Hun gav Agnete en stemme

»Agneeeteeeeeee?« lyder Havmandens stemme dybt under havets overflade. Han kalder på Agnete. Men Agnete har ingen ord. Agnetes Latter er et elektroakustisk lydværk skabt af komponisten Birgitte Alsted i 2007-2011. Alsted har været en pionér inden for den elektroakustiske musik, og Agnetes Latter er et af hendes vigtigste lydværker, som hun i 2011 modtog Statens Kunstfonds særlige pris til kvindelige komponister for.  

Værket er skabt til Suste Bonnéns skulpturgruppe Agnete og Havmanden fra 1992, som befinder sig på bunden af kanalen ved Højbro Plads i København. Lydværket er mørkt, mystisk og melankolsk, og skildrer i seks satser sagnet om Agnete, som tager med Havmanden til havets bund. På havets bund får Agnete og Havmanden syv sønner, men da Agnete en dag hører kirkeklokkerne oppe på landjorden, forlader hun sine børn og sin havmand. Bonnéns skulptur på bunden af havnen forestiller havmanden og hans syv sønner, som venter på, at Agnete vender tilbage. 

Et dystert soundscape

I Alsteds portrættering af Agnete og Havmanden er det et atmosfærisk soundscape, som danner rammen om Agnetes færd. Når Agnete møder Havmanden på landjorden, er der højfrekvent trafikstøj og fuglelyde. Når hun tager med Havmanden til havets bund, hvilket lydligt er orkestreret med et stort skvulp og et virvar af bølger og bobler, forsvinder det højfrekvente, og soundscapet ændrer sig. Det dybe, mørke hav slutter sig tæt om Agnete, frekvensspektret lukkes til, og atmosfæren langt under havoverfladen bliver farvet af lange, flydende rumklange. 

Under vandet findes der andre lyde og objekter, som sammen med den mørke atmosfære fra undervandssoundscapes skaber en surrealistisk og uhyggelig stemning i lyduniverset. Stemningen knytter sig til Havmanden, han er et monster, og det er hans verden og territorium, Agnete synker ned i. Man hører pludselige ansatser på instrumenter, sammen med åndedrag og tordenskrald, som ikke burde findes under vandet. Men under overfladen ser alting anderledes ud. 

Havmandens kald og Agnetes klukken

Havmandens stemme understreger hans monsterskikkelse. Den skifter mellem at hakke, hvæse og sige vulgære smaskelyde og kalde på Agnete. Det eneste ord, Havmanden kan, er »Agnete«, og han bliver ved med at gentage hendes navn med lange, syngende kald. Men Agnete har ingen ord. Hun har kun en fin, kontrolleret og feminin klukken.

Agnetes stemme er ikke længere lys og fin. Den er grov og vulgær

Agnete og Havmanden får syv sønner, der med samme grumme gemyt som deres far kalder om kap på deres mor. De smasker og hvæser og kalder. Agnetes lyse klukken erstattes af trætte suk, tunge og inderlige, som rejser med vandets strøm. 

Men en dag ændrer alting sig for Agnete. Hun hører kirkeklokkerne og kirkekoret oppe fra landjorden, og hun forlader hurtigt sine børn og sin havmand, og vender tilbage til verdenen over vandet. Det er ikke kun Agnetes adfærd der ændrer sig, men også hendes stemme.

Monsteret i kvinden

Agnetes stemme er ikke længere lys og fin. Den er grov og vulgær, og uden tøjler veksler den mellem at have en feminin og en maskulin karakter og bliver svær at kønsbestemme. Den bliver også dyrisk og frigjort, og rykker ved generiske grænser for, hvad der overhovedet er menneskeligt. Til sidst laver den det ultimative brud med de forventninger, der er til kvindestemmen: Den bryder ud i en højlydt ukontrolleret latter. 

Selvom Havmanden ved første øjekast er et monster, er det Agnete, der er værkets egentlige uhyre. Hendes løsslupne latter bliver et symbol på, at hun bryder med alt, hun traditionelt skal som kvinde: Hun forlader sine børn på havets bund og bryder ægteskabet til Havmanden uden at se sig tilbage, og Havmanden bliver paradoksalt nok den, der følger normerne. Agnete bliver en ravnemor og derfor bliver Agnete et monster.

I Alsteds lydlige fortolkning bliver kvinden også et frit væsen

Monsteret som det ultimative symbol på frihed

Agnetes Latter virker som en direkte reference til forfatter og foregangskvinde indenfor poststrukturel feminisme, Hélène Cixous’ bogværk The laugh of the Medusa. Medusa er som monster det ultimative feministiske symbol, fordi hun ikke lader sig underkaste af patriarkatet og the male gaze, men er i stand til at forstene alle mandlige konkurrenter alene med sit blik. Medusa er ikke underlagt mændenes blik – mændene er underlagt hendes. Agnete bryder også med patriarkatet ved at blive en ravnemor og ved at bruge sin stemme på en måde, der er fuldstændig uhørt for en kvinde. Latter i sig selv besidder en ukontrolleret vildskab, der står i stor kontrast til den stille, tavse kvinderolle, og Agnetes latter kan, ligesom Medusas, anses som værende det ultimative frigørelsessymbol.

I Alsteds fortolkning af sagnet om Agnete lader hun hende slippe sit indre uhyre løs, og monsteret bliver det ultimative symbol på frihed. Alsted vender det hele på hovedet og giver Agnete de muligheder, både i handling og måde at udtrykke sig på, som det patriarkalske samfund altid har givet mænd. I Alsteds lydlige fortolkning bliver kvinden også et frit væsen.

Dette er den første i en række tekster af studerende på Musikvidenskab på Københavns Universitet. Vores skribent og underviser Niclas Nørby Hundahl har bedt sine studerende bearbejde opgaver, som de har skrevet på sidste del af studiet. Meningen er at få et indblik i, hvilke emner og problematikker, som de studerende finder interessante at beskæftige sig med i dag.