Klaverets mange muligheder

Filmfestivalen Copenhagen Pix og Jazzhouse inviterede først til en artisttalk og senere den første koncert på dansk grund med den tyske pianist og komponist Hauschka, der i marts måned udgav sin anmelderroste plade Abandoned City på det meget velrenommerede, tyske indie-pladeselskab City Slang, der også huser bands som Arcade Fire og Anna von Hausswolff.

Hauschka har i de seneste mange år primært beskæftiget sig med at komponere musik til film og teater og i filmen Bloksky fra 2008 spiller han sågar en pianist, der lider af skriveblokering. Hans musik kan i sig selv beskrives som filmisk og hans improvisationer på det præparerede klaver minder også om klaverakkompagnementet til tidligere tiders stumfilm. Men Hauschkas musik lader sig på ingen måde indramme af en genre og den trækker såvel på klassisk kammermusik, minimalisme, jazz og ikke mindst en række elektroniske inspirationer. 

Denne aften i Jazzhouse var Hauschka og det præparerede klaver blevet parret med den danske komponist Jeppe Just Christensen og hans ligeledes brogede instrumenter, som han har konstrueret af både isenkram, køkkenudstyr og byggemarkeders hardware, og som bedst kan karakteriseres gennem et udvidet begreb om gøglerens rumsterstang.

En instrumental forlystelsespark
Jazzhouse skriver i programmet, at Jeppe Just Christensen varmer op med sin mærkværdige instrumentpark. Dette udsagn kan ikke blive mere rigtigt, da hans hjemmebyggede instrumenter breder sig over hele scenen og Just Christensen efter hvert nummer – imens han som en showman fortæller om sine konstruktioner – skifter til et nyt multiinstrument som er det en række forlystelser, der alle skal afprøves.

En invitation til publikum til at træde indenfor i et musikalsk univers, hvor Storm P-agtige påhit går hånd i hånd med det melankolske og det sælsomme i det musikalske

Før han spiller Song no. 6, fortæller han, at stykket er for et omvendt legetøjsinstrument, en kasse der engang var kunst, og så nogle guitarstrenge viklet rundt om. En uhøjtidelig måde at mime den klassiske musiks ofte grundige angivelser og anvisninger på, og en invitation til publikum til at træde indenfor i et musikalsk univers, hvor Storm P-agtige påhit går hånd i hånd med det melankolske og det sælsomme i det musikalske. Men nedenunder det humoristiske og det fjollede gemmer sig også en undersøgelse af forskellige slags musikalitet og måder hvorpå disse kan sammenstilles: det folkelige fra lirekassemandens baggårdsmusik, det sakrale i salmen og så partiturmusikkens kølige struktur.

Jeppe Just Christensen har fundet et form, som han selv er godt tilpas i og det er en utrolig varm koncert, hvor hans særegne univers stod tydeligt frem overfor en fyldt sal i Jazzhouse.

Foto: Andreas Grønnegaard Møller / CPH PIX

Det fyldte klaver
Der er en form for slægtsfællesskab mellem Jeppe Just Christensen og aftens hovednavn, Hauschka, idet de begge er meget interesseret i at fortælle og forklare om deres instrumenters konstruktioner. De er også begge bevidste om den avantgardistiske tradition, som de ligger i forlængelse af, men hvis musikalske æstetik, de også har forladt.

Selve det præparerede klaver har sin egen historie i det tyvende århundrede, hvor John Cage med inspiration fra Henry Cowell udvikler denne tradition med at lægge alskens objekter på eller mellem klaverets strenge eller hamrene for derved at ændre klaverets klang. I 1940 skrev Cage sit første stykke for præpareret klaver  til en danseforestilling, hvor han egentlig ville have en perkussiongruppe med på scenen, men måtte nøjes med teatrets vanlige flygel. Derved fandt han ud af, at man med lidt snilde godt kunne få et klaver til at lyde som et helt orkester, og i de følgende 15 år skrev Cage hele 35 stykker musik for præpareret klaver, hvor størstedelen var skrevet til dans. (Læs om klaverets historie i det 20. århundrede her)

Hauschka etablerer sit helt eget musikalske univers meget langt fra både Cage og kompositionsmusikkens mere elitære klaverkoncerter. Han skriver nemlig ikke kompositioner i egentlig forstand, men improviserer langsomt nogle strukturer frem, som bliver til numrene på hans plader eller soundtracks til film. Men som han fortalte til tonemester Peter Albrechtsen på artisttalken i Cinemateket tidligere på aftenen, så er han interesseret i at bryde sine vaner og overraske sig selv, og i livesituationen forholder han sig derfor ret løst til disse numre, og improviserer både i sit klaverspil og den måde han vælger at præparere klaveret på.

De første numre lyder som et helt orkester, hvor han får klaveret til at imitere perkussion i kraft af nogle meget tydeligt dæmpede strenge

 På scenen i Jazzhouse har han i en lille lædertaske et raritetskabinet af finurlige små dimser og objekter, som han løbende med en performativ gestus placerer i klaveret. På den måde udvikler koncerten sig og de 6-7 numre han spiller får derfor forskellig karakter.

De første numre lyder som et helt orkester, hvor han får klaveret til at imitere perkussion i kraft af nogle meget tydeligt dæmpede strenge og samtidig frembringer en elektronisk og stor lyd med løse objekter på strengene og rumklang og ekko fra effektpedalerne. Det er en ganske virtuos og original måde at bruge klaveret på, og det lyder ingenlunde som en tam gentagelse af hverken Cage eller andre vante forestillinger om det præparerede klaver. Ikke mindst fordi Hauschka i løbet af blot et enkelt nummer kan bevæge sig imellem flere genrer, og bl.a. kan balancere et elektronisk klingende fast beat med venstre hånd, imens den højre improviserer mere løst og jazzet. Den sammensætning lyder ikke som noget, jeg har hørt tidligere, hvilket altid er en positiv overraskelse.

Den forladte by
Hauschka tager mikrofonen efter de to første numre og fortæller om byen Elisabeth Bay i Namibia, der i mange årtier lå helt øde, da diamantminerne ikke kunne udnyttes yderligere, og folk derfor havde forladt byen. Han er fascineret af sådanne forladte byer, og han ser det som en slags metafor for sin musik. Hans seneste plade har han slet og ret kaldt for Abandoned City, og det giver god mening, fordi musikken har noget patosfyldt og drømmende over sig, der i høj grad luller lytteren ind i en tilstand, hvor man danner indre billeder. Man kan karakterisere musikken som filmisk, hvilket meget godt beskriver Hauschkas atmosfæriske lydflader, sådan som mange af numrene fremføres denne aften i Jazzhouse.

Hauschka leverer ikke den fuldstændig besatte improvisation, som man oplever ved eksempelvis nogle af jazzens store solopianister, Cecil Taylor eller Keith Jarrett. Han er en mere kølig og undersøgende pianist, der har tid til at klimpre med den ene hånd og samtidig skrue på arsenalet af pedaler med den anden og forberede hvor han er på vej hen.

Jeg er lidt overrasket over, at hans lyd egentlig er ret "poppet", men det er forfriskende, at han spiller nogle stringente numre, der har mere karakter af electronica eller house. Her synes jeg, at hans præparerede klaver for alvor bliver interessant som et ny instrument, der kun sjældent lyder som et egentligt strengeinstrument, og mere lyder som en computer eller et elektronisk instrument. 

Bordtennisbolde og gaffa tape
Som en lille performance piller Hauschka i slutningen af koncerten pludselig alle de objekter op, som har ligget på strengene nede i flygelet. Det er et lille spektakulært moment, hvor publikum må trække på smilebåndet over de klemmer, kæder, plastikkrus, tape og rasler, som han efterhånden fisker op. Det vidner om den humor, som Hauschka også udstråler, selvom hans musik til tider bliver lige patosfyldt nok.

Han spiller lidt videre uden så mange effekter, men hiver så en plastikpose med bordtennisbolde frem og tømmer den ned i klaveret. De giver en lidt dissonerende og metallisk klang og boldene springer rundt i klaveret, når han slår tilstrækkeligt hårdt på en tangent. Det er første gang i løbet af aftenen, at der er blot en indirekte reference til John Cage, og musikken er også markant anderledes end de foregående numre både i længde og lyd. Det virker som om, at Hauschka her helt har slukket for sine effektpedaler og vi får en mere rå, traditionel lyd.

Som ekstranummer spiller han sin allerførste komposition for præpareret klaver, Gaffa tape, og imens han taper sine strenge ind med tyk, sort gaffa, fortæller han publikum om de klangmæssige forskelle ved at bruge forskellige typer af gaffatape. Han spiller aggressivt på de dæmpede strenge, og det lyder som et elektronisk harpsichord, hvor der ikke er nogen form for sustain.

Imens han taper sine strenge ind med tyk, sort gaffa, fortæller han publikum om de klangmæssige forskelle ved at bruge forskellige typer af gaffatape

Det var på den ene side rart at høre ham slukke for sine effektpedaler, hvilket gjorde lyden mindre voluminøs, men på den anden side reducerede det samtidig hans særegne lydunivers. For mig var Hauschkas koncert lige lovlig soft, og der manglede noget af den intensitet, der er at finde på pladen Abandoned City. Men det var derimod forfriskende at høre en så skødesløs blanding af genrer, og en så tidssvarende fortolkning af det præparerede klaver og dets lange historie i den moderne kompositionsmusik.