Skærmbillede fra Nemorial.dk. © Niels Lyhne Løkkegaard

Fikse ID’er?

Det er blevet tid til at tage afsked med det strømlinede NemID. Også for Niels Lyhne Løkkegaard, der har skabt flere konceptværker på baggrund af det lille nøglekort. Måske en god anledning til at genoverveje den stemning af skyttegravskrig, der omgærder den ny konceptualisme?
Af
29. Marts 2021
  • Annonce

    Annoncér hos Seismograf
  • Annonce

    Modtag nyhedsbrev

Et NemID er normalt noget, man modtager med posten. Ud over bunkerne af reklamer, der ryger direkte i containeren, er det lille, uundværlige nøglekort nærmest den eneste tilbageværende årsag til overhovedet at åbne sin postkasse. Som et analogt efterslæb i kølvandet på den digitale revolution klynger nøglekortet sig til et brevformat, der for længst er blevet overhalet.

Derfor virker det også som et symbolsk møde med det arkaiske, når jeg nu står foran en af de karismatiske røde postkasser med mit gamle NemID i en konvolut. Denne gang som afsender og ikke modtager. At poste et brev i en offentlig postkasse føles som at åbne en sprække til fortiden, og jeg indrømmer min ærgrelse over, at jeg ikke kunne forlænge nostalgien ved at hente frimærker i kiosken.

Løkkegaards virke er et paradeeksempel på, hvordan konceptværkerne er vendt tilbage fra 60’erne og har fundet sig til rette som en ny konceptualisme

Modtageren af brevet med mit brugte NemID – W965-167-505 – er konceptkomponisten Niels Lyhne Løkkegaard. Løkkegaard har i mange år været fascineret af det besværlige, lille adgangskort med de 148 nøgler, der giver entré til dybt fortrolige oplysninger, og som skal bruges, når der skal træffes vigtige, måske endda livsændrende, beslutninger.

Igennem årene har Løkkegaard givet NemID’et en central rolle i forskellige værker. Som en rundtur i konceptmusikkens mange udtryksformer har nøglekortet været igennem alt fra readymades i glas og ramme i Le Passe-Partout (2014-19) til composer-performances i Personfølsom musik (2019), hvor cifrene bliver til noder, som Løkkegaard har opført på blokfløjte og orgel. Nu, hvor NemID efter 11 år i tjeneste er blevet pensionsmoden og skal overtages af det nye MitID, er Løkkegaard også i gang med den store finale. Nemorial (2021) hedder værket, hvor Løkkegaard samler udtjente nøglekort til bunke for at indscanne og udstille dem på den tilblivende online mindevæg www.nemorial.dk.

Løkkegaards virke er et paradeeksempel på, hvordan konceptværkerne er vendt tilbage fra 60’erne og har fundet sig til rette som en ny konceptualisme. Men hvor meget konceptuel Campbell’s-suppe kan der koges på den samme grundidé?

Et kort fyldt med handlinger

Det kom ikke som den store overraskelse for mig, da jeg på festivalen Gong Tomorrow i 2019 fandt ud af, at Løkkegaard havde kastet sig over NemID. De brugte nøglekort er på mange måder oplagte til at blive omfortolket som kunstobjekt. De har en udstillingsparat materialitet i et snorlige design, der samtidig emmer af brugskarakter med folder, kaffepletter og udstregninger. De har en kontrastfyldt aura af algoritmisk uendelighed og levet hverdagsliv.

Rummet var blevet mørklagt på Copenhagen Contemporary forud for Løkkegaards uropførelse af Personfølsom musik for blokfløjte. Det eneste lys i lokalet kom fra en gammeldags overheadprojektor, der forstørrede et funklende NemID på en skærm. Der var noget hedengangent over projiceringen, og mit eget sanseapparat blev øjeblikkeligt indstillet på nostalgi.

Performancen startede med noget, som den tyske konceptkomponist Johannes Kreidler i en Cage-parafrase har kaldt præpareret lytning. Løkkegaard forberedte os på, hvad vi skulle lytte efter, idet han forklarede os, hvordan han havde lavet sit eget brugte nøglekort om til ‘et partitur’. Tallet 0 betyder pause, mens tallene fra 1 til 9 repræsenterer prim til none i en given skala. Præpareringen handlede altså mest om, at vi skulle forstå det nye afkodningssystem, der genforhandlede NemID’ets brugsværdi i en æstetisk kontekst. Man savnede et større formål med introduktionen, noget, der radikalt dirigerede lytningen i en ekstramusikalsk retning. Som da Løkkegaard integrerede et indledende oplæg om guldets historie af rigmanden Lars Seier Christensen i opførelsen af Music for Krügerrand (2018) for guldmønter og tonegeneratorer. I Personfølsom musik endte præpareringen som en ufrivillig parodi på en Darmstadt-forelæsning, hvilket forstærkede den nostalgi, der allerede var etableret i scenografien.

Niels Lyhne Løkkegaard uropførte »Personfølsom musik« på altblokfløjte under Gong Tomorrow 2019. © Niels Lyhne Løkkegaard

Mens Løkkegaard sårbart spillede sine serialistisk drømmende rækker på blokfløjten, kunne publikum reflektere over, hvad det var, han egentlig fremførte. Først og fremmest var det en sonifikation, som man kender det fra megen konceptmusik, hvor data eller statistik bliver oversat til lyd. Grebet er både præget af tilfældighed og systematik, idet komponisten kun bestemmer de lydlige spilleregler, som dataene bliver kastet ind i.

Men i Personfølsom musik er det Løkkegaard selv, der spiller musikken, og på den måde bliver sonifikationen kombineret med et andet tidstypisk træk for den nyere konceptmusik: komponistens selviscenesættelse i værket. I Personfølsom musik er det vigtigt for konceptet, at vi forstår, at det både er Løkkegaard og NemID-matematikken, der har skrevet værket. Derfor er det mest oplagte også, at Løkkegaard selv varetager udførelsen, så ambivalensen i skaberværket bliver skåret ud i pap.

Personfølsom musik handler dybest set om sin egen tilblivelse: om at udvælge et objekt – i dette tilfælde et lamineret kort med en masse tal på – og finde frem til, hvad det gemmer på af betydninger. I overheadprojektorens støvede lys er det fra starten af pædagogisk tydeligt, at konceptualiseringen af NemID’et her bygger på forstørrelse. Algoritmens distance går igen i sonifikationen, imens Løkkegaards selviscenesættelse fungerer som smagsforstærker af symbolikken i NemID’ets hverdagsnøgler. Personfølsom musik sætter så tyk en dobbeltstreg under sin egen proces, at det næsten bliver umuligt at fange an til en større dybde i konceptet end den, Løkkegaard allerede har lagt for dagen.

Ned i skyttegraven

Man kunne vel godt kalde Løkkegaards performance ret traditionsbundet, også selvom det måske er et pudsigt ord at bruge om opførelsen af et NemID på blokfløjte. Der er sikkert nogle, der helt omvendt vil høre Personfølsom musik som et opgør med en tradition, hvor værkernes koncepter fylder mere end eller helt tager over for den klingende lyd. Løkkegaards konceptmusik har det med at placere sig i krydsilden af den skyttegravskrig, som præger diskussionen af ny konceptualisme. Hans værker har en simpel clickbaitradikalitet, som ofte gør mainstreammedierne nysgerrige og kunstkritikerne skeptiske.

Den ny konceptualisme bygger på – det ligger i selve ordet ‘ny’ – det, man så i 60’erne: fluxuskunst, readymades og så videre. Den er allerede spundet ind i en lang tradition, hvilket måske kan føles en anelse klaustrofobisk. Når Løkkegaard har en tendens til at præsentere den som noget, der er helt fri af en fortid, så virker det som et forsøg på at overkomme traditionens indespærring.

Måske opstod skyttegraven i 2014 på Darmstadts indflydelsesrige sommerkurser ved et seminar med titlen »Ny konceptualisme: en blindgyde eller en vej ud?« Men ud af hvad? Spørgsmålet indikerer, at vi står ved et T-kryds og skal beslutte os for, hvilken drejning der fører ind i fremtiden. Denne form for hårdnakkethed kridter banen op til en enten/eller-diskussion af en tendens, som efter min mening er for broget til, at man bare kan vælge eller vrage.

I Nemorial har Løkkegaard langt om længe fundet frem til et format til NemID-konceptet, som afspejler den inviterende tilgang, som er styrken i hans virke

I starten af 10’erne var ovennævnte Johannes Kreidler gjort til bannerfører for det konceptuelle comeback i det 21. århundredes kompositionsmusik. Løkkegaard og Kreidler har blandt andet det til fælles, at de begge har medietække. Mens Løkkegaard skaber forundring, vækker Kreidler forargelse: Hans værk Fremdarbeit (2009) er et ikonisk eksempel på den slagkraft, der ofte følger med konceptmusikken.

I Fremdarbeit tager Kreidler aktivt stilling til konceptmusikkens forhistorie ved at kaste en tyk selvkritik ind i konceptet. Værket indeholder den – formentlig – fiktive historie om, hvordan kompositionsarbejdet er blevet udliciteret til en kinesisk komponist og en indisk programmør. Kreidler har efter sigende ikke skrevet en eneste node selv, men får alligevel ubeskåret fokus i opførelsen som en afbrydende og distanceret moderatorkarakter. Han udstiller sig selv som fejlslagen gudeautor og vender dermed også vrangen ud på den institution, han selv er en del af.

Frem for at forskanse sig i kunstinstitutionens trygge rammer og pege fingre ad verdens uretfærdigheder gør Kreidler sig selv og institutionen til en del af problemet. Den slags selvkritiske tiltag er af og til noget, jeg savner hos Løkkegaard. Hans værk Sing Along! (You’re Either with Us or Against Us) fra 2020 – en vakuumpakket højskolesangbog – sætter ganske vist fokus på den eksklusion, som er forbundet med fællesskabsdyrkelsen, men forstærker til gengæld også skellet mellem kunstsfæren og populærkulturen.

Kært barn har mange formater

Hvis der er behov for en »vej ud« i diskussionen af ny konceptualisme, så lad det være vejen ud af den sort-hvide fremstilling, som præger emnet. Når jeg sammenligner Løkkegaard med Kreidler, er det også for at pege på den store spændvidde, der er i den fornyede interesse for koncepter.

Oftest har Løkkegaard ikke den samme Kreidler-trang til manisk at styre og manipulere sit publikum. De mere åbne værker af Løkkegaard er faktisk dem, jeg sætter mest pris på. I Potential for Recorders (2018) er en hær af blokfløjter blevet opmarcheret i et stort geled, og mens der er stille før stormen, kan man forestille sig blodbadet af 1.000 blokfløjter, der kæmper for at blive betragtet som noget mere end et børneinstrument. Curatorium (2016-17) – en imaginær lydkunstfestival, der kun udspiller sig på reklamesøjler og sociale medier – er omgærdet af selvrefleksion og sender myriader af åbne spørgsmål i modtagerens retning.

I Nemorial har Løkkegaard langt om længe fundet frem til et format til NemID-konceptet, som afspejler den inviterende tilgang, som er styrken i hans virke. Modtagerinddragelsen er naturligvis integreret i værket, og jeg oplevede selve overbringelsen og den postkasserøde nostalgi som en del af formen. Men postkassens brevsprække ændrede sig til en digital makulator, og seancen fik en opløsningskarakter, der kom bag på mig. Det virkede som en afsked med det konkrete og genkendelige objekt – et farvel, der også skaber nogle andre digitale forudsætninger for konceptmusikken selv. Selvom Løkkegaards NemID-fascination efterhånden grænser til det dvælende, synes jeg, at Nemorial viser, hvordan man på en god måde kan slukke for blusset på en suppe, der måske har kogt lidt for længe.