Om at lære at holde af

Det hænder, at man støder på musik, man skal lære at holde af.

Ikke fordi musikken som sådan er dårlig, men snarere fordi den æstetisk ligger langt fra den boble man – altså jeg – lige for tiden er inde i. Jeg sad og var i ro og mag optaget af den skønneste vinteraften-i-den-dybe-stol-musik: Sjostakovich’s strygekvartetter, Nordentofts nye CD, Frandsens Requiem (særlig orkester og korafsnittene). I en sådan boble kan Figuras nye udspil - tre ca. tyve minutter lange værker for ensemble og sangerinde - nemt opleves som en anmassende gang jeg-skal-komme-efter-dig gøgleræstetik, der ufravigeligt formidler en Zirkus-Nemo-agtig smag i munden af ”hurra-hvor-er-vi-vilde.” Der råbes og slås på tromme til karske klange og sære lyde, og man ser umiddelbart Helene Gjerris for sig i vild gestisk udfoldelse på scene….

Ikke fordi det i sig selv er en nedslående oplevelse.

Snarere tværtimod.

Der er noget dér….

De, der er gamle nok, kan blot tænke på hendes fortolkning af Schoenbergs Pierrot Lunaire, tilbage i 1998, som transformerede denne svære musik til en stor umiddelbar oplevelse. En fortolkning, der samlede fulde huse til en ellers umulig musik.

Men det er måske også lige det, der er sagen. Umulig musik skal høres live?

Det er i hvert fald aldrig lykkedes mig at gennemføre en gennemlytning af Pierrot Lunaire hjemme i min dybe stol.

Men er Preludes to disaster umulig musik?

Selv med en således konstateret afgrundsdyb sindelagsbestemt inhabilitet kan man faktisk blive omvendt. Man kan lære at holde af.

Adspurgt om jeg ville anmelde en CD med værker af Peter Bruun, Anders Brødsgaard og Steingrimur Rohloff anede jeg oprindeligt ingen fare. Bruun og Brødsgaards værker har jeg kun haft gode erfaringer med, ja, jeg er vel nærmest lidt af en fan, og Rohloff har jeg hørt meget godt om, skønt jeg dog ikke erindrer tidligere at have hørt noget af mandens musik.

De tre komponister har sat musik til digte af henholdsvis Miguel de Cervantes (ja, ham med Don Quijote), Christian Morgenstern og Peter Laugesen. Tre forfattere fra tre forskellige tider. Digtene af Cervantes er uddrag fra Don Quijote skrevet i begyndelsen af 1600-tallet, Christian Morgensterns digte, 10 Galgenlieder, er fra 1905 og Laugesens digte er fra perioden 1988-2010.

Før det oplagte spørgsmål om hvorledes dette så præger musikken stilles, skal et andet spørgsmål lige rejses: Hvorfor overhovedet sætte musik til digte

Er det:

1)     For at lade musikken male digtet, så man, nærmest som ved et billede af en hjort ved en skovsø, kan se om musikken er ”vellignende” nok? 

2)     For med selviscenesættende radikalitet altid at gøre det modsatte af hvad digtet lægger op til, så man skaber et ”dialektisk kunstværk”, der ”blotlægger den indre strid” og viser ”samfundets sande ansigt”?

3)     For gennem digtets stemninger at lade sig inspirere til et nærmest parallelt musikalsk forløb, der hverken demonstrativt følger  eller netop ikke følger digtet?

4)     Fordi det tilbud om at skrive musik, man lige fik, indebar en sangstemme?

Personligt har jeg det svært med både grund 1) og 2). Grund 4) forstår jeg så udmærket, men det er grund 3), jeg nok selv ville hælde til.

Og netop denne tilgang, den parallelle, er den som CD-ens tre komponister alle overvejende har til digtene. Det er hverken tonemaleri eller det modsatte. Jo, vel giver visse ord og vendinger sporadisk anledning til tonemaleri (ved ordene BIM og BAM lyder hos Brødsgaard f.eks. konsekvent en klokke), men overordnet synes musikken at følge sit eget spor. Den store tidslige forskel i digtenes oprindelse er derfor ikke at spore i musikken.

Figura spiller sammen med Seattle Chamber Players, og musikken er elegant og prægnant udført med Helene Gjerris som den lysende stjerne over det til tider meget delikate, – næsten uhørligt, - til tider brutalt larmende, – nærmest krænkende påtrængende, - instrumentale underlag.

Min vej ind i CD’en gik gennem Brødsgaards 10 Galgenlieder, der i en ti-satset collage overordentligt vellykket sammenstiller (bl.a.) modernistiske gesti, salmesang og semi-varieté musik i et varieret forløb, der er både grimt, smukt, irriterende (virkelig irriterende!) og dybt rørende. Ikke mindst de mange tonale indslag er velgørende, og man sidder efter værkets små tyve minutter tilbage med indtrykket af at have oplevet noget stort. Jeg vil se frem til at opleve en scenisk opførelse af dette værk, der i sig har alle de ingredienser, der gør en moderne klassiker.

Således mere velvillig overfor denne CD’s måde at gestalte musik vendte jeg tilbage til Bruun, hvis værk Preludes to Disaster har leveret navn til CD’en. Bruun begrunder i sin programnote titlen med en livsbeskrivelse, der absolut kan synes genkendelig: ”Hvad andet er vores liv end en række præludier til katastrofer? Præludier til en ukendt, lurende katastrofe, der muligvis ikke engang indtræffer.”

Smukt sagt.

Men er det sjovt at høre på?

Går man til værket med en forventning om en liflig tonal musik a la ”Alle ting er hans Spejl” eller ”Breve til Havet” begår man i hvert fald en utilgivelig fejl, der bærer straffen i sig selv. Efter en lovende Bruunsk-enkel basindledning folder sig et anderledes komplekst lydbillede ud, et lydbillede, der ikke umiddelbart har meget med sådanne værker at skaffe. Lytter man ned i musikken er den der dog: Den enkle linjeføring, der gør musikken meningsfuld; men den er, i første og tredje sats, rykket bagud, som blot en ramme til sangens altdominerende foredrag. Som det vel er naturligt i musik til tekst, men som for en forudindtaget forventning, som min, var umiddelbart forstyrrende.  

Har man det som jeg, skal man starte med at høre værkets anden og fjerde sats. Her er musikken klassisk-Bruunsk. Et gammelmoderne, quasi-tidsløst, melodisk båret sart væv af sang og instrumenter i en sensibel sårbar struktur, som man som lytter føler sig kaldet til bevidst at opretholde. Lidt a la de passagerer, der mener sig nødsaget til at holde flyet oppe ved et fast og sikkert greb i flysædets armlæn (jeg tror lige jeg skal høre den andensats igen….).

Steingrimmur Rohloffs værk, Still Not/Yet Not, forløber i fire satser. Titlen er et citat fra  første satsen, Sooner or Later.  At Laugesens tekster kalder på musikalsk iklædning, har jeg svært ved at se. Eller høre for den sags skyld. De fire satser er velkomponerede, sat i en internationalt klingende dygtig lavet tonesætning, musikken er varieret, hver sats har sit særkende. Der er ikke noget at komme efter. Og jeg er sikker på, at der er mange, der vil forstå at værdsætte denne musik langt højere end undertegnede – der her trods alt stadig har noget at lære.