Dig og mig og vi to

Det giver god mening, at dette års Gong Tomorrow festival startede med en oplæsning af John Cages musikfilosofiske værk, Forelæsning om Intet (1961). I Cages forelæsning, der er nedskrevet i et partitur, og på den måde også i sin form rejser spørgsmål om musikkens materialitet, bliver musikken reduceret til netop det, forelæsningens titel antyder: intet. Musikkens form, dens indhold, dens metode, dens udtryk, dens struktur: alt sammen er intet. Det giver mening, at Gong Tomorrow begyndte med denne oplæsning, fordi forelæsningen uvægerligt fordrer følgende spørgsmål: Hvis musikken er intet, hvad er det så ved den, der rør os til tårer, overmander os, får os til at skælve, danse og føle? Hvis alting er intet, hvad er så tilbage?

fire performere bar hver en Soundboks på ryggen, som i en postmoderne gentagelse af Jesu rejse til Golgata

Rummet, synes Gong Tomorrows forsigtige svar at være; det sociale rum mellem musikerne og mellem publikummerne, mellem musikere og publikum; det rum hvori vi i fællesskab løfter denne intethed og deler den med hinanden. 

Følg mig!

Årets Gong Tomorrow var netop en udforskning af dette rum. Med »social lytning« som det overordnede tema forsøgte festivalen at belyse musiklytningens mange forskellige sociale aspekter, og det var oprigtigt fascinerende at bevidne, i hvor mange forskellige retninger dette tema blev taget af festivalens performere. Som for eksempel Anders Lauge Meldgaards korværk, Rejse som lys der blir ved (2021), der blev spillet på Soundbokse og båret gennem København. Efter en sommer, hvor Soundboksenes tilstedeværelse i nattelivet har fyldt meget i avisspalterne, indbød værket til en diskussion af musikkens plads og rolle i det offentlige rum. Samtidig – tænkte jeg, mens en tiltagende forsamling af nysgerrige tilskuere fulgte efter de fire performere, der hver bar en Soundboks på ryggen, som i en postmoderne gentagelse af Jesu rejse til Golgata – kunne værket også ses som en kommentar til berømthedskultur, til personlighedskult, til idéen om at ‘følge’ nogen. 

Mens Anders Lauge Meldgaards værk interagerede med byrummet, var det musikkens globale politiske implikationer, der var i spil hos britisk-iranske Khyam Allami, der har sat sig for at afkolonisere den elektroniske musikproduktion. De mest udbredte typer af kompositionssoftware, forklarede han inden sin koncert, er nemlig udviklet efter det klassiske, vestlige tonesystem, hvor oktaven er inddelt i tolv lige store dele. Ligesvævende temperatur hedder det, eller som Allami kaldte det med glimt i øjet og sans for provokation: »the McDonald's of tuning systems«. En hel verden af musikkulturer, tonesprog, stemninger og lyde er på den måde ekskluderet fra den elektroniske musik, og det er det, Allami vil gøre op med gennem Softwaren Apotome, der gør det muligt at vælge mellem et hav af stemningssystemer – lige fra den arabiske filosof Al-Farabis 25-tonesystem fra år 950 til den amerikanske minimalistiske komponist og musiker La Monte Youngs The Well-Tuned Piano (1964).

»Den, der bryder ud af et orkester for at gå solo, har allerede tabt«

Præcis hvad denne uendelige valgfrihed kan gøre ved musikken, fik vi en smagsprøve på, da Allami i selskab med en række lokale musikere demonstrerede Apotomes muligheder i Volume på Vesterbro. Der var tale om en legende, eventyrlysten undersøgelse af lyd, en endeløs strøm af musik, der var i konstant bevægelse og hele tiden ændrede sig. Dog kunne jeg, da jeg stod til koncerten, ikke lade være med at finde det ironisk, at det i mine ører allermest interessant indslag i en koncert, der havde til formål at vise den elektroniske musiks revolutionære grænseløshed, var brugen af et akustisk percussioninstrument kaldet en daf. Det var først, da jeg begyndte at skrive denne anmeldelse, at det gik op for mig, at jeg tog fejl: Det er netop i muligheden for at skabe en musik, hvor et ældgammelt iransk instrument passer sømløst side om side med technobeats, der lyder som en berlinsk klub kl. 6 om morgenen, at det revolutionære ligger. 

Gøglede bananer

Det absolut mest bogstavelige udsagn om festivalens tema fandt sted i Valby Kulturhus, hvor den gøgleragtige computermusiklegende Goodiepal og hans alternative kunstskole Bananskolen holdt åbent hus. »Jeg er ikke et individ«, forklarede Goodiepal og var tilsyneladende upåvirket af det lingvistiske paradoks, »jeg er gået fra at være en solokunstner til at være et orkester til at være en skole. Den, der bryder ud af et orkester for at gå solo, har allerede tabt«. Imellem de kollektivistiske prædikener blev publikum trakteret med en lang række performances, hvor Bananskolens elever og en række gæster blandt andet klippede hinandens hår og lavede kampsportslignende bevægelser ud i luften. Alting blev leveret med en underlig ironisk distance, og selvom det var tydeligt, at Goodiepal og alle hans medsammensvorne havde det sjovt, ændrede det ikke ved, at de, i det jeg anså som et forsøg på at skabe et storslået, absurdistisk kaos, nøjedes med at lave et usammenhængende og temmelig uambitiøst rod.

Især den kenyanske, industrielle grindcore-duo Duma leverede en af de mest aggressive koncerter, jeg nogensinde har oplevet

De kom tæt på noget interessant, da DJ'en Teppop forvandlede rummet til et gakket og hyperenergisk mimesis af et rave, men også dét føltes underligt tamt sammenlignet med den blodtørstighed, der tydeligt kom til udtryk, da det ugandiske musikkollektiv Nyege Nyege leverede den ægte vare få dage senere i Volume. 

Skudssalver og smuk tåge i tårnet 

Om det er med livet som indsats eller som belønning, ved jeg ikke, men ikke desto mindre sad jeg tilbage med følelsen af, at den elektroniske dansemusik er et spørgsmål om liv eller død for medlemmerne af Nyege Nyege. Kollektivet består af en bred vifte af østafrikanske undergrundsmusikere, som trækker på alt fra trap til metal. Koncerten i Volume var en påmindelse om, hvor ekstatisk det er at overvære en gruppe performere, der virkelig giver alt, hvad de har. Stemningen, der fyldte den gamle sporvognsremise, var elektrisk, lydstyrken brutal, og den sødlige lugt af sved og alkohol hang i luften tungt som et anker. Der blev danset rundt i de klistrede ølsjatter, som dækkede betongulvet, med en energi, der vidnede om den coke, jeg overværede mindst én person indtage, og aftenens program var en veritabel skudsalve af musikalsk intensitet.

Især den kenyanske, industrielle grindcore-duo Duma leverede en af de mest aggressive koncerter, jeg nogensinde har oplevet. De uigennemtrængelige lag af forvrænget støj var nådesløse og øresønderrivende, men samtidig ikke uden skønhed, fordi de fremstod så omhyggeligt skulptureret og teksturmæssigt afvekslende. Det var en koncert, jeg sent vil glemme. 

Hver gang et medlem af publikum hostede, åbnede en dåse eller flyttede på sig, blev lyden kastet ud i rummet

En anden koncert, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, var musikerkollektivet Damkapellet og soloviolinist Silvia Tarrozzi i Brønshøj Vandtårn. At være inde i den danske arkitekt Ib Lundings vandtårn er som at være inde i en protobrutalistisk udgave af Marmorkirken, så storslået, så svimlende er det at befinde sig under den komplekse mandala af betonbjælker, der overvælder en med sin grå soliditet, hver gang man fristes til at spejde efter loftet. Vandtårnet er kendt for sin helt unikke akustik, hvor efterklangen efter sigende kan fortsætte i op til fyrre sekunder. Mindst lige så bemærkelsesværdig er den helt særlige farve, den helt særlige tekstur, der kendetegner tårnets klang: en aquatisk, tåget klang – lidt som at holde en konkylie mod sit øre. 

Spinkle valmuer i øret

Koncerten i Brønshøj Vandtårn var inspireret af den amerikanske komponist Pauline Oliveros' Deep Listening-princip, der går ud på at overgive sig fuldstændig uforbeholdent til sin høresans. Der er tale om en så forfinet grad af sensitivitet, at man ikke blot lytter til et værk, men også bliver bevidst om, hvordan andre mennesker omkring en lytter til det. En slags kollektiv skærpelse af høresansen; som om alles lytning smelter sammen til en. På den måde handler Deep Listening langt hen ad vejen om empati: om at give plads til andre, om at lukke andre ind frem for blot at forsvinde i sin egen lytnings trance.

Musikken blev en spinkel valmue, der skulle sendes fra hånd til hånd uden at tabe sine blade

Intet sted kunne have været mere velvalgt til at eksemplificere dette end Brønshøj Vandtårn. Både Silvia Tarrozzis fortolkning af den franske komponist Eliane Radiques droneværk Occam Ocean II (2019) og Damkapellets improviserede musik var sarte, spektrale størrelser, der svævede rundt mellem betonsøjlerne og nærmest syntes at hjemsøge vandtårnet – til stede og samtidig ikke helt.

Hver gang et medlem af publikum hostede, åbnede en dåse eller flyttede på sig, blev lyden kastet ud i rummet i direkte kollision med musikken og derefter gentaget i det uendelige af den massive rumklang. Man fik fornemmelsen af, at blot en enkelt forstyrrelse af den art ville være nok til at få den skrøbelige musik til at brase sammen, og på den måde sad hver eneste person i publikum med et ansvar for i fællesskab at forhindre dette sammenbrud. Musikken blev en spinkel valmue, der skulle sendes fra hånd til hånd uden at tabe sine blade. Dét er social lytning. Jeg kunne ikke under koncerten undgå at komme i tanke om en passage fra John Cages Forelæsning om Intet, som jeg jo netop havde hørt læst højt få dage forinden på Gong Tomorrows åbningsaften, hvori Cage netop reflekterer over skønhedens skrøbelighed:

But actually / unlike the snail / we carry our homes / within us / which enables us / to fly / or to stay / to enjoy / each. / But beware of / that which is / breathtakingly / beautiful / for at any moment / the telephone / may ring / or the airplane / come down in a / vacant lot / A piece of string / or a sunset / possessing neither / each acts / and the continuity / happens / Nothing more than / nothing / can be said.