En hyldest til naiviteten fra en fortabt før-digital tid

En bevidsthed om at undgå konventioner og en reflekteret omgang med instrumenternes vilkår har stået i ny kompositionsmusiks fokus i mange årtier - udforskningen af nye og ukendte lyduniverser er en mærkesag for vestlig kompositionsmusik. Og for at finde frem til noget, ingen har hørt før, har komponister bl.a. eksperimenteret med at spille historiske instrumenter på en anderledes måde, udviklet elektroniske metoder eller studeret fremmede landes traditioner. Helmut Lachenmann skrev tilbage i 1986: ”At komponere betyder at bygge et instrument.” Og i den tyske original1 lyder det ikke kun som et udsagn, men også som en opfordring: byg dit instrument, så skal det nok klinge nyt. Men når fokus har ligget på det ukendte og uhørte i mange år, så har det også flyttet sig fra noget andet – noget, som man kunne kalde for et umiddelbart udtryk. Helt siden Schönberg sprængte rammerne for en almen forståelse for musikken, har kunstmusikken penduleret mellem to retninger; de avantgardister, der forsøger at finde frem til et ”uhørt” og ”nyt” udtryk, og modbevægelsen af avantgardister, der mener, at kunsten har bevæget sig for langt væk fra ”hverdagen”, det ”tilgængelige” og ”forståelige”. Det ser ud til, at yngre komponister især i de seneste år2 tilhører sidste kategori, at de er blevet trætte af den gamle avantgardes musik, som den bliver repræsenteret af komponister som Brian Ferneyhough, Helmut Lachenmann eller fornylig afdøde Pierre Boulez. De søger efter et ”ærligt” udtryk, der uden kunstens og dens institutioners filtre udtrykker noget, man umiddelbart kan forstå.

Jeppe Just Christensen siger i covernoterne da også om sin musik, at den handler ”om nostalgisk at gå tilbage til min egen barndom og være ærlig over for den sentimentalitet og suppe-steg-og-is-kultur, som også var del af min familie.” Ironisk nok fører Just Christensens søgen efter dette ”ærlige” udtryk til noget nok så ny-musik-agtigt som at bygge sine egne instrumenter.

Christensen bygger forskellige instrumenter om eller omformer hverdagsgenstande til musikinstrumenter med det formål at komme frem til en musik, der er nostalgisk, sentimental, melankolsk. På mange måder er det en musik, man har hørt før – eller rettere sagt en musik, der minder om musik, man har hørt før. Man kunne kalde det for en spøgelsesmusik. Det, der spøger her er referencer til anden musik og til stederne, hvor denne musik bliver spillet. Fra jazz over bodega'ernes klaverklang til gademusikeres musik, westernfilm og videre til sømænds-, gøgler- og børnemusik. De musikalske referencer Jeppe Just Christensen arbejder med i de tre værker, der er udgivet på CD'en Songs & Movements er altså mangfoldige - men har dog alle det håndlavede, ”autentiske” tilfælles.

I modsætning til i den klassiske musikkultur hvor virtuositet forbindes med at gøre besvær og anstrengelse ikke-hørbare, så ligger det, de fleste i dag ville kalde for ”autentisk” i den hørbare fysiske modstand. Der hvor man hører kraften, der skal til for at producere en bestemt lyd. Hør, hvor intenst dette individ sukker, lider, jubler. Pyt med, om det er perfekt udført, det er skrøbeligheden, der vil høres. Og skrøbelighed findes der rigeligt af på denne udgivelse. Især i CD'ens længste værk, det næsten 30 minutter lange Three Songs in 9 Movements fra 2015, skramler og stønner instrumenter og stemmer, musikerne fløjter og melodika'en trutter tilsyneladende ligegyldigt hen over de andre instrumenter. Der ligger en stor afslappethed og sindsro over værket. Man kunne kalde det for naivt, hvis der ikke lå så megen konstruktion bag: værket er åbenlyst komponeret. Bemærk alene den formale symmetri med tre gange tre satser, der er variationer over den samme harmonifølge. Og også de små rytmiske afvigelser bliver nødt til at udbrede sig over noget skematisk for netop at kunne fremstå som afvigelser. Især det rytmiske og metriske element er af betydning for at opnå sådan en effekt, og Just Christensen gør klogt i at vælge et langsomt, skridende tempo, der gør enhver komponeret ”fejl” forståelig. Og så bidrager det naturligvis også til den drukkenbolts-lamento-agtige atmosfære, der breder sig. 

Den nostalgiske effekt opstår netop fordi komponisten ikke vælger at skrive stilkopier men selv komponerer noget, der minder om noget andet - tilmed med instrumenter, der minder om nogle man har hørt før, men som alligevel ikke formår at gengive en bestemt musik og musikstil. Der opstår en forskel mellem instrumenter, der på den ene side lader til at lyde som noget man kender, men på den anden alligevel ikke gør det – og her åbner mindernes rum sig, og en nostalgisk følelse breder sig. Nostalgi kan kun opstå, hvor noget er fortabt, hvor man mindes noget, der er uigenkaldeligt borte. Just Christensens musik virker som en håndlavet hyldest til naiviteten fra en fortabt prædigital tid.

Der ligger noget paradoksalt i forsøget at skrive en nostalgisk musik med nye, selvbyggede instrumenter. For hvor naivt og spontant kan man komponere, hvis man har gennemgået en klassisk uddannelse? Måske er det bedre, at betragte denne musik som noget barnligt, legende. Et forsøg på mimetisk at nå frem til noget, man har hørt engang. Three Songs in 9 Movements er en sjælden blanding af musik, der samtidig er både avanceret og naiv, tilgængelig og udfordrende. Det er en spændende kvalitet, men måske også en manko: for hvornår er lejligheden den rette til denne slags musik? Værket synes ikke at passe ind i en sædvanlig ny-musik-koncert (eller også passer den ”sædvanlige” ny-musik-koncert ikke til dette værk), og dog burde det ikke spilles på en bodega. Det er værd at lytte mere opmærksomt til end man måske gør en fredag aften i baren. Var det ikke for den visuelle kvalitet som de hjemmelavede instrumenter formodentlig har på scenen, så kunne det formodes at de tre ”sange” kommer til sin fulde ret på optagelsen. Det kan være musikken man vil lytte til en lun sommernat, hvor man efter gadefesten sidder lidt for beruset ude på terrassen, alene eller i selskab af en bestemt anden. For melankolsk til at tale, men bestemt også for vågen til at sove.

Hvis Three Songs in 9 Movements åbner CD'en med et univers af referencer, så lukker de andre to værker udgivelsen af på en mere konventionel måde. Alle værkerne på denne nuancerede og velbalancerede optagelse er særdeles veludførte af Jeppe Just Instituttet og Scenatet under ledelse af Rei Munakata. Selv om der i Movin' fra 2005 ifølge komponisten gemmer sig noget af John Coltranes Giant steps i blæserne, handler det dog om et mere klassisk, ny-musik-agtigt værk. Den knap seks minutter lange komposition tager udgangspunkt i en skitse på halvandet minut, som Christensen strækker med loops af små elementer. Resultatet er en haltende musik, der minder lidt om en grovere version af gentagelsernes mester, Bernhard Langs, kompositioner. Christensen har en forkærlighed for det støjende, perkussive element og lydbilledet bliver domineret af en guiro, der sammen med guitaren og klaveret, som her bliver brugt som slagtøjsinstrument, krattende driver musikken fremad. I den lille anden sats, der på blot 39 sekunder runder værket af, gør komponisten brug af en elektrisk kaffekværn, der dog ikke gør den store forskel, i hvert fald ikke på optagelsen. I det hele taget er det en mere musikalsk idé, der er udgangspunktet her: en undersøgelse af minimale forskelligheder, der opstår idet musikerne aldrig kan gentage noget på helt den samme måde. Det er en idé, der måske ikke er så charmerende som Three Songs. Alligevel er det en komposition der fanger opmærksomheden, og Just Christensen har en god sans for at undgå unødvendigheder på trods af alle gentagelserne.

Gentagelser og halten, jazz og hverdagsgenstande og -lyde er begreber, der også kan beskrive det måske mest krævende værk på denne udgivelse, Douglas fra 2009. I tre satser på i alt knap 18 minutter forsøger komponisten også her at gengive og sætte hverdagslyde i en ny musikalsk kontekst. Inspirationen til værket er kommet komponisten på en støjende flyrejse og det er angiveligt derfor, perkussive effekter skramler i baggrunden, mens de høje frekvenser dominerer i blæserne og en sinustone gennemtrængende sniger sig gennem første sats.

Derudover hører vi en ombygget stige, der bliver brugt som en slags slagtøjsinstrument. Den har en stor solo i anden sats og rumsterer som et levende væsen uafhængigt af de andre instrumenter i den langsomme sidste sats. De slæbende, stædige repetitioner i langsomt tempo minder om en surreel variant af Bernard Herrmans musik til Taxi Driver. Det er igen virkeligheden, det ”ægte” livs lyde, der interesserer Jeppe Just Christensen her, og han formår at transformere disse klange til en interessant og speciel musik.

• 1. „Komponieren heißt: ein Instrument bauen.“ H. Lachenmann: Über das Komponieren, Breitkopf & Härtel, Wiesbaden 1996
• 2. Se f.eks. komponist og musiker-kollektivet stock11 i Tyskland, der under slagordet „Diesseitigkeit“ („verdslighed“) har udløst en debat omkring en musikalsk æstetik der tager udgangspunkt i individets opfattelse af hverdagen.