Et rum for publikum

Visuel slagside
Det første af de nordiske uropførelser var norsk-litauske Ignas Krunglevicius’ Gradients. Krunglevicius’ arbejder ofte delvist dokumentarisk og med udgangspunkt i tekst og tidslighed. I 2010 blev han nomineret til den internationale videokunstpris Nam June Paik Award for installationen Interrogation. I Interrogation bliver udsagn fra en virkelig politiafhøring projiceret – ord for ord – op på to af væggene i et galleri, mens de akkompagnieres af et insisterende, computerspilsagtigt lydspor. Publikum følger  dialogen og forsøger at forstå sammenhængen, som var det et teaterstykke. Krunglevicius' værk på Rådhuset i Oslo havde flere af de samme elementer, men var udvidet med live-musikere. Værkets visuelle dimension blev beriget, fordi værket blev projiceret direkte op på den mangefarvede væg. Derimod var dramaturgien i den projicerede dialog ikke helt så let at få fat i, hvormed musikernes rolle i værket kom til at virke uafklaret. Sangeren havde kun lange vokaler at arbejde med, mens al meningsbærende tekst foregik på væggen. Sammen med det begrænsede musikalske materiale fik værket en visuel slagside.

Blinde hænder
Åbningskoncerten sluttede med et nyt værk af Simon Steen-Andersen; Black Box Music. Efter ensemblet asamisimasas’ legendariske portrætkoncert af Steen-Andersen på sidste års Ultima, hvor vi alle var lidt fortumlede efter koncerten, og havde følelsen af at have oplevet noget vigtigt, var mine forventninger høje. De blev ikke helt indfriede. .  

I værkets begyndelse sidder en musiker foran et lærred med hænderne i en sort boks. Oppe på lærredet kan publikum og musikerne, der er placeret rundt omkring i rummet, se indersiden af boksen. Men musikeren selv kan ikke se, hvad hans egne hænder gør; håndbevægelserne sker i blindhed og er meget fascinerende at se på. Den sorte boks er en lille scene.

Hænderne på lærredet starter med at trække scenetæppet frem og tilbage, vifte og klappe, som en slags avantgarde version af hånddukker for børn. En efter en begynder musikerne at spille. Samtidig konstruerer hænderne i boksen små historier med enkle, arte povera-lignende rekvisitter som skruer og gummistrik. De strikker stenge og strammer dem, laver regler og narrativer som bliver brudt og improviseret over. Denne del af stykket er fængslende. Og som vanligt er Steen-Andersens musik rigt og overraskende orkestreret.Simon Steen-Andersen: Black Box Music. Foto: Elisabeth Høiberg

Manglende præcision
Men sammenhængen mellem hændernes bevægelser og musikken i Black Box Music var ikke altid enkel at begribe. Noget af det overvældende ved Steen-Andersen-portrætkoncerten sidste år var netop præcisionen i sammenstillingen af video og lyd. Eksempelvis, da en cellist på et tidspunkt befandt sig i selve projektionssttrålen og spillede tostemmigt med sine egne bevægelser på lærredet, som så blev forsinket. Ved at punktere billedfladens illusion med sin tilstedeværelse, virkede dette værk som en kritisk kommentar til videomediet

Black Box Music på Ultima mangler både denne præcision og en selvstændig stillingtagen til illusionsteaterformen som den tager i brug. Alligevel har værket et åbenlyst potentiale. Ser man det som et studie til den opera, Steen-Andersen arbejder med, så har vi ganske sikkert noget spændende i vente.

Mere musikteater
Den visuelle musik, som prægede åbningskoncerten, var også en indledning til milepælen på årets Ultima: To produktioner af den tyske scenekunstner og komponist Heiner Goebbels. Goebbels var i Oslo under Ultima for at modtage Ibsen-prisen, der er verdens største teaterpris på 2,5 millioner norske kroner. Goebbels' teater har tydelig musikalsk inspiration, hvorfor hans to produktioner Eraritjaritjaka og Stifters Dinge,  som markerede prisuddelingen, også blev en del af Ultimas program.

Heiner Goebbels opsøger de sprogløse dimensioner i teatret. Han arbejder med bevægelse, akustik, lys og rum, og når han bruger tekst, er den ofte på flere sprog. Han begyndte karrieren i 1970’erne med Sogenanntes Linksradikales Blasorchester - en gruppe amatører og profesionelle musikere som rejste fra by til by i Tyskland, hvor de spillede på jazzfestivaler og til den udogmatiske venstrefløjs demonstrationer. Herefter blev Goebbels teatermusiker på Schauspiel Frankfurt og begyndte at producere forestillinger. Goebbels har på mange måder taget indsigter og arbejdsprocesser fra det eksperimenterende og frie teater med sig ind i de store institutioner.

At længes væk fra ordene
I forestillingen Eraritjaritjaka (2004), som blev opført på Nationalteatret søndag aften under Ultima, spiller den nederlandske strygekvartet Mondriaan gennem hele stykket. ’Eraritjaritjaka’ er et dialektord hos aboriginals i Australien, som betyder at længes efter noget, man har mistet. Den navnløse figur i Goebbels' forestilling længes væk fra sproget og ind i musikken. Han taler til os om at noderne er en forpligtende lov, som dirigenten og orkestret må følge. De fire strygere i Mondriaan-kvartetten afbryder musikkens sammenhæng ved at rejse sig brat midt i de klassiske strygekvartetter, de spiller. De flytter stole og nodestativer til nye steder på scenen. Og den navnløse figur fortæller, at præcision måske er den mest sublime form for uro.

Illusionen om det synlige
Goebbels viser os alt det, som teatret normalt forsøger at skjule : I den performative installation Stifters Dinge, som også var med i Oslo, lægger teknikerne åbenlyst nogle store rør til rette, som senere skaber stykkets dybe bastoner. På samme måde følger kamaramanden skuespilleren i Eraritjaritjaka - først oppe på scenen, og siden ned fra scenen og ud i salen.

Goebbels vil vise, at mennesket er begrænset af sine egne sanser, og kan aldrig få det fulde overblik. Selvom vi tror, vi kan. I Stifters Dinge siger en stemme fx ”Alt er allerede opdaget” og ”Det ukendte eksisterer ikke længere.

Det er en af Ultimas vigtige funktioner netop at være dialogpartner og at bidrage med sine kompetencer indenfor opførelsen af samtidsrepertoiret i forhold til klassiske institutioner som Filharmonien.

Nye sammenhænge
Ofte lykkedes det godt for festivalen at skabe nye sammenhænge og give musikken en ny vinkel. Ekstrem-vokalisten Diamanda Galas var eksempelvis sat sammen med Kringkastingsorkestret. , hvilket på skrift - metalvokal og symfoniorkester - kunne virke risikabelt. Men komponist Jon Øivind Ness, som stod bag orkesterarrangementene, var modig. Orkesteret havde ingen lødig, underordnet rolle og overdøvede endda hovedpersonen. Musikerne spillede højlydte klange som harmonisk gik på tværs af de enkle, brudte akkorder, som Galas spillede på flyglet. Musikken lød som slidt rockeelektronik, på samme måde som Galas' stemme. Det så ud som om både Diamanda og publikum satte pris på det.

De seks sangere fra Neue Vocalsolisten Stuttgart, som sang på Samtidsmuseet, imponerede også. De placerede sig mellem tilhørerne, bevægede sig i rummene på lavmælte, men uventede måder, og sang ikke én ligegyldig tone.

Det er en af Ultimas vigtige funktioner netop at være dialogpartner og at bidrage med sine kompetencer indenfor opførelsen af samtidsrepertoiret i forhold til klassiske institutioner som Filharmonien.

Store samtidsværk
Oslo Filharmoniens koncert fredag den 14/9 under Kulturnatt forsøgte også at sammensætte noget nyt, men med mindre held. Både Luciano Berios Sinfonia og de nylavede 3D-illustrationer til Rolf Wallins orkesterværk Manyworlds forekom ret tamme. Korstemmerne i Sinfonia skulle blande sig med orkesteret, men de blev så integrerede eller også var Koncerthusets klang bare meget mat, at det ikke virkede så vigtigt, at de var der. De abstrakte mønstre som bevægede sig på lærredet over Wallins musik, var ligeså elegante som musikken, men mindede så meget om den, at der næsten ikke blev nogen dialog mellem billede og lyd. Alligevel skal Ultima have ros for at sætte et centralt værk fra det 20. århundres kanon, som ikke ellers ville være blevet spillet, på programmet. Det er en af Ultimas vigtige funktioner netop at være dialogpartner og at bidrage med sine kompetencer indenfor opførelsen af samtidsrepertoiret i forhold til klassiske institutioner som Filharmonien.

Rummet til besvær
De klassiske ensemblekoncerter var måske det eneste sted Ultima ikke helt leverede det, man kunne forvente. Både hos Klangforum Wien og asamisimasa virkede programmet lidt tilfældigt, ligesom at begge ensembler havde fortjent en bedre sal at optræde i. Når det er småt med efterklang i rummet, og scenen er smal, må et stort ensemble folde sig ud i bredden. For publikum var det ligesom at sidde for tæt på et stort filmlærred: Det var svært, at få hele den klanglige helhed med."Vanvittig god trompetist," mente min sidemand til Klangforum Wiens koncert på Ultima programmets første fredag. Det var da rigtig nok, for vi sad tæt på trompetisten.

Et sted folk har lyst til at være
Ultimafestivalen blev afsluttet på klubben Rockefeller i Oslo centrum med det norske jazzkollektiv Jaga Jazzist. Sammen med det britiske kammerorkester Britten Sinfonia spillede de langsomme, fremadskridende riff . Musikken var ikke cutting edge, men modal jazz, men derimode havde den klare, standardiserede spillestil og Britten Sinfonia, absolut noget med hinanden at gøre. Og ikke mindst: Rummet var tætpakket af mennesker!!

Publikum gav Ultima mening
Heiner Goebbels forholder sig til sine værker som åbne rum: ”Der ligger en mulighed for selv at tilføje mening til det jeg laver, men selv har jeg ingen mening med det”, påstod han om sine forestillinger på Ultima i forbindelse med et seminar, arrangeret i forbindelse med Ibsenprisen.

Det ligger i tiden, at publikum skal tages alvorligt. Vi tænker ikke længere publikum som passive modtagere, der skal oplyses af et genialt mesterværk. I år opnåede Ultima med kunsterisk leder Lars Petter Hagen i spidsen virkelig at skabe et rum, som publikum havde lyst til at opholde sig i. Og det må siges at være et godt udgangspunkt.