Badet i overtoner

Hans tilgang til musikken er derfor ikke baseret på lange timer foran et nodestativ, men en mere legende undersøgelse af instrumentets uudnyttede muligheder. En slags extended technique, som den amerikanske betegnelse lyder. Det er dog ikke ren improvisation, når Dreyblatt går på scenen med sit band The Orchestra of Excited Strings – der står sågar nodestativer foran musikerne med Dreyblatts egne notationer.

Now you hear me, now you don’t
Dreyblatt starter koncerten alene med sin præparerede kontrabas spændt med klaverstrenge. Han justerer stemningen en smule, hæver buen, og slår en rytme an, som viser sig at være symptomatisk for aftenens koncert. Den insisterende marcherende lyd af evigt fortsættende bueslag har en smuk skinger tone, der både er utrolig simpel i sin urokkelige rytme, men samtidig fuldstændig badet i overtoner. I en artisttalk arrangeret af Festival of Endless Gratitude på Christianshavns Beboerhus beskriver Dreyblatt dagen før koncerten de flygtige frekvenser, der opstår i sin musik med sætningen ”now you hear me, now you don’t.” Overtonerne forsvinder ligeså hurtigt, som de opstår og erstattes af de næste. Samtidig beskriver denne aforisme også de toner, som den menneskelige hjerne selv opfinder for at fylde hullerne imellem tonerne – for at få dissonans til at blive konsonans.

Slagene på bassens strenge skaber på en måde rytme og melodi på samme tid. Det er som om Dreyblatt gør, hvad han kan for at få specifikke lyde ud af sin kontrabas, men i sidste ende opstår disse klange ligeså meget i de små tilfældigheder mellem buen, klaverstrengene og kontrabassens krop. Lyden eksisterer allerede i strengene – musikerne er blot på scenen for at lukke disse lyde ud. Sådan beskriver Dreyblatt selv forholdet mellem instrument og musiker. Selvom der ikke hersker tvivl om musikernes kunstnerisk-tekniske kunnen, er det interessant, hvor meget numrene er bygget op omkring lyden af selve instrumenterne mere end specifikke melodier og motiver.

Den insisterende marcherende lyd af evigt fortsættende bueslag har en smuk skinger tone, der både er utrolig simpel i sin urokkelige rytme

The Orchestra of Excited Strings
Efter Dreyblatts solostykke byder han velkommen til de tre bandmedlemmer i denne udgave af The Orchestra of Excited Strings; Jörg Hiller spiller trommer og har en laptop til sin digitalt kontrollerede el-guitar, Joachim Schütz spiller nænsomt rytmisk på el-guitar og Robin Hayward spiller mikrotonal tuba. Udover sin såkaldte ”excited stings bass” medbringer Dreyblatt også en laptop, hvorfra han blandt andet afspiller en underlæggende rytme indspillet på hans kontrabas, der giver hele orkestret en tempomæssig rettesnor. Som ved flere af de følgende numre, starter aftenens andet nummer ud med denne optagelse, hvorfra Hiller slår an på trommerne, og på femte taktslag falder resten af bandet in. Især Hiller virker tentativ i hvert slag med trommestikkerne. Den magre trommeslager gør alt for at holde rytmen i bedste mekaniske krautrock stil, men skuer hele tiden til Dreyblatt for at være sikker på, at han spiller som forventet. Efter et par numre får Hiller spillet sig varm, og hvor han før virkede sky og tilbageholdende, overtager han pludselig opmærksomheden og leder selvsikkert bandet fremad. Denne transformation var tydelig i Hillers ekspressive trommespil, og jeg hørte flere publikum tilkendegive deres begejstring for den euforiske energi, han fandt og udtrykte mod slutningen af koncerten.

Det ville være let at forklejne Schütz’ guitarspil i sammenhængen, da han sjældent gjorde meget mere end at slå en underliggende spinkel tone an. Men denne tilbageholdenhed er essentiel for orkestrets samspil, der let kunne falde fra hinanden med en alt for ivrig guitarist. Ligeledes giver Haywards tuba aftenen en unik lyd, når han lagde et dronende bagtæppe for resten af orkestret. Haywards mest imponerende bidrag var dog hans evne til at følge den overordnede rytme med overraskende præcise åndedrætsstød.

Lydens vibrationelle egenskaber
Dreyblatts tone- og notationssystem er mere inkluderende end det vante vestlige system. Hvor hver oktav i vestlig notation indeholder tolv semitoner, har Dreyblatt skabt et system med tyve semitoner per oktav. Selvom dette system indeholder toner, mange normalt ville høre som dissonans, føles Dreyblatts lyd både naturlig og melodisk. Systemet er baseret omkring hans fascination med lydens fysiske egenskaber, som begyndte efter Dreyblatts møde med lydkunstneren Alvin Lucier, der forstod lyd som noget konkret håndgribeligt. Luciers arbejde med lyd som vibrationer har haft stor betydning for Dreyblatts virke.

Der blev udvekslet mere information i disse blikke, end de nogensinde kunne have råbt til hinanden

Som mange amerikanere er Dreyblatt god til at indsætte sig selv i en historisk kontekst. Han taler passioneret om sit arbejde i La Monte Youngs båndarkiv, som studerende under Alvin Lucier og med forbindelser til Pauline Oliveros og Morton Feldman. Dreyblatt har forstået at sælge sit brand af anden-generations New York minimalist, lige siden han flyttede til Berlin i 1984. Det er en ting amerikanere ubesværet formår at gøre, og det har nok en finger med i spillet i forhold til den fyldte sal i Jazzhouse denne aften. Det er en anderledes koncert end da hans optrådte på Festival of Endless Gratitude sidste år, hvor Dreyblatt kun spillede med to andre musikere og Jazzhouses stole var skiftet ud med Remisens rå dansegulv. En udbrydergruppe iblandt Jazzhouses publikum fandt sig ikke i stolene, og begyndte at danse euforisk til orkestrets toner. Det manglende dansegulv var til tider savnet, men muligheden for at sætte sig tilbage og nyde lydtæppet, skabte en fokuseret stemning, der klædte musikkens foranderlighed.

Der foregik ikke meget snak mellem numrene, hvor Dreyblatt hverken slog om sig med historisk kontekst eller annoncerede sangtitler. Tværtimod foregik der en lang række stumme samtaler mellem musikerne, der nikkede, hævede øjenbryn, smilede, stirrede, og gestikulerede mellem hinanden. Der blev udvekslet mere information i disse blikke, end de nogensinde kunne have råbt til hinanden. Som en gruppe mennesker, der sammen deler en fælles historie og forståelse. Her falder Dreyblatts anekdote om, at musikerne blot er på scenen for at lukke lydene ud af instrumenterne til jorden. Der foregår tydeligvis meget mere end en agitation (på engelsk: en ”excitement”) af strenge, messing og trommeskind. Orkestret deler et forviklet netværk af relationer og fælles forståelse, der frembringer deres helt unikke lyd.