SNYK skal både ae med og mod hårene

Nyheden kom måske som lidt af en overraskelse for de fleste. Ikke desto mindre synes der at være en bred enighed om, at det bliver interessant, hvad der nu kommer til at ske for den ny kompositionsmusik og lydkunsten – eller samlet set kunstmusikken – med den historie, som Bjarke Svendsen lægger bag sig i det danske musikliv.

»Jeg er et godt eksempel for de folk, der kæmper for mere musik i skolen«, siger Bjarke Svendsen, der altid har haft musikken tæt inde på livet. Han har selv spillet traditionel klassisk musik på både blokfløjte, klarinet og violin på Rudolf Steiner-skole, men hans nysgerrighed gjorde ham tidligt bevidst om, at man må tage skeen i egen hånd, hvis man er utilfreds med det foreliggende musikudbud. Ved siden af idéhistoriestudierne på Aarhus Universitet, begyndte han med ligesindede musikentusiaster at arrangere koncerter i sin hjemby. 

Med arrangørgruppen LJUD fik han mellem 2003-2009 sat utallige koncerter op med prominente, og dog helt forskellige navne, som Charles Hayward fra den eksperimenterende rockgruppe This Heat og avantgardejazztrioen The Necks, for blot at nævne to. »Det var ikke en protestbevægelse. Det var simpelthen noget vi gjorde for at få lov til at høre den musik, vi gerne ville høre«, siger Bjarke Svendsen om sin koncertproduktion, som altså allerede dengang var bred og grænsesøgende. Med solid erfaring i bagagen blev han herefter ansat som booker på Atlas i Aarhus, som er Voxhalls spillested for verdensmusik, folk og jazz. Her blev han indtil 2012, hvorefter han frem til i dag har fungeret som daglig- og kunstnerisk leder for Jazzhouse og siden 2014 også som daglig leder for Global i København.

Jeg synes at G((o))ng Tomorrow har en sund genreåben profil, og det skal stimuleres og fastholdes. Men det kunne jo være spændende at lægge til, sådan at man har den helt tunge strygerkvartet, der deler scene med fx Puce Mary.

Navnlig Jazzhouse har de seneste år været emne for heftige debatter i diverse musikmiljøer, i pressen og på sociale medier, og fronterne har været trukket hårdt op under de såkaldte jazzgates. På den ene side stod folk fra det danske jazzmiljø, som følte sig oversete og frataget deres nationalscene, og på den anden side var der alle dem, der skamroste den nye eksperimenterende musikprofil på Jazzhouse for at være det mest fantastiske, der var sket for musikken i årevis – både nationalt og internationalt. Selvom bølgerne gik højt og der var bred uenighed, blev Global og Jazzhouse på bl.a. Bjarke Svendsens initiativ forenet under samme rammeaftale for snart et år siden. Senest er det blevet offentliggjort at Jazzhouse om få måneder lukker ned i Niels Hemmingsens Gade i indre by og nu skal flytte sammen med Global i verdensmusikspillestedets lokaler på Nørrebro i København, under et nyt navn, men med samme vidtfavnende repertoire.

Bjarke Svendsen og resten af Jazzhouse-stabens mod til at dyrke genreopbrud og udfordre rammerne når de blev for fastlåste, har været kærkomment i store dele af det danske musikliv. Vi lever i en tid, hvor den enkeltes musikforbrug er påvirket af zapperkultur og internet, og de flestes Itunes-biblioteker og Spotify-spillelister skizofrent blander genrer, bands og solister på kryds og tværs. Derfor har Jazzhouses brede musikprofil appelleret til mange, især unge, publikummer, og været grundlag for spændende og nye koncertoplevelser, som man sent vil glemme.

»Det bliver nu det spillested, som jeg altid har drømt om«, tilføjer Bjarke Svendsen. Man kunne da også levende forestille sig, at Global/Jazzhouse må være det mest spændende sted at være lige nu, som det ultimativt vidtfavnende, genreåbne og nysgerrige spillested, det bliver inden længe. Alligevel vælger han at forlade projektet til fordel for SNYK, lige på målstregen.

SNYK og den ny kompositionsmusik
Hvorfor? Det synes der egentlig at være en rigtig god grund til. Faktisk ligger det nærmest i Bjarke Svendsens DNA at søge videre mens legen er god, og ikke mindst at ville udfordre musiklivets rammer, hvor han finder et behov for det. Tilmed ser han det som en helt naturlig udvikling nu at dedikere sig til SNYK, idet genreorganisationen repræsenterer et miljø og en musik, som har et overlap med det han hidtil har beskæftiget sig med på Global/Jazzhouse.

SNYK blev dannet i 2000 som den officielle genreorganisation for klassisk ny musik, og har siden skullet repræsentere både komponister, musikere, arrangører og udgivere inden for dette område. Ikke desto mindre går genreorganisationens rødder så langt tilbage som ISCM-sektion, og altså den danske afdeling af Det internationale Selskab for ny Musik, der blev stiftet i 1922, hvor ny musik-livet blev sat sammen internationalt. I dag varetager SNYK ikke kun den ny kompositionsmusik, men betegner sig selv som genreorganisationen for både ny eksperimenterende musik og lydkunst. Organisationen står desuden bag initiativer som SNYKradio og den aktuelle G((o))ng Tomorrow, som er en festival for ny musik og lydkunst på tværs af genrer og i mødet med andre kunstformer.

Da ny musik-scenen opstod i starten af 1920’erne, var det som et modstykke til den traditionelle kompositionsmusik. Ny musik var ikke én genre, men dækkede i stedet over alt dét, der ikke var traditionelt. Noget af drivkraften bag denne institution var at publikum blev beriget med nye og udfordrende koncertoplevelser, og at man gik til koncert uden anden forventning til musikken, end at den var god. På den måde giver det god mening for Bjarke Svendsen at blive daglig leder af SNYK, men hvad vil han egentlig gøre med et miljø, der allerede dyrker de genremøder og traditioner, som han er fortaler for?

Ny kompositionsmusik for alle
Bjarke Svendsen har allerede en række vigtige punkter på tegnebrættet. Tilgængelighed til musikken er fx en af de første ting, der skal arbejdes med, for selvom ny kompositionsmusik og lydkunst favner et bredt spekter, når musikken langt fra ud til alle, mener han:

»Det miljø og den musik som SNYK repræsenterer, er en meget kunstnerisk vedkommende musik, som jeg ser et stort udviklingspotentiale i. Jeg vil gerne brede det ud og forsøge at gøre det mere tilgængeligt. Ikke ved at annullere den måde som folk konsumerer denne musik på, men mere gennem at åbne op for, at det er ok at komme ind fra gaden og ikke vide noget i forvejen, men bare få en på opleveren.«

Så der skal altså arbejdes med adgangsbarrieren, som bl.a. handler om at få afkræftet nogle fordomme, mener han:

»Med den meget brede pensel er det jo musik som er udfordret. På den ene side pga. nodestativer og folk i pænt tøj, og på den anden side fordi den bliver fremført på ukendte instrumenter. Så på den ene side fremstår den konservativ, og på den anden side fremmed for folk. I mine øjne er det egentlig bare ny musik på gamle instrumenter og/eller ny musik på instrumenter, som man måske ikke kender endnu, men det er for helvede musik. Det skal man da bare komme ind og opleve.«

Det er jo en god tanke, men er det overhovedet muligt? Hvordan vil Bjarke Svendsen bære sig ad? Det har han allerede nogle helt klare idéer om. Der skal først og fremmest skabes bedre dialog mellem udøvere, publikum, presse, organisationer og spillesteder for at legitimere alle dele af musikmiljøet og brede kunstmusikken mere ud. Der skal eksempelvis også eksperimenteres med programtekster med henblik på at få selve musikken i fokus fremfor dirigenten eller dem der fremfører værket, så man som udefrakommende bedre kan forholde sig til den musikoplevelse man går ind til.

Musikken først
At turde splitte og derefter lukke så stolt og forankret en kunstinstitution som Jazzhouse i jazzbyen København, kræver en stærk vision. Historien om Jazzhouse har været nervepirrende, og den udvikling som spillestedet har taget siden 2012 vidner om, at der måske i det hele taget er ved at ske en reformulering af kunstinstitutionsbegrebet i Danmark. Men den vidner også om, at Bjarke Svendsen er typen, der insisterer på at skubbe til rammerne og udfordre traditionerne – hvis det altså tjener musikken vel at mærke. Og det har han også tænkt sig at gøre i SNYK. 

Så SNYK og G((o))ng Tomorrow skal ryste omverdenen, men også ryste sin egen verden, for at bringe musikken i spil og i dialog med sin omverden

Derfor er en del af strategien for Bjarke Svendsen at udfordre både formen og rammerne for kunstmusikken for at brede den ud, og dermed udvikle dens fulde potentiale. Her tager han nogle metoder med sig fra Jazzhouse, og ser det som helt oplagt fx at blande hovednavn og support på tværs af genrer:

»Jeg synes at G((o))ng Tomorrow har en sund genreåben profil, og det skal stimuleres og fastholdes. Men det kunne jo være spændende at lægge til, sådan at man har den helt tunge strygerkvartet, der deler scene med fx Puce Mary.«

Også de fysiske rammer skal der rykkes ved, mener Bjarke Svendsen, for at få bredt kunstmusikken ud og gjort den tilgængelig i nye sammenhænge. Det vil han gøre ved at videreføre traditionen om at udfordre koncertformatet for den ny kompositionsmusik, som det fx er set med Klang Festival på Teater Republik, men også rammerne for lydkunsten: 

»Museer har jo ikke problemer med at huse koncerter, så hvorfor ikke hjælpe udøvere med at gøre deres værker tilgængelige på livescener på en anden måde end de er i dag? Jeg synes, der er store perspektiver i at få lydkunsten og den ny kompositionsmusik ud på spillesteder, men det kræver at både SNYK og det brede miljø kan berettige overfor spillesteder, hvorfor det har kunstnerisk relevans. Samtidig kræver det noget lavpraktik, som fx at vi skal i dialog med udøverne om, hvordan man gør sine kompositioner skalerbare, men selvfølgelig uden at gå for meget på kompromis.«

Med og mod hårene
Så SNYK skal åbne op udadtil, udbrede den ny eksperimenterende musik og lydkunsten og gøre den mere tilgængelig for det brede publikum. Men der skal samtidig ageres indadtil og måske tages nogle kampe, hvis det er nødvendigt, mener Bjarke Svendsen, der også har lyst til at ryste kunstmusikmiljøet lidt ud af sin comfort zone. Det vil han fx gøre ved at blande de føromtalte supportmuligheder på kryds og tværs af genrer:

»Det er vigtigt at insistere på, at den ny musik har den fundamentale værdi, at den er ny og uforståelig for folk flest. Når uforståeligheden og udfordringerne dermed er en basisværdi, så er det også vigtigt at insistere på, at det miljø, der forbruger og forstår den ny musik, selv oplever noget som de synes er uforståeligt. Miljøer – ny-musik, jazz, punkmiljøer osv. – går jo gerne ‘med livrem og seler’, og finder tryghed i at være nogen, der forstår noget, som andre ikke forstår, og forsynes derigennem med identitet igennem afgrænsning og eksklusion. Derfor er det rigtig vigtigt også at skubbe til miljøet og selvopfattelsen i det. Det er sundt at få kortsluttet sine logikker engang imellem. Derfor skal SNYK både ae med og mod hårene«, siger Bjarke Svendsen.

»Så SNYK og G((o))ng Tomorrow skal ryste omverdenen, men også ryste sin egen verden, for at bringe musikken i spil og i dialog med sin omverden« , fastslår han.

I dagligdagen vil jeg helst agere fødselshjælper for folks idéer og stimulere dem, så der kommer flest muligt på bordet

Ingen foreløbige revolutioner
Der er altså ingen tvivl om de fremtidige planer for SNYK, men hvad kommer det umiddelbart og helt praktisk til at betyde, at Bjarke Svendsen skal sidde i den stol? Trods den nye titel har han personligt svært ved at tænke sig selv som leder. Han arbejder derimod bedst med en flad struktur, som han også har gjort det på Jazzhouse:

»Jeg ved ikke hvordan miljøet har oplevet SNYK, så jeg kan ikke sige hvilken forskel der vil være, det ved jeg ret beset ikke. Jeg kan bare sige, at en af de ting jeg tager med mig fra Jazzhouse, det er den meget flade ledelsesstruktur. Jeg synes fx, at en leder skal stå for skud, hvis der bliver rettet kritik mod organisationen. I dagligdagen vil jeg helst agere fødselshjælper for folks idéer og stimulere dem, så der kommer flest mulige på bordet, end være en leder, der kommer med et færdigt katalog som medarbejderne bare skal eksekvere«, siger Bjarke Svendsen.

Derfor kan vi nok heller ikke forvente de helt store omvæltninger til at starte med:

»Det første lange stykke tid må jeg komme ind og stikke en finger i jorden, tage temperaturen på personalet. Jeg må høre hvad de har gang i, hvad der har virket og hvad der ikke har virket, tale med arrangører og musikere osv. Det er min hensigt ligeså langsomt at arbejde mig ind på noget, så der er ingen planer om de store paladsrevolutioner lige foreløbigt.«