FIGURA til folket!

For nylig skrev jeg her i Seismograf om det rumænske Hyperion Ensemble og deres Spectrum-festival. En festival, der ud over at hellige sig spektralmusikken, også gjorde sig bemærket ved at være helt og aldeles bygget op om ét ensemble og særligt udvalgte internationale gæster. Det skabte en ganske særlig intensitet og fordybelse, der stod i stærk kontrast til det sædvanlige festivalformat, hvor alskens udtryk kappes om publikums opmærksomhed.

Der er mange paralleller til det danske FIGURA Ensemble, der i den forgangne weekend afholdt deres FIGURA Festspiele i Literaturhaus på Nørrebro. Også her blev der bygget et musikalsk rum op om et enkelt ensemble. Et rum med plads til mange gæster, der satte et afgørende præg på begivenheden. Ligesom Hyperion udfordrer FIGURA nogle af de konventioner, der kan gælde til en festival for ny kompositionsmusik. Her opføres nok partiturmusik, men her er også plads til improvisation og jam, og ligeledes er der ingen stor afstand mellem publikum og musikere. Hele rummet tages i brug, og stemningen er netop festlig – som den bør være (men langtfra altid er) til en begivenhed med betegnelsen ”Festspiele”.

Urkraft, snyd og imaginære lande
Hvor Hyperions festival kan ses som en slags løbende grundforskning i netop begrebet spektralmusik, har FIGURA en mere fri tilgang, hvor de løbende kan tage forskellige temaer op. I år udforskede ensemblet begrebet folkemusik. Et tema, der øjensynligt er oppe i tiden i det eksperimenterende musikmiljø. Også SPOR Festivalen har i år spot på ”folkekultur”. Og hvorfor nu det? Skyldes det, som konferencier Celine Haastrup er inde på i en samtale med komponist Peter Bruun, en længsel efter autenticitet i vor tid? En længsel, der også får os til at hungre efter autentiske hyggespredere som Bonderøven? 

Det er nok en del af svaret. En anden del kunne være, at navnlig samtidens kompositions- og kunstmusik har haft et udpræget ry for at være noget nær anti-tesen til folkelighed. Et ry, som man forståeligt nok gerne vil gøre op med. Nuvel, FIGURAs anliggende var tydeligvis ikke en sentimental drøm om at nå tilbage til en uspoleret oprindelighed eller feel good-autenticitet. Når folkekulturen dukker op som relevant kunstnerisk tema, er det vel også, fordi der i vore dage, er så mange stemmer, der gerne vil tage patent på folket, identiteten og kulturen. I en globaliseret verden blusser diskussioner om rødder og regional identitet op med fornyet styrke. Folk forsøger at diskutere sig frem til, hvad de sande danske værdier er osv. Kunsten, litteraturen og, ja, musikken kan udforske og udvide diskussionen om folk, identitet og rødder uden at låse den fast i angstfyldte skjold mod globaliseringen. 

Alligevel fornemmede man også en vis romantisk længsel hos i hvert fald Peter Bruun, der sammen med forfatter Ursula Andkjær Olsen (begge faste medlemmer af FIGURA) havde skrevet tre nye folkesange fra et imaginært land. Bruun talte i hvert fald efterfølgende om den urkraft, man kan finde i folkemusikken. Det er selvfølgelig ikke en urkraft, der sådan lader sig fremmane af en moderne komponist, og derfor havde Andkjær Olsen da også udtalt om processen, at det jo var snyd at skrive nye folkesange. For folkesange har netop ingen auteur, men er mundtlige, overleverede og følgende præget af en helt anden form for kollektivitet og udvikling over tid.

Det sætter dog omvendt én fri til at fabulere videre. Det er måske snyd, men en form for snyd, der på ingen måde er illoyal over for folkemusikken – der netop ikke afkræver én en ærbødighed for det autentiske. De tre fantasifolkesange fra Bruun og Andkjær Olsen var måske fra et imaginært land, men tydeligvis også skrevet af to danskere. Bruun havde nok inkluderet træk af folkemusik fra bl.a. Balkan, og arrangementerne for dobro, sav, klarinet, bratsch og sang pegede i mange retninger. Lyrikken var dog i høj grad præget af den danske folkevise og måske som en demonstration af inspirationen, indledte ensemblet med at spille netop folkevisen ”Der står en lind i min faders gård”. Man kan måske undre sig over, hvorfor moderne folkesange fra et imaginært land nødvendigvis skal gøre brug af arkaiske danske vendinger som, ”Jeg gik mig ud ..”, og være fulde af røde æbler og grønne lunde. Hvorfor ikke ryste posen helt og forholde sig mere frit til topografi og sprog? Som f.eks. Filippa Berglund og Johna Hansen havde gjort i den strålende scenografi til festspillet, hvor de netop ikke gjorde brug af grønne lunde, men en slags svævende papirbyer, der kunne vække minder om de imaginære byer i Italo Calvinos smukke roman De usynlige byer. Velspillet og velskrevet var det – og med sans for de urdramaer, der er på spil i folkeviserne – men også lige lovlig kunstlet.

Et fragmenteret landkort
Hvem der egentlig er auteur bag værket ”Passing Images” kan nok diskuteres. Her mimes noget af folkemusikkens trinvise tilblivelse i et værk, der baserer sig på en stump af en folkemelodi, som den norske akkordeonspiller Frode Haltli hørte, og som han efterfølgende efter hukommelsen skrev et arrangement til. Dette stykke musik skrev den norske komponist Maja Ratkje derpå et stykke musik over. Et stykke musik, som Haltli så igen har arrangeret på ny. 

Værket blev opført begge aftener til FIGURA Festspiele. Som afslutning om fredagen, og åbning om lørdagen. Begge dage fremført med Haltli på scenen og med de øvrige musikere spredt rundt i sal og balkonen. Ja, klarinetisten – Anna Klett fra FIGURA – var ligefrem ”gået i baren”, hvorfra hun så spillede. Både værk og fremførsel skabte dermed en fornemmelse af spredthed i tid såvel som i rum. Og er det ikke sådan med folkemusikken, at den ofte kan postulere en enhed og sammenhæng, men oftest, når man går tæt på, viser sig at være et fragmentarium? Et spredt landkort af stemmer, der taler sammen over store afstande. 

Noget lignende kan man sige om slovakiske Juraj Kojs, der for tiden bor i Miami, langt fra sit hjemland, men som fletter sit hjemlands vemodige sange ind i elektroniske kompositioner. Det fik vi især at høre i hans værk ”Slovakia”, der netop gør brug af traditionelle instrumenter fra den slovakiske hyrdekultur, som Kojs er opvokset i. Men altså bearbejdet af elektronikken, så den kom til lytteren som et fjernt ekko. Der var et element af parodi på det etnisk rene i Kojs' musik (et greb, der allerede kunne fornemmes i den overdrevet manifeste titel) og ligeledes en del gøgleri, hvor Kojs selv gik rundt i salen og trakterede forskellige klokker og fløjter. Men i samtale med Haastrup efterfølgende udviste han også stor begejstring, da han talte om de forskellige instrumenter og uden videre gav sig til at blæse eksempler på traditionel slovakisk folkemusik i den store hyrdefløjte, ligesom han forklarede, hvordan de forskellige fårehyrder giver deres får klokker stemt i en bestemt tone. Således kan hyrden altid finde netop sine får igen, når flokkene bliver blandet sammen i bjergene. På den måde kan folkemusikken altså på yderst funktionel vis skabe mønstre i et tilsyneladende kaos. Og vise vejen hjem i mørket.

Spøgelser og spillemænd
Til tider kan mønstrene falde i hak så både krop og tanke danser med. Når f.eks. den uforlignelige irske musiker Garth Knox greb sin bratsch eller sin viola d'amore og gennemvandrede dette fragmentariske landskab. Her mødtes avantgardistiske greb og ægte passion for spillemandstraditionen af en vital musiker, som med et glimt i øjet guidede os gennem de mange musikalske lag. Imponerende var hans spil på den særlige viola d'amore. Et barokinstrument med syv almindelige strenge, og syv ”skyggestrenge”. Som Knox sagde: ”People ask me how you tune this thing – the answer is: With great difficulty!” Man tror det gerne, men der var ikke noget besværet over Knox, når han spillede på instrumentet. Men også hans egne arbejder for almindelig bratsch betog publikum. I flere stykker havde han opstillet særlige regler, så hvert stykke var båret af én konkret idé – der typisk gik ud på at spille på instrumentet på usædvanlige måder. Som at spille med en finger, at spille uden bue, eller at spille med buen helt ude på bratschens hals, hvilket skabte en spøgelsesagtig lyd, som Knox muntert peppede op med grimasser, som fornemmede han et virkeligt spøgelse bag sin ryg. En gæv performer, der gerne underholder publikum (og det mener jeg absolut positivt), men indiskutabelt også en suveræn musiker. Og selvom han gør sig godt på egen hånd, er han også fornem, når det gælder sammenspil, hvilket vi heldigvis også fik lov at nyde godt af, da Knox kastede sig over både norske og irske sange i samspil med bl.a. bassist Jesper Egelund og igen Frode Haltli.

Haltli vendte stærkt tilbage lørdag aften med en session med violinisten Gjermund Larsen. En seance helliget den norske folkemusik. Her i en mere traditionel form end det eksperimenterende ”Passing Images”. Men stadig med en eksperimenterende sensibilitet, der gjorde folkemusikken levende og i stadig bevægelse. Haltli og Larsen evner det, som også Knox formår, nemlig at kombinere avantgardens udforskning af instrumentets muligheder med en gæv spilleglæde og en åben lytten til traditionen. Tradition er noget, man skal gå på eventyr i, ikke noget, man skal pudse af til særlige lejligheder, synes attituden at være. En smuk koncert, der ledte naturligt op til den afsluttende jamsession for alle musikere. 

Genopdagelse af folket
Inden vi kom dertil, fik vi dog også besøg af tyske Volker Gerling. En mand, der kan skrive den utvivlsomt sjældne kombination fotograf, vandringsmand og tommelbiografperformer på sit CV. Nuvel, FIGURA Festspiele handler først og fremmest om musik, og det samme gør Seismograf, men det må alligevel nævnes, at det mest uforglemmelige indslag på festivalen viste sig at være helt uden musik. Det er svært at beskrive, hvad det er, Gerling gør. Men det er afvæbnende, morsomt og meget smukt. I mange år har han vandret rundt i Tyskland og taget billeder af forskellige mennesker, han har mødt på sin vej. Børn, gamle mennesker, folk i storbyen og folk i små flækker. Billederne omdannes til små flipbøger eller tommelbiografer, hvor et menneskeligt portræt folder sig ud i tid. Den morsomme effekt opstår gerne af det lettere akavede set-up, hvor Gerling tager en lang serie billeder af folk, der blot forventer, at han vil tage ét portrætfoto. Deres overraskelse bliver så en del af den endelige film. Heri opstår et afvæbnende møde, en fortættet situation, der for beskueren næsten er som at se et menneske på en helt ny måde. En chokerende genopdagelse af folket.

Volker Gering fortæller om sit projekt

Det kunne virke som en udstilling af ”folkedybet”, hvis ikke det var gjort med denne nænsomhed, og hvis ikke Gerling i den grad afvæbnede sig selv i situationen. Her er vandringen et vigtigt aspekt. Manden går simpelthen rundt i en tillid til, at han finder nogen, der vil give ham lidt mad, en seng at sove i eller evt. lidt penge for at få lov til at se hans omvandrende tommelbiograf. Aftenens optræden veksler mellem fremvisning af film og billeder og fortællinger fra vejene. Vandringens langsomhed og disse analoge film af helt almindelige mennesker spiller vel også ind i den føromtalte autenticitetslængsel. Men samtidig er det så skævt, at det unddrager sig enhver sentimentalitet.

En stor ros til FIGURA, der med Festspiele 2012 ikke blot formåede at tage et interessant tema op og introducere en række spændende musikalske og kunstneriske gæster, hvoraf mange var ukendte for undertegnede. De skabte også en flot og gennemført festival, der fik publikum ud af de vante baner. Der var meget musik at kapere, hvorfor det også virkede godt med indslag som Volker Gerling og de forskellige kunstnersamtaler, der skabte en løbende refleksion over temaet. At der også var noget at se på i form af fornem scenografi og sjove spillemandsagtige outfits tilføjede en ekstra dimension, ligesom den udstrakte brug af hele rummet gav pote til et arrangement, hvor alle sanser var på spil. Det eneste, der rigtigt manglede, når det nu handlede om folkemusik, var måske et ordentligt dansegulv. En svingom ville faktisk ikke som afslutning have været af vejen.