Nation Ultima

Ultima festivalen er nordens største festival for samtidsmusik. Over 10 dage kunne man fare vild i et væld af udtryksformer og kunstneriske projekter, som ud over musik inkluderede dans, teater, installationer, forelæsninger og filmvisninger. Selvom programmet var præget af en nysgerrighed over for forskellige formater, var tyngdepunkt dog utvetydigt på en etableret tradition for ny samtidsmusik, koncertformen og dens institutioner.

Jeg landede i festivalens sidste halvdel og måtte gå glip af store begivenheder herunder opførelsen af Luciano Berios Coro og Mauricio Kagels Exotica.

Det overgribende tema for dette års festival var ”Nationen”. Ud over at jubilæumsåret for Norges forfatning var anledning, var det ifølge kataloget ambitionen at være katalysator for en aktuel refleksion over samtidsmusikkens forhold til en kulturel, national identitet.

I lyset af dette både relevante og udfordrende afsæt samt tidligere års programmer var det måske bemærkelsesværdigt hvor lidt folkemusikken fyldte på årets festival. Frem for at tematisere en norsk national identitet var det tydeligvis intentionen at sætte ”nationen” som generelt begreb i spil. 

 Laibach har eksplicit arbejdet med nationalistisk magtsymbolik og hvordan værdiladet national symbolik slår om i en hul og tom voldsretorik.

Dette blev bl.a. forsøgt igennem forelæsninger og debatter på Ultima ”academy” og kunstnerisk via opførelser af relevante værker. Særligt kan nævnes koncerten med det slovenske kollektiv Laibach, som desværre også lå før jeg ankom til Oslo. Laibach har eksplicit arbejdet med nationalistisk magtsymbolik og hvordan værdiladet national symbolik slår om i en hul og tom voldsretorik. På pladen Volk finder man genfortolkninger af forskellige nationalhymner. I hvad der lignede en kuratorisk genistreg var Laibach inviteret til årets Ultima for at fortsætte dette greb og genskabe og færdiggøre Griegs ufuldendte opera Olav Tryggvason.

Den tematiske tråd?
Andre steder i programmet var den tematiske tråd sværere at få øje på. Det stod klart da Ben Frost som sidste punkt på en afslutningskoncert, der uden klar logik var sprunget fra sømandsviser til improviseret loopbaseret stemme og saxofon, tog fløjlshandskerne af og leverede en magtfuld og overbevisende udgave af materiale fra pladen Aurora. Det fokuserede udtryk kombinerede flossede og forrevne klangflader med hårdtslående percussion i et voldsomt, men også abstrakt elektronisk univers.   

Undervejs løb tankerne et år tilbage hvor jeg på Venedig Biennalen så Richard Mosse’ videoinstallation The Enclave, der havde lydside af netop Ben Frost. Med film- og lydoptagelser fra det østlige DR Congo skildredes et samfund i fuldstændig opløsning. Frosts effektfulde og rumligt udfoldede arbejde med reallydsoptagelser bidrog i installationen til et uhyggeligt billede af en tilstand hvor en national kulturel orden var erstattet af en allestedsnærværende trussel fra en vilkårlig og brutal militær magt.  

Materialet fra Aurora, var angiveligt udviklet under Frosts ophold i DR Congo. I Oslo fremstod det råt og støjende men som musikalsk abstrakt udtryk også uden nogen egentlig tematisk forankring.

Ben Frost på scenen, Foto: Ultimafestivalen 2014 / Henrik Beck.

En medvirkende årsag til at den tematiske motivation for programvalget ikke altid stod lige skarpt var måske, at Ultima i den sidste halvdel havde de nordiske komponistforeningers festival, Nordic Music Days, som en integreret del. Sammenhængen i forhold til programlægningen mellem de to festivalkomponenter var ikke lysende klar.

Men selvom man altså til tider skulle mere end knibe øjnene sammen for at få øje på den tematiske røde tråd, kunne man til gengæld også bare nyde et stærkt og mangfoldigt program, der alene i omfang var respektindgydende. Her er et mindre udpluk af det oplevede.

Med det iøjnefaldende konceptuelle fravalg af direkte hørbare stemmer var det klart, at det var stemmen som objekt, der var værkets omdrejningspunkt.

Stemmer og fremmedgørelse       
Simon Steen-Andersen fyldte en del på Ultima. Hans Beloved brother blev spillet på guitar, mens Ouvertures For Guzheng, Sampler and Orchestra afsluttede fredagens koncert med  nordiske komponister af Oslo-Filharmonien. Det var dog særligt urpremieren på Buenos Aires på Oslo operaens scene 2, der tiltrak sig opmærksomhed. Værket var en både fascinerende og kompleks affære hvor Steen-Andersen havde søgt at arbejde med operaen i et samlet konceptuelt greb.

Med det iøjnefaldende konceptuelle fravalg af direkte hørbare stemmer var det klart, at det var stemmen som objekt, der var værkets omdrejningspunkt.

Med det iøjnefaldende konceptuelle fravalg af direkte hørbare stemmer var det klart, at det var stemmen som objekt, der var værkets omdrejningspunkt. Kroppen som materielt instrument for stemmen kom i fokus idet sangerne fra Neue Vokalsolisten Stuttgarts stemmer blev frembragt via proteser som electrolarynx, ved at blæse luft i mundhulen udefra osv. Ellers var alle stemmer maskinelt forvrængede eller modificerede fx igennem autotune. Problematiseringen af stemmen var endvidere en direkte indgang til en kritisk selvrefleksion over operaens iboende sceniske retorik og endelig var stemmen i overført forstand centralt i værkets handlingsmæssige fokus på politisk censur og systematisk undertrykt tale.

Mens Steen-Andersen bl.a. inspireret af Helmut Lachenmanns ide om musique concrète instrumentale tidligere på fascinerende vis har arbejdet med performative obstruktionsteknikker, var transponeringen af disse greb til operaens ramme ikke gnidningsfri. Hvad der i andre sammenhænge fungerer som en slags forstørrelsesapparat på en lydlig materiel proces blev i den narrative kontekst forskudt til en teatralsk verfremdungseffekt. Resultatet var nok interessant, men oplevelsen blev af en opera, der i perioder strittede mod at være sig selv.

Efter verdenspremieren på Simon Steen-Andersens kammeropera 'Buenos Aires', Foto: Ultimafestivalen 2014 / Henrik Beck.

En lignende interesse for fremmedgørende effekter fandt man i svenske Erik Büngers performance lecture, som blev præsenteret som del af EMS’ jubilæumskoncert.

Igennem en analyse af populærkulturelle fænomener, som Abba, Kylie Minogue, zombiefilm, diverse film noir, og med filmklippet som det primære retoriske virkemiddel, legede Bünger i sin dramatiserede forelæsning veloplagt med de uhyggelige perspektiver i, at musikkens effekt måske hviler på en ufrivillig maskinel respons i mennesket. Ideen om at mennesket i virkeligheden er styret af et iboende, men uerkendt maskinelt program kan næppe kaldes nytænkende, men Büngers kunstneriske præsentation var både original, morsom og tankevækkende.

Materialitet
Ligeledes stilsikker var Hanna Hartmanns intense manuelle arbejde med en opstilling med flasker, kolber, kugler, gevindstænger, mel og andre objekter. Kontaktmikrofoner monteret under et bordpanel forstærkede dramatisk lyden af hver eneste minimale bevægelse. Idet Hartmann interagerede med objekter og pustede luft i flaskerne via tynde plastslanger skabtes et tætvævet forløb af lydlige begivenheder. Det oplagte fokus på det materielle og den fysiske proces blev dog modvirket lidt af at den oplevede afstand mellem scene og publikum i Kulturkirken Jakob var lovlig stor.

Konkret nærhed fandt man til gengæld senere i Simon Løfflers koncert, der skulle høres via tænderne. Musikken blev fremført på tre håndspillede klokkespil stemt i kvarttoner. Mens man som publikum bar høreværn, der lukkede al anden lyd ude, kunne man høre musikken, når man satte tænderne på opspændte runde træpinde. Ud over den oplevede intimitet, der kom af opmærksomheden på den fysiske forbindelse mellem svingningerne i instrumenterne og resonansen i ens kranium, var der også en nærhed mellem publikum og udøver idet man konkret delte den omstændighed for at lytte.

Som tematisering af en samtidsmusik, der udfoldes i en dynamik mellem det nationale og det globale var det overordnede billede på Ultima lidt sløret af, at en del produktioner forekom mindre relevante for dette fokus.

Endelig bør kunstnerkollektivet Verdensteatrets premiere på værket Bridge over mud i Henie Onstad kunstsenter nævnes. Værket var en hybrid mellem installation, performance, skyggeteater og koncert. Et enormt spornet af en modeltogbane var infrastruktur for en uendelig kompleks mængde selvbyggede mobile skulpturelle strukturer, fundne objekter, fokuserede lyskilder og små højttalere, der bevægede sig rundt i det mørklagte rum. Bagvæggen fungerede som projektionsskærm for video og slagskygger fra rummets objekter og sammen dannedes et forløb af fantastiske, overvejende monokrome surreelle landskaber og vægtløse geometrier. Alt sammen integreret med lyd af stemmer, støj og forvrænget mikrotonal tuba, forstærket og spredt over et utal af højttalere, herunder små højttalerenheder monteret på transparente plastickrus, der med sirligt snoretræk kunne løftes over landskabet som små svæveballoner. 

I disse landskaber fornemmede man, om end indirekte, en kunstnerisk tematisering af det kulturelt lokale og det globale. Udtrykket kombinerede materielt og stilistisk elementer fra hele verden, og i sin genremæssige hybrid lå det langt fra nogen entydig national signatur. Snarere var det et bud på kunst som kosmopolitisk mødested og kollektiv dialogisk proces.

Som tematisering af en samtidsmusik, der udfoldes i en dynamik mellem det nationale og det globale var det overordnede billede på Ultima lidt sløret af, at en del produktioner forekom mindre relevante for dette fokus. Betragtet som en imponerende række enkeltstående kunstneriske begivenheder var årets festival til gengæld en stærk oplevelse, hvor der var plads til projekter i vidt forskellig skala, men generelt på et meget højt niveau.