Postdigital musik

Den postdigitale musik er et forholdsvis nyt fænomen. At tale om en postdigital musik er for at skille det fra sin forgænger: den elektroniske musik. Den elektroniske musiks lydbillede er kendetegnet ved sine eksperimenter med tonegeneratorer og filtre, hvorved man er i stand til at frembringe ikke-akustiske lyde.

Disse eksperimenter videreføres inden for det digitale medie, nu blot med computer-mediet som udgangspunkt for lydproduktionen. Både den elektroniske og den digitale musik er forbundet til den teknologiske udvikling (de finere nuancer, der skiller dem, er her ufortalte). Et nyt medie giver nye muligheder. Herved bliver det muligt at revurdere betingelserne for et musikalsk lydbillede i lyset af mediets muligheder. Det er karakteristisk for disse bevægelser, at de i høj grad fokuserer på selve mediet, der opfattes som radikalt nyt, hvilket sætter sig spor i den lydlige frembringelse. Den elektroniske musik lyder elektronisk, den digitale musik lyder digital.

Det væsentlige ved det nye medie bliver følgelig, at det ikke lyder, som det gjorde før. Den elektroniske og den digitale lyd står hermed i naturlig forlængelse af et modernistisk projekt, hvor det at være ny vil sige ikke at være gammel. Et nyt medie bliver muligheden for at skabe en ny lyd, som én gang for alle kan afløse en gammel lyd.

I det som her kaldes postdigital synes opmærksomheden til gengæld at være flyttet et andet sted hen. Selvom der er mange fælles træk mellem elektronisk, digital og post-digital musik, og at denne adskillelse måske er lidt vel tænkt, mener jeg, der er noget fundamentalt andet på spil i de nye lydlige frembringelser - det drejer sig om en anden sensibilitet, en ny type stoflighed, som hidtil har været ukendt i den ikke-akustiske musik. Det er ikke længere lyden af en elektronisk eller digital proces, man hører, men snarere lyd i sig selv. Denne ændring i tilgangen til stoffet er udtryk for et holdningsskift - fra at arbejde med mediet som noget i sig selv, til naivt at benytte de muligheder, et digitalt medie åbner for til fordomsfrit at undersøge en lydlig kvalitet.

Elektronisk musik

Den elektroniske musik er karakteriseret ved en opmærksomhed på maskinen (en arv fra futurismen), der som elektro-mekanisk apparat var i stand til frigive lyde, hvorefter det var maskinoperatørens opgave at forsøge at kontrollere lydene - sætte dem sammen i kompositioner, der realiserede lydenes musikalske potentiale. Hermed blev lyde, man traditionelt ikke identificerer med musik, integreret i en musikalsk sammenhæng.

Dette medførte endvidere en udvidelse af musikforståelsen til at indbefatte al form for lyd. En samtale, støjen fra en FM-radio, et åndedræt, et bilsammenstød har sin egen musik. Ambitionen og muligheden inden for den elektroniske musik er at modulere virkelighedens lyde, at overskride grænsen mellem musik og ikke-musik i en bevægelse, der ryster forståelsen af hvad en komposition er eller kan være. Mest radikalt høres det i John Cages iscenesættelse af virkelighedens musik i 4'33'' (1952), der lader den fremstå rent, uden at en komponeret musik overdøver den.

Lyd-objektet

Den postdigitale musik adskiller sig fra den elektroniske ved ikke at have samme begrænsning i form af sit lydlige objekt. Man er hverken afhængig af apparaturets reale lyd eller en ambition om at overskride en musikalsk konvention. Egenskaber som "virkelig" og "autentisk" eksisterer ikke set fra binære koder. Den post-digitale musik forholder sig i den forstand demokratisk til lyd: Der diskrimineres ikke mellem akustisk, elektronisk, og real-lyd. Hverken ud fra en given norm, hvor et akustisk instrument har sin rette lyd, og visse lyde opfattes som upassende, eller i den elektroniske musiks overskridelse, hvor der sker en prioritering af det, som ikke er traditionel lyd. Al lyd, der optræder i digitale sammenhænge, har mistet sin direkte relation til et eventuelt ophav. Tilbage er lydens kvalitet, uafhængig af dens oprindelse. Denne kvalitet er udgangspunkt for fx sampling, der sker i lyset af en udvælgelse af en bestemt passage. Denne passage har en særlig effekt, der er årsagen til, at man vælger netop et brudstykke frem for et andet.

Det er det, der giver den post-digitale musik dens stoflighed, dens sanselige karakter. Lyden vælges og bruges ud fra en opmærksomhed, der er rettet mod lydens materialitet og dens direkte indvirkning på oplevelsen. Behandlingen af det lydlige objekt i digital musik synes derfor i langt højere grad at have formået at skabe stoflighed, sanseligt nærvær end behandling i andre digitale medier, fx det digitale billede, der stadig overvejende betoner klichéen om de substansløse flygtige oplevelser, der forventes at være forbundet med computer-mediet. I stedet for at arbejde med mediet som omdrejningspunkt, hvor mediet siges at have en særlig elektronisk eller digital lyd, der adskiller det fra andre medier, bearbejdes lyden ud fra en sanselig kvalitet.

At der samtidig stadig er noget mystisk og til tider fremmedartet over den digitalt frembragte lyd, skyldes højst sandsynligt lydens manglende oprindelse. Den kan ikke stedligt forankres andet end i lydkilden - computeren, cd'en, kompositionen.

Lydens substans

Det er således det digitale medies evne til på nye præmisser at modellere lyden i forhold til en kompositorisk helhed, der åbner mulighed for at skabe mangfoldige og hidtil uhørte lydlige universer. Det er centralt for forståelsen af den postdigitale musik, at dette sker med udgangspunkt i en lydlig materialitet og ikke i en diskussion af mediet som sådan. En sådan diskussion ville føre den postdigitale musik ind i lige præcis den blindgyde, hvor den elektroniske og den tidlige digitale musik er endt, i dennes insisteren på at være noget andet end et konventionelt lydbillede. Langt snarere må man forholde sig til det digitale medie som et uhyggeligt fleksibelt værktøj, der åbner nye veje for at bearbejde lyd og særligt som et medium, der giver mulighed for erfaringen af lyd på baggrund af lydens egne egenskaber.

At den postdigitale musik kun er i sin første fase, og knapt har opdaget sin udfoldelses muligheder ses i de stadig nye grupperinger og genredannelser, der forsøger at fastsætte bestemte regler og grænser for musikken. Regler der kun indbyder til at blive brudt. Hvad hidtil er hørt af digital musik er det første vidnesbyrd om det potentiale, der ligger gemt i et medie, som mere end noget andet evner at lade musik opstå på baggrund af lydens substans.

Rune Søchting studerer moderne kultur ved Københavns Universitet.