CTM 2016: I transglobal dialog med ny musik

CTM’s storladne program kan virke intimiderende ved første blik. Det strækker sig over ni dage og femten forskellige venues rundt i Berlin. Festivalen har et massivt line-up, der tæller knap 200 artister, men herudover også artist-talks, paneldebatter, workshops og en omfattende udstilling. Festivalen har enormt mange varer på hylderne, og er indstillet på maximal fornøjelse for lydentusiaster, musiknørder og technotrampere. 

New Geographies – et sted mellem musik, konflikter og langt fra traditioner
Med sit hyper-politiske tema, New Geographies, satte CTM fokus på samtidens globale konflikter, hvor grænser er skyld i sammenstød og sammenbrud. En stor del af programmet orienterede sig mod ikke-vestlig musik og satte samtidig musikken selv til forhandling. Festivalen fastslog, at musik ikke blot er en implikation af, hvor berigende møder mellem forskellige kulturer kan være, men at musik også kan være en følsom indstillet seismograf; et værktøj som registrer selv små bevægelser, og som gør os bevidste om den globale erosion og de udfordringer, vi står overfor i forbindelse med blandt andet store flygtningsstrømme. At det er nødvendigt og mere relevant end nogensinde før at forene kunstneriske praksisser med en transglobal dialog. Gennem denne tematik tilbød CTM således en måde at diskutere nogle ellers svære udfordringer med en større åbenhed og gavmildhed. Hvad kan vi gøre os håb om at opnå med CTMs tematik? Og hvordan åbner CTM vores konceptuelle parametre såvel som vores musikalske æstetisk?

CTM skaber et rum for nye perspektiver og indskriver disse i en diskurs, hvor musik ikke kun er et middel til eskapisme

New Geographies distancerede sig fra en forståelse af musik som værende uafhængigt af sine omgivelser. Temaet iscenesatte derimod, hvorledes steder og kontekster giver genklang i musikken. Det kom klart til udtryk ved forelæsninger som Current voices from Russia, Ghana is the future, Active-sound practices in Palestine and Isreal, Beats of the Antonov og det gennemsyrede Rabih Beainis (også kendt under navnet Morphosis) co-kuraterede musikprogram.

CTM diskuterede, hvordan genrer er i kontinuerlig vekselvirkning mellem lokalitet og kultur; Detroit Techno, Japanoise, Britpop, Hamburger Schule er alle genrer, der har en eksplicit reference til sin geografiske oprindelse. En tendens som har optaget flere musikologer (blandt andre redaktør for nærværende tidsskrift Sanne Krogh Groth og hendes Phd. afhandling om Elektronmusik Studion (EMS) i Stockholm eller den britiske musikhistoriker Georgina Born om IRCAM studierne i Paris), og en tendens som eksempelvis den amerikanske musikjournalist Dan Sicko beskriver gennem observationer af Detroits technobevægelsen, der opstod i slutningen af 1980’erne, i bogen Techno Rebels – the Renegades of Electronic Funk:

»Each piece of hardware or software feature contributes something to the sonic definition of techno, but nearly as much as the city boarders in the artists wield them… Techno’s future artist and producers seemed to connect on a personal level with Detorit’s buildings « (Sicko, 2010:14 ff).

CTM skabte et rum for nye perspektiver og indskrev disse i en diskurs, hvor musik ikke kun er et middel til eskapisme, men står i et kritisk forhold til samtiden og samfundet. CTM er en festival, som tør iscenesætte visioner om mulige verdener og nye muligheder. Grænser og nationer bliver forenet, og tanker bliver transformeret til lyd. 

I grænselandet mellem pionerenes musikalske manifestationer og eksperimentationens ekko.
Den 83-årige amerikanske komponist Pauline Oliveros var festivalens æresgæst. Med to koncerter, en artisttalk samt en meditationssession, kunne man komme tæt på Oliveros’ musikalske virke og hendes særegne æstetik.

Oliveros er kvinden bag begrebet Deep Listening, et begreb som betoner nogle specifikke principper i forhold til elektroniske musik, improvisation, ritual og meditation. En praksis som henvender sig til øvede såvel som uøvede musikere med henblik på at lytte efter og reagere på sine omgivelserne undervejs i en musikalsk fremførsel.

Det var svært ikke at blive dybt inspireret af Oliveros og den musikalske arv, som hun har efterladt især den elektroniske musik igennem det 20. århundrede

Torsdag formiddag på det forhenværende hospital Bethanien Kunstquartier – hvor kirkerummet bruges af CTM til foredragssal – var Oliveros i samtale med Resident Advisors Mark Smith. Kirkerummets enorme rumklang passede således perfekt til en diskussion om Oliveros føromtalte begreb, og interviewet udviklede sig til en koncert, hvor Oliveros orkestrerede lydene i rummet; et rungende ekko ved et nys fra manden på bagerste række, raslen af papir fra flittige notarer og den konstante summen fra de elektriske apparater ved scenen indgik alle som musikalsk materiale i Oliveros komposition. På den måde opstod der en meget fin og pædagogisk eksemplificering af Oliveros begreb.

Det var svært ikke at blive dybt inspireret af Oliveros og den musikalske arv, som hun har efterladt især den elektroniske musik igennem det 20. århundrede.

Senere samme dag afholdte CTM en koncert på HAU2, hvor Oliveros havde selvskab af den libanesiske trompist Mazen Kerbaj. Denne aften var Oliveros og Kerbajs første musikalske møde.

Et helt nøgent scene-setup skabte en intim stemning, der lagde op til fordybelse, og sammen opbyggede de to kunstnere en lydarkitektur, der kan karakteriseres ved sit enorme ekko. Oliveros accordion fremstod utrolig organisk, som et instrument der trak vejret, hvor man både kunne høre og mærke anstrengelserne i vejrtrækningen. Det var mest interessant, når Oliveros lod sin accordions stemme strække sig, så den vibrerede i rummet og forsvandt i langstrakte skrig. Kerbaj skiftede konstant trompetens mundstykke, og det skabte et interessant element i lyden gennem en bred vifte af improviserede lyde og teksturer. Der blev brugt mange, rigtig mange forskellige rekvisitter til trompeten for til sidst at blive spillet med en stor, rød elastik!

Pauline Oliveros på scene HAU2 i Berlin

På samme måde som efter Oliveros artist talk var det endnu en gang svært ikke at være imponeret. Mødet mellem Karbajs trompet og Oliveros accordion var et dynamisk møde mellem to kulturer og to forskellige teknikker, hvor begge artister formåede at manifestere deres skills.

Last night Berghain saved my life.
Ikke alene har den store betonklods Berghain en arkitektur, som kan sammenlignes med en katedral. Berghain er et reelt techno-tempel. Og under normale omstændigheder er køen det første skridt i det religiøse ritual, hvor ingen kan føle sig sikker på at blive forment adgang af den berygtede dørmand Sven Marquardt. Heldigvis er man med et CTM-pass garanteret adgang via en separat indgang,

Det er altid med en kombination af æresfrygt og iver, at man går igennem den lille indgang, hvor man så småt kan høre en sød raslen fra det enorme lydsystem, der venter ovenpå. Derefter går man videre ind i den store hal, hvor mørke ståltrapper fører én op til den endelige destination. Selvom man ved, hvad man er gået ind til, bliver man ramt af et lille chok hver gang, når man pludselig står over for et dansegulv med tordenende musik, der som en solid lussing overfalder én.

Jlins skarpe snares skubbede tempoet op i en fart på minimum 160 bpm og skabte en dramatiske stemning på dansegulvet

Torsdag aften forlod jeg main floor og gik endnu en etage op til Panarama Bar, hvor den anmelderroste footwork producer Jlin indtog dansegulvet med sin rytmiske følsomhed og sample-æstetik. Jlins skarpe snares skubbede tempoet op i en fart på minimum 160 bpm og skabte en dramatiske stemning på dansegulvet, hvor numre som Black Ballet, Guantanamo og Unknown Thouges fra Jlins seneste album Dark Energy buldrede frem i et virvar af hurtige cuts og mix. Der er mange, som har forsøgt at beskrive Jlins lyd. Den mest rammende beskrivelse kan gøres med et enkelt ord: selvsikker. Det var uden tvivl en overlegen præstation, som hun leverede på Panorama Bar. Det er blandt de mest futuristiske sets, jeg har hørt. Med hifi-lydeffekter og hyberaktive vokalloops var der dømt atonal anarki i sub’en. Her understregede Jlin, at blandt de forskellige udviklinger, som vi har trådt rundt til på dansegulvet, er footwork, i min optik den mest overraskende og fascinerende med sin påvirkning af lyd, rytme og tempo. Dette er ikke kun som dansemusik, men også som et bud på en ny avantgardemusik.

T’ien lai på Berghain

Øvrige gode oplevelser på Berghain gik ned fredag aften med blandt andre Kassem Mosse, T’ien lai og Gesloten Cirkel. Det var tre meget forskellige artister med ligeså forskellige udtryk. Kassem Mosse med sine obskure eksperimenter fyldte gulvet med en sær groovyhed; Gesloten Cirkel bragede igennem med sin brutale bas og glubske rytmer; den polske kvartet T’ien lai leverede polyrytmisk dansemusik, hvor de slog på alt, hvad der kunne slås på. I sandhed var dette en helstøbt aften.

På vej ud ad Berghain sagde jeg lige »tak for i aften til dørmændene« – ikke fordi, at jeg følte, at jeg kendte dem, men fordi at jeg følte, at jeg på en måde stod i gæld til dem for en vanvittig aften i de Berghainske rammer.

En mytes renæssance
»Do you remember her singing to you. When you where a little one and afraid of the dark. She is singing to you now. She will gather you up with the warm arms of her voice and hold you as quietly as sleep in the cave of her heart…«

Historien om Breadwoman er historien om en moderne konstruktion af en esoterisk myte

Dette er linjer taget fra bagsiden af det originale kassettebånd fra 1985. Historien om Breadwoman er historien om en moderne konstruktion af en esoterisk myte. Breadwoman er en tværdiscplinær kreation af performancekunstner Anna Homler og komponist Steve Moshier, der sammen skabte dette dubbede kassettebånd, som netop er blevet genudgivet på det Brooklyn-baserede label RVNG Intl tidligere i år. Sammen adopterede Homler og Moshier Breadwoman; en baguette-kvinde uden navn, uden oprindelse, uden fortid, uden fremtid og med sit eget hypnotiserende og yderst beroligende sprog. Holmers performancesprog er ikke meningsbaseret, men indgår i kompositionerne som et instrumentalt element på lige fod med Moshiers lokomotivligende beats. Og sammen transporterer de os rundt i musikkens afkroge.

Her tredive år efter udgivelsen af kassettebåndet inviterede CTM til verdenspremiere på genopstandelsen af Breadwoman, hvor Homler blev akkompagneret af den nu i Berlin bosatte musiker Steven Warwick, som også er kendt under navnet Heatsick. Warwick har mange udgivelser bag sig, og sin seneste Re-engineering fra selskabet PAN har en meget mere skarp digital loopbaseret og beatorienteret produktion, hvilket adskiller sig fra hans tidligere udgivelsers mere legesyge attitude med fine referencer til for eksempel Manuel Göttschings E2-E4. På denne måde virker Warwick ideel til at videreføre Moshiers arv.

Breadwoman, Anna Homler og Steven Warwick

På scenens midte hænger Breadwoman livløst henover en stol. Den japanske butohdanser Natsuko Kono har indtaget skikkelsen af Breadwoman, og med sine løse klæder og en maske af brød ligner hun mest af alt en kludedukke i menneskestørrelse.

Lyden af Warwicks dubbede droner begyndte stille, hvorefter Homler startede sin fortælling. Hendes sprog er nok uforståelige lyde, men man kunne tydeligt tolke, hvilken stemning hun formidlede. Gennem grin, hurtig snak og tøven var det på en uforklarlig vis nemt at forstå Homler. Warwicks lyd bevægede sig til endnu mere ambiente droner, imens Homler gjorde brug af diverse redskaber, der indbefattede legetøj, rengøringsartikler og perkussion.

Når hun bevæger sig på scenen, svæver en sky af mel efter hendes gevandter og efterlader et spor, som om hun efterlader lidt af sig selv ved hvert skridt

Breadwoman vågnede stille op og begyndte med langsomme og flydende bevægelser at rejse sig fra sin stol. Når hun bevægede sig på scenen, svævede en sky af mel efter hendes gevandter og efterlod et spor, som om hun efterlod lidt af sig selv ved hvert skridt.

Tiden var opløst, og det var svært at dechifrere, hvornår og hvordan lyden udviklede sig. Flere gange undervejs mindes jeg, at kunne genkende lydfragmenter fra den tidligere omtalte kasettebåndsudgivelse, om end det virkede som om, at performancen var langt mere ambient end på udgivelsen. Og jeg tror, at det måske blot var indbildning og et ønske om at være endnu mere forbundet med Breadwoman og hendes fortid.

På trods af Breadwomans visuelle udtryk, som fremstod lidt uhyggeligt, var hendes bevægelser og gestik varme og humoristiske under hele performancen. I det hele taget var det et rigtigt godt møde med Breadwoman. Warwicks præstation til koncerten var virkelig fin, hvor han startede med simple loops og gradvis tilføjede lag af manipulation. Det var smukt, dissonant, minmalt og velkomponeret. Ligeledes var Homlers vokalpræstation yderst beundringsværdig.

Breadwoman synes at indskrive sig i en fortælling om det instinktive og umiddelbare i mennesket og illustrerer på bedste vis, hvorledes myter kan konstrueres og blive en del af den sociale virkelighed. 

Deep Web: Light it up motherfucker, light it up.
Deep Web er en audiovisuel installation af Christopher Bauder og Robert Henke i Kraftwerks kolossale hal.

For dem som ikke er bekendte med Henkes digitale clicks og duppede rifs, kan man godt snakke om elektronisk musik uden at kende til for eksempel Monolake, men det er næsten umuligt at forestille sig elektronisk musik uden Henke. Og Henke, manden bag Monolake, har i den grad været frontfigur for en generation af elektroniske kunstnere med sin diskografi, der tæller utallige eksperimenterende technoudgivelser siden midten af halvfemserne. En producer der, i kraft af sin medvirken som udvikler af det succesfulde musiksoftware Ableton, radikalt har ændret måden, hvorpå moderne elektronisk musik produceres.

Installationen 'Deep Web' af Christopher Bauder og Robert Henke

Installationen bestod af et net af kugler, som bevægede sig vertikalt. Kuglerne blev oplyst af lasere fra alle vinkler, og kombinationen af de oplyste kugler og lasernes skarpe linjer resulterede i indviklede konstellationer af lys og bevægelse, der skabte illusionen af et net af fritsvævende kuber. Publikum gik undersøgende rundt på nomadisk vis og mange lagde sig under installationens konstruktion for at iagttage udviklingen. På den måde forholdte installationen sig ikke kun til, hvordan lys og lyd orienterer sig i rum, men også hvordan publikum orienterer sig i rum – både det arkitektoniske og det æstetiske. Deep Web var overdimensionelt og fascinerende både teknisk og auditivt. Jeg vil dog påpege, at man nærmest kan proppe hvad som helst ind i Kraftwerks overdådige hal, og det vil stadig være en overvældende oplevelse at befinde sig i det gigantiske rum af stål og beton. Men Bauder og Henke havde formået at bruge det store rums potentiale maximalt og havde i sandhed skabt en forbløffende himmel af laserlys, der lod sig udfolde i en fanfare af farver.

CTM stimulerer ethvert øre med sin faglighed og sin profil, som er til inspiration for musikken og dens omgivelser

Deep Web var ret sigende for festivalens tema. Ideen om forskellige sfærer af lys, der sammen konstruerer et netværk af enheder fungerer som en geometrisk repræsentation og iscenesættelse af New Geographies. Installationen var et stort tilløbsstykke og var på alle måder en berettiget del af CTMs program.

Når teknologien skuffer
I samarbejde med Red Bull Music Academy (RBMA) havde CTM programsat lidt af en musikalsk udgave af Titanic. Aftenen forliste med stor stil i mine ører og i mit sind. Det var et blandet publikum, der var mødt op lørdag aften på spillestedet YAAM. En publikumsskare som ikke havde samme dedikation til at lytte til musikken, som de andre aftener under festivalen. Programmet var fyldt med digitale desperationer og hektiske trap-DJs. Blandt andet var future-pop duoen Easter på scenen, der på trods af en stor mængde hype, var noget af det mest sjuskede, jeg nogensinde har hørt. Jeg har ingen ord til at beskrive min skuffelse. Jeg blev der ikke længe nok til at udtale mig om hele aftenens program, men whatever. Selvom, at det var en måde at iscenesætte teknologiens fremskridt i musikken, må jeg blot erkende, at ikke alle fremskridt er gode. De knivskarpe digitale cuts udeblev og ideen om post-internet bølgen druknede festivalens visionære perspektiver på lyden af fremtidens musik.

Afrunding
Jeg kunne blive ved med at trække oplevelser frem, og jeg må blot erkende, at CTM når alt kommer til alt er en rigtigt stærk festival. På trods af enkelte (lad os kalde det) misforståelser, missede jeg et par koncerter, som ellers var noteret, men når man befinder sig i tsunami af interessant musik, forekommer det mig svært at være tørstig efter mere. CTM stimulerer ethvert øre med sin faglighed og sin profil, som er til inspiration for musikken og dens omgivelser. Jeg forstår udemærket, hvorfor festivalen anses for at være det musikalsk mekka for eksperimenterende musik, som mange orienterer sig mod.