Wundergrund - det hele værd

Et brag af en åbningskoncert i Koncertkirken
Simon Steen-Andersens værk Black Box Music åbnede Wundergrund Festivalen med et brag. Overdimensionerede dirigenthænder video-projiceret op på et kæmpelærred i Blågårds Kirke, skiftevis dirigerede, bankede, knipsede, tegnsprog’ede og fuck-finger’ede publikum og Århus Sinfonietta igennem Simon Steen-Andersens vanvittigt morsomme og knivskarpe slapstick-dukketeater værk Black Box Music.

Ejeren af de overdimensionerede hænder, den norske solist Håkon Stene, styrede suverænt slagets gang med hænderne dybt begravet i en sort boks med indbygget video-kamera, placeret på gulvet foran lærredet. I løbet af værket hentede hænderne ting ind i den sorte boks. Nydelige stemmegafler blev afløst af en mere aggressiv ventilator med påmonteret kort gummisnor, som piskede det ene fede beat ud af de udspændte elastikker, plastikkaffekopper og plastik ølkrus. Hele seancen sluttede af med små hånd-ventilatorer, der indtog kirkerummet som kæmpe bombefly, tilsat ballon og konfetti. I sandhed en herlig absurd finale: Bombenedslag i børnefødselsdags-lagkagen.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Iscenesættelsen af de gigantiske hænder, video-filmet i sort-hvid med skiftende dramatisk belysning, og det høje tempo gav performancen et komisk stumfilmslignende og lækkert retro-æstetisk skær. Håkon Stenes lille oplyste hoved foran den sorte boks stod i stærk kontrast til de enorme dirigenthænder oppe på lærredet og førte tankerne hen på troldmanden fra Oz. Håkon Stene fremstod så lille og undertonet på scenen, at undertegnede ikke opdagede solisten før et godt stykke inde i værket. Opmærksomheden var i det hele taget rettet mod hans overdimensionerede hænder på lærredet, som nærmest truede med at gribe ud efter publikum og piske musik ud af os, som var vi blotte elastikker, plastikkrus eller Århus Sinfonietta.

Hatten af for Århus Sinfonietta. De opførte værket knivskarpt, koncentreret til det yderste, med click-track i ørerne og boremaskine i hånden, øjnene stift fæstnet på de store dirigenthænders mindste bevægelse.

Han kan noget særligt, Simon Steen-Andersen. Han besidder en uhåndgribelig kerne af ’craziness’, som han formår at præsentere i en super stringent form, som går lige ind, uden nogen form for dikkedarer. Undervejs i koncerten var jeg ikke et sekund i tvivl om, hvor Black Box Music skulle hen. Og det er måske derfor Simon Steen-Andersens musik virker så stærk.

Og hvordan optræder man så efter sådan en performance?

Cool rock-melankoli efter sinfonietta-slapstick
Kira Skov havde efterfølgende CD-release på sit nye soloalbum When we were Gentle. Hun præsterede et sejt træk med at få vendt publikumsskuden fra Black Box Music-værkets hæsblæsende, udadvendte og humoristiske sinfonietta-slapstick til sin egen mere indadvendte, sort-romantiske moody-rock-stemning. Stilen var cool og hipster og Kira Skovs karismatiske stemme mindede i passager stærkt om forsanger Beth Gibbons fra 90'er triphop-bandet Portishead. Men udfordringerne var desværre mange: generelt dårlig lyd og visuals projiceret op på lærredet, som nogle gange faldt ud på grund af fejlsignal.

Og så var der dét med publikum. Under Kira Skovs koncert udvandrede godt halvdelen af publikum, mens den anden halvdel sad og heppede. Hver sin musikkultur, hver sin smag. Spørgsmålet er bare om Wundergrund Festivalen kan tåle sådan et bræk midtover på én og samme aften?

Intentionen med programlægningen var god nok: Et møde mellem to store kunstnere fra to diametrale genrer. Men det lykkedes desværre ikke helt.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Moderjord med skumle bagtanker
Pete Drungles musik til Lilibeth Cuenca Rasmussens teaterperformance Gaia var af den amerikansk-minimalistiske skuffe med jazzede skalaer tilsat orientalske toner. Ensemblet Lydenskab swingede sig engageret igennem musikken, med ørerne godt fæstet på hinanden. Stilen var repetitiv og massiv med lange passager af ustoppelige 16.-dels noder. Ikke meget lys nordisk efterårssol at hente her, hvilket undertegnede først synes var ret anmasende, men senere måtte konstatere var ret fascinerende i al sin mastodonthed. Noget af et musikalsk værk at skulle give sig i kast med for video- og performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, som påtog sig rollen som æggende farlig moder jord.

Lilibeth Cuenca Rasmussens performance viste i det hele taget hendes store format som performancekunstner. Hun gav Pete Drungles minimalistiske og tunge elektroakustiske musik et gedigent modspil og gjorde Gaia til sin egen, gennem dunkel deklamation og sort tale i perfekt sync med musikken. Dog synes Lydenskab til tider at lade hende i stikken. Der kunne have været lidt mere hjælp at hente i form af samspil; ikke kun musikalsk, men også performativt. Men det hører jo med, når alle tager skridtet ud på nyt territorium. Der bliver svedt og arbejdet, krydset over og trådt ud på glatis.

Moderskabets mange facetter blev udstillet på grotesk, men også elegant vis, tilsat en god portion humor. Hendes afkom, i form af musikere og sammengroede amøbe-performere, blev født ud af åbninger i moderdyrets 150 meter store farvestrålende kjole, og – som moderdyr ofte har det med at gøre – holdt stangen, gennem forskellige afskygninger af moderkærlig tyranni. Efter at have opgivet tilbageerobringen af sine børn, kravlede moderdyret ind i sine egne fødehuller, hvorved kæmpekjolen blev reduceret til en lang krinoline-lignende hale, som slæbte efter hende. Lilibeth Cuenca Rasmussen sluttede hele denne alternative skabelsesberetning af med at uddele vulgære luftkys ud til publikum, som om hun ville sige: ”you mess with mother earth, you mess with life.”Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Grafiske verdener uden grafik, men med fantastisk musik
Jeg må indrømme, at jeg ikke var så meget til Pete Drungles gennemkomponerede massive elektro-minimalisme, skrevet til performancen Gaia i Skuespilhuset. Til gengæld blev jeg om fuldkommen blæst omkuld om tirsdagen i Litteraturhaus af selvsamme Drungles fabelagtige evne til at improvisere på klaveret. Lytte, følge, afprøve, lytte, lege, skubbe, skubbe og skubbe til sine medspillere Lars Greve på saxofon og 2 x klarinet og Jacob Kierkegaard på sinusgenerator, Else Marie Pade-samples og mixerpult.

Det amerikansk energiske mødte her det skandinavisk fintfølende, og bølger af stor skønhed opstod.

Jacob Kirkegaard spillede i aftenens anledning samples fra Else Marie Pades årelange elektronmusik-produktion. Den bød på alt muligt, lige fra fuglefløjt og bølgende sinustone-interferens (svævninger), sandsynligvis taget fra hendes værk Symphonie magnétophonique, til en optagelse af Else Marie Pade, der som ung fortæller om ’den nye elektronmusik’ og blandt andet om elektronmusik-pioneren Pierre Schaeffer og hans ’konkrete musik’.

Pete Drungle greb straks Else Marie Pades nydelige stemme og imiterede den genialt på klaveret. I det hele taget var hans musikalske overskud og hitte-på-somhed fuldstændig uovertruffen, uden på nogen måde at tromle resten af trioen. Glimtvis forsøgte Drungle at lokke Greve og Kirkegaard ind i mere melodiske og rytmiske faser af improvisationen, men det var som om, de ikke rigtigt ville bide på. Måske fordi Drungles genremæssige spænd over mod free jazz, Debussy-agtig harmonik og jazzet rytmik simpelthen var for langt væk fra deres egen genre, hvem ved? Det havde i hvert fald været rigtigt interessant at høre, hvad der var sket, hvis Greve og Kirkegaard var gået med hele vejen, og havde krydset over til det melodiske.

Lars Greves fagot og klarinetspil knasede, boblede og overtonehvislede sig perkussivt gennem improvisationen, med svage antydninger af overtone-melodik. Hans dobbeltgreb, med at spille samtidigt på to klarinetter stemt en anelse forskelligt, knyttede fint an til aftenens tema ’svævninger’. Det samme gjaldt Greves delikate støj-effekter på fagotten, der lød som knas fra en pladerille, og fint spillede op til Jacob Kirkegaards plade-samplinger.

Aftenen stod i det hele taget i svævningernes tegn. Anledningen var dels urpremieren på dokumentarfilmen Svævninger, instrueret af Sofie Tønsberg, om Jacob Kirkegaard og Else Marie Pades samarbejde: To dedikerede elektronmusikere, et halvt hundrede år i aldersforskel, ingen hindring. Dels udgivelsen af (vinyl-)pladen Svævninger, som er frugten af dette samarbejde.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Det var en meget rørende og nærværende dokumentar, der med nænsomhed og en hel del kærlig humor viste, at to sjæle godt kan brænde for én tanke, nemlig den elektroniske musik, trods en aldersforskel på 51 år. Dokumentaren er dels optaget en eftermiddag hos Else Marie Pade, hvor de to går tur i sinustonernes verden, Else Marie Pades gamle chatol med glemte værker, frekvenstallet 131, og det skønne, der opstår, når to sinustoner møder hinanden og begynder at svinge. Fx som under Wundergrund Festivalen 2012, hvor Jacob Kirkegaard og Else Marie Pades fællesværk Svævninger blev uropført. Man kan ikke andet end blive dybt rørt over den gensidige opmærksomhed, kærlighed og respekt, som Jacob Kirkegaard og Else Marie Pade viser hinanden.

Flap det flag!
På opfordring fra Wundergrund havde støjrock- og avantgardemusikeren Jomi Massage fået frie hænder til at slutte festivalen af. Og det gjorde hun ved at kickstarte kunstnerplatformen ’The Being Music’ med 9 kvindelige musikere og komponister. Aftenen var dedikeret til den engelske kvindesagsforkæmper Emily Davison, som i 1913 kastede sig ud foran kongens hest til derby’et i London for at plante et protestflag på den, men kom galt afsted og døde. ”Flap like a flag” blev symbol på kvindesagens dedikation og kamp for overhovedet at få stemmeret – at blive hørt.  Så altså et opråb til alle kvinder om, at man må gøre noget for at blive hørt. Og det var netop, hvad alle 9 kvinder gjorde denne aften.

Aftenen lagde ud med den klassisk funderede gruppe We Like We’s improviserede værk Group Pressure? Katinka Fogh Vindelev lagde ud med en loopet æterisk vokal tilsat analoge old school effekter. Josephine Opsahl på cello og Katrine Grarup Elbo ledsagede hende med ditto analogt isenkram og gav, om end ikke gruppepres, så et fint modspil og medspil, med et solidt indspark af Sara Rosendal på percussion. Det var lækkert, sprødt og æstetisk, men ikke specielt flag-flappende grænseoverskridende eller farligt, som de alle fire tydeligvis har potentiale til. Så, girls, tænkte jeg, glem skolen og kast jer ud på derby-vædeløbsbanen og gi’ den total gas!

Efter pausen fortsatte koncerten med fire kompositioner under den fælles titel: Blindekryds. The Being Music aka Jomi Massage havde ladet lyden af et blindekryds være omdrejningspunkt for alle fire kompositioner, og det kom der meget interessante ting ud af.

Jomi Massage kan det der med at bryde det lidt for yndige monotone med det overraskende.

Jomi Massages 1. sats: I will become more of a lady er taget fra hyldest-kampdigtet skrevet til minde om (og ære for) Emily Davison, og fortsætter: When school is done. Viljen til at gøre det usædvanlige var her helt umiddelbar, og sammen med Maria Laurette Friis på den cooleste veteran-synthesizer, en monsterstor Korg MS-10, og Henriette Sennenvaldt på vokal og keyboard, nynnede og analog-krattede de sig gennem mærkelige og lettere uhyggelige lyduniverser. Jomi Massage kan det der med at bryde det lidt for yndige monotone med det overraskende. For eksempel med et velplaceret host helt ned i mikrofonen, så det runger i hele Hofteatret. Eller sige ”bipbipbip” for at lave lidt grin (eller måske bare imitere?) blindekryds-bip-lyden. Det var overraskende, lettere provokerende, god humor og ikke mindst totalt velanrettet.

Some day, 2. sats af Blindekryds komponeret af Birgitte Alsted var måske aftenens stærkeste indslag. Titlen er taget fra følgende frase i kamp-digtet til Emily Davison: ”Some day the flowers laid at my grave will remind someone else of the steps that needs to be taken.” Her er virkelig opråb for alle pengene. Kompositionen var en blanding af komponerede elektroakustiske og flerstemmige sekvenser med Birgitte Alsted på violin. Kampråbet ”Flap like a flag!” blev desperat råbt ud af flere omgange i de samplede sekvenser. Her kunne man vitterligt høre flaget blafre, hestehovene fra derby’et galopere forbi. Vi var med Emily Davison i firspring hen mod kongen, og vi var med alle de kvindestemmer, der må have ligget i Emilys baghoved, da hun sprang ud med flaget i hånden og gjorde det! Kvindestemmer, som i aftenens anledning havde fået stemmer af Katinka Fogh Vindelev, Lise Westzynthius, Maria Laurette Friis, Katrine Grarup Elbo og Jomi Massage.

3. sats, Katedralen, af og med Jomi Massage på effekter og Lise Westzynthius på et old school E-Piano, gik mere beat-baseret og tranceagtigt til blindekryds-bip-lyden. Jomi Massage spillede fornemt op til Lise Westzynthius’ melodiske linjer. Og igen må jeg tage hatten af for Jomi Massage. Hun er ikke bange for noget, men får lavet en masse lydballade med hjertet på rette sted. Hun vifter med det flag, gør hun!

Satsen gik direkte over i Lise Westzynthius’ Kold Favn, som var Blindekrydsets 4. og sidste sats og aftenens finale. Det var helt overraskende, ja nærmest en smule provokerende og forfriskende, at få noget sang, melodi og dansk tekst på banen. Alle aftenens kunstnere var med i denne fælles impro-afslutning, hvor især Birgitte Alsted gav den gas på sin violin.Foto: Hanne Budtz-Jørgensen

Aftenen viste meget godt, at kvinder er nået rigtigt langt – også på den mere eksperimenterende lyd- og musikscene. Derimod er ”pænhed” tilsyneladende stadig et tema, man som kvinde er pisket til at forholde sig til. På den ene eller den anden måde. Der er vist ikke andet at gøre end at blive ved med at flappe det flag!

Genremæssig spændvidde på godt og ondt
Man kan spørge sig selv, hvad Wundergrund vil med sin enorme genremæssige spændvidde? Have modet til at vise bredden af den nyeste musik-, lyd- og performancekunst lige nu, selvfølgelig. Spørgsmålet er bare om festivalen kan bære denne genremæssige bredde, og undgå at knække midtover, som det skete ved Åbningskoncerten, hvor Kira Skovs moody rock CD-release havde svært ved at brænde rigtigt igennem efter Simon Steen Andersens tjubang-slapstick-koncert, og halvdelen af publikum udvandrede.

Genrebredden i Wundergrund-programlægningen betød på den anden side, at der stort set var ny publikumssammensætning hver aften. Og det er jo rigtigt positivt, at Wundergrund kan trække så mange forskellige mennesker til. Og så endda for fulde huse.

Wundergrund Festivalen har vokset sig stor i det Københavnske kulturliv og er ikke til at komme udenom. Efter otte år er der nu store navne og store samarbejdspartnere på programmet, der lader Wundergrund-eksperimentet foregå i storskala: At lade kunst og kunstnere mødes på tværs af genrer i grænselandet mellem musik, lyd og performance. Og er det - på trods af diverse publikumsudvandringer og musikkulturforskelle - ikke det hele værd?

Længe Leve Wundergrund.