Rune Søchting

[I] Rune Søchtings musik [bliver] der kælet for de sarteste detaljer, og musikken er i fare for at blive overhørt. Den kræver en stor grad af opmærksomhed.

RS: »Det sværeste er ikke at sidde og komponere, det sværeste er at få en lytter til at gå ind på præmisserne og lytte efter. Det er stadig min største udfordring at invitere lytteren indenfor. Derfor arbejder jeg med at præsentere stoffet på en måde, så det er acceptabelt, så lytteren kan fornemme, hvor vi skal hen. Det er nødvendigt, når man har et så åbent et formsprog og så abstrakt et lydunivers som mit. Man skal kunne fornemme reglerne i musikken, for først da er det muligt at forstå den mere komplekse leg med mening. Min ambition er at trække lytteren der hen, hvor vedkommende betragter den auditive information som den mest betydningsfulde i situationen.« 

Rune Søchting sammenligner sin musik med et abstrakt maleri: »Jeg begynder med noget lydmateriale, som jeg forsøger at skabe en virtuel lytteoplevelse ud af. Hver enkel komponent får først betydning i sammenhængen. På den måde ligner det at arbejde med maleri: man bygger noget op i lag, hvor man hele tiden har et dobbeltblik på hele lydbilledet og på de enkelte detaljer.«

Rune Søchtings musik lyder som reallyde, men er det ikke. Man kan ikke undgå at høre noget, der kunne minde om rindende vand, om ting der brækker og falder sammen og pibler og krakelerer. Og fordi han samtidig arbejder intenst med rumligheden, bliver det nærmest en fysisk musik, lyden af virtuelle materialer i virtuelle rum.

»Mit lydmateriale er relativt abstrakt. Hvis man lytter abstrakt til verden omkring os, kan man få en anden fornemmelse af tingenes lydkvaliteter, og når man som komponist begynder at arbejde formelt med de kvaliteter, vil lytteren have en fornemmelse af, at det minder om noget materielt, men kan alligevel ikke placere det præcist. Det er et generelt aspekt ved lydoplevelse, at den er associativ. Det forsøger jeg at bruge aktivt, men uden at genkendeligheden bliver specifik. Jeg forsøger at fange en sanselig betydning uden dens reference. Og det er nok det, som giver min musik dens æteriske kvaliteter.«

Rune Søchting nævner to lytteoplevelser, som har påvirket ham afgørende. Den ene var en meget simpel oplevelse af at sidde i en kløft på Kreta med lukkede øjne og være omgivet af én eneste lyd: bjerggeder der gik rundt og brækkede grene og spiste dem. ”Der var en intens rumlighed med den stadige variation af små lydkomponenter rundt omkring mig. Med nogle meget enkle midler blev der skabt en klanglig rigdom.«

Den anden var på en hotelrestaurant på Borneo, hvor der som altid blev spillet muzak, men denne muzak var buddhistisk musik uden de traditionelle muzak-kvaliteter, den var fuld af sære dissonanser og underlige støjlyde. »Den her sære musik lå i baggrunden og skabte en helt særlig atmosfære i rummet. Det var, som om en afgrund åbnede sig midt i denne turistrestaurant. Men folk bemærkede det ikke. Det afgørende var, at lyden her viser sig som atmosfærisk og kontekstafhængig snarere end som en simpel erfarbar fysisk genstand. Og derfor er det interessant at arbejde med det atmosfæriske.«

 

Lydinstallation

Lydkunsten er domineret af lydinstallationer, forstået som fysiske opstillinger af lydapparatur i et rum, der kører af sig selv, og som man kan gå til og fra (modsat koncertopførelser eller værkindspilninger). Der er ikke tale om fonogram-værker, som kan lyttes på hovedtelefoner eller i lyttestationer, men om at værket selv er installatorisk. Lydinstallationer kombinerer ofte en sanselig oplevelse med en undersøgelse af lyd eller den benytter lyden som et middel til at undersøge noget andet. Der kan være markante visuelle, taktile balancemæssige og kinetiske sansninger forbundet med denne kunst, som med installationskunst i det hele taget.

Akusmatisk musik

Akusmatisk musik er musik, der er skabt til at blive afspillet gennem højttalere frem for at blive opført af musikere. I første omgang blev begrebet brugt af Pierre Schaeffer til at beskrive det forhold, at man ikke ser lydenes tilblivelse, men blot hører dem. Begrebet er hentet fra myten om, at Pythagoras skulle forelæse bag et forhæng for sine tilhørere (akusmatikoi); antageligt så de bedre kunne koncentrere sig om det sagte uden hensyntagen til mesterens visuelle og kropslige fremtræden. At det bygger på en misforståelse af de historiske forhold, skal ikke skygge for begrebets anvendelighed. Begrebet er siden blevet indsnævret fra at betegne højttalerkoncerter som sådan til mere specifikt at betegne musik, der afspilles over lyddiffusionsanlæg med mulighed for at modellere lydenes bevægelser og placering i rummet.