Opgør med privilegietænkningen

83 sekunders dansende melodier i fire strygerstemmer uden noget rigtig formål, en egentlig begyndelse eller afslutning. Bare enkel, glad-i-låget, strømmende kompositionsmusik forklædt som spillemandsmusik. Quodlibet eller Efter behag kalder John Cage den lidt uanseelige sidstesats af sin String Quartet in Four Parts fra 1950, og den hører til blandt en eksklusiv skare af musikstykker, SNYKs daglige leder vender tilbage til i privaten. Når han skal på afstand af en surfende hverdag i koncertsalen, på youtube og Google, hvor en løbende strøm af nye, anderledes musikstykker skal iagttages og vurderes. Og det kan man sagtens forstå. I lyset af alle de brydninger på kryds og tværs, man i dag kan opleve i musiklivet, føles Cages lidt tilfældige, rodede dans tryg og rar. 

1. december trådte Thorbjørn Tønder Hansen – eller bare Thorbjørn som et væld af mennesker i kulturlivet kalder ham – til som kunstnerisk leder af Ultimafestivalen i Oslo, og han gik dermed af som leder af genreorganisationen med det lange navn ’SNYK – ny, eksperimenterende musik og lydkunst’. Altså den organisation, der står bag festivalen G((o))ng Tomorrow og understøtter en hel række smalle musikprojekter i Danmark og udlandet med gode råd, kontakter og i mindre omfang kontante beløb. Og læs lige hele navnet en gang til. Eftertitlens tre ord er ekstremt bevidst formulerede og dækker over et stille opgør med kompositionsmusikkens særstatus i samfundet. Intet mindre. Det vender vi tilbage til. 

Vi har øget synligheden for den danske ny musik scene i udlandet og medvirket til, at mere dansk musik i dag kommer ud. Vi skal ikke tage hele æren, men vi har spillet en vigtig rolle

Stillingen som leder har han haft i små 10 år. En periode, hvor det set udefra virker til, at den ny musik i Danmark har fået mere strategisk fokus end tidligere. Med planer ført igennem over længere tid, med mange flere samarbejdspartnere i ind og udland og med meget mere kommunikation om og af det, man laver.

Selve jobbet er ifølge manden selv en skønsom blanding af at tale med politikere om formiddagen og rulle kabler sammen efter koncerter om aftenen. For SNYK er en lille organisation med knap fire medarbejdere, der skal vælge sine kampe. Uanset størrelsen tøver han ikke med at kalde SNYK en succes:

»Det at SNYK i 2006 fik sin første rigtige bevilling og i 2009 blev en rigtig genreorganisation med en fireårig rammeaftale med Statens Kunstfond har betydet enormt meget for musikmiljøerne. Et af de mål, der er blevet indfriet, er, at vi har øget synligheden for den danske ny musik scene i udlandet og medvirket til, at mere dansk musik i dag kommer ud. Vi skal ikke tage hele æren, men vi har spillet en vigtig rolle. Nogle gange som søsætter, nogle gange som katalysator – og nogle gange støttende, hvis en kunstner er kommet ind ad døren med et projekt, der intuitivt lød godt, og som kunne blive til noget på længere sigt« fortæller han. Et eksempel er en af de danske komponister, der har mest vind i sejlene internationalt i disse år: 

»SNYK skal ikke lave kunstneriske one night stands. Men da Simon Steen-Andersen havde et etårigt residency i Berlin i 2011, som skulle slutte med en stor afslutningskoncert, gav det alligevel mening at støtte en enkeltstående begivenhed. Med Simon’sk naturlighed var arrangementet med det norske ensemble asamisimasa blevet større end budgettet i Berlin kunne bære. Så vi gik ind i projektet, fordi vi havde en fornemmelse af, at det både ville være godt for Simon og for ny dansk musik i det hele taget. Der var mange udenlandske festivalchefer i lokalet den aften, og projektet endte med at gå Europa rundt. Støtten til en enkelt komponist havde en bred effekt. Formelt er SNYKs opgaver et uendeligt felt: ’Understøt hele det danske musikmiljø’, ’Lav internationale musikprojekter’, ’Lav en festival, og gør det så stort som muligt’. Med knap fire medarbejdere skal vi vælge, hvor vi kan gøre en forskel. Hvis vi har en god dialog med danske og udenlandske miljøer, hvordan kan vi så både strategisk og intuitivt sætte ind,« spørger han konstaterende. 

Københavns Kommune ønskede i sin tid at støtte en festival, hvor det klassiske og det rytmiske mødte hinanden. Det ligger der selvfølgelig ideologi og potentielle konflikter i

Frigørelse fra hierarkierne
En strategi kan vel kun lade sig gøre, hvis der er et ’vi’, strategien omfatter. Er der et ’vi’ i jeres ende af musiklivet?

»Det er langtfra sikkert, at musikerne og komponisterne føler det. Måske synes dem, tyskerne kalder ’Grenzgängere’, altså folk, der arbejder på tværs af genrer og medier, at der er et sammenhængende miljø. Men der kan sagtens være folk, der ikke føler det. Der kan sagtens være nodeskrivende komponister, som synes, der er meget langt fra dem selv til den lydkunst, vi blandt andet arbejder med, og omvendt eksperimenterende musikere, der ikke oplever et slægtskab med kompositionsmusikken. Jeg synes, at det er SNYKs privilegium at arbejde med det ’vi’ og skabe det. Festivalen Wundergrund og siden G((o))ng Tomorrow har jo haft som opgave at skrive det ’vi’ frem. Det kom som en bunden opgave – og en gave – fra Københavns Kommune i sin tid. De ønskede at støtte en festival, hvor det klassiske og det rytmiske mødte hinanden. Det ligger der selvfølgelig ideologi og potentielle konflikter i.«

Men er det et konfliktfyldt job, du har haft?

»Undertiden. Der er jo særinteresser. Den franske sociolog Pierre Bourdieu har et begreb om social distinktion: at nogle mener, at de er de særligt udvalgte og derfor har nogle særlige privilegier. Jeg fornærmer nok ikke nogen ved at sige, at der for ti år siden i starten af min tid i SNYK og i miljøet for noteret musik var nogle, der syntes, at SNYK var deres. At deres musik var den ophøjede SNYK-musik, og at der ikke skulle komme nogen og forurene med andre typer laverestående musik. Jeg synes, det er utrolig vigtigt at gøre op med den slags hierarkisk privilegietænkning. I ny musiklivet udspringer den især af 50’erne og 60’ernes stærkt ideologiske landskab i kompositionsmusikken, hvor Boulez og Stockhausen var bannerførere for hver deres helt særlige og i deres selvforståelse særligt ophøjede musikforståelser. Men der er heldigvis ikke så meget tilbage af tankegangen. Musiklivet herhjemme ser helt anderledes ud i dag. Ja, jeg oplever, at der i Danmark i disse år er en helt særlig åbenhed tilstede på tværs af genrer, som er utrolig frugtbar for den musikalske udvikling. 

Det ’vi’, I etablerede, var altså noget tredje i forhold til en eksisterende modsætning? 

»I 2008-2009, da jeg kom til, lavede SNYK navnet om. Fra ’Sekretariat for Ny Kompositionsmusik’ til ’SNYK – ny, eksperimenterende musik og lydkunst’. Navneskiftet var ligeså meget en musikpolitisk, musikideologisk bevægelse. Altså væk fra et hierarkisk singulært musikbegreb hen til et sidestillet og pluralistisk. Fra miljø til mil-jø-er,« staver han. 

Organisationens navn skal altså ikke forstås som en beskrivelse af en genre, men som tre genreområder, der har lige meget ret i organisationen: ny kompositionsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst.  

Navneskiftet var ligeså meget en musikpolitisk, musikideologisk bevægelse. Altså væk fra et hierarkisk singulært musikbegreb hen til et sidestillet og pluralistisk. Fra miljø til mil-jø-er

Perspektiv: Berlin og Oslo
Et kig i Thorbjørns CV afslører, at han har arbejdet med ny musik i små 20 år men kun halvdelen af tiden i Danmark. Før SNYK var han manager og producent for ensemblet Cikada i Oslo, med en kort periode som bosat i Berlin og projekter der gennem årene, også fra Oslo og København. Han har med andre ord erfaringer, der kan bruges til at perspektivere tilstandene i det danske musikliv med. Så spørgsmålet er, om den danske frigørelsesproces også er virkeligheden for vores naboer?

»Berlin har i mange år været en global smeltedigel, som har tiltrukket kunstnere fra hele verden – inden for både kompositionsmusik, eksperimenterende musik og lydkunst. Huslejen var billig, men der var stort set ingen offentlige midler. Så kunstnerne har tjent deres penge andre steder, fx i København. De norske miljøer er i stedet kendetegnet ved en meget stærk institutionsforankring på den ene side, som Ultima er en vital del af, og på den anden side ved et utroligt levende, frit musikliv inden for alle genrer, og tilstedeværelsen af pladeselskabet ECM i Norge, som har bidraget enormt til udviklingen. Helt specielt i Norge er også ordet dugnad [egentlig ’fælles, frivilligt arbejde’, red.]. Det betyder, at alle hjælper til. Samarbejdstraditionen ligger dybt i dem – også i musiklivet. De har erkendt, at de er en lille nation på kanten af Europa, og at de er nødt til at arbejde sammen – i en blanding af en national, kunstnerisk selvbevidsthed og et kulturelt mindreværd. For nordmændene er det nødvendigt at samarbejde på tværs af musiklivet og være åbne for en pluralistisk musiktænkning. I kombination med at være begunstiget med en stærk velfærdsstat selvfølgelig, der stadig prioriterer penge til kulturlivet.« 

Det er tre historier om institutioner. De stærke institutioner i Norge, de manglende institutioner i Berlin og etableringen af nye institutioner i Danmark. Det paradoksale er vel, at I bryder med faste opdelinger i Danmark ved at opbygge en ny institution. Men I tænker ikke jeres organisation som stærk? 

Vi har det privilegium, at vi kan indtage rollen som den frække dreng i klassen. Blandt små genreorganisationer er vi den mindste. I min tid i SNYK har vi benyttet den position til at være i dialog med de små miljøer og vide, hvad der rører sig – med meget kort fra tanke til handling

»Vi skal kunne samle folk og være institution. Noget af det største, vi har lavet, er et samarbejdsprojekt med scenen for ny musik i Storbritannien. På den ene side mundede det ud i en treårig aftale med Huddersfieldfestivalen og på den anden side i et samarbejde med London Sinfonietta og Theatre of Voices om ny musik af Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Projekterne med London Sinfonietta affødte også en koncert på South Bank i London, et album som Dacapo Records udgav, en koncert med unge danske komponister – og en aften på Café Oto i London for et mere eksperimenterende felt af danske og engelske kuratorer og unge musikere. Alt sammen med en bred eksponering også i Danmark. På den ene side kunstneriske skarpe projekter, men samtidig også noget, der favnede bredt i miljøerne« forklarer han som den ene side af en generel karakteristik og vender sig hurtigt mod den anden:

»Vi har i SNYK også noget af det mindreværd, som de har på nationalt plan i Norge, fordi vi er små. Men vi har så det privilegium, at vi kan indtage rollen som den frække dreng i klassen. Blandt små genreorganisationer er vi den mindste. I min tid i SNYK har vi benyttet den position til at være i dialog med de små miljøer og vide, hvad der rører sig – med meget kort fra tanke til handling.« 

Fristed eller herberg
Hånden på hjertet er der nok ikke noget, der lyder mere bureaukratisk end en genreorganisation? Det lyder ikke guerillaagtigt? 

»Begrebet genreorganisation har jeg det meget ambivalent med. Vi har også luftet nogle tanker i Statens Kunstfond, om hvorvidt det overhovedet giver mening at bruge det længere. Vi har en pluralistisk genreopfattelse, og det har de andre genreorganisationer også. Vi har mere tænkt os som et center, der kan rådgive, kommunikere og lave projekter. Kunstfonden havde dog ikke umiddelbart noget svar.

Har I aldrig ønsket et hus at spille i?

Økonomisk vil det overhovedet ikke være bæredygtigt med de nuværende bevillinger. Kunstnerisk set giver det heller ikke mening at skabe spillesteder til afgrænsede genrer. Det er jo ikke, fordi SNYK siger, at der skal spilles på tværs i en form for SNYK-genre, at musikerne gør det. Simon Steen Andersen, Søren Kjærgaard eller Søs Gunver Ryberg ville også have tænkt på tværs uden SNYK – vi kan kun understøtte det, der foregår. 

Så for at opsummere: I har ikke rigtig nogen genre, der er ikke noget ’vi’ inden i den – og I har ikke noget sted at være. Hvad er det præcis, du har været leder af? 

»Ja, vi er hjemløse. I positiv forstand betyder det, at alt kan lade sig gøre. I negativ forstand kan vi også risikere, at vi bliver opsamlingssted for alt muligt, der ikke passer ind, og at vores profil bliver så udvandet, at musikken bliver uinteressant. Det er den anden side af mønten. Men det holder os så til ilden. For eksempel er lydkunst et ekstremt komplekst begreb, som vi gerne vil være med til at fremme sproget omkring, og med den nye kompositionsmusik vil vi gerne være med til at skabe et mere nuanceret ’vi’ end det traditionelle. Et, der både kan favne komponisten, der skriver noder ved pulten, og måske bare er et sted i salen, når musikerne spiller den – og de konceptuelt arbejdende komponister, der springer ud af den tradition, men selv sprænger rammerne på scenen. Så jeg ved godt, hvad jeg har lavet.«

Blå bog: Thorbjørn Tønder Hansen
Musikproducent, født 1971. 2009-2017 leder af SNYK – genreorganisation for ny, eksperimenterende musik og lydkunst i Danmark. Tidligere manager for Zeitkratzer Ensemble i Berlin, Programchef for Stavanger2008 (europæisk kulturhovedstad) samt manager for Cikada Ensemble og produktionsleder for Ultima festivalen i Oslo. Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet med studier undervejs i Oslo og Berlin. Naturmenneske og aktiv i vinterbadeklubben Det Kolde Gys.