Avantgarde i børnehøjde

Fredag havde Wundergrund premiere på den fransk- græske komponist Georges Aperghis’ (1945) instrumentalteater Lille Rødhætte. Ensemblet var Scenatets og instruktionen engelske Loré Lixenbergs. Det 40 minutters lille stykke var bygget over H.C. Andersens klassiske eventyr, men fortolket og iscenesat, så det her blev fortalt af instrumenter og deres musikere. 

To pianister optrådte som henholdsvis fortæller med høj hat og Rødhætte. I deres uproblematiske vekslen mellem fortælling, mime og klaverspil, ledte de os gennem aftenens fortælling. Denne dobbelte fortællerinstans (eller måske nærmere denne ene fortællerinstans med et side-kick) blev et solidt ankerpunkt i en iscenesættelse, hvor en musiker mest var Rødhætte (violinen), en anden mest var bedstemoderen (klarinetten), og en tredje mest var ulven (saxofonen). I aftenens forestilling synes alle medvirkende dog at væve sig ind og ud af hinandens roller, og så vidt jeg kunne se og høre, optrådte alle momentvis både som Rødhætte og ulv. Dette må der naturligvis ligge den symbolske pointe i fra iscenesætterens side, - at alle gennem livet er både offer og gerningsmand.  På et tidspunkt var der eksempelvis hele fem Rødhætter i forskellige aldre på scenen.

Apropos det symbolske havde iscenesætteren derudover gjort en indsats for, at vi skulle forstå, at historien om Rødhætte ikke kun handler om Rødhætte, men også om en pige, der bliver kvinde. På vej ud i skoven blev Rødhætte således iklædt et 10 meter langt brudeslør i form af et hvidt lærred, der via lyseffekt kom til at lyse rødt. Hvor rollefordoblingerne gav energi til iscenesættelsen, kom dette greb i mine øjne til at virke en anelse tungt og for entydigt, og stak ud i forhold til resten af forestillingens tvetydige og legende karakterer.

Den legende lethed var også gennemgående i både tekst og musik. Teksten var klippet op i kortere passager, der blev gentaget af de forskellige medvirkende. På denne måde kom den gennemgående til at virke som en 3. persons fortælling, og aldrig som en indlevet dramatisk tekst. Musikken indtog samme placering. Der var, så vidt jeg husker, ingen melodiske gennemgående temaer (og hvis der var, var de ikke det mest fremtrædende karaktertræk). I stedet vekslede musikken mellem at være en småsnakkende, råbende og effektfuld lydkulisse, der skiftevis støttede, farvede og nuancerede den gennemgående fortælling

Musikerne spillede deres roller med så stor indlevelse og udlevelse, som en genre som instrumentalteatret lægger op til. (Selv)højtidelighed var der heldigvis ikke meget af, i stedet blev stykket præsenteret med humor og engagement, der fik os med i legen. Ulven var uden tvivl farlig, men blev aldrig for farlig. Undervejs ‘punkterede’ eller ‘afmaskerede’ han sig ved bogstaveligt talt at tage pelsen af, og i undertrøje lægge sig mageligt på scenes sofa. På samme måde fik bedstemoderen high five umiddelbart efter den scene, hvor ulven med stor voldsomhed havde fortæret hende. På denne måde blev instrumentalteatrets særlige æstetiske træk gjort til en velfungerende pædagogisk pointe, hvilket klædte både instrumentalteater og det pædagogiske børneteater. 

Stykket var målrettet børn fra 8 år og op. Min ledsager denne aften, der netop er 8 år, godkendte stykkets præmisser – både musik og dramaturgi - og følte sig også godt underholdt. Rollefordoblingerne var ikke noget problem, fortællerinstansen var det heller ikke (“sådan én har et eventyr da altid”) og musikken lød godt!

I Wundergrund-katalogets ellers sparsomme information om stykket, bliver det betegnet som en ‘perle’. Det er ingen overdrivelse – så afsted afsted… det spiller kun i denne weekend!