Tågen over Oslo

»Jeg er meget optaget af det diskursive niveau i musikken. Det at knytte musikken til verden. Eller samfundet. At have den tro på, at musikken som kunstform er vigtig også i vores tid. Den kan sige os noget, som vanskeligt kan siges på andre måder. Derfor må vi insistere på, at musik er en vigtig del af samfundsdebatten, af offentligheden. Så for mig har det været vigtigt, at Ultima Festival har kunnet tage en plads i offentligheden og sige: hør her!«

Og det er det jeg er kommet for; at lytte!! Først og fremmest til koncerterne. Men jeg starter årets Ultima Festival med at spise frokost på Teatercaféen i hjertet af Oslo med festivalens kunstneriske leder Lars Petter Hagen, som efter otte år ved roret nu giver styringen af den største festival for kunstmusik i Norden videre. Og han vil gerne fortælle. 

Imens der bliver bragt mad og et glas vin, er der tid til at gå i dybden med nogle af de emner, som jeg formoder ligger ham på sinde – hans blik på festivalens position i det omkringliggende samfund, kunstmusikkens relevans i samtiden og naturligvis også tankerne bag årets festivalprogram. 

Derfor må vi insistere på, at musik er en vigtig del af samfundsdebatten, af offentligheden

Modsat de to foregående år, hvor jeg har besøgt Ultima Festival, er det i år ikke noget decideret tema. Det er på en måde rart. Det er svært at få især de store projekter afstemt i forhold til et fast tema, når man har en omfattende festival henover ti dage, forklarer Lars Petter Hagen. »Men det betyder jo ikke, at der ikke er en tanke bag programmet«, tilføjer han med et smil. 

I år er der en række bagvedliggende motiver, som ikke er udpenslet i programmet og programteksterne, men som skaber nogle direkte og inddirekte sammenhænge mellem de mange koncerter og kunstnere. Først og fremmest former festivalens program sig om to delvist usynlige emner; ritual og tradition. 

Fortiden og fremtiden 
Når Lars Petter Hagen insisterer på, at musik også må tage del af samfundsdebatten, så sker det på en subtil eller inddirekte måde på årets festival, eksempelvis ved åbningskoncerten, hvor den store tyske komponist Heiner Goebbels værk Eislermaterial (1998) nærmest blænder publikum med en stærk spejlning af en af den europæiske samtids vanskeligste problemstillinger; det som i medieoffentligheden kaldes flygtningekrisen.

Heiner Goebbels har i mange omgange arbejdet med iscenesættelser af ikoner fra den europæiske litterære tradition; værker med forlæg i tekster af blandt andre Gertrude Stein, Paul Valery, Elias Canetti, Maurice Blanchot og Samuel Beckett. Og op igennem 1980’erne arbejdede han tæt sammen med nobelprisvinderen i litteratur Heiner Müller, hvilket resulterede i en lang række musikalske værker og flere hørespil. 

I det musikdramatiske værk Eislermaterial fra 1998 – originalt opført af Ensemble Modern, ligeledes på Ultima Festival – tager Heiner Goebbels udgangspunkt i melodistykker, orkesterværker, folkeviser og dagbogsfragmenter fra en af sin egne store helte, den eklektiske, østrigske komponist Hanns Eisler, som formentlig er bedst kendt for sit lange samarbejde med den indflydelsesrige tyske dramatiker Bertolt Brecht. 

Ensemble Modern på scenen i Norges Nationalteater

Eislers personlige skæbne formede sig i lighed med andre af sin generations kunstnere og filosoffer i Tyskland, nemlig som en flugt igennem de to grumme årtier startende i 1933, hvor han sammen med Brecht flygter fra nazismen og ender i Svendborg i lille Danmark. Herfra går turen til USA over New York, senere Los Angeles – ligesom filosofferne Theodor Adorno og Max Horkheimer, filminstruktøren Fritz Lang og igen Bertolt Brecht – hvor han ernærer sig som filmkomponist, men så i 1948 bliver han deporteret til Østtyskland pga. sin kommunistiske overbevisning.  

 I perioder rodet og støjende, i momenter krystalklart

Dette liv i eksil bragte Eislers kompositoriske værk en særegen alsidighed, som er indlejret i Goebbels dramatiserede koncert. På godt og ondt. Det er både ekstremt humoristiske (duet for bas-clarinet og el-bas!) og uendeligt trist. Folkeligt og elitært. I perioder rodet og støjende, i momenter krystalklart. Og lige meget hvor langt ud vi kom i Goebbels skurrende, avant-gardistiske kompositioner eller i de tekstlige fragmenter om flugt og krig, så vendte vi altid tilbage til Eislers enkle næsten velkendte melodier, som Goebbels havde arrangeret for Ensemble Modern. Næsten sing-along.   

Jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen det sted, hvor solisten Josef Bierbichler sang Brechts bud på en nationalsang, den enkle men smukke Kinderhymne (Anmut sparet nicht noch Mühe) fra 1950, som Eisler satte melodi til samme år. Fem år efter afslutningen på Anden Verdenskrig falder ordene tungt. 

Hanns Eisler synger her selv »Kinderhymne (Anmut sparet nicht noch Mühe)«, skrevet af Bertolt Brecht i 1950. 

Den slags momenter var der flere af i Eislermaterial. Eislers egen stemme som lydfragmenter i højtalerne igennem forestillingen var rørende. Men for mit vedkommende var der også en del tidspunkter, hvor jeg havde svært ved at holde koncentrationen. Det fragmentariske forhindrede i nogen henseender indlevelsen, og det var også for mig svært, at Eislers visemateriale hele tiden balancerede på et knivsæg – var det kitsch eller dybfølt? 

Men det var på mange måder en flot åbningskoncert i Norges Nationalteater, hver eneste stol fra gulv til Balkon var besat. Store fyldte sale til værker af den her karakter skaber unægteligt en stemning af, at vi er blandt de heldige, som har fået en billet til denne vigtige forestilling.

Det samfundsmæssige gennemslag
Tilbage på teatercaféen betoner Lars Petter Hagen også vigtigheden af, at der er opbakning blandt publikum til de koncerter, som Ultima præsenterer, sådan at kunstmusikken ikke opleves som selvtilstrækkelig. Publikumsudvikling er nemlig et af musikinstitutionernes vigtigste opdrag, hvis det vil legitimere denne musik for det omkringliggende samfund: 

Vi skal dog ikke heller være beskedne eller indtage en underdog-position. For den her musik angår folk

»Der er vældig mange, som er desillusionerede, fordi tingene ikke er sådan, som de var, eller fordi man oplever et pres fra andre musikformer. Og så laver man små musikbobler, som man skal forsvare. Men jeg synes, at det er utroligt vigtigt, at Ultima – som på en måde er Nordens flagskib for samtidsmusik – ikke lukker sig om sig selv, men er et lokomotiv i forhold til at åbne døre. Ikke hviler på “nej vi ved, hvad den gode musik er”, men har en lyttende og ydmyg position i forhold til omgivelserne. Vi skal dog ikke heller være beskedne eller indtage en underdog-position. For den her musik angår folk. Og det ser vi direkte afspejlet i publikumstallene. Det er stort set fuldt til alle koncerterne«, siger Lars Petter Hagen. 

Denne konklusion får dog ikke lov at ekskludere den indadvendte musik i festivalens koncertprogram. Det er ikke et kriterium, at musikken skal afspejle dagsaktuelle samfundsemner eller være “provokerende” på den måde som rager medieopmærksomhed til sig. Musikken skal gøre det musikken gør – rammesætningen af den skal tage ansvar for at den når ud til publikum. Som Lars Petter Hagen forklarer dette ansvar:  

»Det betyder ikke, at vi ikke skal lave musik, som er smal eller som er tænkt for et bestemt publikum. For det skal vi gøre. Det er også vigtigt. Musik som er autonom. Ikke al musik skal være politisk – tværtimod, det er jeg ikke selv optaget af. I stedet er jeg meget optaget af, at institutionen skal have et samfundsmæssigt gennemslag. Og at man så anvender hele kroppen af det kunstneriske eller musikalske arbejde, når man præsenterer det på en festival – på den måde kan den forskellige musik være med til at legitimere hinanden.«

Portrætfoto af den afgåede festivalleder Lars Petter Hagen.

Uden at træde nogen kunstneriske ledere over tæerne – hverken Lars Petter Hagen eller andre, som måtte læse med her – så er den eklektiske musikfestival efterhånden blevet mainstream. At kunne sidestille det publikumsvenlige og hypede med det vanskelige og genrebundne. Men til forskel for en del andre festivaler, så lykkes det for Ultima også at trække publikum med ind også til de små ensemblekoncerter. 

Da Cikada Ensemble lørdag eftermiddag i Forstanderskapssalen på Sentralen fremførte koncertprogrammet The familiar made strange – også her med en stærk hilsen til traditionsmotivet i årets program – var det for en sal fyldt til randen. En koncert der på papiret var by-the-book ny musik, endda i en traditionsfortolkende udgave, som havde iscenesat franske, tyske og italienske komponisters forsøg på at genfortolke Mendelsohn, Schumann og Brahms. Jeg selv var skeptisk helt op til at Cikada gik i gang, men værkerne overvandt både mig og mine tømmermænd og en general festivaltræthed og jeg gik helt opløftet derfra. Men selvom det var en glimrende koncert, kan jeg se, at jeg undervejs i min notesbog alligevel har noteret en undren over, hvordan det i Oslo er lykkedes med at opdyrke et så dedikeret koncertpublikum til denne musik? 

Fordi musikken i sig selv er vanskelig, så behøver festivalen ikke være vanskelig

Lars Petter Hagen mener, at det til trods for, at fristelsen til kun at tænke nye, mærkelige og alternative venues at præsentere den ny musik er stor, så er det også godt at holde fast i nogle af de traditionelle formater. 

»Det virker til – og det kender jeg fra min egen fortid som kunstnerisk leder af festivalen Happy Days – at selve det at tænke koncert- og festivalformatet ukonventionelt har været en stor drivkraft gennem de sidste årtier i hele Norden. På en måde er Ultima Festival i modsætning hertil en ganske traditionel i sin form, bl.a. også fordi den er nødt til at håndtere store publikumsgrupper. Men for mig – i Ultima sammenhæng – har det været vigtigt at gøre tingene på en velkendt måde, ikke at udfordre alt for meget rent formmæssigt. Fordi musikken i sig selv er vanskelig, så behøver festivalen ikke være vanskelig.«

Tågen over Oslo
Men ingen regel uden undtagelser. Koncertformaterne på Ultima Festival er naturligvis til forhandling, hvis en komponist eller et projekt kræver det. Og prime time lørdag aften var en sådan undtagelse, hvor iscenesættelsen af koncerten vejede mindst lige så meget som det musikalske indhold. Og det var i særdeleshed en vanskelig setting, som på helt konkret vis udfordrede koncertgæsterne og den måde de var til koncert på. Jeg var i hvert fald glad for, at jeg havde medbragt min regnjakke, og at jeg – som deltager i det internationale besøgsprogram – var blevet suppleret med et sæt gule gummistøvler. 

Men lad mig starte et andet sted. Jeg spørger Lars Petter-Hagen om, hvilke koncerter i årets program, som han er særligt stolt af. Som enhver kunstnerisk leder er han tilbageholdende med at fremhæve enkelte koncerter på bekostning af andre. Festivalen er jo summen af alle delementer. Og så alligevel – koncerten på taget af det endnu ufærdige Nationalmuseum med den japanske stjernepianist Ryuichi Sakamoto i fælleskab med kunstneren Fujiko Nakaya, danseren Min Tanaka og lyskunstneren Shiro Takatani, er selvfølgelig et must see på årets festival. Det indrømmer Lars Petter Hagen også:

»Det at få fire, legendariske, japanske kunstnere til at samarbejde for første gang. I Oslo. Og så et temporært sted; en byggeplads. En sådan type unik begivenhed – tids- og stedsspecifikt – det kan ikke finde sted igen. Og det ville ikke have kunnet finde sted uden Ultima Festival. Det er klart, at det er jeg stolt af.«

Den pompøse synthesizermusik, der strakte sig imod det kosmiske, blev forstærket af den spektakulære setting under en åben og dramatisk himmel

Ryuichi Sakamoto var ubetinget den store stjerne i den kvartet, som lørdag aften ved solnedgang fremførte verdenspremieren på værket a-form. Han har siden 1970’erne været en indflydelsesrig komponist, som har været vidt omkring i synthpop, cyberpunk, ambient, rock-pop, senere orkesterværker, computerspilssoundtracks og ja faktisk alt mellem himmel og jord. Sakamoto har været hele spektret rundt. 

For nogle vil han være mest kendt som komponisten bag en række storfilm – heriblandt Merry Christmas Mr. Lawrence af Nagisa Oshima og The Last Emperor af Bernardo Bertolucci – og som den bløde amibientpianist i samarbejdet fx. med den tyske electronica pionéer Alva Noto. 

På taget af det ufærdige norske Nationalmuseum er han den gråhårede, velklædte og sky japanske superstjerne, som fra sit glasbur på kanten af bygningen lader Fujiko Nakaya indhylle hele settingen i en tæt tåge. Sådan starter ritualet – pludselig kan jeg ikke se en hånd for mig, og jeg mister kontakten med de to bekendte, som jeg var fulgtes med. 

Jeg får kantet mig frem, så jeg står tæt på det aflange podie, hvor danseren Min Tanaka fremfører en afart af moderne dans, men klart med rødder også i både butoh og den traditionelle japanske kampsport. Lyden er i begyndelsen mest baggrundstæppe – sådan oplever jeg det i hvert fald – med bløde syntetiske klange fra de fire højtalere på taget, men undervejs i koncerten tager Sakamoto mere fokus og der opstår et ligeværdigt forhold mellem tåge, dans og lydunivers.  

Den pompøse synthesizermusik, der strakte sig imod det kosmiske, blev forstærket af den spektakulære setting under en åben og dramatisk himmel. Når tågen iblandt lagde sig, tog mig selv i at betragte Oslo som en kulisse i en postapokalyptisk film med et kitchet, men godt soundtrack. At få koncerter og events til at spille sammen men det urbane rum på en meningsfyldt måde er ekstremt vanskeligt, og jeg værdsætter derfor virkelig det store arbejde, som det har været at få denne stedsspecifikke koncert op at stå. Publikum oplevede byen og havnefronten på en ny, interessant og vild måde.

Oslo blev en kulisse i en postapokalyptisk film under koncerten med den japanske stjernepianist Ryuichi Sakamoto

Rent kunstnerisk synes jeg dog, at det faldt lidt let. Det var min umiddelbare mavefornemmelse. En blanding af lige dele Olafur Eliasson og Vangelis. Oplevelsesøkonomi og syntehsizerflader fordelt på et fire-kanals lydanlæg. På den anden side vækkede det alligevel en interesse, som siden har forplantet sig. Jeg har hørt og genhørt en del af Sakamotos plader og begynder på en måde først nu at forstå hans kvaliteter og hans samlede værk. At koncerter kan det, er også noget jeg værdsætter.  

Ikke ren niche
Sakamoto og co. var højdepunktet hvad angår det ritualistiske spor på årets festival. Umiddelbart var det den slags event, der kunne forene kunstmusikkens disciple og den menige osloboer i praktisk regntøj. Og den slags event har en festival behov for. »Ambition er at være så store, at vi ikke kan affejes som ren niche«, sagde Lars Petter Hagen til mig, da vi er ved at være ved vejs ende i vores frokostinterview. Det gælder om også at kunne henvende sig til publikum uden for boblen. 

Andre steder i programmet fandtes den slags smalle koncerter, der i højere grad henvendte sig til et nichepublikum, heriblandt to koncerter med henholdsvis soloer og duetter i serien af OCCAM-værker af den franske komponist Elaine Radigue. Disse blev opført i det ekstremt stemningsfulde Manuel Vigelands Museum, som er et mystisk gravkammer med et 800 m2 stort vægmaleri, der i dramatiske – og stærkt erotiske – scener fortæller menneskets liv fra undfangelse til død.

Der var dunkelt og koldt, men den overtonerige musik, som jeg hørte fra først fagot, så kontrabasfløjte og så harpe, var så opløftende og vild, at jeg sjældent har været med til noget lignende. Et healende ritual for de få 30 publikum, som der var plads til i Vigelands gravkammer. At Radique i en sen alder (hun blev 85 i år) oplever en del hype, synes fuldt fortjent. Ultima Festival bød også på et seminar om Radigue og en visning af filmen Eliane Radigue – Virtuoso Listening fra 2011. 

Den blanding af koncerter og events, som Ultima præsenterer, har en stærk kunstnerisk ambition, og selvom den henvender sig bredt, er der ikke givet slip på hverken fagligheden eller niveauet. At der er lidt større midler til den slags i Norge, gør selvfølgelig også, at man kan lokke udenlandske aktører og journalister til. Der er mange øjne på Ultima Festival, og bl.a. derfor kalder Lars Petter Hagen festivalen for kunstmusikkens flagskib i Norden. Men for ham handler dette ikke kun om prestige: »Det betyder ikke, at det er vigtigt, at Ultima er den største festival. Ingenting ville være bedre om der dukkede op en svensk eller dansk festival på samme niveau. Det ville kun være godt for feltet.« 

Den 1. december tiltræder Thorbjørn Tønder Hansen stillingen som direktør og leder af Ultima Festival, efter han i otte år har været daglig leder af SNYK i Danmark. Næste år får vi at se, hvilken ny kunstnerisk vision, som Ultima Festivalen og måske resten af Norden skal pejle efter.