kritik

Håbet er alle farver

”Alverden god Nat” er nyskrevet musikteater i særklasse. FIGURA ensemblet og vokalensemblet Mpiri med Helene Gjerris og Andreas Landin som solister og Meike Bahnsen som fortæller, tog anmelderen med på en eftertænksom, poetisk og humoristisk tur gennem søfareren Jens Munks liv.
Af
22. Januar 2014
Ingeborg Okkels anmelder Peter Bruun og Ursula Andkjærs nye opera Alverden god Nat

”Jeg vil væk, jeg vil hjem, jeg vil væk, jeg vil hjem...” Vores hovedperson Jens Munk, fattig horeunge af en i-unåde-falden herremand, har en drøm om at blive til noget stort. Da hans far bliver smidt i fængsel, sættes han, hans mor og bror på gaden og de drager til Frederiksstad. Jens ryger tilbage til Danmark, nærmere bestemt til Aalborg i pleje hos sin faster. Han stikker til søs som 12-årig. Verden er stor, og han vil være den første søfarer, der finder Nordvestpassagen nord om Amerika, og dermed åbner søvejen til Indien og Kina. Han vil være den første til at få æren for at have realiseret Kong Christian IVs drøm om at herske over Nordhavet.

Men det går skidt. Den 4. juni 1620 sidder Jens Munk på sit skib nr. 2 med de sølle rester af hans besætning, som endnu ikke er døde af skørbug. De sidder fast i isen i Hudson Bugten. Alt synes tabt, og han slutter et afskedsbrev: ”Alverden god Nat og min Sjæl i Guds Hånd.” Mirakuløst når han og to mand til Bergen. Men Jens Munks skattekiste tom. I kongens øjne er han kommet hjem med ingenting, og han fængsles, som en usling. Hvad er det, der driver Jens Munk ud i den uendelige is, sult og mørke, igen og igen?

Foto: Pressebillede/Det Kongelige TeaterFortælling i flere lag
Jens Munk, smukt sunget af baryton Andreas Landin, synes ikke selv at have svaret. Hele stykket igennem stirrer han ud i horisonten, et eller andet sted bag publikum, ud mod sine drømme. Hans blik er lige dele stålsat og undrende, for selvom han gør alt hvad han kan, så ender det ligesom ikke rigtigt der, hvor det skulle.

Vores fortæller, suverænt spillet af Meike Bahnsen, vender og drejer dette spørgsmål under hele forestillingen, som var hun Jens Munks alter ego. Opfører det ene skønne, lille underfundige, javanesiske papirdukketeaterstykke efter det andet. Alt sammen delikat video-projiceret op på et lille sejl i loftet, der fungerer som filmlærred.

Måske Jens Munk søger noget større og langt mere grundlæggende? Måske et hjem, en mor, en kvinde? Men det hjem, den mor og den kvinde han søger ude på den mørke is, viser sig at blive hans egen undergang.

Isen, i spøgelsesskikkelse af sopran Helene Gjerris, lokker og kvæler lige så langsomt håbets mange farver. Is er hvidt. Som ene kvinde mellem sømænd på havet, driver isen Jens Munk fremad mod hans farverige drømme, men samtidig frem mod dyrekøbt erkendelse. Naturen er lunefuld. Fanget i isen, midt i Hudson Bugten, begynder Jens Munk at tvivle: Måske isen bare er is, hvorpå vi mennesker kan te os, når alt håb er ude? 

...det var et gribende øjeblik af stor skønhed, fyldt med håb for os alle. Måske det smukkeste i hele operaen.

Og lige netop her, kære læser, åbnede vores fortæller munden og begyndte helt uventet at synge så gribende og smukt sammen med koret, at undertegnede anmelder helt glemte tid og sted, og knapt nok bemærkede hvad det var hun sang. Bare at det var et gribende øjeblik af stor skønhed, fyldt med håb for os alle. Måske det smukkeste i hele operaen.

Krudt og kanel og en hel flaske rom
Jens Munks besætning synges suverænt af vokalensemblet Mpiri, som tæller sangere fra færøerne, Danmark og Island. Komponist Peter Bruuns musik kunne ikke være i bedre hænder. Både som vokalt akkompagnement i samspil med FIGURA ensemblet og solister, og som enkeltstående kor, fremstår Mpiri knivsskarpt, sammensunget med en klokkeklar intonation, uden at de på noget tidspunkt bliver et kønsløst synthesizer-agtigt kammerkor, som det nogle gange sker for danske superkor.

FIGURA ensemblet spiller fantastisk, og man mærker deres tilstedeværelse og indlevelse i musik og fortælling hele vejen igennem. FIGURA som kunstnerkollektiv på tværs af musikere, komponist, forfatter og arkitekt/scenograf viser her sin overlegne styrke.

Og så var der lige en uforglemmelig sørøver på ukulele! Jesper Egelund fra FIGURA ensemblet smed i bogstaveligste forstand bukserne foran publikum, viste røv med sørøverflag, greb sin ukulele og gav publikum hele armen i en gyngende sørøvervise, med krudt og kanel og en hel flaske rom. En uforglemmelig oplevelse, som nær havde fået mig op af stolen for at suse ned og give ham et ordentligt smækkys.

Tak til Takkelloftets fantastiske akustik, som tegnede musikken skarpt og gjorde den stor hæder. Det er et fantastisk rum, som bør bruges meget meget mere til denne slags musikteater.

Håbets farver
Håbet, i form af den gamle katolske salme ”En rose så jeg skyde”, indleder musikteaterstykket, og går som en rød tråd igennem hele forestillingen. I Ursula Andkjær Olsens libretto er det håbet, der giver Jens Munks drømme farve, og som koret synger: maler rød, maler gul, maler grøn, maler blå. Farvernes intensitet skiftevis styrkes og falmer alt efter hvordan håbet har det undervejs i stykket.

Da det ser sortest ud midt ude på isen, er alt hvad Jens Munk kan se kun hvid is. Håbets farver er slukket, og han er klar til at lukke ned – sige alverden godnat. Men midt i al sin miserabelhed er det, at håbet overraskende vender tilbage. Nu i form af isen, der som hvidt lærred, giver plads for nye farverige drømme. Som en rose, der på forunderlig vis skyder op af den frosne jord, får Jens Munk og to mænd håbet og kræfterne tilbage til at komme ud af isen og komme hjem. Så tæt på at give op. Har sagt verden farvel. Og så, i sidste sekund, vender det dér håb tilbage, og farver isens verden alverdens farver.

For hvad stiller man op, når alt, bedst som man troede det gik den rigtige vej, bare viser sig at gå ad helvede til?

Men som sagt, bedst som man tror, at Jens Munk måske har overkommet sit værste mareridt, har besejret selv døden ved at genfinde håbet; ja, så vender håbet. Igen. Da han når Bergen, og tror sig hædret, bliver han i stedet smidt i fængsel. Undrende stirrer han ud på publikum.

Vores helt, der har været så meget grueligt igennem, ender altså som en ikke-helt, der undrer sig over sit livs uheldige udfald. Og netop dét gør Ursula Andkjær-Olsens libretto virkelig interessant, spændende og anderledes. For hvad stiller man op, når alt, bedst som man troede det gik den rigtige vej, bare viser sig at gå ad helvede til?