Kunst, queer og clubbing

Det var meningen, at Mortenson skulle bo på landet i seks måneder, da hun for mere end 10 år siden trak sig fra livet i Berlin, koncerter verden over og et universitetsstudie på DIEM i Aarhus.

Idyllen blev et vendepunkt, der både ændrede musikken og kunstneren.

Derfor mødes vi til et interview på en vindblæst strand i Østjylland. 

Jeg undrede mig over, at der i pressematerialet blev understreget, at det var et nonbinært kunstnernavn, men at Heidi Mortensens pronomen var hun?

»Jeg har i 20 år udgivet musik som Heidi Mortenson, hvor mine pronouns er she/her, og hvor jeg i pressemeddelelser omtales med mit efternavn Mortenson. Og det står jeg ved. Med Phtalo er jeg nonbinær, og det føles godt. Det er spændende og en måde for mig at gå lidt på opdagelse, og jeg overvejer, om det er noget, jeg skal tage videre. Det er virkeligt komplekst, fordi der er så meget vedhæng og forventninger til de binære køn. Hvor jeg bor nu, er der ikke et kunstner- eller queermiljø. Nogle gange kan man have mere tilfælles via ens livsstil end ved ens seksualitet. It’s a Venn diagram with a lot of crossover!«

»Jeg betegner ikke på nuværende mig selv som nonbinær. Jeg er et sted imellem dame og nonbinær«

Verden er åben

1. juli udgiver du dit andet album, ‘Monotone’, under kunstnernavnet Phtalo. Kan du beskrive den kompositoriske og tekniske proces – og baggrunden for de valg, du har taget i forbindelse med albummet?

»Jeg har udforsket mødet mellem moderne og vintage lyd og musikproduktionsteknikker med en eksperimenterende tilgang til dynamisk og alsidig komposition, der bliver til detaljerede lydtapeter og gestikulerende electronica. Jeg har en forkærlighed for vintage-maskiner, analoge synthesizere og de klassiske trommemaskiner som 808 og 606 og fx den trommemaskine, Phil Collins brugte engang – CR78 – som nærmest er en orgel-rytmeboks. Men det bliver jo lidt kedeligt, hvis man kun opholder sig i én tidslomme, man skal også have forbindelse til nuet. 

Jeg har behandlet vokalerne som instrumenter og valgt ikke at fokusere på storytelling i forhold til lyrik. To af de syv numre har det, man kan kalde sangtekst. På resten af pladen spiller vokalerne sammen med instrumenterne, hvor hierarkiet mellem dem er opløst. 

Jeg er virkelig glad for stemmer og at arbejde med vokaler, fordi det er et versatilt instrument. Vores formant (vokalt lydfrekvensspektrum, red.) er unik, ligesom vores fingeraftryk. Derfor findes der ikke på denne planet to stemmer, der er ens. Det er ret fint, synes jeg. Den første plade var ret aktivistisk, hvor denne her nok er mere sfærisk.«

Hvordan kan det være, at du har valgt at gøre dette album mere sfærisk?

»Det er nok en eller anden stemning, som jeg er i. Dengang, jeg lavede den første plade, var det et modspil til lockdown, man ville gerne lukke op og feste. Det behov har jeg ikke nu – jeg er ligesom ude igen.«

Når man skal være inde, vil du ud og feste, og når verden er åben, vil du trække dig lidt fra den?

»Det er en balance, man skal finde. Jeg tænker ikke i genrer, når jeg laver musik. Jeg er mere interesseret i stemninger og i følelser. Det er altid min start. Det første track, jeg skrev fra albummet, var ‘Monotone’, og det var derfor, pladen kom til at hedde Monotone – fordi jeg var inde i en monoton hverdag. Det var dengang, Covid så ud til at komme til en ende, men så fortsatte i nye former. På det tidspunkt virkede dagene ens, og jeg længtes efter at bryde ud af denne 'ventetilstand'. Monotone handler om at slippe fri, om at fange enhver mulighed for at gøre noget, der vækker glæde. Det handler om ting, vi lærte under lockdown, og hvordan man deler og lever med disse guldkorn af viden i den åbne verden.«

Et sted imellem dame og nonbinær

Du har i dit PR-materiale understreget, at Phtalo er et nonbinært kunstnernavn. Betegner du dig selv som nonbinær, eller er det udelukkende dit alterego?

»Jeg betegner ikke på nuværende mig selv som nonbinær. Jeg er et sted imellem dame og nonbinær. Jeg har ikke valgt nogen kasse, og min kønsidentitet kommer ofte an på, hvem jeg er omkring. Hvis jeg er med en masse seje lesbiske damer, kan jeg spejle mig selv som værende en dame. Men hvis jeg er ude blandt folk og kvinder, som jeg ikke kan spejle mig i, har jeg lidt svært ved at tage et gender-label på mig. Det er svært at sige noget om uden at generalisere, men det er noget af en forventning, at man skal kunne identificere sig med – eller høre ind under en kategori – der indbefatter cirka halvdelen af klodens befolkning.«

»Det gav penge til huslejen og mad – og måske et mikrofonstativ og en hårtørrer« 

Skal det forstås sådan, at når man er i en cisnormativ verden, bliver man i højere grad konfronteret med sin kønsidentitet og derfor overvejer »er jeg nonbinær«, men når man er i en queer-normalitet, er det ikke så vigtigt?

»Ja, lige præcis. Noget, der er fint i forhold til non-binary, når man taler om sin musik, er, at man ikke skal forholde sig til de der kønsopdelte kasser – den der generaliserede kasse i midten er ikke opfundet endnu. Efter mange år i en verden og en branche, der konstant navigerer i og forholder sig til det binære system, har jeg meldt mig ud – via mit nonbinære alias Phtalo. Jeg er hverken/eller, jeg er både/og. Som kvinde er meget af min tid gået med at bryde med normer, grænser og forventninger til mit køn. Nu, hvor jeg ikke er et køn, eller måske et uklassificerbart tredje køn, føler jeg mig fritaget for uigenkendelige afspejlinger og forventninger til, hvordan jeg skal agere på baggrund af mit køn.« 

Akustiske feltstudier

»Jeg flyttede til Barcelona, da jeg var 19, og jeg har alle dage været i et klubmiljø, hvor folk var undersøgende, eskapister og unge. Hvor det handlede om musikken, at bevæge sig til musikken, forsvinde ind i musikken. Det handlede om DJ’s, ‘hvem spiller hvad, hvad er det her track, hvilken effekt har det på mig og hvorfor?’.

»Det var første gang, jeg havde mit navn på en stor plakat, det var på OstGut – nu hedder det Berghain«

Jeg havde en lille diktafon med micro-kassettebånd og senere minidisc med en Sony stereomikrofon, som jeg gik rundt og optog alt muligt på. Både i min lejlighed, udenfor min lejlighed, oppe på taget, hvor jeg smed nogle små sten ned gennem forskellige små skorstensrør deroppe. ‘Hvordan lyder denne her? Og hvad med den her? Og hvorfor lyder de anderledes?’.

Det var et udvidet studie i lyd og akustik. Jeg havde en gammel højttaler, som jeg spillede lyde ud i et tomt rum og optog lyden med rummets akustik. Jeg lavede et kæmpe stort lydbibliotek dernede, som jeg overførte til min computer bagefter. Det var fedt. Det var en lærerig opdagelsestid.

Jeg startede med at DJ’e på barer og købe to turntables og en mixer af en ven. Dem har jeg stadig. Jeg var til Sonar Festival og arbejdede på en klub, der hedder MOOG – den første elektroniske klub i Barcelona. Lille, men legendarisk. Via Moog mødte jeg DJ’s og blev venner med de få kvinder, der blev booket dengang: Eva Casal, Electric Indigo og Ellen Allien. På et tidspunkt skulle jeg til Berlin og DJ’e. Det var første gang, jeg havde mit navn på en stor plakat, det var på OstGut – nu hedder det Berghain. Jeg var interesseret i at begynde at lave elektronisk musik, og Ellen havde en maskine, hun ville sælge – en Roland MC 505. Hun kom over til Cora (DJ Cora S), som jeg boede hos, og så startede jeg med at lave musik! 

Det er den samme maskine, som den elektroniske musiker og performancekunstner Peaches startede med at lave musik på, og den samme, sangeren og rapperen M.I.A. startede på. Men det vidste jeg jo ikke dengang, for jeg tror, vi startede cirka samtidig. Den lavede jeg musik på i Barcelona i to år, cirka 200 tracks, og så fik jeg computer og begyndte at lave musik på computer i softwareprogrammer. Mit allerførste program var Reason.«

Det her vil jeg lave resten af livet

»Min første koncert var på LEM Festival i Barcelona, en eksperimenterende lydkunstfestival, som havde et sideløbende program, hvor upcoming kunstnere kunne ansøge om at spille. Jeg tror, vi var 10-15 stykker, og ud af dem skulle de vælge én, som de ville støtte resten af året indtil næste festival. Jeg husker, at jeg skulle lave mine allerførste numre på computeren.

Jeg mødte nogle fra festivalen nede på en bar en uge eller to i forvejen. Co-lederen af festivalen spurgte ‘hvordan går det? Hvad har du forberedt? Jeg er så spændt, fortæl, fortæl,’ og der havde jeg fået lavet to tracks eller sådan noget. Heldigvis var vinderen fra sidste år der, og han sagde ‘nej, det skal hun ikke sidde og fortælle dig, det skal være en overraskelse.’

Så sad jeg ellers og knoklede de næste to uger. Det satte gang i noget at have en deadline, og da jeg først kom i creative mode, begyndte det hele at falde på plads. Koncerten gik godt. Da jeg var færdig og gik om bag tæppet, sank jeg ned i knæ og tænkte bare ‘Wauw! Det her er det, jeg vil lave resten af livet,’ og så vandt jeg fandme den konkurrence. Det var i 2002.«

Allerede i forbindelse med sin første koncert havde Mortenson fået specialsyet et kostume og dermed lagt grunden for en karriere, hvor et gennemført look og show var en del af kunstnerens signatur. 

Hvorfor flyttede du videre til Berlin – og hvornår gjorde du det?

»I 2004. Først tog jeg på Europa-tour med videokunstneren Mia Makela fra Finland, som også boede i Barcelona. Hun fandt mig efter festivalen og sagde, ‘vi skal lave noget sammen, skal vi ikke?’ Det kunne vi da godt, og så bookede hun en hel tour med alle mulige festivaler, transmedialer, biennaler, Zagreb, Belgien, Finland, Østrig, osv. Vi spillede alle mulige steder.« 

Der havde du spillet i et år?

»Ikke engang, der havde jeg spillet halvanden koncert.«

Fra finsk isvinter til Berlin

Det danske sommervejr truede løbende med at afbryde interviewet, og som interviewet skred frem, stod det stadig mere klart, at hverken store afstande, vejrlig, økonomi eller andre petitesser står i vejen for kunstneren med det solide gåpåmod.

»Det var april, da vi ankom til Helsinki, hvor vi skulle spille på Kiasma, byens museum for samtidskunst. Det var mørkt og vinterligt i Finland, og vi skulle bo på en lille ø ud for Helsinki, der hedder Suomenlinna. 15 minutters sejlads ud i nattemørket, og der var is på havet. Lidt Titanic-agtigt. Og vi skulle bryde igennem isen med den der lille båd for at sejle derud. To dage efter skulle vi til Belgien, og da vi ankom, begyndte vi at tage tøjet af i toget fra lufthavnen, for der var 20 grader varmt i Bruxelles, og toget susede forbi kirsebærtræer i fuld flor. Vi kom lige fra den finske isvinter til de lyse grønne forårs-vibes. Der var stof til eftertanke i sådan nogle unikke rejsemomenter.

Så ville du til Berlin efter det?

»Ja, det var på tide at komme videre fra Barcelona, som på det tidspunkt var enten techno/house eller super eksperimental, og jeg følte, at jeg var et sted midt imellem. Jeg havde jo allerede besøgt Berlin, og jeg havde venner der – Cora S, Eva Casal og Ellen Allien. Berlin har en meget bredere elektronisk midte. Jeg pakkede min computer og mine højttalere rullet ind i tøj, fløj til Berlin og sov hos Ellen på en madras inde i stuen – hun havde tit boet hos mig i Barcelona. Der boede jeg on/off i nogle måneder, indtil jeg fandt min egen lejlighed. Jeg mødte Kevin Blechdom til en koncert, og vi skulle begge spille på Transmediale i Berlin, hvor vi blev fascinerede af hinandens performance, og et venskab startede. På et tidspunkt var der nogen, som skulle overtage min lejlighed i Barcelona, og vi skulle være ude på en bestemt dato. En ven pakkede mine ting i kasser, og så var jeg flyttet helt til Berlin.«

Hvordan oplevede du Berlin som musikby på det her tidspunkt – i 2004?

»Det var et kæmpe stort slaraffenland for elektronisk musik, hvor jeg kunne boltre mig med en hel masse andre: Kevin Blechdom, Chicks on Speed, Angie Reed, Jamie Lidell, Mocky, alle mulige. Der var virkeligt mange. Peaches, Miss Le Bomb, Planningtorock og Monotekktoni. Vi var alle sammen ude at spille hele tiden. Alene i Berlin er der så mange spillesteder, at jeg kunne spille flere gange om måneden. Det var både koncert-venues, barer og nedlagte industrier. Det er super nemt at komme rundt i Europa fra Berlin, og jeg spillede meget rundt i Europa på det tidspunkt. Det var noget med at tage en taxi ud til lufthavnen, flyve et eller andet sted hen, spille, overnatte og flyve hjem igen næste dag. Det gav penge til huslejen og mad – og måske et mikrofonstativ og en hårtørrer.« 

»Det var min ven, Bjørn Svin, der fortalte om den her nye uddannelse, og jeg tænkte, at det var ikke noget for mig«

Fra elektronisk anarki til universitet

»Jeg startede jo på DIEM [Det Jyske Musikkonservatoriums afdeling for elektronisk musik, red. ] i Aarhus i efteråret 2005, hvor jeg pendlede frem og tilbage. Det var min ven, Bjørn Svin, der fortalte om den her nye uddannelse, og jeg tænkte, at det var ikke noget for mig, for jeg gider ikke sidde på en skolebænk eller bo i Danmark. Jeg søgte alligevel ind for udfordringens skyld. De tog kun fire ind, og på det tidspunkt var det den sværeste uddannelse at komme ind på. Den var eftertragtet, så jeg regnede ikke med, at jeg ville komme ind. Men jeg kom ind, og det var på en eller anden måde en mulighed, der ikke skulle forspildes. 

Jeg kan huske, at dengang tænkte man lidt spørgende, om man kunne lære elektronisk musik i skolen? Fordi det ligesom aldrig har været noget, man kunne uddanne sig i, men mere noget man fandt på – DIY-agtigt, lidt snyder-agtigt, for det var jo ikke ‘rigtige’ instrumenter. I modsætning til fx jazz og klassisk, som man kan uddanne sig i på konservatoriet, findes der ingen regler indenfor elektronisk musik, og det er jo det fine ved det, synes jeg. Der er noget anarkistisk over det, noget individuelt, noget originalt.«  

Fra stress til sommerhus

»Da jeg skulle begynde i skole i Aarhus, begyndte jeg at pendle, og det var min travleste periode, hvor jeg udgav mit debutalbum Wired Stuff, og jeg var samtidig meget ude og spille. Jeg var hele tiden på vej. Løb efter bus, tog og fly. Til sidst fik jeg stress, og flyttede ud i et sommerhus herude ved kysten og tænkte, at om et halvt års tid flytter jeg tilbage til Berlin. Men jeg blev glad for at være ude i naturen og kunne lave musik uden at forstyrre naboer. Jeg spillede mindre og mindre live og blev mere og mere studie-agtig, gik op i at blive bedre til at producere og mikse.«  

Det er over 10 år siden, at du tænkte, at du var hjemme i Berlin om et halv år?

»Ja«  

Orange bier og podcast

Er det noget med, at du stadig laver podcast i Berlin? 

»Jeg laver podcast nu, det har jeg gjort siden januar. Det er live på Reboot FM i Berlin og på Radio Blau i Leipzig og ligger på The Lake Radio, Mixcloud og Apple podcast. Det var Reboot, der spurgte, om jeg havde lyst til at lave en udsendelse. Det handler om elektronisk musik. I starten var det mest early 90'er-house, men nu har den taget en drejning til andre sider af elektronisk musik. Den seneste episode er mere electronica, og den efterfølgende er ambient/new age. Jeg prøver at ramme en genre eller en tendens igennem tiden, det skal ikke være nyt det hele. 

Mira Calix, der var den første (og næsten eneste) kvinde signet til Warp, er lige død – hun blev kun 52. Jeg har en 10” vinyl med hende med et flot sølvcover med orange bier. Den ligner en pixeleret børnetegning, og jeg kan huske, at den stod i udsalgskassen i Barcelona. Der var ingen, der gad købe den, men jeg var selvfølgelig nysgerrig på at lytte til den – også fordi det var en dame, der havde lavet den, og der blev udgivet virkeligt få damer i elektronisk musik dengang. Jeg fik lyst til at spille Mira Calix på pod’en og et nummer af min britiske ven, Andrea Parker, som var gode venner med Mira Calix. Og så blev det et electronica-afsnit. Jeg er bare meget på intuition.«   

»Musik, musik, musik, kunst, kunst, queer og køn. Det var dét, der optog os«

Intuition og autisme

Det lyder som om både podcast og musikken, hvor du bor, og hvad du uddanner dig til er intuitivt – og du tager det, som det kommer?

»Jeg har lidt svært ved alt muligt kompleks planlægning og strategier og sådan noget. Det vigtigste for mig er, at jeg mærker efter og fornemmer, at det virker rigtigt. Sådan har jeg egentlig altid fungeret. Jeg tror måske, det har noget at gøre med min autisme – min hjerne kan ikke gennemskue eller formulere alle detaljer ved alle  beslutninger. Derfor bruger jeg min intuition, da den er en opsummering og fornemmelse af, hvad der er rigtigt. Hvis min intuition bliver sat ud af spil, er det ikke godt. Så vakler det. Jeg synes, det er en stor styrke. Den har tjent mig godt indtil videre, intuitionen.«  

»'wauw, endelig! En dame på forsiden'. Det er vildt, at det er noget, der først sker i min tid«

Fra queermiljø til kønsminoritet

Er der stor forskel på den kønnethed, der er i de elektroniske scener i Berlin, Barcelona og Danmark?

»Da jeg flyttede til Berlin, oplevede jeg et udvidet kunstnermiljø. Det var musik, musik, musik, kunst, kunst, queer og køn. Det var dét, der optog os. Det er jo mange år siden, så det var en firstmover queer-bevægelse.

Jeg husker fra Berlin, at der var et musikblad, som havde M.I.A på forsiden. Vi sad nogle stykker på en udendørs café og var sådan ‘wauw, endelig! En dame på forsiden’. Det er vildt, at det er noget, der først sker i min tid. Da jeg kom til Danmark, var der GAFFA. Man kunne næsten ikke finde én eneste kvinde i de blade. 

Jeg var til en festival i Göteborg, hvor Alicia Keys var hovednavnet – hun var på den store scene. Det var første gang, jeg var til en festival, hvor en kvinde var hovednavnet. Der har altid været et par stykker i toppen, men aldrig allerøverst. Det var en ret vild oplevelse, og der var mange kvinder på programmet.

Efter en af de første Spot-festivaler, jeg spillede til, gik jeg rundt og kunne ikke finde noget, som jeg havde lyst til at høre. Pludselig slog det mig, at det var udelukkende mænd, der spillede, og det var jeg jo ikke vant til fra Berlin, hvor det var queer og kvinder og alting blandet sammen. 

Senere begyndte female:pressure (online database og netværk for elektroniske musikere, red.) at lave optællinger, og de laver stadig statistikker og analyser hvert år for at dokumentere udviklingen. Der er selvfølgelig en bedre kønsbalance nu, hvor der for alvor er fokus på problemet – bl.a. takket være MeToo-bevægelsen.«  

»Det kan ikke være lutter P3-lagkage, hver gang der sker noget stort eller officielt«  

Vi er i live

Skal du ud og spille mere live nu?

»Ja! Det glæder jeg mig til. Jeg har lige spillet på Spor Festival. Jeg stod og pumpede afsted og drejede på knapper – det var en hel aerobic time. Bagefter havde jeg helt ondt i mine lår, fordi jeg havde hoppet rundt. Jeg var så glad for at ‘være på’ igen, at jeg midt i koncerten hev volumen-faderen i bund og råbte ud til publikum: ‘VI ER I LIVE!’ og folk råbte tilbage ‘JAAAH!’.

Det er fedt at komme i kontakt med det, der har fyldt meget i mit liv tidligere. Jeg har savnet det, nu hvor jeg har været i studiet så lang tid, boet lidt isoleret, og der har været lockdown. Nu glæder jeg mig til at komme ud og skrue op for musikken på de store anlæg, hvor man mærker musikken på en anden måde og har energiudvekslinger med publikum. Jeg har talt med nogle større festivaler, men jeg kan ikke sige mere lige nu.«   

Ikke lutter P3-lagkage

I år er der Music City Aarhus. Synes du, der er plads til eksperimenterende kunstnere i Aarhus – og har det ændret sig?

»Jada! Altså ikke Jada, men ja da! Der er fokus på eksperimenterende musik i Aarhus, fordi der nu kommer unge mennesker til byen for at gå på DIEM. Hvorfor skulle der ikke være plads til noget eksperimenterende? Det kan ikke være lutter P3-lagkage, hver gang der sker noget stort eller officielt.«  

Få minutter efter interviewet slutter, står himmel og jord ud i et. Den streetwise kosmopolit spotter straks et overdække og får reddet både sig selv og mig i tørvejr. Det overskud og evnen til at skrue ekstra op for energien, når omstændighederne kræver det, går ikke blot igen på scenen og i musikken men også på en simpel regnvejrsdag.  

Der er ikke en stor branding-strategi, management eller indviklede overvejelser bag Phtalos musikalske og personlige valg. Intuitionen er i centrum. Og det kræver karakterstyrke at følge den. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.