Camille Norment – Drawing and Sculpture
Annonce
Amerikanskfødte Camille Norment er de seneste år blevet en af dem, som nævnes, når talen falder på norske lydkunstnere. I Norge er hun lige så etableret inden for samtidsmusikken, hvorimod hendes internationale karriere så godt som udelukkende er inden for billedkunsten. Hendes arbejde med lyd beskrives som en form for afdækning af historiske, kulturelle og sociale elementer. Selv har jeg dog ofte oplevet dette som påklistrede filter, men hvor den konceptuelle overflade iblandt opvejes af en stærk fornemmelse for materialernes egne virkninger.
Eksempelvis Lull – so ro, den installation som udstilledes i Lydgalleriet i Bergen under Festspillene i 2016. Heri gentages en vuggeviselignende frase, imens en mikrofon svinger frem og tilbage over en højtaler, som derved skaber en tilsvarende indlullende eller søvndyssende rundgang. Billedligt og auditivt associererer det til vuggevisen, dennes ro og samtidig til noget ukontrollerbart og forstyrrende. Men fremfor alt handler det i denne arketypiske kontruktion om materialet og om de kunst- og musikhistoriske forbindelser til minimalismen og processværkerne, som afsløres i værkets tydelige reference til Steve Reichs epokegørende lydskulptur Pendulum Music fra 1968.
Det idémæssige er mere gennemført i Rapture, den installation som Camille Norment lavede til Venedig Biennalens Nordiske Pavillon i 2015. Med knust glas i en række store vinduesrammer, samt klangen af glasharmonika og stemmer, anvender Norment vibrationen både konkret og metaforisk til at udforske overgange mellem nydelse og ekstase, uro og voldsomhed. Det knuste glas indeholder også en stærk socialhistorisk metaforik ligesom den tritonus, som udgør intervallet mellem stemmerne.
Tegning og skulptur
Det er imidlertid ikke meget, som får én til at associere til musik eller lyd, når man først bevæger sig igennem de tre rum, som udgør Camille Norments nye udstilling på Oslo Kunstforening. Også det kulturhistoriske associationsfelt synes at være bortskrællet. Det man mødes af i de hvide rum, er stilfulde glas og små bordduge med jernspåner, samt nogle mindre skulpturer i glas forestillende dele af det menneskelige skelet. Den rene, tyste materialitet slår an i sin afdæmpethed.
Men så pludselig eskalerer lyden. En ren tone, en til, som fra glas, transformeret og med en let rumklang. Da ser jeg skulpturen foran mig, en glasskål, nærmere bestemt en ikke-stemt glasharmonika på en sokkel, hvorfra der strømmer vand. Dette genererer den klang, som sendes ud af højtalerne. På den anden side af væggen hænger et lærred på 2x1 meter med jernspåner med den klangligt associative titel Echoes Through – en alternativ resonans, som skaber en slags associativ pendant.
På udstilingen vises hovedsagligt et par værkserier fra de seneste år. De giver et ensartet indtryk, men måske også et lidt anderledes billede af Norment. Det kredser om billeder, hvor jernspåner er grundmaterialet, og som formmæssigt organiseres med magneter. Dette gir kaotiske, men også logiske mønstre – lidt på samme måde som Rorschachbilleder – samtidig med at der opstår linjer i en form for tidslig, lineær retning. Det sidstnævnte er noget som også forstærkes gennem dobbelttydige titler som String Theories eller Notes on Sympathic Vibrations. Strenge, vibrationer, men også notater – for billederne er også en form for egenartede kalligrafier.
Event Horizon – tidslig hændelse, linjer – bliver i sin store udstrækning på omkring 3x1 meter til et slags partitur. Dette gælder også eller ikke mindst Deviations of Resonance – i størrelse omtrent et A4 papir – hvor spånerne ligger i centimeterbrede streger, hveranden række på det øverste og hveranden på det underste af to på hinanden liggende stykker glas. Som et nodepapir oxideret af feedback, soundscapes og brus.
Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement. Men hvor jeg tidligere har oplevet det konceptuelle og de udenommusikalske referencepunkter som vel påtrængende, har værkerne på Oslo Kunstforening en poetisk renhed og hviler i sig selv – associationerne går blot mod andre kunsteriske materialer og udtryksformer, såsom klangen. Og det rækker langt.