interview

En elastisk fortolkning af jazzbegrebet

Spillestedet Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade i det indre København har eksisteret i snart 25 år. Men i det seneste halvandet år har stedet markeret sig med en særligt rummelig og progressiv musikprofil, der præsenterer et eklektisk udvalg af udtryk, som traditionelt set er svære at indfange under den ellers vide paraplybetegnelse jazz. Det skyldes ikke mindst, hvad man fristes til at døbe 'Den nye linje' under Bjarke Svendsen, der overtog ansvaret for musikken ved indgangen til 2013.
Af
27. september 2014
Interview med Jazzhouses daglige leder Bjarke Svendsen

Men hvad er 'Den nye linje'?

”Vi har virkelig svært ved at tale os frem til og få forklaret, hvad det er, vi gør. Og det er i og for sig også en værdi for os, at vi ikke kan opsummere og sige: Det er det her, vi er. Men hvis noget på en eller anden måde er med i det åndedræt, der ilter musikken i dag, må det hjertens gerne spille her.”

Udsagnet er cirka ligeså vagt, som det er poetisk. Men jeg får et tydeligt indtryk af, at Jazzhouses daglige leder og booker Bjarke Svendsen i hvert fald ikke er nogen jazztraditionalist. Dertil er han formodentlig både for ung og for uvorn – eller slet og ret bare for nysgerrig. For Bjarke Svendsen og Jazzhouse handler det mest af alt om at præsentere musik på musikkens præmisser frem for på musikgenrens. At der så netop står genrebetegnelsen ”jazz” på skiltet over indgangspartiet tages mere som en udfordring af spillestedets medarbejdere og ledelse:

Jazz er en åbenhed i forhold til musikken, en villighed til at sætte noget nyt med en stærk historisk bevidsthed.

”Der er flere årsager til, at vi har en lidt mere elastisk fortolkning af jazzbegrebet, end visse andre jazzklubber i Danmark har. Det er den måde, vi forstår jazz på: at jazz er en åbenhed i forhold til musikken, en villighed til at sætte noget nyt med en stærk historisk bevidsthed. Det er ikke nødvendigvis med en musikalsk forankring. På den måde betragter vi jazzen som en arbejdsform, en metode, en tilgang og en ånd mere end en bestemt lyd og en bestemt tradition. Det er en metode, en arbejdsform og en ånd, som er mere present i jazzmusik, synes vi, end i al mulig andet musik. Og derfor er der også mest jazzmusik her på stedet, hvis man skal begynde at lave en genreopgørelse. Men jeg synes, der er mere jazz i det rigtige folk-band, moderne komposition eller hiphop, end der er i noget reaktionært, bedaget jazz. I vores optik kan jazz være alle steder og også være totalt fraværende i noget, som folk traditionelt set vil synes er meget jazzet.”

Det er i den grad en elastisk fortolkning og en meget åben måde at forholde sig til det forpligtende Jazzhouse-skilt på. Men kan man bare sådan afvise traditionen og konventionerne på den måde? For Bjarke Svendsen og resten af staben kommer det helt naturligt:

”Det matcher vores egen musikforståelse og vores eget musikforbrug, og vi tror også på, at det matcher mange unge menneskers musikforbrug, hvor man er mindre genreloyal. Så for os er jazzen snarere en værdi end en kategori, kan man sige.”

Denne afstandstagen til kategoriseringerne virker helt essentiel i Bjarke Svendsens musikforståelse, og det viser sig også, at den er sat i gang flere år tilbage:

”Jeg gik på Aarhus Universitet og læste Idéhistorie, og der havde vi en forelæsning om æstetik engang, hvor min professor Hans-Jørgen Schanz sagde noget, der ligesom fik brikkerne til at falde på plads for mig: Han sagde, at kunstens forhold til kunsthistorien er det samme som fuglenes forhold til ornitologien.”

Med det udsagn begynder brikkerne også at falde på plads for mig, og jeg erfarer, at modet til at tale traditionalismen midt imod tilmed har dybere rødder.


Fire! orchestra er et af de acts, som Bjarke Svendsen er særligt stolt af, at Jazzhouse kan lægge scene til.

Steinerbørn og unoder
Bjarke Svendsens møde med musiktraditionen og med musikalsk vanetænkning fandt i første omgang sted på Rudolf Steiner-skole i Aarhus. Her sad han pænt og spillede Mozart på klarinet i orkestertimerne uden dog helt at kunne affinde sig med denne ordentlige musik. Heldigvis fandt han midt i alle noderne og korrektheden et par freaks, som han kalder dem. Og dem begyndte han at have det sjovt med musik sammen med. Én af dem var Kristian Vester fra klassen over. Han blev senere verdenskendt som både provokatør og musikalsk innovatør under navnet Goodiepal.

En anden af freaksene hed Stefan, og ham begyndte Bjarke Svendsen at dj’e og senere arrangere koncerter sammen med. Det blev til arrangørgruppen LJUD, hvor den unge bookerspire i årene 2003-2009 var med til at arrangere et hav af koncerter og få så prominente og forskellige navne som Evan Parker, The Necks, Charles Hayward og Jack Rose til Århus. Herefter blev den nu erfarne booker ansat på Atlas i Aarhus, som er Voxhalls spillested for world, folk og jazz, indtil han i 2012 blev daglig leder af Jazzhouse i København.

Han kom til stedet i kølvandet på den lukning, totalrenovering og genåbning, der fulgte skaderne fra det store skybrud i 2011. Musikchefen hed på det tidspunkt Lennart Ginman. Han bookede alle koncerterne, og efter dem var der natklub. Afskaffelsen af natklubben og fokuseringen på at drive en kulturinstitution var et af de første tiltag Bjarke Svendsen gjorde som nyansat daglig leder. Efter Ginman forlod stedet for at hellige sig sin egen musikalske karriere, overtog Bjarke Svendsen ansvaret for musikken. Det indebar at opretholde en vis balance med respekt for stedets historie og eksistensgrundlag, samtidig med at den nysgerrige booker nu fik mulighed for at sætte sit præg på musikprofilen.

Men de koncerter, hvor jeg har glemt musikken, når jeg er cyklet otte meter ned ad gaden, det er det, jeg gerne vil udover.

Han har det fortsat lidt ambivalent med nogle af de gamle former og traditioner, der er på stedet. Eksempelvis er han led ved at skulle på scenen og præsentere koncerterne – en disciplin han ellers beundrer sin forgænger Ginman for at excellere i. Og så er der det med den ”rigtige” jazz, som han finder sig nødsaget til at sætte i citationstegn, når han omtaler. For ham bliver musik først rigtigt interessant, når den er lidt sværere at sætte i bås:

”Vi rummer klassisk, ’rigtig’ jazz, og vi har skrigende avantgardejazz, vi har folk, rock, moderne kompositionsmusik osv. Men allerhelst vil vi jo gerne ligge derude, hvor man står og er i tvivl om, hvad fanden det egentlig er og kan mærke, at der er noget på spil.”

Som efterhånden mangeårig booker og koncertarrangør er det fortsat middelmådigheden, han frygter mest:

”Når det er noget værre lort, eller når jeg synes det er rigtigt godt, så pirrer det mig, og så går jeg herfra og tænker over det. Men de koncerter, hvor jeg har glemt musikken, når jeg er cyklet otte meter ned ad gaden, det er det, jeg gerne vil udover. Det skal gøre noget, det skal fæstne sig enten positivt eller negativt. Det må gerne leve lidt i én og rejse nogle spørgsmål. Om det gør ondt eller gør godt er næsten det samme. Det må bare ikke være ligegyldigt – blive friktionsløs funktionalitet.”

En flad virksomhed
Udover at sætte en markant musikalsk dagsorden har det været en bevidst strategi fra Bjarke Svendsens side ikke at være et ansigt udadtil for spillestedet i samme grad som forgængeren Lennart Ginman eller Lars Thorborg før ham. Bjarke Svendsen taler da også mistænksomt meget i vi-form:

”Når man er så lille en enhed, som man er på et spillested, nytter det ikke at begynde at tænke i hierarkier. Jeg tænker mig som ansvarlig i forhold til nogle folk over mig, men i det daglige er vi et “vi”. Den eneste rigtige ledelsesmæssige overvejelse, jeg nogensinde har gjort mig, var at ansætte folk, der var dygtigere end mig til at løse de opgaver, der skulle løses rundt om mig.”

Bjarke Svendsen booker efter eget udsagn ”det meste” af musikken, men får også inputs fra sit team bestående af bl.a. produktionsleder Klaus Hedegaard Nielsen og PR-ansvarlig Rasmus Steffensen:

”For os er det vigtigt, at institutionen står foran personer. Folk skal kende Jazzhouse for et indhold. Om det så lige er mig, der i en periode er ansvarlig for det, er ikke så vigtigt. Og det giver selvfølgelig også en eller anden form for vi-hed i organisationen, at det er Jazzhouse, der er afsender, og at det er ligeså vigtigt for et arrangements vellykkethed, at der er god produktion, og at man har lavet et ordentligt stykke pressearbejde, som at nogen har booket det.”

Jeg vil vove den påstand, at hvis man åbner gennemsnitsdanskerens iTunes, er det et utroligt skizofrent musikbibliotek, man får adgang til.

I det hele taget får jeg indtrykket af, at der hersker en åbenhed og en samarbejdsvilje i alle aspekter af stedets drift:

”Jeg har det utrolig anstrengt med den måde, de fleste spillesteder er strukturerede på, hvor der sidder én booker og er konge af stedet. Så er det hans – og i meget få tilfælde hendes – visioner og netværk, der manifesterer sig i et program. For mig er det uhyre vigtigt at gå meget ydmygt til den her opgave, fordi som booker har jeg mit sæt præferencer, jeg har en vis rum tid til rådighed, og det er selvfølgelig slet ikke nok til at nå langt nok omkring. Derfor har det været vigtigt for os at få nogle eksterne arrangører i huset, som er enormt dygtige til at løfte nogle opgaver, som vi i huset vil være mindre gode til at løse.”

Her taler Bjarke Svendsen bl.a. om arrangørgruppen Proton, som står for store dele af de elektroniske indslag på Jazzhouses scener. Herudover samarbejdes der med flere af byens store festivaler såsom Distortion, CPH:DOX, Wundergrund og PIX. Det er godt at få indspark udefra, og samarbejdspartnerne er med til at få Jazzhouse eksponeret over for nye mennesker, understreger han.

Et andet nyt initiativ, som rækker ud over husets grænser, er web-kanalen Unseen Recordings. Her præsenteres små videoportrætter af musikere fra ind- og udland kombineret med eksklusive, intime koncertoptagelser. Målet er at promovere eksperimenterende musik, som ikke nødvendigvis får eksponering via andre billedmedier.


Musik for Seks Elektriske Guitarer er ét eksempel på noget af den danske musik, der har opnået en bredere eksponering via spillestedet Jazzhouse og web-kanalen Unseen Recordings.

Gæstebookere
For at gøre spillestedet endnu mere åbent og uafhængigt af en enkelt booker indfører Jazzhouse desuden fra og med dette efterår en tilbagevendende gestus, hvor man inviterer en musiker til at stå for husets musikprogram i en periode. I første omgang bliver det den norske trommeslager Paal-Nilssen Love, som får lov at kuratere en koncertrække, der strækker sig fra 21.-31. oktober under overskriften ”Actionjazz in Copenhagen”.

Han har bl.a. booket et af sine egne projekter, trioen The Thing, men også de hollandske kaosrockere i The Ex samt det stilskabende, amerikanske undergrundsfænomen Shellac, der kun sjældent giver koncerter uden for hjemlandet. Sammen med bl.a. de tyske avantgarde-veteraner Paul Lovens og Alexander von Schlippenbach giver det en blanding, der bestemt ikke slår én som rendyrket jazzet, men som går godt i spænd med stedets elastiske genreopfattelse. Her er vi tilbage ved udgangspunktet for ”Den nye linje”, som ifølge Bjarke Svendsen i bund og grund også bare afspejler verden omkring os:

Hvis Jazzhouse er en måned, så er det april.

”Der er jo sket en enorm pluralisering af musikforståelsen. Jeg vil vove den påstand, at hvis man åbner gennemsnitsdanskerens iTunes, er det et utroligt skizofrent musikbibliotek, man får adgang til. Det vil sjældent være så genre-rent, som mange spillesteder eller musikforeninger er. På den måde synes jeg, vi ligger godt i tråd med en moderne musikforståelse. Det betyder noget, at demokratiseringen af medier og adgang til musik har været så voldsom de seneste 10-15 år. Førhen var det mere monokulturelt. Der var færre eller i hvert fald større stemmer. Hele den her meget skizofrene, blandede tilgang til musik, hvor folk hører gospelsange fra 20’erne, grindcore og alt muligt nyt og gammelt – det er jo relativt nyt, at det er så tilgængeligt. Så det havde nok været svært at lave det her spillested dengang. På den måde er vi mere moderne i dét, vi vælger at præsentere, og mere tidssvarende og i tråd med musikforståelse og musikforbrug á la unge mennesker i dag.”

Selvom det ikke har været let at forvandle et traditionelt forankret genre-spillested til den smeltedigel, det er ved at blive i dag, virker Bjarke Svendsen glad for måden det er gået og går på:

”Det er lidt ligesom den gamle Bjørnstjerne Bjørnson sang: Jeg vælger mig april, i den det gamle falder, i den det ny får fæste. Det volder lidt rabalder, dog fred er ej det bedste, men at man noget vil. Hvis Jazzhouse er en måned, så er det april.”