Berørt

Ind i mørket
Lørdag eftermiddags program bød for mit vedkommende først på lyttevandringen Gehörte Stadt; udviklet af Kammer Ensemble Neue Musik Berlin og Ausland som et projekt under det Berlin-netværket ohrenstadt.net, men med to lokale kræfter, Niels Rønsholt og Thomas Bruns, som ruteplanlæggere. 

Som en reaktualisering af 1950’ernes situationistiske byvandringer inviterer Gehörte Stadt os til at opleve Århus på en ny måde ved at berøve sit publikum synssansen. I næsten en time i træk blev vi med bind for øjnene ført gennem Århus’ gader af hver vores personlige guide. Turen bød på en overvældende og overraskende mængde af ikke blot auditive, men også taktile fornemmelser – f.eks. stod følelsen af vinden mod mine kinder og mine fødders kontakt med den indre bys toppede brosten overraskende langt fremme i min bevidsthed, komplementeret af momentvise, men stærke olifaktoriske indtryk f.eks. fra den lokale ostebutik og hvad der må have været en port hyppigt besøgt at tissetrængende mænd. 

Over de seneste 5-10 år er lyttevandringen blevet en udbredt kunstpraksis, som viser sig at have uanede muligheder, fordi vandringerne netop er komponeret meget forskelligt. Sidste års festival havde således også programsat en lydvandring, komponeret og anført af David Helbich (DE). Her havde man en anderledes kontrol, idet man gik i små grupper og undervejs fik instruktioner om at stoppe og lytte eller tage ørepropper på. Og så havde Helbichs vandring en politisk dimension, fordi den tilbød en ny – sensorisk – tilgang til et af Århus’ ghettoområder, nemlig Gellerupplanet, mens dette års vandring snarere var en intim nærmest meditativ tur ind i mørket, hvor man absolut ingen kontrol havde over de forskellige sanseindtryk, der skyllede ind over én. 

Det var et på alle niveauer generøst værk. 

Og endnu længere ind...
Generøs var også uropførelsen af sidste års kurator, den britiskfødte Joanna Bailies nykomponerede Analogue (2011), for forstærket strygetrio, bånd og camera obscura, som publikum blev ledt til ved slutningen af byvandringen. 

Koncerten foregik i et mørktlagt rum, der viste sig at være det indre af et camera obscura: et mørktlagt rum, der via et lille hul i væggen projicerede et billede af rummet på den anden side af hullet op på endevæggen. Dette gik dog først op for publikum efterhånden som et omvendt billede af de tre musikere manifesterede sig på bagvæggen. Oplevelsen var ekstrem: For det første fordi realismeeffekten ved et camera obscura er enorm. Det fremkaldte billede er nærmest tredimensionelt og samtidig kan man jo høre den lyd, som musikerne i rummet ved siden af frembringer, hvilket understreger følelsen af, at vi ser på en umedieret virkelighed. For det andet fremkaldes billedet kun langsomt i takt med, at publikums øjne gradvist vænner sig til den sparsomme belysning. Derfor går der forholdsvis lang tid, hvor man fornemmer nærværet af nogen, men samtidig ikke helt kan regne ud, hvordan disse mennesker er i rummet. 

Det var først da en stemme i værkets auditive del forklarede camera obscura-teknikken, at realiteten i det jeg så, gik op for mig. Oplevelsen giver mindelser til den amerikanske videokunstner Bill Violas videoinstallationer, der også er uhyggeligt realistiske i al deres medierethed. Som et ekstra tvist gjorde værket spørgsmålet om mediering til et lydanliggende. Dels fordi den indspillede stemme talte om en form for auditiv camera obscura, og dels fordi værket legede med at fiksere eller fastfryse reallyde i tid og trække deres tonespektre ud forstærket af de akustiske instrumenter.

Ved således at situere sit publikum ’inden i’ et kameras inderste tematiseredes noget så komplekst som forholdet mellem værk og virkelighed på en meget konkret måde. 

Kombinationen af lydvandringen og dette både konceptuelt og sensorisk stærke værk var meget intens og pegede forøvrigt fint på festivalens overordnede tematik: nemlig hvordan lyden rører os og hvordan dens virken er kropslig og sansebåren. 

Lydkunst, ny musik og alt det midt i mellem
Aftenprogrammerne afvikles på det gamle missionshus på Nørre Allé, der nu er hjemsted for det århus-baserede danse-kompagni Granhøj Dans. Hvor mere officielle og upersonlige koncertsteder, som Musikhuset i Århus, kan give indtryk af at ville sluse sit publikum ind i en elitær afsondret kunstmusik-verden, så fremstår det gamle, lidt trashy missionshus som et sted, hvor der ikke er så mange regler for gøren og laden. Her er højt til loftet i mere end en forstand, og man mødes i baren før og efter koncerterne og snakker på tværs af lande og faggrænser. SPOR festivalen fremstår her med en dejlig levende ånd, som et mødested for en mangfoldighed af folk, der er interesseret i lyd

Programmet for lørdag aften bød netop på en sådan mangfoldighed af meget forskellige lydværker: noget var mere i retning af en lydinstallation, noget kunne man kategorisere som tonekunst, andet var tydeligt audio-visuelt baseret og noget performancekunst. Men publikum fik også set, hvor svært det er, når traditionelle kategorier og grænser brydes. 

Det blev meget konkret illustreret, da aftenens første værk, den voluminøse lydinstallation TON8 (2011) af danske Ole Jørgensen gik i gang, og publikum – selvfølgeligt – satte sig på de stole, der bød sig til i den traditionelle kunstmusikalske opstilling, hvor stole peger ned mod en scene. Det var simpelthen synd, fordi lydinstallationen så eksplicit var designet til et publikum, som netop ikke er hensunken i kontemplativ lytten, men derimod gerne må snakke sammen og i det hele taget bevæge sig rundt i lyden. Jeg indrømmer, at Deres udsendte selv faldt i netop denne fælde. Og det var vi flere der gjorde, for det er svært, når publikums-kontrakten ikke er givet på forhånd, og man hele tiden skal overveje, hvordan man vil gå til værkerne eller fænomenerne – helt ned til detaljer som om man skal sidde eller gå, om man skal gøre lyden til forgrund for en intens lytten eller opfatte den som en ambience, man bevæger sig igennem. 

Spørgsmålet er i det hele taget, om et så massivt lydværk ikke burde have været installeret i en anden kontekst. Personligt vil jeg gerne opleve TON8 installeret i en mere industriel og rå lokalitet, som f.eks. Turbinehallerne i Århus. Så var salen mere velegnet til resten af lørdagens program.

Efter første del af programmet fulgte tre værker af avantgarde- og freejazz-legenden Sven Åke Johansson. De første to percussionværker opførte han selv med et scenisk nærvær, som var helt fantastisk. Sjældent har jeg set nogen præstere en så koncentreret lytten på dét, der er. Hvilket i slutningen af solostykket Gurkenstück (1999) var lyden af et stykke agurk, der skæres i skiver på et bækken og herefter falder mod jorden. Denne leg med det konkrete, men også absurde gik igen i det sidste af Johanssons værker Erträumtes Konzert (2007), for flygel, badekar og potteplantning: Et minimalistisk, repetetivt værk bestående af klaver-klang, mand som går op i og træder ud af badekar (med vand) samt kvinde, der planter en plante i en potte med muld. Og nej. Det var i mine øjne/øre ikke kun absurd provokerende ikke-musik. Ikke kun – men dog også – grotesk morsomt (særligt alvoren, hvormed den mandlige badekar-performer udførte sin træden op i og ud af badekar var helt fantastisk). Det var også et forunderligt nærværende univers, som jeg måske ikke ville have haft øje for, hvis det ikke var fordi Johansson selv lige havde vist os, hvordan man lytter og bare oplever dét, som sker, uden at dømme. Oplever manden træde ud af badekarret og oplever hvordan vandets dryppen fra den drivvåde krop bliver til musik. Det er svært at beskrive sådan noget, uden at det lyder ualmindeligt langhåret, men både i lydvandringen tidligere på dagen og i disse meget konkrete værker ligger der en hverdags-æstetik, som er ret så skøn, når man lige falder i den på den rigtige måde.

Johansson er, af uvisse grunde, mindre kendt i Danmark end i Tyskland og Sverige og det var kærkomment, at han var programsat både lørdag og søndag og dermed udgjorde en slags hovednavn på festivalen. 

Aftenen sluttede med maksimalistisk lydtryk og spilleglæde fra norske Moha! 

Konkrete klange
Søndag aftens program bestod af kammermusikværker spillet af det tyske Kammerensemble Neue Musik. Aftenen startede med danske Simon Steen-Andersens transparente Chambered Music (2007), der på flere måder legede med lyde, der var lukket inde eller afgrænsede fra hinanden – som f.eks. kasser, der blev åbnet og lukket, en optaget stemme, der lød som om den klingede i et lille lukket rum, samt en basunklang, der ind imellem anedes, som en mulm stemme, der viste sig faktisk at være lokaliseret i et andet rum. Værket fik en (måske?) utilsigtet ekstravirkning, fordi koncertstedet ikke er lydtæt, hvorved også lydene udefra trængte sig ind i værkets rum. 

Det efterfølende nykomponerede værk af Pelle Gudmundsen-Holmgreen berørte det sensoriske på en mere konkret måde, nemlig med referencer til Don Juan. Gudmundsen-Holmgreen var programsat mellem de to yngre, komponister Steen-Andersen, der i dag underviser i komposition på det Jyske konservatorium samt den lidt yngre Simon Løffler. Hos begge fremgik det tydeligt, hvordan Gudmundsen-Holmgreens (og andres) arbejde med det konkrete og absurde, i den grad er blevet en selvfølge for den nye generation af komponister, at de kan bruge det som et naturligt redskab. I Løfflers (.. .. ....) (2009) var der en ekspressiv poetisk stemning i spillet mellem første dels ekstreme støjmontage bestående af skrigende klarinet- og saxofonmundstykker, clusters på et forvrænget elektrisk klaver samt pibende stryger-hvæsen og anden dels mere gennemsigtige collage, hvor en lavfrekvent synthesizerlyd (rungende inde i en papkasse) udgjorde modpol til en klimprende kalimpa.

Efter en pause fulgte tre af Sven-Åkes Johanssons værker, hvoraf de første to adskilte sig fra gårsdagens værker ved at være egentlig tonekunst. Enkelt, repetetivt. Her synes de enkelte instrumenter enten at ville finde hinanden, som i Einen staubingen Klang finden (1998) eller blot at holde fast i hver deres enkle figur som i Erik De (2009). Det sidste Solostrück für Konzetbecken (1990) var igen en soloperformance med Johansson selv. 

Efter en aften med flere enten konkretistiske, repetetive eller mere sarte værker satte Louis Andriessen imponerende, svingende Workers Union (1975) et flot punktum for aftenen og for hele festivalen. 

Farvel til modernismen...
At SPOR festival for ny musik ikke bare programsætter varierende afarter af ’ny musik’ som et velkendt og forholdsvist afgrænset begreb, men kuraterer de programsatte værker, og således placerer dem inden for en konceptuel ramme, der er ny for hvert år, er særligt for netop denne festival. Og netop fordi den er kurateret og rammesat af et tema, kan den favne såvel den konventionelle tonekunst, som lydkunst og lydeksperimenter i alle afarter.

Med det endegyldige farvel til modernismens afsondrethed og et ’goddag’ til den pluralitet, som kendetegner samtidskunsten og -kulturen, sker der noget meget interessant: Her åbnes døren op for nye typer af lyttere, som ikke ville føle sig hjemme i det eksklusive miljø for ny kompositionsmusik. Og her åbnes også værkerne selv, fordi koden for, hvordan de skal forstås ikke bare er givet én gang for alle. Man får tilbudt nye ører på det velkendte. Etablerede navne som Bent Sørensens eller Pelle Gudmundsen-Holmgreens værker høres nu i efterklangen fra Moha!’s støjrus, og en gåtur gennem byen kan pludselig gøres til genstand for en intens nærlytning. Og dét er rørende, på mere end en måde.