Fiktionens bæreposeteori

Spyd, sværd, pile, skorstene, kanoner, missiler, raketter. Helten vender altid tilbage fra slaget med en sejr og en fængende historie at fortælle til de lyttende skarer, som spejler deres tilværelse i hans overmenneskelige formåen. Mammutten nedkæmpes med spyd, så alle kan ernære sig med mammutkød – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene overvandt mastodonten. Heron og senere Watt udtænkte dampmaskinen med trykstempler og ventiler – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene industrirevolutionerede verden med hidtil uset styrke. Japanernes krigsvanvid blev stoppet med to velplacerede bomber over Hiroshima og Nagasaki – og helten kan fortælle sin historie om, hvordan han alene satte en endelig stopper for verdenskrigen.

Helten er enestående. Han har opnået noget banebrydende, et skelsættende resultat, en fremragende bedrift. Af vor tids helte er Elon Musk den største. Uden et statsapparat i ryggen affyrer han alene i ét væk rumraketter og udgyder tusinder af sine satellitter over nattehimlen, som var det et maleri af Pollock, der blot manglede at blive færdiggjort, hvorefter kunstverdenen i valget mellem gal og genial udråber ham som unikum. Ifølge den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin (1929-2018) er verdenshistorien en fallisk fortælling, hvor den tekno-heroiske mand sørger for menneskets overlevelse, herredømme og udvikling – altid på vej mod en forbedret fremtid. Fremskridtet som epos er skrevet med spyddet og raketten i hånden.

Historien er indviklet

I sit essay »The Carrier Bag Theory of Fiction« fra 1986 problematiserer Le Guin heltesagnet som verdensbillede. Hvis vi udskifter heltesagnets værktøjer og våben med bæreposer, beholdere, tasker, maver og livmødre, danner der sig et andet helhedsindtryk. Bæreposeteoriens alternative fiktion kræver ingen helte. Dette besværliggør imidlertid dens umiddelbare tiltrækning som virkelighedsopfattelse. Eftersom heltehistorier er lettere at konsumere for masserne, er Hollywood tilbøjelig til at skildre historier om helte frem for historier om samlere, fødedygtige og agerbrugere. Men »det er afgørende, med hvilke historier vi fortæller andre historier; det er afgørende, med hvilke begreber vi tænker andre begreber«, som Donna Haraway skriver i en introduktion til essayet fra 2019 – et refræn, der i øvrigt går igen i Haraways forfatterskab.

Bæreposens, beholderens, skrinets historie er indviklet. Den er viklet ind. Forbundet. Sammenrodet. Flertydig. Modsigende

Le Guin fortæller, hvordan præhistoriske folk ikke hovedsageligt gik på storvildtjagt, men først og fremmest levede af indsamlede frø, rødder, spirer, skud, blade, nødder, bær og korn med et proteinsupplement af insekter, bløddyr, fugle, fisk, rotter og kaniner. Uden nævneværdigt besvær blev al mad indsamlet i rigelige mængder og bragt hjem til bosættelsen. Alligevel var det historierne om nedslagtning af storvildt, som blev afbildet i hulemalerierne. Mennesket fremstillet som magtvæsen gennem prometheusmyter. Det er ikke mytisk at indsamle bær. Ingen helt høster havre. Alligevel, insisterer Le Guin, ligger kulturens grundsten i beholderen, posen, nettet – ikke i spyddet. Det dragende ved spyddets historie er målrettetheden: »Starting here and going straight there and THOK! hitting its mark (which drops dead).« Bæreposens, beholderens, skrinets historie er indviklet. Den er viklet ind. Forbundet. Sammenrodet. Flertydig. Modsigende. Mangfoldig. I ryksækken ligger den glemte banan udsplattet og smører sig ind i kalendere, nøgler og ufærdige tanker. Dét er realiteten – og vi taler ikke om den. Få har et spyd. Alle har bæreposer. Alle er bæreposer.

Selvom Le Guin skrev »The Carrier Bag Theory of Fiction« allerede i slutningen af 1980’erne, er essayets tematikker stadig, og måske endnu mere, relevante i 2020’erne. Med et nyligt genoptryk på originalsproget og en oversættelse til dansk, hvis andet oplag allerede er udsolgt, bliver vi atter mindet om vigtigheden af Le Guins øjenåbnende indsigter og perspektiver.

I pose og i sæk

Men hvad angår denne økofeministiske, stornarrativsrevsende verdenshistoriegenfortælling Seismografs læsere? Jo, bæreposeteorien har vundet genklang i musikkens verden, senest med det københavnske pladeselskab Rhizomes compilation Bag/Belly/Box. Udgivelsen er en samling af i alt ti musikalske bidrag fra selskabets kunstnere, som alle har hentet inspiration i Le Guins essay. Samlingen indeholder således, som det hedder i albumnoterne, indtryk af »den lokale park, undertrykte følelser, internaliseret forandring, en liste over planter, samleren, nerveender, åbninger og et glimt af hverdagen«.

I Bag/Belly/Box bliver lytteren inviteret ind i på samme tid skrøbelige og storslåede rum med hver deres egenfrekvens. Det er ikke entydigt, hvilke rum som indeholder den lokale park eller de undertrykte følelser. I modsætning til litteraturen udtrykker musikken ofte det ikkesproglige, det svært beskrivelige, den umiddelbart kropsligt følelsesmæssige forholden sig til verden, selvet, verden i selvet og selvet i verden. På den måde er de ti meditationer over Le Guins essay lydlige abstraktioner og personlige fortolkninger af det usagte.

Julia Becker, der under aliasset Ioulus er en del af »Bag/Belly/Box«-compilationen, udgav 5. marts albummet »Oddkin« på Rhizome. © Rhizome

Med »I Can’t Say It So I’ll Let the Wind« åbner Lucas Chikhieo samlingen på grænsen mellem rundhyl og kollaps. Et fragmenteret og forvrænget strygerarrangement krænger sig ud og op mod et klimaks, som abrupt kulminerer i Ilinx-medlemmet L. Mantis’ hypersensitive vokal, der ligeledes er akkompagneret af elektronisk manipulerede strygere. Så inderligt, som L. Mantis – Laura Marie Madsen – starter ud på »Moss and Bog Berries«, lige så storladent ender bidraget i trommemaskinesamples og kunstige rumklange.

Grænsen mellem menneske og maskine er udtværet, hvilket gør sig gældende for hele udgivelsen. (Martin) Messells (dis)harmoniske klangkollage af vokal, klaver og synthesizere, »Hvis nu bare«, fletter sig drømmende ind og ud af bevidstheden med enkelte momenter af klarsyn markeret af klokker; den hårfine balance mellem lyksalighed og panikangst. »Ladder« af Ioulus – Julia Becker – er samlingens mest poppede bidrag. Stilsikker, smagfuld enkelhed. Sirligt placerede synthesizerflader understøttet af et enormt tilbagelænet trommemaskinebeat danner grundlaget for et formidabelt vokalarrangement. Lethedens tonstunge tyngde bryder med alle hidtil formulerede naturlove. I sack Newton. Ioulus’ potentiale er stort, og det kan anbefales at lytte til det dugfriske album Oddkin, også udgivet hos Rhizome. På »I Don’t Know This Voice, It Must Be My Own« synger Ryong nøgent og sagte over noget, der lyder som en kinesisk zheng, og skaber en overvejende akustisk modvægt til resten af udgivelsens ellers mere elektroniske præg.

Et åndehul.

På anden halvdel af Bag/Belly/Box byder J Sliwas »Carry Me« på rolige trance-elementer fra en svunden tid og bliver opfulgt af Helena Gaos sfærisk længselsfulde »Chopping Leeks«. »Swell« af Alto Aria – Maria Leth Schütze – er et slæbende synthesizerdyr, der langsomt vågner op og orienterer sig i en kaotisk og fremmedgjort verden. Et mere territorialiseret synthesizerdyr møder vi i »Somatosensory Silence« af Skarv – Mads Krue Bugge – som lig J Sliwa refererer til trancegenren, men starter og ender eftertænksomt og nærværende. »Still Room« af Kry afrunder compilationen. Her driver melankolien tykt ned ad væggene og efterlader til sidst lytteren med et sug i maven, når Kry med stålsat stemme binder en fornem sløjfe på en meget vellykket udgivelse. Selvom bidragene er temmelig forskellige, komplementerer de hinanden rigtig fint, så Bag/Belly/Box har både styrke som en samling af små, enkeltstående musikstykker og i særdeleshed som samlet, mangefacetteret enhed. Her skal hverken udpeges helte eller heltinder. Det ville ikke give mening. Ved hver gennemlytning træder kvaliteter frem fra mængden, og de er fængende på hver sin facon.

Spydpolitik og bæreposekunst

Pladeselskabet Rhizome har rødder i Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor der i de seneste år er blevet fokuseret på en bredere kunstnerisk tilgang til musikken frem for blot at være en skole for musikalsk håndværk. Det betyder, at en vifte af valgfag med blandt andet filosofiske, politiske og naturfaglige perspektiver bliver udbudt. Hvis kulturminister Joy Mogensen frygter for kunstens fremtid med »akademiseringen« af kunstakademier og konservatorier, så beviser Bag/Belly/Box, hvor grueligt fejl hun tager. Kunstnere skaber ikke blot pyntegenstande, underholdningsværdi og notitser på Ibyens liste over denne uges must-sees. Kunsten har en udtryksform, som kritisk, reflekteret og legende kan behandle konkrete strømninger, abstrakte begreber, følelsesmæssige reaktioner.

Hvis kulturminister Joy Mogensen frygter for kunstens fremtid med »akademiseringen« af kunstakademier og konservatorier, så beviser Bag/Belly/Box, hvor grueligt fejl hun tager

Kunsten er altid allerede sammenflettet med og som politik, filosofi, kulturkritik og naturvidenskab – men også med hverdagsliv, personlige erfaringer og mødet med andre perspektiver. At tage udgangspunkt i Le Guins filosofiske essay som beholder og katalysator for en kunstnerisk montageudgivelse er hverken fortænkt eller for tænkt. Kunstakademier og konservatorier er ikke universiteter, men ligesom universiteter reflekterer kunstakademier og konservatorier verden – og dette ud fra kunstens præmisser og ikke gennem diverse videnskabelige metoder. I kraft af sine udtalelser i Jyllands-Posten iklæder kulturministeren sig således Don Quixotes rustning og hopper op på ryggen af Rosinante. Selv antieposset har helten som forbillede. Og det er ufrivilligt umorsomt. Rhizomes kunstnere formår overbevisende at gøre Le Guins »The Carrier Bag Theory of Fiction« til deres. De er hver og én og sammen værd at holde øje med i fremtiden.

»Bag/Belly/Box« udgives af Rhizome på fredag, den 26. marts.