Lyden af papir
Annonce
Annonce
Annonce
Fire håndlavede stykker papir ligger foran mig. Jeg har taget dem ud af Ursula Nistrups nye publikation Eavesdropping. Papirerne har forskellige nuancer, som spænder fra stærkt hvid til knækket, fra lys grå og til næsten brun. De er lavet af forskellige materialer: birk, bomuld eller hør, og de er forskellige at røre ved, ét tykt, ét tyndt, ét glat, ét ru. Jeg tager prøvende et af papirerne op og vifter det foran mit øre, mens jeg lytter. Jeg gentager processen med de andre papirer. Og så med to papirer samtidig. Jeg lytter intenst. Og her begynder jeg pludselig at kunne høre to forskellige toner, et kvartinterval, mellem de to papirers lyd.
Værket beskrevet ovenfor hedder Tonepaper, og Nistrup har lavet papirerne selv med hjælp fra dem, der stadig kender det gamle håndværk på Silkeborg Papirmuseum. Papirerne er indsat i Eavesdropping og skiller bogen i fire dele. Værket er inspireret af, at man i gamle dage vurderede håndlavet papirs kvalitet ved at ryste det og lytte til det. Og de fire papirer i bogen har hver en tone, når man ryster dem: G, C, G og A. Dermed bliver Tonepaper til et slags instrument, som meget fint indkapsler den søgen, Nistrup generelt har i sin kunstneriske praksis: Hvordan kan noget så flygtigt som lyd tage form? Hvordan kan vi indkapsle lyd, røre lyd, huske lyd?
At lytte i smug
Nistrup dissekerer i sin kunstneriske praksis hvad lyd er og bruger samtidig lyd som et medie til at undersøge andre fænomener til bunds. Nogle af Nistrups værker giver lyden en fast form, andre undersøger lyd som minder, hukommelse og narrativer, igen andre fokuserer på lydens umiddelbare sanselige egenskab eller lyden som relationel, der altid former sig efter noget eller nogen og ændrer sig i forhold til rum og flader. Og det er derfor, jeg med spænding åbner Eavesdropping - for hvordan vil Nistrup arbejde med lyd i den trykte bogs format? ’Eavesdropping’ betyder ’smuglytning’ eller ’aflytning’, og det beskriver også den følelse jeg får, efterhånden som jeg bladrer publikationen igennem. Her er noget, som man skal lytte til, forsvinde ind i og give sig tid til.
Eavesdropping er en kunstnermonografi, der præsenterer 11 udvalgte værker fra Nistrups kunstneriske praksis, både installationer, skulpturer, videoværker og performances. Desuden rummer publikationen det helt nye værk, Tonepaper. Hvert af de håndlavede stykker papir, som Tonepaper består af, fungerer som skillevæg i publikationen og markerer tre grupperinger, som Nistrups udvalgte værker er inddelt i. Desuden er tre forskellige bidragsydere, som deler Nistrups interesse for lyd, blevet bedt om at lade sig inspirere af én af Nistrups værk-grupperinger og ud fra det, skabe noget nyt til publikationen. Bidragsyderne er kurator og kunstskribent Daniela Cascella, kunstner og musiker Cevdet Erek samt forfatter Ursula Andkjær Olsen.
Lydlige tekster, digte og skitser
Første afsnit af Eavesdropping præsenterer fire af Nistrups værker, som den italienske kurator og kunstskribent Daniela Cascella har forholdt sig til. Cascella har skrevet en tekst til hvert værk, der både form- og indholdsmæssigt understøtter og spiller op til værket. Fx den første tekst, der forholder sig til Nistrups værk Tonal Alphabet, hvor en pladespiller gentager optagelsen af en ukendt persons fløjten. Cascellas tekst mimer pladespilleren på repeat ved at gentage sig selv, bryde ord op, lege med ord og bogstaver og derved skabe sit eget tonale alfabet, der opløses til sidst. Cascella skriver i en af de andre tekster, hvordan hun, når hun fordyber sig i Nistrups værker, ønsker at blive en » … acoustic box in which the guessed sound of this piece emerges from and merges with the sound of my own words and thoughts.« Og det synes jeg meget fint beskriver Cascellas tilgang til Nistrups værker. Cascella lytter til dem og lader dem resonere i sine egne tanker, så der dannes noget nyt. I sin sidste tekst skriver Cascella: »And the question is not what sound is, but what and whom it is cast or reflected onto, and how.«, hvilket meget præcist indkredser Nistrups måde at bruge lyd på til at undersøge andre fænomener.
I bogens anden sektion er det den tyrkiske kunstner og musiker Cevdet Erek, der går i dialog med fire andre Nistrup-værker, både med tekst og skitser. Nistrups værker i dette afsnit kredser om lyd, der trænger gennem vægge og bygninger, intenderet eller uintenderet, som skaber møder og forbindelser, eller som ikke gør. Og det samme gør Ereks skitser. I teksten skriver Erek, at han, mens han tegner, kan høre sin underbo spille klaver. Og i skitserne går de to figurer igen, klaverspilleren og kunstneren ved sit skrivebord. Adskilt, men forbundet af lyden de begge hører. Det bliver et tværsnit af bygninger, endeløse trappeopgange, opstigninger og dybe huller. Man ser tydeligt dialogen med Nistrups værker, men samtidig river skitserne sig løs fra dem. Med en skrøbelig, smuk og lidt dyster streg påvirker de mig. Det er en umiddelbar og sanselig oplevelse, og som sådan minder skitserne om lydoplevelser.
Sidste del af publikationen præsenterer tre af Nistrups værker samt digte af den danske forfatter Ursula Andkjær Olsen. Et af Nistrups værker, Bird Study, er en lp med fuglesang på, udstillet sammen med et billede af en batteri-container, hvorpå der sidder en seddel med teksten: »OBS!!! Vær venlig ikke at bruge batteri containeren, da der er en fuglerede med unger dernede. Gårdmanden”.
Et andet af værkerne, Searching for the Resonances of Falling Spruce Wood, er et fotografi fra en østrigsk granskov, hvorfra tømmeret bliver brugt til at lave strengeinstrumenter af høj kvalitet. Sammen med fotografiet består værket af en tekst, der beskriver en uverificeret historie om, at Stradivarius rejste til skoven for lytte til lyden af tømmeret, når det rullede ned af bjergsiden, og at én ud af hundrede træstammer havde en helt speciel sød og ringede lyd, som var bedre end de andre. Andkjær Olsens digte bruger ord og tematikker, der er inspireret af Nistrups værker, fx går ordene ’træ’, ’fuglesang’, ’træer der vælter’, ’fuglesang der sælges’ osv. igen. Sproget skifter mellem det stringent beskrivende og en poetisk strøm af sanselige og lydlige ord, der sættes sammen på forskellige måder og hele tiden udvikler sig. Også et fint bidrag til publikationen, som dog ikke står ligeså sanseligt stærkt som Ereks skitser.
Lyd på bog
Eavesdropping er en velkomponeret publikation med et stramt koncept. Udvalget af Nistrups værker er godt kurateret og viser de tematikker, som kendetegner hendes praksis. Og publikationens format understreger det samme. Publikationen bliver nemlig med Nistrups nye ’tonepapirer’ til et slags instrument i sig selv, hvor papirerne giver lyden form. Dog er det også en publikation, der kræver tid og fordybelse, for når Nistrups ofte skulpturelle eller installatoriske værker bliver reduceret til fotos og tekst i publikationen, tager det simpelthen længere tid at forholde sig til dem. Giver man sig tid, vokser Eavesdropping på en, ligesom lyden af tonepapirerne, der langsomt manifesterer sig som toner.
Eavesdropping er samtidig en modig publikation, der viser en kunstner, der tør udfordre sig selv. Nistrup har, ved at give sine værker videre til bidragsyderne – og bedt dem gå i dialog med værkerne, sluppet kontrollen over en del af den kunstneriske proces. Og denne vekselvirkning mellem gamle og nye værker giver publikationen liv.