Dygongs uhøjtidelige højtidelighed

På mit bord ligger Dygongs første plade. Den er lækker og blank. Og orange. På forsiden er der et close-up af en byste, eller er det en meget flot skakbrik? På bagsiden står der »When is a group not a group?« Det agter jeg at finde ud af.

Dygong består af de fire københavnske komponister Nicolai Worsaae, Christian Winther Christensen, Simon Løffler og Regin Petersen. Hvis man kender til Dygongs tidligere bedrifter, kan en CD synes lidt aparte. De har, indtil nu, været leverandører af koncerter hvor bl.a. det visuelle, humor, alvor og diverse performanceagtige stunts har dannet en essentiel ramme om det musikalske aspekt af oplevelsen.

Pladen er da heller ikke uden en alternativ tilgang til mediet. Jeg lytter mig igennem en introduktion og 5 værker med pauseindslag. Simon Løffler har to værker med, de andre ét hver. Værkerne er medlemmernes præsentation af deres egne musikalske universer, hvor introduktionen og pauseindslagene – interludierne – er det, der får mig til at forstå at dette er et komponistkollektiv. Og dog ikke. I interludierne hører jeg også udsagn der peger i forskellige retninger: »It is not the way we think« ... »I prefer not to think about it« ... »What I'm saying is that you shouldn't think about it« ... »It’s a way of thinking« ...

Uanset om jeg forstår det helt, eller halvt, binder interludierne det hele sammen. Uden dem ville det "blot" være en plade med 5 værker af 4 komponister, der måske har nogle fælles musikalske præferencer. 

Et rum
Jeg inviteres indenfor i studiet. Jeg hører komponisterne forberede musikerne til optagelse og musikernes kommentarer. Det hele er konstrueret på en dokumentarisk måde, hvor jeg  får fornemmelsen af at være en flue på væggen i lydstudiet. Det er spændende og rodet. I tillæg til dette kommer en udførlig beskrivelse af dyret "Dygong" – altså en søko – skrevet og oplæst af Tim Hinman. Stilen er naturdokumentarisk og der opstår sommetider ret morsomme sammenfald imellem komponister og dette mærkelige dyrs opførsel: »They are usually solitary, or found in pairs due to the inability to seagrass beds to support large populations. Gatherings of hundreds of Dygongs sometimes happen but they last only for a short period of time, cause they are shy, and they do not approach humans.«

Ligesindede?
Værkerne repræsenterer de 4 komponister som individer. Interludierne repræsenterer det fælles rum – som et indblik i, eller eksempler på de tankegange Dygong, som gruppe, arbejder med. De er tydeligt forskellige – med hver deres musikalske æstetik. Så hvori ligger det kollektive? De siger, det er en tankegang. Jeg tænker at det må være der, hvor de alle spiller med – i interludierne – at man kan finde nøglen.

Der er noget meget let over interludierne: noget sjovt og legende, mens flere af værkerne har noget dybt seriøst og "tungt" over sig. Handler det om noget højtideligt præsenteret på en uhøjtidelig måde? Måske en afmystificering af det finkulturelle?

Det er meget forfriskende med en plade, der er gennemført selvmodsigende. Nogle af kompositionerne er så gennemkomponerede, nedskrevne og fasttømrede i deres form og udtryk, samtidig med at der i introduktionen på pladen siges at Dygong »would dissolve if we knew what's around the next corner«. Dygong fremstår således på den ene side som en gruppe komponister, der via eksperimenter og fri leg kommer frem til musikalske udtryk og på den anden side som 4 komponister, der egentlig ikke er radikalt anderledes tænkende end så mange af deres kollegaer, udover at de indgår i en gruppe, som i øvrigt ikke er en gruppe. »It is a kind of playground, where we can try out different things with our music and become better artists, basically.«

Værkerne
Nicolai Worsaaes Du hast Gesagt forekommer mig alt andet end legepladsagtig, Det lyder meget højtideligt med den dramatiske sopran og de talte udsagn på tysk. Lydsporet er en blanding af filtreret støj og noget metallisk, industrielt. Jeg får en fornemmelse af en futuristisk industriel kammeropera, noget tungt “tysk” i den mest forudindtagede forstand. Der står intet i CD-coveret om besætning, men en hurtig googling fører mig frem til Edition·S, hvor man kan købe partituret. Der tale om et værk for sopran og elektronik, der er helstøbt og gennemkomponeret. Umiddelbart modsiger det lidt de tilløb til “manifester” jeg har sporet i CD’ens interludier. Jeg har misforstået og forstået, og jeg bliver gradvist klogere på hvad Dygongs CD også er. Eller snarere ikke kun er. Værket er kort, kun små 7 minutter. Kort, fordi jeg hører det som en del af noget større, som en slags arie. Det lyder scenisk, dramatisk. Til trods for sin sparsomme ”instrumentering”, og dermed også ret intime udtryk, er dette musik for de store scener. Eller fabrikshaller.

Jeg går til det næste værk på pladen og må konstatere at det nøje planlagte og gennemkomponerede fortsætter. Christian Winther Christensens Being Apu Sakar er et forfinet, virtuost skrevet stykke for præpareret klaver, slagtøj (glas) og saxofon. I forhold til Worsaaes værk er vi her i en fuldstændig anden sfære. 

Winther Christensen benytter sig af udvidede spilleteknikker og præpareret klaver der resulterer i en lydlig verden, jeg gerne vil befinde mig i. Den er ret kold, men mest klar og til tider skinnende. Jeg følger med de små motiver og gentagelser i en 7 minutter lang rundvisning i denne (Apu Sakars?) verden. Dette værk egner sig fabelagtigt godt for CD. Ikke blot fordi man kan komme helt tæt på lydene, men også fordi studie-teknikken giver muligheder for en ekstra rumvirkning. Til trods for at jeg normalt er allergisk overfor overdrevne panoreringer, fungerer det ret godt her. Muligheden er benyttet næsten skamløst nemt og effektivt. Det giver en ekstra dimension til værket. Gad vide hvordan den dimension realiseres live.

Simon Løffler har to værker med på CD’en. Det første, September 08, er et klaverværk udsat for forfald. Klaverlyden går igennem en eller anden proces, der gør den kornet – lidt som digitale lydfiler lyder når den er helt gal. Et sted minder det også lidt om et slidt magnetbånd, men stadig digitalt. Det er dejligt forvirrende med alle de associations(s)lag!

I den særlige æstetik, der opstår når et værk, der er fuldendt i sig selv, bliver forringet, ligger der, i mine ører, en form for protest. Løffler er her ude på at nedbryde forestillinger om “det klassiske værk” ved at tage et komponeret klaverstykke og smadre det. Der er to måder at lytte til dette på. Enten kommer man aldrig over tanken om at man kikker på noget der forfalder, eller også åbner man ørerne og lytter efter det, der rent faktisk opstår, i den samlede, fuldendte æstetik. Det sidste er lidt svært her, da jeg desværre(?) ikke kan lade være med at høre det som et klaver og en effekt. 

Løfflers andet værk Graduale, er også det sidste værk på pladen. Her kommer vi meget tæt på igen. Sikke en luksus det er, at have en dygtig sangerinde helt tæt på, syngende så ekstremt tyst ind i mit øre. Jeg kan kun tage denne lydlige manifestation af stilhed helt ind, lukke øjnene og nyde. Vi er i renæssanceland, til en stilhedens messe. Ligesom Simon Løfflers første værk på pladen er meget tydeligt og konkret i sit udtryk, er det samme tilfælde her. Værket ophører pludseligt, nærmest midt i en frase; En virkningsfuld afslutning på en begivenhedsrig plade.

Gennembrud: Regin Petersens måde at tale Dygongsk på er Regin Petersens
I interludiet, forud for Regin Petersens Uden ord for saxofon og elektronik, får jeg et indblik i hans tilgang til værket. Og så slår det mig: Dette er det, jeg i udgangspunktet troede var ægte Dygongsk. Men så viser det sig, at det jeg troede var den “fælles tankemåde” egentlig mest er Regin Petersens. De tre andres musik virker radikalt anderledes funderet. 

Den elektroniske del (eller den gradvist ændrende modulering af saxofonlyden) er der, hvor vi skal finde den forudbestemte form og udvikling. Der er nogle trommeagtige ting i starten, et loop der måske er optagelser af saxofonens klapper. Det bliver gradvist rodet og så forsvinder det, uden at jeg helt finder ud af hvor det blev af.

Interludiet forinden giver et indtryk af at indspilningen foregår prima vista, altså at saxofonisten Torben Snekkestad spiller værket fra bladet, uden forberedelse. Snekkestad siger i interludiet, at han ikke aner, hvad der skal ske, og at det bliver spændende.

Petersen diskuterer med Snekkestad og han siger bl. a. at han gerne må spille så frit, som han vi. "Du må også gerne spille noder, der ikke er der." bliver der sagt. Jeg får næsten indtryk af at Snekkestad må spille hvad som helst, hvis det giver mening for ham. Jeg bliver spændt på hvordan et værk vil lyde, der ser ud til at have en opskrift der hedder »Gør dette, eller gør noget andet. Vi optager nu.«

Et øjeblik senere i interludiet afsløres processen dog som værende langt mere gennemarbejdet. Vi hører Petersen og Snekkestad diskutere slutningen, inden de skal indspille endnu en version af den. Der er tydeligvis diskuteret en del, forskellige løsninger er afprøvet, nye valg er taget. Det, jeg troede var et værk, der benytter sig af den magi der kan opstå i det usikre og det spontane, som om dette var en afgørende first take session, var altså knapt så risikofyldt. Alt kan ske, men alt kan åbenbart også forkastes og erstattes. 

Der er en tid for det lette og en tid for det tunge. Nogle gange skal det være detaljefunderet og forfinet, andre gange er det fuldstændigt lige meget og tilfældigheder får  lov at stå som værdifulde udsagn i sig selv, som i interludiernes ord i og udenfor kontekst. 

Uhøjtideligt højtideligt
Det lette er altså forbeholdt interludierne, hvor det tunge kommer frem i værkerne. Det lyder i hvert tilfælde generelt sådan. Det får mig til at undre mig over, hvorvidt denne plade egentlig er en samling værker af 4 komponister, der kender hinanden, bundet sammen og pakket pænt ind i uhøjtideligt papir, der ikke nødvendigvis har så meget med værkerne at gøre. Det kan sagtens være at de værker der er på denne plade ikke ville være blevet til uden Dygongs legende tilgang til faget. At deres tyngde netop er født ud af det "lette". Jeg brugte lidt tid på at finde ud af, hvornår jeg skulle indstille mig på, om det var det ene aller det andet. I min søgen efter linket imellem det højtidelige og det uhøjtidelige, som jeg synes det er det lagt op til, blev jeg lidt udtryksforvirret. Jeg ledte efter det uhøjtidelige i værkerne, og det skal jeg holde op med.

Som dyreverdenens Dygonger, formår kollektivet lejlighedsvis at samles om en fælles interesse. Jeg vil tro, der også opstår noget gruppeterapeutisk over forsamlingen, som mange komponister godt kunne bruge fra tid til anden. De skaber måske et tillidsrum, hvor det ikke er så farligt at gøre noget andet. Et rum hvor en skitse, der ellers ikke ville have overlevet den ensomme selvkritik, får lov til at leve, fordi der er et særligt rum at præsentere den i. Et publikum som tror på dens værdi og giver den eksistensberettigelse. Jeg siger ikke, at værkerne på pladen er præget af at være udsprunget af halvgode skitser, absolut ikke! Men jeg kan forestille mig, at Dygongs uhøjtidelighed og legelyst hæver loftshøjden og at der netop derfor, kan opstå værker, som de fire komponister måske ellers ikke ville kunne skrevet. Måske fordi et kollektiv, der hævder at have en fælles tankegang, slipper for de uendeligt mange diskussioner om “hvorfor”?

Konklusion: Dygongs måde at tale dygongsk på er dygongs
Mon ikke definitionen af Dygong er de fire medlemmers forskellige definition, der hver især sikkert også er under konstant forandring? Det er spændende med et koncept der hverken er, eller ikke er. Og ekstra sjovt bliver det når jeg får fornemmelsen af, at Dygongs »way of thinking« slet ikke er én måde at tænke på, men fire måder. Og endda fire af slagsen, der ændres hele tiden. Der ligger noget smukt i den totale opløsning, særligt når der lægges op til, at jeg kan finde noget konkret. At der lægges op til at der findes en løsning på gåden Dygong. For det gør der ikke. 

Det er bestemt underholdende og berigende at tage fat i snoren og lade sig mislede af Dygong. Bare tænk på alle de ting du ikke skal tænke over, så går det nok. Eller husk at en måde at tænke på, sagtens kan være en måde at ikke tænke på, som man igen kan lade være med at tænke over. Og det er en tankemåde der er værd at tænke over.