I sidste måned anmeldte jeg cd’en Sehnsucht med værker af Bent Sørensen (link). Cd’en, der anmeldes i nærværende artikel, beskrives måske i virkeligheden bedst, som alt det Sehnsucht ikke er. Hvor Sehnsucht er rolig og velovervejet, er denne ung og energisk. Den er eksperimenterende, hvor Sehnsucht var mere traditionel. Her er der højt informationsniveau modsat få velvalgte toner. Hvor Sehnsucht er lækker, kradser denne. Og så er der stramheden i kompositionerne til forskel.
Cd’en jeg hentyder til, er det Stockholmbaserede Curious Chamber Players’ indspilninger af værker af tre unge danske og tre unge svenske komponister. Ensemblet har specialiseret sig i at samarbejde med unge komponister fra hele Skandinavien og proklamerer, at eksperimentet er kernen i deres virke. ”Always curious!” lyder mottoet.,
Komponisterne på cd’en er Malin Bång (composer in residence for Curious Chamber Players), Ylva Lund Bergner fra Sverige og japansk fødte Rei Munakata, som er bosiddende i Sverige og ensemblets dirigent. De danske er Christian Winther Christensen, Nicolai Worsaae og Jeppe Just Christensen. De er udvalgt som nogle af Skandinaviens mest innovative udvidere af det klanglige sortiment, idet deres musik i høj grad er bygget op af usædvanlige lyde, støj og hverdagsobjekter.
Det eksperimentelle islæt går altså meget på udforskning af klangen. Det er vi heldigvis efterhånden blevet vant til fra danske komponister. Ungdommen har rykket sig langt i den henseende de seneste 10 år. Danske komponister er atter begyndt at kigge mod deres mere hardcore fæller i Centraleuropa efter mange år med blikket i andre retninger.
Varedeklarationen holder: Det er eksperimenterende, skandinavisk og ungt. Og der er krudt i den ungdom. Så megen iver, så megen energi.
Der har hidtil ikke været mange muligheder for at høre denne garde af komponister indspillet. Så det er et helt igennem sympatisk og tiltrængt projekt Curious Chamber Players har sat i gang. I ungdommens, kulturudvekslingens og klangeksperimenterne s navn!
6 motiver for klangeksperimenter
Fællesnævneren er som sagt klangudforskningen. Men ud over netop dét forjættede ord, er det egentligt ret svært at skrive noget samlende om de 6 værker. Der synes at være forskellige motiver for at bruge de udvidede spilleteknikker. Det taktile, skrøbelighed, det fjerne, fokus på det intense i nuet, spænding via ubalance eller at skabe en særlig atmosfære. Det er nogle af de forskellige effekter, der opnås på denne cd.
Malin Bångs Turbid Motion skulle ifølge bookletten være inspireret af interaktioner mellem byens støj og lysforholdene i to byer, og hvordan det bliver platform for folks liv. (Skal jeg forstå det som en slags omvendt musique concréte, hvor hverdagslyde ikke bruges til at skabe musik, men hvor musikinstrumenterne skal efterligne hverdagslyde?) Jeg hører i hvert fald en række løsrevne fragmenter, hvilket giver mig associationer til en tur rundt i en slags (lyd)container. Et møde med alle mulige typer af frasorterede fragmenter og materialer. En slags rå, energifyldt registrering af indholdet i en container og et virvar af ting og sager. Fremhævelse af et råt, materielt udtryk.
Ylva Lund Bergners Euphorbia er i hvert fald ikke kaotisk. Det er snarere et rigtigt sidde-i-lotusstilling-værk. Atmosfærisk med meget langstrakte toner. Værket er for traditionelle, klassiske instrumenter, citer og elektronik. Elektronikken bruges til at skabe et sart og skrøbeligt udtryk. Elektronikken og det akustiske fungerer godt sammen – til en grad hvor jeg har virkelig svært ved at skelne. Men det skrøbelige og kradsende kommer aldrig for alvor til sin ret. Måske fordi den konstante drone i bunden gør, at klangene aldrig rigtig bliver nøgne og sårbare. Euphorbia er det værk, som skiller sig mest ud på cd’en. Klangeksperimenterne har ramt mange genrer og mange udtryk. Dem kommer cd’en rigtig godt rundt om.
Christian Winther Christensens Andante Con Moto er en form for genbearbejdning af den berømte 2. sats fra Beethovens 4. klaverkoncert. En spøgelsesmusik, hvor musikken – altså den traditionelle – ligger svagt i baggrunden, mens alle mulige andre klaverlyde – end lige netop den traditionelle hammer mod streng – og diverse andre obstruktioner fra de øvrige instrumenter er i forgrunden. Måske det mest tydelige bevis på, at de udvidede teknikker er blevet en integreret del af det musikalske vokabularium anno 2012: Teknikkerne er blevet lige så naturlige som treklangen var for Beethoven. Og udforskningen og klangene i sig selv er lige så meget i fokus.
De udvidede teknikker er blevet en lige så naturlig del af vokabulariet som treklangen var for Beethoven.
Rei Munakatas Cascading Lotus for solofløjte er inspireret af en japansk Enka-sanger. Det havde jeg aldrig gættet, hvis jeg ikke havde læst det i bookletten. Værket forekommer mig at være det sværest tilgængelige på skiven. Måske er det pointen, at det skal forekomme usammenhængende, fragmentarisk, men samtidig lyrisk. For mig lyder Cascading Lotus i hvert fald som et glimrende eksempel på, at fokus på værket som proces frem for arkitektur og helhed, kan ske via fokus på klange. Og vice versa: Klange, der er noget i sig selv, og skal høres for netop dét, at de er klange og ikke blot semantiske værdier, flytter fokus hen imod nuet frem for på værkets helhed.
Svært at få hold på kan man til gengæld ikke sige, at Nicolai Worsaae’s Brutalized Beauty er. Det er snarere ekstremt eksplicit. De stille, opbyggende passager står i stærk kontrast til de kraftige energiudladninger. Der er fuld skrue på dramatikken, og suspense’en får hele armen i de ret så stille passager. Jeg kunne godt ønske, at den især i de opbyggende sekvenser blev trukket lidt længere og dermed opbyggede lidt mere spænding. For til tider kan det virke lidt for ivrigt og overforceret. Men der er i hvert fald vilje i musikken, højt tempo og mange elementer i spil.
Sidste værk på cd’en, Jeppe Just Christensens Ground vol. 3, er med sin lækre overflade et af den slags værker, man nærmest kunne bruge til en romantisk date . Men værket er faktisk interessant både på overflade og nede i strukturen. Det består af en cello, der spiller pizzicato hele stykket. Et opretstående klaver med dæmperpedalen trykket ned. Og så har det en afslutning, som jeg ikke røber her, for det ville være som at røbe, at det er Ulf Pilgaard, der er morderen i Nattevagten. Musik der på én og samme tid formår at lyde som jazz og ny kompositionsmusik. Christensens interesse for at skabe anderledes stemningslandskaber er tydelig i dette værk fra 2005. Og at han i dag bygger sine egne instrumenter, forekommer mig at være at være en oplagt , når jeg hører Ground vol. 3.
Knas på linien?
Varedeklarationen holder: Det er eksperimenterende, skandinavisk og ungt. Og der er krudt i den ungdom. Så megen iver, så megen energi. Og det er jo charmerende, energifyldt og livsbekræftende. Men nogle gange kan jeg også blive i tvivl, om der er lidt knas på linien. Kommer budskaberne klart nok igennem. For det kommer til tider til at rode lidt i kompositionerne: Det er ikke alle informationer, der er lige betydningstunge. Eller også bliver netop dét til det tiltalende budskab, at der siges så pokkers meget: Hvor der handles, der spildes. Eller: hvor der er spildt, er der handlet.
Værkerne af de to ældste komponister, Bang og Christian Winther Christensen står stærkest for mig. De virker mere modne i deres brug af virkemidler. Eksperimenterne er blevet en integreret del af musikken, og idéerne står klarere og mere effektfuldt frem.