenterne et nærmest hjemmevideoagtigt indblik i Conrad og hans tanker om bl.a. matematik, musik og filosofi. I Busting Baroque, en lille fem minutters film, ser vi Conrad stå og afstemme sin violin, inden han skal spille Bach, så det kan lyde lidt mindre regelret. »It's important to put flaws back into Bach«, siger han til kameraet. Eller i den lille perle af en film On the nature of sound, hvor Conrad kører bil i New York og taler manisk til sin sidemand (kameraet) om hvorfor mennesket rent biologisk er så tiltrukket af harmoni. Filmene giver indblik i et ekstraordinært menneske med en stor, rig verden af idéer, som vi kan suge på.

 Uddrag fra den nyeste film 'Tony Conrad – Completely in the Present' af Tyler Hubby, som også blev screenet på Ultima Festival.

Ultimas insisterende interesse for den amerikanske kunstmusik er med til at etablere en større mangfoldighed i vores opfattelse af tendenserne i 1960/70ernes musikalske landskab i USA. Således kan kunstneriske værker som bl.a. Conrads kan få mulighed for at blive udfoldet. Conrad er gakket, intelligent og farverig. Ikke altid så konsistent og stilsikker som eksempelvis Reich/Riley/Glass, men en vigtig og sympatisk komponist, der bidrager positivt til helhedsbilledet af den amerikanske minimalisme.  

Det var kitsch, det var teatralsk, det var naivt, mytisk og prætentiøst. Men det åd mig op

Den tyske stjerne
Selvom der var strøet amerikanske stjerner ud over Ultimas program, så kunne de ikke skinne om kap med den tyske ledestjerne Karlheinz Stockhausen og hans grandiose værk Sternklang, der blev opført under åben stjernehimmel i den fantastiske skulpturpark Ekebergparken fra klokken otte om aftenen til frem imod midnat.

Her er vi ovre i det rent spektakulære, som er svært at matche med traditionelle musikalske virkemidler; et massivt totalteater som over næsten fire timer nedbrød alle mine kritiske forbehold for værket, der på mange måder ellers repræsenterer alt det, jeg ikke bryder mig om. Det var kitsch, det var teatralsk, det var naivt, mytisk og prætentiøst. Men det åd mig op.

Vi ankom i bus en halv times tid før og måtte vandre op ad bjergsiden til den højtliggende Ekebergpark, hvor Sternklang blev opført i en lysning i skoven med udsigt over Oslos havn. I starten var der lyst, men hurtigt sænkede mørket sig og dermed kom stjernehimlen tydeligt til syne.

Rim og en natlig tåge indhyllede opførelsen i en særlig atmosfære. Naturen spillede med. I sandhed en sansemættende oplevelse.

Formelt er Sternklang et værk, som efter partiturets forskrifter skal opføres udendørs af enten 21 sangere eller instrumentalister inddelt i fem grupper fordelt på fem forskellige steder. Såkaldte »lydbringere« fra hver gruppe transporterer undervejs musikalske temaer fra en gruppe til en anden, imens en centralt placeret perkussionist forsøger at holde de fem sceners tempoer synkrone. Rytmerne og tonehøjden i de forskellige temaer er direkte afledt af indbyrdes forhold i stjernekonstellationer på himlen.

Værket er slemt komplekst, men som jeg oplevede det, besad Sternklang samtidig en umiddelbar tiltrækningskraft, blandt andet fordi det byggede sin egen verden op; sine egne hierarkier, egne systemer og egne logikker. Heri færdedes man, og langsomt fandt man sin egen modus i denne forunderlige verden og derved en vej ind i værket. En oplagt måde for både at holde varmen på en kold aften og for at opleve værket fra forskellige placeringer i geografien, var at følge disse »lydbringere«, når de bevægede sig på tværs af den store park i følgeskab med en fakkelbærer. Min kompagnon og jeg yndede at følge den store bassanger Andreas Fisher fra Neue Vokalsolisten med en slemt nostalgisk følelse af, at i denne vandring med dette melodistykke fandtes en forbindelse til fjerne fortider under stjernehimlen med en oprindelig, nordisk sangkultur. Vi lod os rent ud sagt forføre. »Musik er i konstant dialog med fortid, nutid og fremtid.«

Del II fra indspilningen af 'Sternklang' fra 1971.

Selvom alle instrumenter jo er nødt til at forstærkes udendørs, så synes jeg alligevel, at lyden opførte sig fantastisk. Der var ikke koncertsalens rumklang, der var ikke det lukkede rum om lyden, men i stedet højtalere rundt i skovkanten, der sendte lyd ind over det store åbne område. Særligt når perkussionisten efter cirka halvanden times tid – alene i centrum for det hele – slog gongen an, blev der sendt massiv dommedagsstemning fra den mørke skov ind over publikum. Herfra intensiveredes koncerten, samtidig med at man begyndte at kunne følge og forstå strukturerne i værket.

Værket var før denne aften kun opført ni gange siden premieren i 1971, og varigheden af værket kan variere mellem to til fire timer. Opførelsen i Oslo endte med at vare 3 en halv time og sluttede med et stort festfyrværkeri i den mørke nat.

Der bleb sendt massiv dommedags-stemning fra den mørke skov ud over publikum

Dette blev for mig en mindeværdig aften, og en af de koncerter, som jeg formodentlig ikke glemmer. Det var en klar øjenåbner i forhold til, hvad det spektakulære koncertformat kan. At en musikalsk oplevelse også kan skæres ind i en geografi, i døgnets gang, i temperaturen, udsigten og stjernehimlen. Jeg glæder mig til, at nogen i Danmark sætter noget ligestillet ambitiøst op. Sidst jeg oplevede det, var da KNTN havde besøg af Charlemagne Palestine og havde komponeret en cykeltur med besøg ved en snes forskellige kirker i København, hvor der blev opført værker på klokkespil af danske komponister afsluttende med en koncert med Palestine på Vor Frelser Kirkes klokkespil, imens solen gik ned. Det er immervæk en syv otte år siden efterhånden, men det husker jeg stadig tydeligt.

Med andre ord misunder jeg de meget store, ambitiøse koncerter, der kan finde sted i Oslo, ikke mindst med de kræfter Ultima kan præstere. Det har afstedkommet nogle store oplevelser for mig.

At lave festival
To dage under stjernehimlen i Oslo efterlod mig ikke synderligt klog på den norske samtidsmusik. Mit program blev tilfældigvis fyldt op med en række koncerter med primært amerikanske og tyske komponister. Foruden Stockhausen var der en klaverkoncert med den yngre tyske komponist Stefan Prinz. Et præpareret flygel og et digitalt setup med et midi klaver koblet med en mere eller mindre kompleks videoprojektion. Glitch'et, humoristisk, intelligent, men også uden nerve, uden chancer.

Jeg fik dog en anden lille fin oplevelse med, da jeg sidste dag overværede overrækkelsen af Arne Nordheim prisen til den aldrende, norske komponist Alfred Janson, som holdt en meget fin tale. Efterfølgende opførte Oslo Solistkor to korværker af selvsamme, som virkelig var stærke. Min viden om den norske ny musiks historie er begrænset, og jeg var derfor meget glad for at stifte bekendtskab med Alfred Janson – en komponist som indprentede sig i min bevidsthed.

Vil de amerikanske komponister blive stærke, nye referencepunkter for de yngre generationer i Norge?

» At lytte er at åbne sig selv for, at udsætte sig selv for nye indtryk, indsigter og viden.« At tage til festival er at opleve mange koncerter i et intensivt forløb og det afstedkommer et skærpet fokus på kvalitet. Kvaliteten var selvfølgelig høj på Ultima. Men at tage på festival er også altid at tænke over kurateringen og over den musikhistoriske kontekst, som denne indskriver sig i. På Ultima festival var den sidste del det meste interessante for mig, idet kurateringen stillede nogle spørgsmål til fortiden, men deri også til fremtiden. Vil de amerikanske komponister blive stærke, nye referencepunkter for de yngre generationer i Norge? Vil man kunne opleve forskelle til eksempelvis Danmark? Svarene på disse spørgsmål skal søges over de næste årtier. I mellemtiden kan vi afvente, hvordan programmet for næste Ultima festival vil se ud.