Kvinderne i arkivet

For to måneder siden afsluttede jeg et projekt, der i al sin enkelhed gik ud på at digitalisere en række koncertoptagelser og interview med danske kvindelige komponister, som foreningen Kvinder i Musik havde indsamlet i perioden 1980-2016. Et arkiv, der endelig gav dokumentation for kvindelige komponisters eksistens og virke i Danmark – det skulle blot gøres tilgængeligt og bevares gennem digitalisering.

Op til lanceringen blev jeg spurgt, om jeg ville dykke ned i endnu et lydarkiv: det, som koncept- og multimediekunstneren William Louis Sørensen i 1990-91 indsamlede til Statens Museum for Kunst over lyd-, lys- og performancekunst i Danmark. Her lød min opgave på at finde de kvindelige kunstnere frem og præsentere en sammenligning af de to lydarkiver ved et lytteseminar på museet i midten af november.

Bring kunsten fra arkiverne til live, så folk kan nyde den, og så kunsten kan inspirere fremtidige generationer – piger såvel som drenge

Sammenligningen virkede oplagt, og arbejdet var både spændende og øjenåbnende. Spørgsmål dukkede op: Står de danske kvindelige kunstnere i museets arkiv over for de samme problemer som komponisterne? Hvad er deres historie, og hvor er de i det hele taget?

Det viste sig, at der på begge kunstscener, musikkens og kunstens, fandtes de samme problematikker for kvinder. Og at løsningen – det vil sige strategierne og vejen frem mod lige ret og adgang til koncertopførelse og udstillingsvirksomhed – var stort set den samme.

Ind i feminismens tidsalder

At sidde med registrantoversigten over Statens Museum for Kunsts lydarkiv er som at sidde med en bid af dansk kunsthistorie. Et udsnit af dansk avantgardekunst, performancekunst og lydkunst fra 1960’erne og op til 90’erne, møjsommeligt dokumenteret i 24 sider lange Excel-ark. Registranten opremser nummererede kasser med bestemte kunstnere og kunstevents i, og hver kasse indeholder alt fra lakplader, lydpartiturer, diasbilleder og udklip til programmer, overdragelsesbreve til museet og regnskaber skrevet på maskine.

I SMK-arkivets registrant fandt jeg 26 kvinder nævnt i alt. Den ene halvdel lader til at være ægtefæller, som har samlet, katalogiseret og overdraget deres mænds kunstværker til Statens Museum for Kunst eller interviewet kunstnere til aviser og tidsskrifter. Den anden halvdel udgøres af 13 kvindelige kunstnere, heraf ti danske: Viera Collaro, Pia Honoré Hansen, Kirsten Lockenwitz, Gurli Gottlieb, Marianne Barbusse, Karen Winkler, Jytte Rex, Kirsten Dehlholm, Anette Friis og Kirsten Justesen.

En af de mest kendte kunstnere er Kirsten Dehlholm, kunstnerisk leder, scenekunstner og grundlægger af Hotel Pro Forma i 1985, som er et internationalt produktionshus og samtidig en platform for tværdisciplinær kunst. I lydarkivet finder man blandt andet Hotel Pro Formas skuespil Hvorfor bli’r det nat, mor? fra 1989, opført på Aarhus Rådhus. Scenografiens stramme grafiske udtryk står i stærk kontrast til den menneskelige stemmes lydlige flow (musikken er af Karl Aage Rasmussen, digtene af Søren Ulrik Thomsen, red.) og den bløde krops bevægelser hen over gulvets scenografi. Publikum stod oppe på balkonerne og kiggede ned på scenen, så der blev skabt et særligt perspektiv, hvorfra de grafiske mønstre på gulvet fik kroppene til at bevæge sig surrealistisk rundt på scenegulvet. Jeg husker selv Hotel Pro Formas Operation: Orfeo på Det Kongelige Teater i 1993. Jeg havde aldrig set noget lignende, og det gjorde et uudsletteligt indtryk.

Uddrag fra Hotel Pro Formas »Operation: Orfeo«, udtænkt og instrueret af Kirsten Dehlholm med musik af Bo Holten, John Cage og C.W. Gluck.

En anden kvindelig kunstner i museets lydarkiv er Kirsten Justesen. Hun er uddannet som klassisk skulptør, men har arbejdet med andre kunstformer som body art, performancekunst, skulptur og installation. Justesen var en del af avantgardescenen i 60’erne, og hendes eksperimenterende kunst førte hende ind i den feministiske kunst i 70’erne, som udfordrede traditionelle værdisystemer. Arkivet indeholder en række DR-radioudsendelser fra 1975, kaldet »På lurenkik«, hvor Kirsten Justesen blandt andet har programsat »Kvinder i Kunst II« sammen med Allan de Waal (dansk arkitekt, journalist, forfatter og filmskaber, red.).

I en af udsendelserne interviewes nogle danske kvindelige studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi om, hvordan det er at være kvinde på akademiet. Og det er en øjenåbner: De taler om at føle sig diskrimineret, overset og ikke taget alvorligt. Særligt rystende er det at høre, at de selv tvivler på deres eget værd som kunstnere, fordi de er kvinder. Man tror simpelthen ikke sine egne ører, når man hører det. Og netop derfor er det en vigtig lydlig dokumentation af, hvordan det var at være kvinde på Kunstakademiet i 70’erne.

I en anden udsendelse i samme række finder vi et interview med forskellige kvindelige kunstnere fra New York, som taler om feministbevægelsen inden for kunstscenen, centreret omkring galleriet Soho 20, som stadig findes i dag. Interviewet er imponerende og fortæller om alle de tiltag, som bevægelsen gjorde for at give kvindelige kunstnere adgang til overhovedet at få udstillet deres kunst. Det fortælles blandt andet, hvordan galleriejere bad kvindelige kunstnere om ikke at udstille under deres eget navn, fordi det herved blev kendt, at de var kvinder. Derudover fortæller de om de svære vilkår for overhovedet at få et arbejde efter endt kunstuddannelse og om demonstrationer foran store, anerkendte kunstmuseer. Udsendelsen slutter af med en fremragende analyse af grundlæggende problematikker ved feminismens indtog i kunstarterne, og Justesen stiller blandt andet spørgsmålene: Hvorfor er der ingen store kvindelige kunstnere? Hvad er feministisk kunst? Hvordan adskiller den sig fra ‘normal’ kunst? Hvad vil det sige at have retten til at være kreativ som kvindelig kunstner? Spørgsmålene er stadig aktuelle i dag.

Grafiske eksplosioner af ord og lyde

En tredje kunstner i SMK-arkivet er Kirsten Lockenwitz, uddannet skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademis afdeling for »mur- og rumkunst«. Siden 1967 har hun arbejdet med relieffer og skulpturer i akryl, neon, bronze og granit, og siden 1986 med dekorationer og udsmykninger. Kirsten Lockenwitz er mest kendt for sine skulpturer, men museets arkiv indeholder hendes lydkunstværk ABC DIA fra 1965.

ABC DIA består af 56 diasbilleder med eksplosivt farvede bogstaver og ord – »Aaaa«, »Bebebe«, »C«, »jjjjj«, »JJJA«, »YASS« – i et strengt grafisk udtryk. Diasshowet blev projiceret op på storskærm under det tværkunstneriske event POEX 65 i København i 1965, akkompagneret af improviseret musik af Karsten Vogel og Martin Dam. Musikken blev aldrig optaget, men en gammel lakplade med Karsten Vogel og Martin Dam fra samme år blev placeret sammen med diassene, da de blev overdraget til museet. Og da Vogel selv deltog i lytteseminaret i november, kunne han bekræfte, at musikken på denne plade var meget i stil med den musik, som de spillede til eventet, hvilket skabte stor glæde. Ved seminaret lykkedes det os at sætte diassene og musikken sammen, hvilket vakte lydarkivet til live – og hvilket værk! ABC DIA kan opleves på Statens Museum for Kunst indtil 20. januar.

SMK-lydarkivet indeholdt også et smukt ‘partitur’ over ABC DIA i form af en lang papirrulle med de enkelte dias sat i rækkefølge. Ud over at det dokumenterede den rigtige rækkefølge på diassene, er partituret et musikalsk værk i sig selv. På fineste vis forenes her det strengt grafiske udtryk med de eksplosivt farvede bogstavers ord- og lydleg til en slags konkret poesi, som smelter sammen med den improviserede, freejazzagtige musik. Elementer, som alle udgør lydkunstens sammensmeltning af kunstformer til ét kunstnerisk, dynamisk og legende udtryk. Selvom det er 54 år gammelt, fremstår det stadig helt frisk og vibrerende i dag.

Kvindelige komponister frem i lyset

Det andet lydarkiv, Kvinder i Musiks, dækker musik alene af danske kvindelige komponister fra perioden 1980-2016: 92 koncertoptagelser – klassisk, jazz, elektronisk, folk og eksperimenterende musik – 80 interview, 19 studieoptagelser, 11 demobånd og ni videooptagelser.

I spidsen for Kvinder i Musik står forkvinden Tove Krag, som tidligere har været bibliotekar og leder på Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums bibliotek. I 1980 opdagede hun, at der på biblioteket ikke fandtes en eneste node af en dansk kvindelig komponist og kun ganske få noder med udenlandske kvindelige komponister. Hun dannede derpå foreningen Kvinder i Musik, som med det samme begyndte at organisere koncerter med danske kvindelige komponister, optage dem på bånd, indsamle anmeldelser og notitser om koncerterne i scrapbøger, lave interview og artikler med komponisterne og dermed dokumentere denne del af dansk musikhistorie, som indtil da havde været stort set ukendt.

Sammenligner man de to lydarkiver, viser det sig, at de kvindelige komponister og kunstnere kæmper med stort set samme problemer: ringe synlighed og anerkendelse i kunstverdenen samt, som følge heraf, lavt selvværd som kunstner. Birgitte Alsted, komponist og modtager af den prestigefyldte Carl Nielsen Pris 2017, fortæller, at hun i 1970’erne plejede at lyve om, at hun var komponist. Kvinder havde ingen anseelse på den danske musikscene og blev opfattet som dumme, fjollede og ude af stand til at skabe seriøs kunst. Ligeledes blev Else Marie Pade, dansk elektronmusiks grand old lady, kaldt »Sjuskedorte« på Danmarks Radio, hvilket hun selv grinede ad (Pade underskrev gerne sine breve »Dorte«, red.). Men man kan spørge sig selv, om den var gået, hvis det havde været en mandlig komponist? Næppe.

I Kvinder i Musiks lydarkiv finder man, i tillæg til Alsted og Pade, mange prominente komponister, heriblandt jazzmusiker og -komponist Lotte Anker og jazz- og fusionskomponist Marilyn Mazur. Arkivet rummer også dokumentation af store events som Kvindekulturfestivalen 1985 på Louisiana: en todages festival for kvinder inden for alle kunstarter og genrer: billedkunst, dans, musik – klassisk, jazz, folk og funk – arrangeret af Kvinder i Musik. Foreningen fik lov til at låne kunstmuseet hele weekenden kvit og frit, fordi den daværende direktør (museets stifter, Knud W. Jensen, red.) syntes godt om projektet. Det havde næppe kunnet lade sig gøre i dag og vidner om en anden kulturpolitisk virkelighed.

Et andet event, som er dokumenteret i arkivet, er Nordisk Forum i Oslo i 1988. Her samledes 7.000 kvinder fra Norden til en syv dage lang festival for kvinder i kunst og politik under temaet »Kvinder skal eje morgendagen«. Formålet var at give nordiske kvinder, både græsrødder og politikere, mulighed for at udvikle og udveksle tanker og strategier for et bedre samfund, også for kvinder. Festivalen var inspireret af FN’s internationale kvindekonference i 1980 og skrev sig dermed ind i en voksende bevidsthed om kvinders rettigheder til ligestilling på internationalt plan.

En vej frem

Kunstnerne i lydarkivet hos Statens Museum for Kunst og komponisterne i arkivet hos Kvinder i Musik deler som sagt ikke blot problemer, men også strategier for at løse dem. På begge områder går man således sammen i gallerier og foreninger for at løfte i fællesskab. Man skaber udstillinger og koncerter for at blive synlige for offentligheden. Dokumenterer dem. Italesætter de problemer, kvinder står over for i kunst- og musikbranchen, gennem interview, radio- og tv-udsendelser, artikler og bøger. Og arbejder på at forbedre kvinders ret til at blive anerkendt som seriøse kunstnere, musikere og komponister på lige fod med mændene.

Under arbejdet med de to lydarkiver blev det tydeligt, at især dokumentationen af kvindelige kunstnere, musikere og komponisters arbejde er noget af det, som stadig halter den dag i dag. Jeg sidder i et par netværk for kvinder i musikbranchen, og i alle netværk gælder det, at der ikke er nogen synderlig viden om kvindelige komponister og musikere før 2000 og så godt som ingen viden om de kampe og erfaringer, som de gjorde sig i 70’erne, 80’erne, 90’erne og op til i dag. Det er ærgerligt, for en masse tåbelige diskussioner på sociale medier kunne let lukkes, hvis bare man kunne sin musikhistorie bagud. Mange af diskussionerne har allerede været taget for at nå hen, hvor vi er i dag.

De to lydarkiver byder på stor kunst af kvindelige kunstnere og komponister i Danmark, sirligt gemt i arkiverne for eftertiden. De fleste er ukendte i offentligheden, og det er en skam, fordi folk simpelthen går glip af god kunst. Dette er en del af vores fælles kunst- og musikhistorie, så tak til alle dem, som har samlet alle disse værker og gemt dem sikkert, så vi kunne finde dem frem og nyde dem i dag. Det er, præcis hvad vi skal gøre. Næste skridt bliver at lave soloudstillinger og -koncerter, cleare rettighederne, lægge det på nettet og dele det på sociale medier, så al den gode kunst kan blive synlig for alle. Bring kunsten fra arkiverne til live, så folk kan nyde den, og så kunsten kan inspirere fremtidige generationer – piger såvel som drenge. Vis dem, at de er frie til at udtrykke sig selv, ligegyldigt hvem de er.

Dette essay er en bearbejdet udgave af det oplæg, Ingeborg Okkels holdt ved forskningsprojektet »Museet og Kunsten i Informationsalderen«s lytteseminar 20. november på Statens Museum for Kunst, arrangeret i samarbejde med Museet for Samtidskunst og Institut for Dansk Lydarkæologi. SMK-arkivet er udstillet indtil 20. januar, mens Kvinder i Musik-arkivet kan høres efter aftale på Det Kongelige Bibliotek.