Logoet for ab.c. © ab.c

Berlinsk Aarhus-forelskelse

Utallige danske kunstnere valfarter til Berlin, det internationale kunstmekka. Det seneste års tid har unge århusianske elektroniske musikere nydt godt af det frodige musikmiljø, og sammen med internationale kolleger har de præsenteret sig for et i særklasse interesseret publikum.
Af
24. november 2009
  • Annonce

    MINU
  • Annonce

    Vil du være medlem af foreningen Seismograf?
  • Annonce

    Concerto Copenhagen

Projektet »ab.c – Aarhus Berlin Crush« er et lille stykke kultureksport. Det kan bedst beskrives som en elektronisk musikfestival, der finder sted én gang hver måned i Berlin, og som – ifølge pressematerialet – »hylder den fantastiske musik fra to store elektroniske byer: Århus og Berlin«. Om Århus i denne sammenhæng kan beskrives som en stor elektronisk musikby, kunne være emnet for en anden artikel; her skal det handle om, hvad ab.c-projektet går ud på, og hvad der kommer ud af det, ikke mindst for de danske elektroniske musikere. 

Ab.c har siden februar 2009 afholdt månedlige, velbesøgte elektroniske musikarrangementer i klubben Berghain Kantine i Berlin. Hovedklubben Berghain (med en publikumskapacitet på 1.500) er en klub, der af mange regnes for at være den vigtigste klub for techno, dub og andre mere dansable elektroniske musikgenrer i Europa på nuværende tidspunkt. Berghain Kantine (placeret lige ved siden af) er moderklubbens mere eksperimenterende og genremæssigt divergerende lillebror. Med en publikumskapacitet på 300 er der lagt op til mere intime koncertoplevelser, hvor der kan præsenteres et mere mangfoldigt musikprogram.

Om Århus i denne sammenhæng kan beskrives som en stor elektronisk musikby, kunne være emnet for en anden artikel

I disse lokaler har den dansk/tyske konservatoriestuderende Manu Grünberg sammen med Notic Nastic Management arrangeret den månedlige ab.c-koncert, hvor flere danske og tyske eller internationale kunstnere har spillet på skift samme aften. Og med stor succes, både publikumsmæssigt og set ud fra et kunstnerisk synspunkt.

Det interesserede publikum
Siden februar har ti danske elektroniske musikere eller bands spillet på ab.c:

Februar: Karsten Pflum og Heidi Mortenson
Marts: Band Ane og Puzzleweasel
April: Voks og Jack Rock
Maj: Badun og Matias & Løwenstein
Juni: Vectral og Club Dish DJ

Disse danske kunstnere er hver gang blevet sat sammen med elektroniske musikere bosat i Berlin, og alle de danske kunstnere melder tilbage med rosende og positive udtalelser om mødet med det tyske elektroniske musikmiljø.

Søren Knudsen (Vectral) fortæller om sit job på Berghain Kantine: »Folkene omkring klubben var flinke og optimistiske med hensyn til arrangementet. Desværre var aftenens VJ ikke mødt op med projektor og videoudstyr, så jeg var tvunget til at spille en koncert uden mine visuals. Til gengæld supplerede lysmanden musikken godt, og jeg kunne koncentrere mig om musikken, hvor jeg vovede mig ud i nogle ret spændende mix af hypnotiserende lydmure og insisterende klangflader. 

Selvom der kun var omkring fem-seks gæster, da jeg startede efter mere end en times forsinkelse, blev jeg til min forbløffelse mødt af et fyldt lokale af glade publikummere efter koncerten, da lyset blev tændt igen. Mange af dem havde siddet eller stået foran scenen og lyttet intenst – og ulig mange andre steder var det samme publikum på dansegulvet senere, da danske house-DJ’s fortsatte aftenen i vanlig sodavandsdiskotek-stil.

Ud over en god modtagelse af publikum og arrangører fik jeg et par kontakter med hensyn til distribution af min CD og en del løse aftaler om fremtidige koncerter i Berlin. Ab.c skiller sig markant ud fra andre berlinske klubarrangementer ved at være utrolig åbent og spænde meget bredt – og det har de fået publikum med på.«

Et uddrag fra et Vectral-projekt til Kinorama-biografen i Sønderborg. © Vectral

Det samme publikum kan altså både deltage aktivt i en mere lyttepræget elektronisk koncert og derefter springe direkte ud i det helt store danseorgie. Denne publikumskompleksitet, denne reflekterede, grænsesøgende mentalitet, er også noget, der har fanget komponisten og lydkunstneren Simon Steen-Andersens opmærksomhed. Steen-Andersen har for nylig slået sig ned i Berlin og fortæller, at mentaliteten her betyder, at kunsten er en særdeles præsent faktor i byen og i folks bevidsthed.

Publikums opmærksomhed blandes desuden med en mere kritisk og diskussionslysten tilgang til det oplevede. Publikum forventer, at det kunstneriske udtryk stiller nye spørgsmål – også selvom det er en festlig aften i byen – og ikke bare er et produkt, der kun har én specifik funktion. Man vil som publikum gerne overraskes, ja måske forventer man at bliver overasket? I denne mentalitet ligger nogle af svarene på, hvorfor Berlin har opnået status som en af verdens kulturmetropoler.

Stor opmærksomhed
Generelt har de danske elektroniske kunstnere fået stor bevågenhed ud af mødet med metropolen. Eksempelvis fik Heidi Mortenson en stor artikel i Berliner Morgenpost, og Badun fik anmeldt deres seneste plade i Tysklands største magasin for elektronisk musik, De-bug. Derudover har det massive promotionarbejde fra Manu og Notic Nastic resulteret i opmærksomhed fra diverse radiostationer med interview og airplay. Og ud over Berliner Morgenpost har der også været en halvsides artikel i Berliner Zeitung og mindre artikler i Raveline Magazine og Exberliner samt diverse omtaler i onlinemagasiner.

Danskerne har således fået etableret en lange række kontakter til det dynamiske og levende musikmiljø i Berlin, og for nogle har inspirationen fra Berlin haft en direkte effekt på deres fremtidige arbejde. Helt konkret har det resulteret i, at Peter Dahlgren (Puzzleweasel) har valgt at bosætte sig i byen for at være en del af det pulserende kunstneriske netværk.

Publikum forventer, at det kunstneriske udtryk stiller nye spørgsmål – også selvom det er en festlig aften i byen

Men lige så meget som Berlin er en åben og frisindet by, så kan den også være barsk og hård at prøve kræfter med. Berlin tiltrækker de dygtigste kunstnere fra hele verden, hvilket udmønter sig i et overskud af blandt andet elektroniske musikere. Man skal kæmpe hårdt for at få opmærksomhed, og den kamp ser Manu Grünberg som en skarp kontrast til det bløde danske kulturliv, hvor de mangfoldige støttemuligheder og den institutionaliserede kulturpolitik kan være en sovepude for nogle.

Manu er selv opvokset som en del af det danske mindretal i Flensborg, han er bachelorstuderende på den elektroniske linje på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har base i både Århus og Berlin. Med ab.c ønsker Manu at give århusianske elektroniske kunstnere mulighed for at opleve det inspirerende og mangfoldige musikmiljø i Berlin.

Men Manu anbefaler ikke alle og enhver at udsætte sig selv for det hårde berlinske marked. Han oplever den tyske hverdag som skarp, kantet og hård, men på samme tid utrolig inspirerende og lærerig og en kærkommen mulighed for at få rusket lidt op i den hjemlige andedam.

Ab.c har holdt pause sommeren over og har brugt tiden til at forberede sig til Worldtronics 09 på den velrenommerede kulturinstitution Haus der Kulturen der Welt, som løber af stabelen nu i november 09. Her bliver der endnu en gang præsenteret talentfulde danske elektroniske kunstnere, som får mulighed for at inhalere noget af dén tyske kulturelle diversitet og åbenhed, som er livsvigtig for, at et kunstnerisk miljø skal blive ved med at blomstre.

Opdateret 5. april 2020 med ny korrektur, nyt layout og ny rubrik (oprindeligt: »ab.c – Aarhus Berlin Crush«).