reportage

Borealis - festival for eksperimenterende musik

“Borealis is a festival for experimental music. A place where we celebrate the music that falls between the gaps. A place for adventurous listening”

Med disse ord indledes Bergens Borealis festival nr. 11. Festivalen levede op til dens programtekst, og var både eksperimenterende, for alle de små genrer og udfordrede vores lyttemåder. Jeg besøgte festivalen onsdag og torsdag, og nåede således at opleve cirka halvdelen af programmet.
Af
28. Marts 2015
Reportage fra festivalen Borialis, Bergen.

En fyldt tom svømmehal
Ved åbningskoncerten blev vi mødt af turkisgrønne balloner, hvide papirsduge og champagnepropper, der sprang. Rammen var en for nylig nedlagt svømmehal i det centrale Bergen, hvor en propfyldt tribune med hujende publikummer blev budt varmt velkommen af festivalens nye leder, den lidt tilbagelænede og energiske Peter Meanwell.

Bassinet var tømt for vand, men ellers stod svømmehallen intakt med vipper, skamler og punkterede termoruder. I den ene ende, den længst væk fra hvor jeg sad, var det lokale og udmærkede orkester ”Sjøforsvarets Musikkorps”, dirigeret af Trond Madsen placeret. Første værk, der var en uropførelse af engelske Charlotte Piene, var dystret og dramatisk i sit udtryk, med ekspressive melodistykker spillet som små solistpartier på skift mellem de forskellige instrumenter. En effekt, der fik en vekslende dynamik frem i værket. Værket var velkomponeret, men blev desværre aldrig en del af rummet. Det tomme bassins flader gav en forventning om en katedrallignende akustik, som mærkeligt nok ikke blev indfriet. Istedet blev orkestret til en fjern installation langt tilbage i hallen. Dette blev også gældende for aftenens to andre orkesterværker spillet af korpset: Amber Priestleys: And Yet Something Shines, Something Sings in That Silence og Åse Hedstrom: Runners Blues. I Priestleys værk hjalp det lidt, at tre trompeter var placeret væk fra orkesteret, i bassinets lave ende. Denne opdeling af solister og orkester blev underbygget i værkets form, der var en vekslen mellem orkestret, der imiterede de små motiver og rytmer, som blev sat an af solisterne.Foto: Henrik Beck

Festivalens netop afgåede leder, Alwynne Pritchard, stod for aftenens andet indslag med værket Homing, der var komponeret til Centralbadet. Pritchard selv deltog, placeret på 3 m vippen og skuende ud over bassinet, hvor først 10 og senere flere sortklædte mennesker kom frem i den dybe ende. I den lave ende var to personer på stole placeret overfor hinanden. På bassinnets lange side, modsat publikumstribunen, var opstillet en række højtalere, der afspillede lyde, der mindede om en plastikbold eller –flaske, der hoppede eller trillede gennem rummet (produceret og afviklet af Thorolf Thuestad). Denne lyd blev efterhånden suppleret med droner og støj, og samplinger af stemmerne. Fra vippen forsøgte Pritchard kraftfuldt, med en slags lydpoesi, at fange performernes opmærksomhed, først med ”pssst” og siden med ”Do you hear me?”, men hun blev blot mødt af grynt fra de siddende skikkelser, og på det nærmeste ignoreret af de passive skikkelser i den dybe ende, der kun flyttede sig rundt med hjælp fra endnu en deltager. Den svære kommunikation individerne imellem, som synes at være værkets tematiske indhold, blev stærkest i udtrykket mellem Pritchard og de siddende skikkelser. Derimod havde jeg svært ved at placere skikkelserne i bassinets dybe ende, der kom til at virke overflødige, og ikke kun hvileløse i værkets egen symbolik, men i helheden som sådan. Men Pritchards egen kraft og tilstedeværelse som performer brændte igennem, og fik alligevel skabt en nerve i værket.

Endelig blev vi indhyllet i det store lydorgie, som rummet som udgangspunkt lagde op til. 

 

Denne koncerts stærkeste performance var Oliver Coates’ Geoengineering & Entropy 1. Sammen med sin cello var Coates kravlet op på 5 m vippen, hvor han først med tapping, siden med middelalderagtige klange og endeligt med en distorsion-pedal, byggede et tæt lydtæppe af droner op. Først kom det ud af en højtaler placeret under vippen, siden susede lyden rundt mellem højtalerne langs kanten, for endeligt også at indtage tribunen vi sad på, komme ud under os og tage fysisk plads i os. Endelig blev vi indhyllet i det store lydorgie, som rummet som udgangspunkt lagde op til. Udover det store klangtæppe hørtes også tekststykker – noget med en drage og noget med en nedtælling. Jeg er ikke helt sikker på meningen med denne del af koncerten, som for min skyld godt være udeblevet. Derimod kunne lydtæppet, da det først havde taget plads i os, have fortsat et stykke tid endnu.Mine små grynt til trods, var åbningskoncerten en god start på festivalen. Landskabet blev bredt ud – fra orkestermusik, over speech-performance til noise, hvilket sammen med det talstærke publikum, satte gode og positive forventninger til festivalen i gang.

Fragmenteret tosomhed
Fra svømmehallen gik turen til kultur og scenehuset USF, hvor vi først var inviteret til toast, vin og pre-talk om aftenens uropførelse af engelske Emily Halls opera Folie à Deux. Her kunne vi bl.a. høre om idéen til operaen, der tager afsæt i en psykotisk tilstand, hvor to personer, der står hinanden nær, kan opleve samme vrangforestillinger.

 Foto: Henrik Beck

På scenen var to harper – en almindelig og en elektro-magnetisk, samt to personer med mixerpulte til at afvikle live-elektronikken – både den elektromagnetiske harpes og samplinger af sangerne. Scenografien var minimal og lyssætningen bestod primært af abstrakte videoprojektioner. Musikken var ligesom scenografien, i den minimale ende, med livesamplinger, der skabte underliggende beats til de enkle melodiske fraser. Setup’et var generelt meget enkelt og overskueligt, og var en fin ramme om plottet – at få skabt et symbiotisk vanvidsscenarie, hos to personer. Operaens to sangpartier blev sunget af henholdsvis den svenske vokalkunstner Sofia Jernberg i sopranrollen og den islandske sanger Finnur Bjarnason i tenorrollen. Sofia Jernberg var både musikalsk og performativt suveræn på scenen, med et udtryk som noget af det mest rene og klare, jeg har oplevet meget, meget længe. Stor ros til hende (og kære danske festival- og koncertarrangører: se gerne til, at I snart får hende her til landet). Tilsvarende stærkt stod hendes mandlige modstykke desværre ikke i rollen som den psykotiske mand, og foreningen af de to blev nærmere til en lidt besværlig kamp end til en præsentation af en symbiotisk vrangforestilling. 

Akusmatik
Torsdagen bød på koncerter i en anden ende af spektret. Under titlen MULTI blev vi budt på fire stykker akusmatisk musik (herunder tre uropførelser) spillet gennem 27 højtalere installeret på spillestedet ”Østre – Hus for lydkunst og elektronisk musik.” Første værk var Thorulf Thuestads Korpus. Lyde, der henviste til både kroppens indre og ydre lyde, forsatte den foregående dags performative værker, og konkretiserede lydene ved dels at lade højtaler svinge forrest i rummet, og dels at placere to performere foran os. Foto: Magnus Haaland SundeDe to performere sagde vidst ikke noget, men trak op i blusen, så vi kunne se deres maver og mimede toneløse skrig. Begge dele henviste til kompositionen lyde, der susede rundt i rummet gennem højtalerne der omgav os. Natascha Barrett, der fulgte efter med uropførelsen Volvelle 1, var som sædvanlig præcis, skarp og kontrolleret i sit udtryk, og der er ingen tvivl om hendes professionelle og overlegne mestring af det ambisoniske anlæg. Selv de afsluttende violinoptagelser blev placeret præcist i både tid og rum, og overførte helt og aldeles musikerens gestik til elektroakustikkens. Efter Barretts komposition kom de indledende optagelser af bølger i Bethan Parkes: Adrift (Waves) til at lyde ekstremt virkelighedsnære – nærmest som var de lydsporet til en film, der dog efterhånden gradvist blev opløst til et mere abstrakt univers. Lyden var her mere bombastisk og brugte i sammenligning med Barretts værk, i mindre grad rummets muligheder for vandrende lydkilder. Koncerten sluttede af med Rebecka Sofia Ahvenniemi: Mouseion, der gik på opdagelse i “museet”, som ord og som fænomen. Her var grebet en collage, der bestod af fragmenter af musik, tale, opera og efterhånden også støj. Elementerne vekslede mellem genkendelighed og noget diffust, mellem det konkrete og abstrakte – realitet og drøm.

Som det fremgår kom vi også i denne koncert langt omkring inden for rammerne, der var blevet sat: Fra det performative, til en dyrkelse af det rent akusmatiske, over til et filmisk univers for at slutte ved noget, der mindede mig om text sound. Aftenens røde tråd var ligesom i svømmehallen settingen, her det ambisoniske anlæg Korpus, mens det på det musikalske niveau blev til en præsentation af spændvidden i akusmatiske kompositioner anno 2015.

Kammermusikalsk overflødelighedshorn
Anderledes forholdt det sig ved aftenens sidste koncerter, hvor der kun blev præsenteret musik eller lyd af én kunstner på hver af dem. Her trådte rum og sted i baggrunden, og musikken og musikerne frem.

Og dog. Først skal vi lige omkring Christian Winther Christensens egen præsentation af værkerne. I en pre-talk med festivallederen, mødte vi en lun, humoristisk og meget lidt prætentiøs komponist. Kendetegnene for værkerne, der blev opført ved den efterfølgende koncert, blev her præciseret i to spørgsmål fra Meanwell, der lød nogenlunde sådan her: Hvorfor citerer du de gamle klassiske værker? Christensen: Når jeg laver musik, for eksempelvis en strygekvartet, kan man alligevel høre Beethoven i baggrunden. Meanwell: Det er som om, at det danske komponistmiljø er meget humoristisk og uhøjtideligt, hvorfor tror du det? Christensen: Fordi vi ikke har en Lachenmann stående bag os.Foto: Henrik Beck

Og det var sådan det var. Værkerne havde på den ene side med sine genkendelige musikalske citater, titler, former og instrumentationer konstante hentydninger til den vesteuropæiske klassiske musiks tradition. På den anden side præsenteredes vi også for også en gen- og nytænkning af selvsamme tradition gennem absurditet og leg. En leg, der aldrig blev pjattet, men som af Scenatets dygtige og dedikerede musikere blev opført med største omhu og præcision, hvad enten der blev spillet på flyglets strenge eller det modererede opretstående klaver, tappet på strygeinstrumenterne eller spillet på glas, der gradvist blev stemt ved at drikke dets indhold. Et overflødighedshorn af kammermusikalsk opfindsomhed og udførelse. 

MicroSleepDub
Mine kun to dage på festivalen skulle bruges effektivt, og jeg fik da heldigvis også mulighed for at tage natten i brug: Den belgiske, men i Australien bosiddende lydkunstner, Peter Lenaert, inviterede nemlig til soveperformance. Dessinerne var, at man skulle møde frem kl 24.00 samt medbringe pyjamas og tandbørste. Stedet var igen Østre, der nu var transformeret til en sovesal med 27 opredninger placeret på behørig afstand af hinanden. Programmet bestod af Lenaerts feltoptagelser fra to steder: En nyetableret by i det sydlige Kina, der var beregnet til en million mennesker, men som endnu kun er beboet af et fåtal, og natoptagelser fra operahuset i Sidney. Optagelserne var overspillet til dub plader, der er lp’er uden et beskyttelseslag, og som ifølge Lenaert efter ganske få afspilninger bliver slidte og dermed støjende i lyden, så hver performance så at sige indlejres i den efterfølgende.

Performancen blev indledt af Lenaert selv, der den første times tid parallelt med afspilningen af feltoptagelserne læste en slags godnathistorier for os. Her beskrev han et rum, jeg først troede var det, vi var i, men som siden blev til en blanding af beskrivelser af de steder, hvor optagelserne var fra og noget meget surreelt. Så blev lyset dæmpet og natten gik i gang. Oplevelsen af koncerten skete gennem en blanding af slumren og let søvn, mellem døsig og ekstremt skærpet lytning. En enkelt gang blev jeg vækket af stilheden, fordi der var en pause i soundscapet, en anden gang af en flyver, der fløj tæt over mit hoved, og en tredje gang, af én af de andre gæsters snorken.

Da jeg blev vækket af stilheden slog det mig, hvor meget jeg savnede soundscapet, jeg var faldet i søvn til, og faldt først hen, da jeg igen hørte lp’ens knitren, og nogle kinesiske mænd diskutere et eller andet i det fjerne. Tid og rum var opløst, og jeg hørte hjemme i den verden, der var blevet skabt af Lenaerts lyde.Foto: Henrik Beck

Delegeret
Borealis er en festival, som ud fra det jeg oplevede, ikke virkede til at være kendetegnet af store prangende i prestigeprojekter, men som alligevel med kreativitet, lune og omhu, får en programmæssigt alsidig festival iscenesat som et sammenhængende og vedkommende event. Festivalen har kun en brøkdel af storebroderen Ultimas budget til rådighed men finder sin vej ved at bruge byen og de institutioner og steder, som allerede eksisterer.I løbet af de to dage jeg var der, oplevede jeg en intim, hyggelig og dedikeret atmosfære fra såvel udøvere, festivalarrangører som publikummer. Min invitation som delegeret gæst hjalp selvfølgelig gevaldigt på dette, hvormed jeg befandt mig et sted mellem for- og bagscene: Spiste aftensmad med festivalarrangører- og deltagere, kørte i lufthavnstransport med kunstnerne, fik stort set alt betalt og blev i det hele taget behandlet rigtig godt. Samtidig var jeg også publikum, jeg havde en rolle som kritiker og har som redaktør interesse i det internationale netværk, der blev stillet til rådighed. Min rolle som skribent er derfor ikke fri for de kompleksiteter sådanne situationer medfører. Men, i stedet for at afstå fra at skrive, vælger jeg slutteligt at tegne min position op, da den på mange måder også er et symptom på mekanismerne i festivaler som denne, hvor langt de fleste, hvad enten de er optrædende, arrangører eller gæster, har en eller flere kasketter på.