SPEAK UP! for musikalsk mangfoldighed

»Jeg er interesseret i kunstens relationer til politik og til samfundet.« fortæller SPOR’s kurator Lars Petter Hagen engageret som det allerførste, da vi mødes på en telefonlinje mellem København og Oslo, hvor Hagen bor. »Hvilken indflydelse og funktion kan musik og kunst have i samfundet?«

SPEAK UP! er overskriften på årets SPOR-festival, og det er nemt at få Hagen i tale om, hvorfor: »SPEAK UP! kan forstås på flere måder. Jeg synes, det er en poetisk titel. Man kan tænke på, at det skal handle om, at samtidsmusikken er en ’underdog’, en udfordrer som må råbe op! Jeg ser det som en forpligtelse, ikke mindst i de nordiske samfund, hvor den klassiske musik er ved at blive reduceret til ren underholdning. Det overrasker mig, at så mange komponister har en så resigneret holdning til dette. Og hvad med de udfordrende idéer udenfor musikinstitutionerne? Det er jo her den virkelige nyskabning sker i øjeblikket. SPOR 2012 er et forsvar for mangfoldighed, både kunstnerisk og politisk,« forklarer Hagen.

I samtale med Hagen står det soleklart, at overvejelserne om kunstmusikkens kritiske potentiale er et naturligt og meget grundlæggende tankesæt hos den erfarne kunstneriske leder og komponist.

SPORs styrke er gør-det-selv
Hagen mener, at vestlig kunstmusik i århundreder har været domineret af store traditionelle institutioner, der med en gevaldig pose penge i hånden har defineret musikalsk kvalitet og fastholdt et hierarkisk miljø med store, klassiske symfoniorkestre i toppen: »Det er interessant, at det hierarki løsner op nu. De store tunge traditionelle institutioner har stadig magt, men ikke samme type magt over kvalitetsbegrebet. Sagt med et marxistisk begreb, så tilhører produktionsmidlerne i højere grad kunstnerne selv! Blandt andet på grund af den teknologiske udvikling. Det er interessant i en politisk kontekst, at fattige kunstnere fra køkkenborde over hele verden kan være lige så indflydelsesrige som institutioner med en bugnende bankboks. For i dag kan alle udgive musik, og kunstnerne er ikke så afhængige af institutionerne« fortæller Hagen.

Det er interessant i en politisk kontekst, at fattige kunstnere fra køkkenborde over hele verden kan være lige så indflydelsesrige som institutioner med en bugnende bankboks.

Det åbner op for at skabe noget nyt, når flere aktører får mulighed for at definere musikalsk kvalitet, og det er også SPOR’s styrke: »Der er stor frihed og styrke i, hvordan SPOR tænker samtidsmusikbegrebet. Festivalen tør indtage en kritisk position overfor institutionerne. Den trækker på en DIY-tradition (Do It Yourself, red.), hvor man skaber tingene selv. Selvom jeg også er leder af Ultima Festivalen, som indebærer et samarbejde med mange institutioner, har jeg altid tænkt min egen position på den måde. Som en slags outsiderposition i forhold til de institutionelle rammer, ligesom det er SPORs styrke, at festivalen er en uafhængig festival. Det institutionskritiske aspekt har altid været en del af min kuratoriske praksis, ganske enkelt fordi jeg elsker klassisk musik og ønsker at genren skal udvikle sig.«

Mere en undersøgelse end et oprør
Selvom det kan lyde som om SPOR er i gang med at revolutionere al samtidsmusik ved at overtage produktionsmidlerne og lægge de store institutioner ned, er der ikke tale om et decideret oprør: »Det er mere en åben undersøgelse end et oprør. SPOR 2012 skal undersøge, hvad folkekultur er i dag. Folkekultur er et tvetydigt begreb. I hvert fald på norsk. Man kæder det sammen med ”autentisk” og ”traditionel” kultur, i sidste ende med marginale traditioner som folkedans og sådan. Samtidig betyder folkekultur ”folkelighed” i betydning af massekultur. Men hvad betyder begrebet i relation til samtidsmusik? Der findes ikke én autentisk folkekultur, det er en konstruktion. Parallelle kulturudtryk lever side om side. Det er kunstens opgave at pege på alternative tankemåder i et samfund, og i multikulturelle samfund er der store potentialer, som jeg mener, vi er forpligtet til at udnytte. Vi skal modarbejde ensretning«, understreger Hagen og tilføjer, at også eksperimenter med ”alternativ klangproduktion” kan have politisk potentiale. Politisk kunst er ikke nødvendigvis slagord på plakater.

Men hvorfor lige nu?

»I det nordiske velfærdssamfund er kunstnerne betalt af staten for at være kritiske. Det er en situation, som let kan føre til, at kunsten bliver afvæbnet og får en ufarlig position i samfundet. Derfor må vi kontinuerligt opretholde en diskurs, som problematiserer vores egen praksis og dens relationer til omgivelserne. Jeg ser en tendens på den nordiske musikscene de sidste par år, som forholder sig til dette, og den store forskel i forhold til for ti år siden er, at musikere fra konservatorierne er begyndt at interessere sig for det samfundsmæssige aspekt ved musikken. De seneste år er det blevet meget mere eksplicit.«

Ensemble Zwischentöne under en megafonperformance

Ikke en romantisk avantgarde drøm
En musikfestival, der lover protestdemonstrationer og megafonorkestre og som er imod passiv konsumerisme minder umiskendeligt om noget fra 60’ernes politiske miljø og den avantgardistiske kunstscenes optimistiske tro på, at verden kunne ændres. Hagen bryder telefonlinjens knas med et latterudbrud efterfulgt af eftertænksom stilhed, da en udgave af førnævnte tanker om SPOR finder vej gennem røret til Oslo.

Jeg tror, kunsten har stort potentiale til at ændre det enkelte menneskes liv. Og der må vi begynde, hvis vi vil ændre verden.

»Nej, det er jeg helt uenig i. Jeg håber, det ikke bare er en romantisk avantgardedrøm! Kunsten kan selvfølgelig ikke ændre hele verden i løbet af natten. Ikke i politisk forstand. Et megafonorkester i dag spejler helt klart 60’ernes politiske kunst. Men jeg oplever det som en kommentar til en protesttradition. Et ønske om at gøre noget direkte politisk ved at tage den tids stil med i udtrykket. Det er jo en klar tradition og reference, men i 2012 sker det også med en vis form for humør og distance. Alt er jo allerede blevet gjort i 1960-tallet, i hvert fald ifølge de, som gjorde det. For kunstnerne er det ikke så naivt eller enkelt, at man tror en protestmarch med John Cage og Adorno-citater ændrer verden. Det er mere subtilt. Men jeg tror, kunsten har stort potentiale til at ændre det enkelte menneskes liv. Og der må vi begynde, hvis vi vil ændre verden.«

Ifølge Hagen er det en stor fejl at glemme at gribe tilbage i historien og forholde sig til den: »Historisk bevidsthed er afgørende, når man vil skabe noget nyt. Samtidsmusik handler om forholdet mellem tradition og fornyelse. I dag er tradition ikke et enkelt begreb. Det betyder noget forskelligt alt efter kontekst. Man kan ikke længere tale om én tradition i samtidsmusikken. Vi står selvfølgelig i gæld til Beethoven og Bach. Men i de senere år har samtidsmusikken splittet sig op i mange forskellige traditioner. Måske har det altid været sådan, men for mig er meget af det nyskabende i øjeblikket de projekter, som arbejder med kontekst som et bevidst parameter. Det viser netop en situations-sensitivitet overfor samtiden. For her og nu. Det gør kunsten social og politisk.«

Spor på næste års Ultima
Lars Petter Hagen er kunstnerisk leder for Ultimafestivalen, som er Norges årlige samtidsmusik festival. Selvom festivalen samarbejder med de store institutioner, som Den Norske Opera og Oslo Filharmoniske Orkester, vil grundtanken i kurateringen trække tråde til SPEAK UP! på SPOR.

Historisk bevidsthed er afgørende, når man vil skabe noget nyt. Samtidsmusik handler om forholdet mellem tradition og fornyelse. I dag er tradition ikke et enkelt begreb. Det betyder noget forskelligt alt efter kontekst.

»Ultima er en af de samtidsfestivaler i Europa, som allerede har et meget sammensat program. Den har de store symfoniorkestre og musikdramatiske produktioner, men også små impro-koncerter og eksperimentelle performances, så den favner en lang række forskellige udtryk og genrer. På mange måder er det allerede en foregangsfestival. Men det er klart, at selve tyngdepunktet ligger på den traditionelle scene med kammermusik og symfonisk musik.«

Selvom Hagen i forbindelse med SPOR tænker kunstmusikken som en musikalsk outsider, aner han alligevel, at de store institutioner er begyndt nedstigningen fra elfenbenstårnet: »Jeg oplever faktisk i forbindelse med Ultima, at der er stor lydhørhed hos institutionerne. De klassiske orkestre er også i fare for at blive marginaliseret. Så nu lytter de til, hvad vi reflekterer over. De forstår, at vores ideer også har relevans for dem, og vi har jo et ungt og voksende publikum. Det samarbejdsklima, som før var præget af arrogance fra institutionernes side, er nu langt bedre. For vi har faktisk et fælles mål« slutter Hagen: »At gøre den klassiske musik og kunstmusikken relevant for de, som lever i dag.«