Dinosaurer er der masser af i Jennifer Walshes nye værk »Time Time Time«. © CC0
kritik

Verden ifølge Hodkinson og Walshe

Britiskfødte Juliana Hodkinson og irske Jennifer Walshe er to af de mest interessante komponister på den europæiske scene for konceptuelt funderet scenisk musik. Begge mødte de op på den norske Borealis Festival med nye værker, der ikke gjorde noget forsøg på at feje deres illusionsløse budskaber ind under gulvtæppet.
Af
18. Marts 2019
– anmeldelse af Juliana Hodkinson: »Love« og Jennifer Walshe: »Time Time Time«, Borealis Festival, Bergen, 9.-10. marts

Få festivaler gør så meget for at skabe en munter og imødekommende atmosfære for sine besøgende som den femten år gamle Borealis Festival i Bergen. Offstage, i hvert fald.

Her er alt fra kønsbalance i programmet og safe space-politik til fælles vinterbadning på sidstedagen og en evigkæk kunstnerisk leder, Peter Meanwell, der introducerer koncerterne.

Der hersker en næsten klaustrofobisk feelgood-stemning. Lige indtil man sætter sig til rette i koncertsalen

Omgivelserne er idylliske: fjeldskråninger og fjordudsigt. Selv det tidlige martsvejr er charmerende med sine pludselige skift mellem snevejr og solskin. Der hersker en næsten klaustrofobisk feelgood-stemning.

Lige indtil man sætter sig til rette i koncertsalen, altså. For bag to af årets største projekter på festivalen stod komponisterne Juliana Hodkinson, der er født i England, i mange år har været bosiddende i Danmark og nu bor i Berlin, samt irske Jennifer Walshe.

Og de gør sig ingen illusioner om livet, kærligheden eller planetens fremtid. »Vi skal alle dø,« lyder budskabet i Walshes nye Time Time Time (2019), og Hodkinson følger nådesløst op i Love (2019): »… forladte og alene.«

Klar til gråd?
I tilfældet Jennifer Walshe begyndte projektet efter sigende på en bar i København for to år siden. Hun mødtes med Peter Meanwell og den engelske økofilosof Timothy Morton over drinks, og i løbet af aftenen blev idéen om et fælles værk undfanget.

Walshe tilhører typen af komponister, der ikke går af vejen for at kombinere akademisk og kompositorisk materiale, så det er ikke overraskende, at hun har kastet sig over det, der er blevet til en Ted Talk-agtig ikkeopera.

Hun har kastet sig over det, der er blevet til en Ted Talk-agtig ikkeopera

Hendes kaosorienterede, distancerende og lettere dystopiske æstetik har heller ikke været svær at forene med Mortons filosofiske ståsted, som man med tungen lige i munden kalder objektorienteret ontologi: forestillingen om, at mennesket ikke kan gøre krav på en højere hierarkisk placering end alt andet i verden.

Hvilken bedre illustration af menneskets uvæsentlighed end klimakatastrofen, hvor planeten i yderste konsekvens kan ende med at udrydde os alle for, om man vil, at ‘genstarte computeren’? I geologisk målestok har vi trods alt været et kort bekendtskab i Jordens 4,5 milliarder år lange levetid.

Da den unge, islandske komponist Bára Gísladóttir for nylig udtalte til Seismograf, at apokalypsen ikke er en risiko, men et faktum, lagde hun sig i forlængelse af Mortons budskab om, at vi allerede lever med klimakatastrofen. Død og ødelæggelse er en fast komponent i alle økosystemer.

Du skal dø, og det samme skal alle, du nogensinde har holdt af

Opløftende. I Time Time Time har økofilosoffen bidraget med en libretto om netop tid. Tiden, vi har oplevet og ikke kan få tilbage. Tiden, vi ikke kommer til at opleve. Og ikke mindst alle de illusioner, vi gør os om tiden. Hvordan vi måler den med atomure eller prøver at indkapsle den i milliondyre armbåndsure. Forestiller os ormehuller med eventyradgang til fjerne fortider eller dystre fremtider.

Men først og fremmest med ét klart budskab: Du skal dø, og det samme skal alle, du nogensinde har holdt af. Så begynd bare at lade tårerne trille – så længe det sker så behersket, at det ikke kompromitterer din effektivitet i det kapitalistiske system.

Tid til tid
Den samfundskritiske ironi, der gennemstrømmer librettoen, kommer rent æstetisk til udtryk i værket som en blanding af kulsort britisk humor og postmoderne absurdisme.

På scenen sidder fire musikere bag hver sit bord, heriblandt Walshe selv i en smaragdgrøn, pailletglitrende kjole. Med mikrofoner, computere, elektronisk udstyr og en enkelt harpe. Til højre for dem, under en diskret projektørlampe, sidder Timothy Morton i lydløs lotusstilling gennem samfulde firs minutter.

Til højre sidder Timothy Morton i lydløs lotusstilling gennem samfulde firs minutter

Desuden står yderligere fire musikere i hver side af rummet: trompet, saxofon, violin, kontrabas. Karakteristisk for det musikalske udtryk har ingen af de fire et partitur, men spiller i stedet et koordineret og dog forholdsvis frit akkompagnement til det, der bliver sagt og sunget på scenen eller vist på det store videolærred bag Walshe.

Og lærredet spiller en stor rolle i Time Time Time. Først ses en stor cirkel: vores planet. Siden optagelser af atomure og kronometre, illustrationer af kvantefysik, mennesker i gang med manuelt samlearbejde og en håndfuld nysgerrige gæs, der flokkes om en statue af en dinosaur.

Alle klip kredser om vores forhold til tid, tidens kunstighed, dens instrumentalisering af mennesket og altså væsnerne fra den seneste apokalypse.

Nogle sætninger afbryder sig selv og begynder forfra som små cirkler af tid

Også på lydsiden bliver tiden tematiseret. Først høres metalliske dryplyde og en sinustone, der langsomt bliver til flere. En urtilstand, der udvikler sig og følges af Walshe og de andre bag bordene, som taler og halvsynger med og mod hinanden.

Stemmerne er flydende identiteter med skiftende accenter og skrattende filtre, der taler fremmedgjort om maskinglade mennesker og umulige fremtider.

Nogle sætninger afbryder sig selv og begynder forfra som små cirkler af tid. Andre skifter frekvens fra det helt langsomt brummende til det hurtigt skingre. Atter andre bliver selv til maskinlyd gennem digitale synthesizere.

Jennifer Walshe bag et skrivebord i det nye værk »Time Time Time«. © Thor Brødreskift

Den seneste apokalypse
Instrumentalisterne i hver side af salen følger trop. Lægger let vibrerende, lange strøg og pust oven i sinustonerne. Mimer videoerne af manuelle arbejdere med heftig hamren i strenge og på klapper.

Helt mimetisk bliver det i en mindeværdig sekvens, hvor videoer af alle slags dinosaurer – af plastik, på film, i forlystelsesparker – får både instrumentalister og vokalister til at imitere fortidsøglerne og rende rundt i salen, mens de udstøder øglehyl, knurrer, fløjter, pipper og piber med legetøjsdyr.

»Jeg bryder mig ikke om den moderne dinosaur, jeg foretrækker den victorianske slags«

Ville vi bedre kunne forstå klimakatastrofen, hvis vi havde en let afkodelig fjende såsom Tyrannosaurus rex, spørges der fra scenen, mens sorthumor-Walshe hypnotiseret betragter sin hånds bølgebevægelser og flæber: »Jeg bryder mig ikke om den moderne dinosaur, jeg foretrækker den victorianske slags.«

Et øjeblik senere står hun sammen med harpenisten på et aflangt podie og synger: »Jeg har set fremtiden«, mens et kaos lægger sig over salen med asynkrone gentagelser af en jagtfanfare i trompeten, fri improvisation hos saxofonen og lange, dybe strøg i kontrabassen.

Det er her, midt i den postmodernistiske genre-Twister og distancerende absurdisme, at Walshe faktisk formår at skabe et rum, hvor tidsfornemmelsen forsvinder, mens videoerne bliver tiltagende Interstellar-filosoferende med ormehuller og relativitetsteori, og mens hun selv danser lydløst rundt på det lange podie i sin smaragdgrønne, glitrende kjole.

Walshe formår faktisk at skabe et rum, hvor tidsfornemmelsen forsvinder

Musikernes klik- og slaglyde bliver samlet op elektronisk og kørt op i maksimal hastighed, som om et urværk er ude af kontrol, og mens denne tornado af lyd runger i lokalet, står Walshe til sidst og kører armen rundt i lassosvingende cirkler, indtil klimakset bliver afsluttet med et højt »dong!« og alle fryser på scenen. Hvorefter en lang stilhed og harpenistens lydknappe elegi afslutter værket.

Trods de mange elementer af distanceret absurdisme når Walshe altså frem til et intimt sted i sidste ende, hvor informationstætheden i Time Time Time får plads til at bundfælde sig.

Denne svælgen i menneskets undergang føles mere som et defaitistisk diktat

Plads til modfortællinger og tvivl er der dog ikke, og denne svælgen i menneskets undergang – den uimodsagte dom over kapitalismens arbejdende folk – føles mere som et defaitistisk diktat, som næsten glæder sig over apokalypsen.

Der opstår en slags romantisk dødsdrift-relation mellem kunsten og katastrofen, som ikke ligger langt fra det, Timothy Morton kritiserer i sit arbejde, nemlig menneskets romantiske opfattelse af naturen.

I politisk forstand kan denne form for klar overbevisning sikkert være gavnlig. I koncertsalens ramme føles det dog som et lovlig fast tag i kraven på publikum.

Stilhedsforskeren
Og så til Hodkinson. 
Det er egentlig ikke voldsomt meget, vi ser til større værker af Juliana Hodkinson på de danske scener, og dét er faktisk en skam.

I tidligere værker såsom flykabineoperaen Turbulence (2013), det langsomme lydteater Angel View (2014), der kredser om et middagsselskab, og tændstikværket Lightness (2015) har hun vist en til tider radikal scenisk eksperimentlyst og en sensitiv afgrænsning af instrumentale klange, som er blevet til effektfulde lydobjekter i et ofte absurd univers.

Hun har vist en til tider radikal scenisk eksperimentlyst og en sensitiv afgrænsning af instrumentale klange

Fælles for mange af hendes kompositioner er også en forkærlighed for tålmodighed og stilhed, hvilket selvfølgelig skal ses i sammenhæng med Hodkinsons ph.d.-afhandling, Presenting Absence (2007), om stilhed som komplekst og undergravende musikalsk materiale i sin egen ret.

Hodkinsons nye værk, Love, er blevet til i samarbejde med Ensemble Adapter fra Berlin – hvor Hodkinson også selv bor – og performancegruppen The Icelandic Love Corporation.

Og de performative aspekter er i dén grad centrum for værket, der finder sted i et gammelt hofteaterrum med hvidkalket træbalkon og med publikum siddende og liggende på puffer, sækkestole og puder. Som i en haremsscene.

Åh åh, det her bliver interaktivt

Ved indgangen har publikum fået hver sin lille lap papir med et nummer på. Åh åh, det her bliver interaktivt – og ganske rigtigt: Love centrerer om to mystiske kvinder, der står bag en legetøjstombola og trækker numre ud.

Bliver dit nummer råbt op, skal du følge en af en håndfuld sortklædte, hvidhandskede statister ud af rummet. Destinationen og formålet: Hvem ved?

 

Glaskuglernes spil
Mens et lydtæppe af tilsyneladende tilfældig instrumentskramlen strømmer frem fra skjulte steder bag ophængte gardiner og ud af højttalere – hvinende metal, anslåede strenge, halvkvalt obo, maracas og andre akustiske lyde badet i rumklang – siger de to kvinder kitschede ting som »love is in the eye of the beholder«.

Ved tilfældighedernes spil bliver alle tilskuere i min umiddelbare nærhed trukket blandt de første.

»You must be great, number fifty-eight,« lyder det skælmsk fra tombolabordet

Først nummer 72, en mand i trediverne med kasket, der bliver sendt om bag et af de mange gardiner. Nummer 65, en ung pige i Adidas-bukser, bliver ført op ad en trappe til højre for scenen, og hendes venner er ved at dø af grin.

»You must be great, number fifty-eight,« lyder det skælmsk fra tombolabordet, og de tilfældige udtrækninger spejler den tumlende musik, der aldrig tiltvinger sig mere end en stemningssættende rolle.

Vi klapper først entusiastisk ad de udvalgte ofre, siden høfligt, og da monotonien indfinder sig, bliver det kun til spredt applaus. Men Juliana Hodkinson lader sig ikke skræmme af stilstand. Først da 15-20 mand er blevet bortført og nogle af dem er vendt tilsyneladende uskadte tilbage til deres pladser, brydes formen.

Der bliver råbt numre op i Juliana Hodkinsons »Love«. © Borealis Festival

Hodkinson bevæger sig – klædt i blåt som en krydsning mellem hofdame og heks – fra sin plads bag teknikpulten op til de to opråbere og giver dem et ark papir. Tilsyneladende et partitur.

I hvert fald begynder de at puste, stønne og lave kysselyde i staccerede mønstre, mens musikken imiterer dem, bliver pulserende og tager til i intensitet. Hodkinson lusker væk med et smil på læben.

De begynder at puste, stønne og lave kysselyde i staccerede mønstre, mens musikken imiterer dem

Derefter fortsætter udtrækningen ufortrødent. De to kvinder forholder sig mere og mere frit og legende til deres rolle. Den ene drejer begejstret tombolaen med glaskuglerne rundt og rundt, helt uden at trække et tal – bare for at lytte til den metalliske klirren.

Så trækker de et tal, men vender ryggen til og fingerer en diskussion, hvorefter tallet – til udbredt morskab for publikum – ryger tilbage i hjulet.

Og mit nummer bliver kaldt.

De udvalgtes vibrationer
Det er vel omtrent halvdelen af publikum, der når at blive udtrukket i løbet af 
Love. Oplevelsen er forskellig, alt efter hvor man bliver ført hen. Selv ender jeg ude på en aflukket trappeafsats, og det er første gang, jeg ser en musiker, siden jeg har sat mig på min puf i salen.

Her kommer musikken altså fra. En basklarinettist står i lægekittel et par trin oppe og spiller skiftevis lange, luftige toner og korte, boppende pust. Hans medhjælper er klædt ud som sygeplejerske, hun giver mig høreværn på, da jeg har sat mig på en skammel, og fører to runde stetoskopplader rundt på min ryg.

Musikken er mere et resultat af en interaktion end af idéen om et traditionelt værkbegreb

Metalpladerne oversætter klarinettistens spil til vibrationer, der kilder let som et svagt massageapparat. Det forklarer musikkens tilfældige karakter: Den er mere et resultat af en interaktion end af idéen om et traditionelt værkbegreb.

I andre rum har man, lærer jeg efterfølgende, kunnet komme tæt på andre instrumenter: en harpe, en tværfløjte, for eksempel.

Da jeg efter et par minutter bliver sluppet fri igen og lister tilbage til min puf, hører jeg lydene på en ny måde. De voldsommere af dem ser jeg for mig som små torturscener.

Bedre held næste gang
Men halvdelen af publikum bliver aldrig råbt op. Her træder Hodkinsons klare budskab frem i al sin illusionsløshed. Nogle minutter efter min tilbagevenden standser udtrækningen og værket brat. »Ligesom i livet er det ikke alle, der bliver udvalgt,« lyder det fra mystikerne med glaskuglerne.

Det betyder også, at værket aldrig når at folde sig ud og åbne sig op for halvdelen af publikum

Det er et radikalt kompositorisk valg. For det betyder også, at værket aldrig når at folde sig ud og åbne sig op for halvdelen af publikum. De hører kun den ret statiske baggrundsmusik og de samlejeimiterende sekvenser med det udleverede partitur.

På den måde bliver et værk om kærlighed også til et værk om afvisning og skuffelse – paradoksalt nok et meget tilstedeværende svirp fra komponisten i slutningen af et værk, hvor hun ellers har overladt scenen til andre og har ladet musikken træde i baggrunden.

Så da Love lukkede årets Borealis Festival, var det altså med et lige så lidt opløftende budskab som hos Jennifer Walshe. Livet styres af tilfældigheder, og for manges vedkommende falder spillet ikke ud til deres fordel. Men så har man i det mindste apokalypsen at se frem til.

Borealis Festival 2019 strakte sig fra 6. til 10. marts. Jennifer Walshes »Time Time Time« opføres igen under Maerzmusik i Berlin 24. marts.