Den dag hvor vi kan sige noget helt sikkert om hvor vi er på vej hen, der kan man i hvert fald være sikker på, at vi er på vej et helt andet sted hen

Komponistkollektivet Dygong er udkommet med deres første fælles CD ”The E-Sessions”. I den anledning har Seismograf mødt 3/4 af dem til en snak om samarbejdet og om hvor grænserne går – eller måske rettere om hvor de ikke går. For hvis der er noget, der kendetegner Dygong, må det være vekselvirkningen mellem det individuelle og det kollektive. Samarbejdet synes at skabe en særlig form for synergi og energi, der både fremhæver den enkelte og betoner kollektivet. 

Jeg mødte Regin Petersen, Christian Winther Christensen og Nicolai Worsaae et par dage efter CD-udgivelsen. Gruppens sidste medlem Simon Løffler var draget tilbage til Belgien, hvor han for tiden bor og studerer. Interviewet bar præg af en del diskussioner, der ikke altid mundede ud i enighed. Men netop dét er måske en af de drivende kræfter og styrker i Dygong, at de både kan tale i munden på hinanden og lytte til hinanden – endog ofte samtidig.

Så selvom Dygong-navnet på mange måder har fået en næsten ’brand-agtig’ status, og bl.a. har affødt termen ’Dygong-generationen’, så er det ifølge ophavsmændene meget svært at generalisere eller at sige, at der er fælles, æstetiske træk på det kunstneriske plan. Netop forskellene mellem ’dygongerne’ er et gennemgående tema i interviewet – og inde i disse forskelle er der måske trods alt en enighed, der vedrører grænser og/eller sammenhænge mellem kunst og formidling. 

Rasmus Holmboe: »Hvad kendetegner Dygong?«

Regin PetersenRegin Petersen: »Når noget er dygongsk er det ikke bare musikken eller kunsten det handler om. Musikken er en lille del af det, men det er også noget med publikum og hele nerven omkring det - de steder vi spiller og den måde koncerterne er på. Når noget er rigtig dygongsk, så er der gerne rodet på scenen og der bliver solgt bajere ovre i hjørnet. Der er en masse ting, der smelter sammen og giver en særlig stemning. Så selvom man måske lavede noget helt andet musik på en dygongsk måde, så ville det stadig blive vores udtryk.«

Nicolai Worsaae: »Det kan være, at vi kommer til at stikke lidt ud, fordi vi gør noget andet end man plejer at gøre som komponist.«

Netop det med at de gør noget andet er tydeligt for enhver, der har været til en Dygong-koncert. Koncerterne er ofte kaotiske, audiovisuelle festfyrværkerier, hvor musik af medlemmerne selv spilles på lige fod med musik af andre komponister – og hvor det hele bindes sammen af performative indslag, lyssætning, projektioner og små videofilm ind imellem musikstykkerne. Filmene er selvproducerede og anvender både amatøragtige hjemmeoptagelser, rippede klip fra YouTube og meget andet materiale, der manipuleres til et ofte humoristisk, kommenterende eller let absurd udtryk. De mange indslag mellem musikstykkerne har flyttet et socialt element ind i et ellers lidt selvhøjtideligt koncertmiljø. Til en Dygong-koncert kan man nemlig more sig sammen med det øvrige publikum, uden at musikken af den grund tages mindre alvorligt. 

Christian Winther Christensen: »Når der kommer en joke efter musikstykket, er det jo ikke for at nedgøre musikken, det er mere for at få frisk luft.«

Nicolai Worsaae: »Da vi startede virkede det chokerende og næsten helt horribelt, så det havde faktisk en værdi, fordi det også var en provokation.«

Regin Petersen: ”Det er interessant i forhold til vores udvikling. Vi er gået fra at være protestfolk. Hvis man pruttede ind i et stykke klassisk musik, så syntes folk automatisk det var nyt og frisk og frækt. Nu er det mere blevet en stil vi har, så derfor skal de måder vi binder musikken sammen på altså have noget reelt indhold. Det bliver i højere og højere grad vigtigt, at det får et kunstnerisk indhold i sig selv. Og det synes jeg også det har, på de seneste koncerter. Tingene smelter mere sammen.”

Samarbejdet
Regin Petersen: »Oprindeligt var det meget den enkeltes musik vi opførte. Vi pillede ikke så meget ved hinandens musik. Vi tog det som en præmis, at vi ikke stillede spørgsmålstegn ved musikken. Det vi var fælles om, var rammerne - at få det til at ske. Selve stykkerne lod vi være som den enkelte komponist havde skrevet dem – og det var kun alt det udenom, vi var fælles om. Og det var vigtigt, at vi tog den beslutning. I dag er det på samme måde – vi skriver hver vores musik, selvom det nok er smeltet mere sammen, fordi vi er blevet meget inspireret af hinanden og den måde vi arbejder på. Vi blevet bedre til at gå i kødet på hinanden og til at kritisere hinandens stykker og påpege ting der kan ændres.«

Christian Winther Christensen: »Vi er også blevet mere fleksible med at lade vores værker tilpasse sig situationen og de forhåndenværende musikere og omstændigheder. Koncerterne er jo meget forskellige. Vi sparrer mere med hinanden og har lettere ved at omarrangere hinandens stykker end vi havde i starten.«

Rasmus Holmboe: »Er i ved at tage skridtet fra at være et brand, til at blive et band?«

Regin Petersen: »Den dag hvor vi kan sige noget helt sikkert om, hvor vi er på vej hen, der kan man i hvert fald være sikker på, at vi er på vej et andet sted hen.«

Christian Winther Christensen: »Og så alligevel: Selvom vi laver noget, vi selv synes er helt nyt, så ender det alligevel altid med at ligne Dygong. Måske er det bare fordi, det er os fire sammen.«

Kunst og formidling
Rasmus Holmboe: »For mig får denne vekslen mellem musikken og de mere eller mindre gakkede indslag, der præger jeres koncerter, tingene til at gribe ind i hinanden. Det kunstneriske og det formidlingsmæssige, altså værker og koncertformat, kommer til at belyse hinanden og kan ofte ikke længere skilles klart ad. Det sker også på jeres CD, hvor radiomanden Tim Hinman har produceret de små intermezzi. I en lidt anden, måske lidt mere radiomæssig kontekst, ville hans små montager sagtens kunne betegnes som kunstværker i sig selv. Hvordan har I tænkt grænsen mellem værker og formidling?«

Regin Petersen: »Det der er jo lidt et snydespørgsmål i forhold til det, som vi laver. For os er det jo det samme. Formidlingen ligger i værkerne og i den måde, vi præsenterer værkerne på. Det kan slet ikke skilles ad. Jeg ved godt, at man snakker meget om formidling især i vores miljø for tiden og at fokus er meget på det. Men er det ikke det samme, som at give musikken krykker, hvis man gør formidlingen til en selvstændig ting? Svarer det ikke til, at give kunstig hjælp til noget musik, der ikke kan formidle sig selv, fordi det mangler noget? Jeg synes, det er vigtigt, at tingene formidler sig selv, når vi sætter det op.«

Nicolai Worsaae: »I forhold til det man snakkede om for 10 år siden, hvor vi var så forstenede og kedelige – synes jeg egentlig at vi er kommet meget godt ned fra elfenbenstårnet. På den anden side kan jeg godt savne, at man kunne fokusere mere på musikken. Når vi laver en koncert, så er det stadig musikken, som er i centrum og det vigtigste. Men jeg frygter lidt, at det kan blive det visuelle, som publikum gerne vil se og som er det sjove. Men for mig er musikken stadig kernen, selvom det hele hænger sammen. Det var det hele legen gik ud på, da vi startede: At formidle musikken ved at trække folk ind i en lidt mere tidssvarende koncertsituation.«

Christian Winther Christensen: »Selvfølgelig skal man have musikken til at fungere. Der er ingen tvivl om, at det er den, der er i centrum – de værker vi vælger til koncerterne skal fungere i sig selv. Men jeg tænker meget på koncerten som helhed i Dygong. Værkerne skal have en vis form for fleksibilitet, så de kan tilpasses situationen. For at det kan fungere i en Dygong-sammenhæng, kan det være at værket lige pludselig bliver omarrangeret, får en anden slutning, ebber ud eller bliver begyndelsen noget nyt.«

»Det er det samme når man laver en CD. Mit værk (Being Apu Sakar) lyder helt anderledes på CD’en end det gør på en koncert, hvor man knapt nok kan høre det. På CD’en er værket optaget helt tæt på, fordi man jo ikke gider at gå hen og skrue op og ned for musikken, når man sidder derhjemme og lytter til den. Derfor bliver det et helt anderledes værk, end det gør i koncertsituationen. På den måde er man nødt til at forholde sig til det medie man udtrykker sig i – og Dygongs medie, det er at lave en koncert med god musik og godt flow.«

Nicolai Worsaae: »Det handler jo heller ikke om, at vi bare sætter noget visuelt sammen med noget musik. Fakta i dag er jo også det omvendte. I film og reklamer har du jo aldrig billeder uden, at der også er lyd. Så det visuelle selv er meget musikaliseret. Hvis man viser en stumfilm i dag udvandrer publikum jo. Det bliver for meget for folk – de kan ikke klare det. Det er dybt provokerende for det moderne menneske, hvis man skiller de to ting ad. Og det ærgrer mig egentlig lidt – for når jeg sidder og skriver et værk, tænker jeg jo ikke på, at det skal visualiseres på nogen måde.«

Regin Petersen: »Jeg er selvfølgelig enig i, at det visuelle ikke må overskygge musikken. Det giver kun mening at arbejde med det visuelle element, hvis det støtter op om værket, gør den samlede oplevelse af værket og dets grundidéer stærkere og bedre. Selvfølgelig kan det visuelle nemt komme til at overskygge musikken – og hvis det gør det, så har vi definitivt slået fejl med, hvad vi ville i Dygong-sammenhæng.«

Det er vigtigt aldrig at vide, hvad der er rundt om det næste hjørne
Rasmus Holmboe: »På CD’en har I taget en stor del af koncertformatet med ind i form af små lyd-intermezzi. Men det er Tim Hinman, der har lavet dét, som egentlig plejer at være det særligt dygongske – det, der binder musikstykkerne sammen. Hvad betyder det, at I har ’givet det væk’?«

Regin Petersen: »Vi har altid haft den holdning, at det er fantastisk at give tingene væk. Det er også derfor, vi har arbejdet sammen med alle mulige forskellige kunstnere og forfattere, når vi har lavet koncerter.«

Christian Winther Christensen: »Det er jo også typisk Dygong, at vi tager folk ind, der kan arbejde i alle mulige andre medier end lige deres eget - og som samtidig er villige til at indgå i et ’blandingsforhold’. Det sjove er, når folk ikke holder deres eget værk tæt ind til kroppen og siger ’det her, det er mig’ - men derimod er villige til at træde ud af deres eget medie og blande tingene til en helhed. Det er jo en af pointerne i hele Dygong, at man tænker mere på helheden end man tænker på sit eget værk.« 

Rasmus Holmboe: »Et sted inde i et af Hinmans intermezzi siger en af jer: »Det er vigtigt aldrig at vide, hvad der er rundt om det næste hjørne«. Hvorfor er det vigtigt?«

Regin Petersen: »Det kunne jo være, at man ikke gik derhen.«

Nicolai Woesaae: »Præcis. Det ville blive kedeligt. Vi er alle spontane, når vi arbejder sammen. Og vi kan lege lidt med tingene. Det er vigtigt, at vi har det – at man ikke ved, hvad der kommer.«

Regin Petersen: »For mig personligt er det i sig selv en kvalitet ikke at vide, hvad der sker næste måned og næste år - at der er noget forandring. Og sådan må det jo også være med den måde, vi laver kunst på.«