Hundrede og ét værk

De hundrede værker
De hundrede unikke pladecovers lavet af Jeanette Hillig er alle sammen små visuelle kunstværker, som er lavet af pap- og papirmaterialer med forskellige overflader, former og farver, monteret i lag oven på hinanden. De valgte farver og den variation værkerne er udført med, taler sit eget sprog om en intuitiv, eksperimenterende og frem for alt direkte omgang med materialerne. Farvesammensætningerne er fine, præcist afstemt og flere af værkerne arbejder med de forskellige dybdevirkninger, som sammensætningerne af komplementærfarver og materialer med små nuanceforskelle i overfladestruktur kan give.

På det formgivningsmæssige plan arbejdes der fint og nuanceret med perspektivforskydninger og optisk bedrag af den slags, hvor man ikke altid er helt klar over, om det man betragter er lige eller skævt. Nogle af værkerne fremstår næsten tredimensionelle, og samspillet mellem farvevalg og formgivning er subtilt og meget flot. Denne farve- og formsensibilitet, afstedkommer et meget individuelt udtryk og det enkelte værk fremstår derfor som en undersøgelse af netop denne farvesammensætning i forhold til netop denne formgivning.

Jeppe på værtshus
Inde i hvert af disse hundrede kunstværker ligger en vinylplade – en skive med to numre komponeret af Jeppe Just Christensen og spillet af Jeppe Just Instituttet. I Song no. 1, der udgør pladens side a, er der mange ulige elementer i spil. En lille vuggeviseagtig spilledåsemelodi spillet på trækharmonika står i centrum og gentages, den farves af kalimba, rumsterstige, sirenelyde og mundharpe. Især rumsterstigen giver musikken en farvning, hvor de skæve, men præcise rytmiseringer er fremtrædende, og truer med at få det melodiske og harmoniske materiale til at falde fra hinanden.

Efter nogle instrumentale ’vers’ sætter en stemme i med et smertefuldt, smukt og smægtende ’jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg, jeg”, der udgør hele sangens tekst. Stemningen er sat: John Mogensen og Bjarne Liller har ikke levet forgæves, og med den intensitet og selvsmagende variation der lægges i dette ene ord, er det tydeligt for enhver at Jeppe er gået på bodega. Han er blevet til den klagende sjæl, der har svært ved at gå hjem, og som udbasunerer hele sit følelsesliv for de andre stamgæster. Nu har også en sav blandet sig i instrumentariet og der ligger en vis ironi eller tragikomik i den måde, hvorpå den meget følelsesladede sang – som indledningsvis lød som en vuggevise - mødes med forskellige kendte og fremmede elementer undervejs. Stykket slutter med en nedadgående klagende melodistump, der tidligere har været introduceret – her, i slutningen, er den akkompagneret af lyden af et festfyrværkeri. Er det en fejring af bodega-Jeppe - er han kommet i himlen (den syvende) eller er det en ironisk kommentar til karakterens dybest set tragiske eksistens? Svaret er heldigvis ikke givet på forhånd.

Jeppe i kirke
Om det er fordi lørdagens bodegabesøg bør sones om søndagen i kirken, ved jeg ikke – men pladens side b, lægger ud med en enkel salmeagtig melodi udsat for harmonika og akkompagneret af legetøjsklaver og legetøjsklokkespil. Undervejs kæmper melodien med stadigt mere forstyrrende udfald fra rumsterstigen og fra det øvrige instrumentarium, der med skæve underdelinger og raspende og skramlende metalliske lyde både prøver at lægge forhindringer ud og samtidig presse tempoet op. Ikke mindst kæmper den også med sine egne mutationer – måske melodien ikke er så ligetil alligevel? Det er som om der sidder en fiktiv organist, der hellere vil improvisere endeløse introduktioner, end at komme derhen hvor menigheden stemmer i med første vers. Selvom det flere gange er ved at køre helt af sporet i parallelle opadgående tertsbevægelser, der næsten ender helt ude af tonearten – så er melodien standhaftig – som om den vil vise at den god nok.

Ligesom Song no. 1 slutter med et festfyrværkeri, får også to’eren en overraskende slutning. Efter en overledning, stemmer menigheden nemlig i med sang. Og hvilken menighed? Minsandten om ikke vi møder den samme værtshusstemme som på pladens første side. Den er slidt, og kommer ikke altid helt op på de højeste toner. Teksten kan den heller ikke. Den nynner bare med, kun akkompagneret af harmonikaen og en parasol, hvorfra der rasler forskellige metalgenstande. Drankeren har måske forsonet sig med Gud – i hvert fald på sin egen måde. Der er plads til dem begge i Just Christensens univers – så længe de får lov at være sig selv.

Jeppes teater
Med relativt enkle midler skaber Jeppe Just Instituttet et univers, der er halvt absurd og halvt virkeligt. Et univers, hvor musikken bliver sin egen filmiske eller teatralske verden; et univers, hvor musikalske elementer får karakter og farve og hvor historiefortællingen og de indre billeder, musikken skaber, er med til at udgøre oplevelsen. Hertil kommer naturligvis også de mange sære hjemmebyggede instrumenter Just Christensen anvender, som giver musikken et helt særligt og egensindigt lydbillede. At det lykkes så godt at skabe disse indre billeder betyder at de teatralske og visuelle elementer, der har været bærende i meget af Just Christensens hidtidige musik, faktisk ikke er nødvendige her. De er her omsat meget direkte til lyd og til fortælling. Musikken fungerer som sit eget teater – man kan bare lukke øjnene og lytte efter.

De hundrede værker – og det ene værk
De hundrede unikke kunstværker og den ene vinylplade udkommer sammen. Oplaget er begrænset og prisen er tilsvarende høj. Hvis man hører til dem, der tror at coveret afslører noget om indholdet, sådan som pladecovers normalt gør, ja så bliver men enten skuffet eller positivt overrasket - alt efter habitus, forgodtbefindende eller kunstnerisk præference. Sammenhængen mellem de to produkter er nemlig ikke til at få øje på. Derved kommer hele projektet snarere til at se ud som et forretningskoncept end et samarbejde, der er opstået af kunstnerisk nødvendighed. Ikke at der er noget i vejen med det, men det kunne nu have været interessant at se, hvad de to kunstnere kunne tilføre hinandens produktion i et mere direkte og tværæstetisk involverende samarbejde. Det til trods er den kunstneriske nødvendighed i hvert at de 101 værker heldigvis ikke til at overse.