Monstret i Klerkegade

Festivalen Strøm for elektronisk musik åbnede i år med en koncert udenfor Musikvidenskabs gamle bygning i Klerkegade. Københavns kulturborgmester var mødt op og skød det hele i gang sammen med Bjørn Svin. En fandens masse mennesker havde fundet vej dertil og stemningen var høj og fyldt med forventninger til festivalen såvel som aftenens begivenhed. Jakob Kvist Hansens lysshow på facaden kunne godt indikere at der virkelig skulle ske noget stort denne aften. Vinduerne var dækket af hvide lagner oplyst bagfra og aftegnede silhuetter af musikerne, der var fordelt på etagerne. Facaden blev dermed omdannet til en gigantisk skærm og var et imponerende syn – ikke mindst i kraft af dimensionerne.

Musikken var skrevet og designet af Svend Hvidtfelt Nielsen og Jacob Eriksen. En fælleskomposition for så vidt at Svend Hvidtfelt Nielsen havde skabt partituret til musikerne og Jacob Nielsen stod for elektronisk live-mixning samt design af click tracks. En logistisk svær opgave at løse, fordi så mange musikere var involveret og placeret hver for sig, at der dermed var fare for at produktet ville blive et kaotisk lydmonster. 

Dominerende for værket blev i høj grad klaverlyden. En stædigt vedblivende puls hamrede ud fra klaverer i de øverste vinduer. Lysshowet kørte samtidig med imponerende variation på facaden og den elektroniske lyddel skulle forsøge at presse sig ind imellem disse mastodonter. Et projekt jeg vil vurdere lykkedes i ringere grad, end man kunne håbe på. Også den lydlige dybde eller rumfornemmelse i værket var for uigennemskuelig. Det udviklede sig mere til en krig mellem musikerne fra de forskellige vinduer. Personligt kunne jeg godt have undværet kordelen, som skilte sig særligt ud og det på en mindre heldig måde, selvom den, i bedste Steve Reich-stil, var tænkt som ligestillet med instrumenterne. Om manglen på rumfornemmelse skyldtes mixningen eller kompositionen i sig selv, var ikke til at sige. 

Men efter de godt 45 minutter stod man tavs tilbage med følelsen af, at en gigantisk jumbojet var fløjet over hovedet på én med en sådan kraft og overrumplende støjniveau, at man næsten var blæst omkuld. Mest fordi så mange komponenter ikke helt formåede at arbejde sammen. Det forårsagede et særligt perceptionstryk (selvopfundet ord) hos denne lytter i det desperate forsøg på at følge med. Jeg kunne godt tænke mig at gense og høre værket i en version, hvor lydniveauerne var sat anderledes og hvor spatieringen og opstillingen af højtalerne var indtænkt i værket. Det ville fremme rumligheden i et værk, der netop har så mange forskellige rum. De gigantiske højttalerracks, som var placeret lige foran publikum, var ikke forløsende for værket.

Men på trods af denne kritik, vil jeg alligevel sent glemme denne sære aften foran Musikvidenskab i København. Fordi man så tydeligt mærkede kampen fra de involveredes side for at komme helskindet i mål. En kamp der heldigvis lykkedes.